Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

En følge af menneskets udvikling er bl. a. en voksende interesse for eksklusiv seksualisme, hvilket vil sige seksualisme dyrket for sin egen skyld, uden at tjene forplantningens formål. Denne interesse for eksklusiv seksualisme bekræfter sig på flere måder, således ikke mindst gennem omfattende bestræbelser for at frembringe en effektiv præventiv teknik, og hvor denne ikke slår til: adgang til svangerskabsafbrydelse.

Som bekendt råder man i dag over en praktisk taget hundrede procent effektiv præventiv teknik, men ikke desto mindre er der i mange lande, og bl.a. i Danmark, stærke kræfter i gang for at bane vejen for adgang til fri abort. Og medens vi venter på en definitiv afgørelse i denne sag, organiseres der på privat initiativ i stort omfang rejser til udlandet med svangerskabsafbrydelse for øje.

Dette modsætningsforhold mellem forekomsten af en effektiv præventiv teknik og et omfattende behov for adgang til abort kan forekomme næsten uhyggeligt paradoksalt i et velfærds- og velstandssamfund som det danske, indtil man erfarer, at en undersøgelse i 1963 førte til et resultat, der blev offentliggjort under følgende ordlyd: "Alle kender til prævention; 50% tager chancen". Ved samme lejlighed kunne man erfare, at konsekvensen af denne letsindighed var 30.000 illegale aborter om året.

Set på denne baggrund er det ikke så sært, at der er udbredt interesse for en svangerskabslovgivning, der giver adgang til fri abort, og meget tyder da også på, at en sådan en dag vil blive til virkelighed trods dårlige erfaringer i udlandet, og trods mange lægers vægring mod at skulle spille rollen som velfærdssamfundets bødler. For når det er letsindighed, der i så mange tilfælde behersker seksuallivet, hjælper jo ikke selv de mest effektive forebyggende foranstaltninger; ja, så vil endog ikke engang gratis adgang til disse kunne afhjælpe problemet synderligt.

Tager man i betragtning, at svangerskabsafbrydelse i virkeligheden er en særligt raffineret og uhyggelig form for udfoldelse af det dræbende princip, er det klart, at Martinus tager stilling til et så alvorligt spørgsmål som indførelse af fri abort. Han afviser i denne forbindelse på ingen måde berettigelsen af menneskets ønske om eksklusiv seksualisme, Derimod tager han så godt som uden forbehold afstand fra tanken om abort - og ikke mindst fri abort - idet han påpeger det både triste, paradoksale og naturlovstridige i, at menneskets kærlighedsliv skal trække veksler på det dræbende princip.

I forbindelse med sin afvisning af fosterdrabets berettigelse fremfører Martinus en lang række synspunkter. Først og fremmest gør han opmærksom på, at vor forudsætning for overhovedet at deltage i debatten om indførelse af fri abort består i, at vi selv har overlevet fosterstadiet og er blevet født til verden. Vi bør i denne forbindelse prise vore forældre for de motiver, dette skyldes, eller eventuelt den lovgivningsmagt, der har bidraget til at beskytte os. Det bør vi naturligvis i ganske særlig grad gøre, hvis vi værdsætter livet, og vor taknemmelighed bør forpligte os selv til at beskytte det undfangne livs ret til at overleve fostertilværelsens forsvarsløse stadier. At en og anden muligvis ikke værdsætter livet, bør i samme forbindelse ikke forlede til forhastede slutninger, f. eks. at dette også gælder alle andre, fødte såvel som ufødte. Alt tyder nemlig på, at flertallet værdsætter livet, nemlig den udbredte modvilje mod døden og den heraf motiverede interesse for at opretholde og forlænge livet mest muligt. Man kan også tænke på det klassiske forsvar for vivisektionen og for desperate handlinger, hvor der henvises til selvopholdelsesdriften. Det bestående liv søger altså overvejende at opretholde og bevare sig selv, samtidig med at det i menneskets tilfælde tager sig ret til at fælde dom over nyt livs berettigelse og adkomst.

Martinus gør gældende, at hele problematikken omkring abortspørgsmålet kosmisk set blot er et specielt aspekt af den egoisme og uvidenhed, der på nuværende tidspunkt kendetegner den menneskelige bevidsthed. Således betinger egoismen det bestående livs ønske om at bevare sig selv for enhver pris, ligesom den i realiteten motiverer ønsket om adgang til abort som et middel til at kvittere uønskede følger af det praktiserede kærlighedsliv. Og med hensyn til uvidenheden udtrykker denne sig bl. a. i ukendskabet til livets udødelighed samt dets tilknytning til loven for reinkarnation og karma, ifølge hvilken den, der udsætter andre for fosterdrab, gennem denne handling dømmer sig selv til at blive udsat for fosterdrab. Og dermed bekræfter det sig på ny, at uvidenheden er mørkets kosmiske forudsætning, thi vidste man bedre, ville man f. eks. ikke drømme om en lovgivning, der åbner adgang til fri abort. Det skulle alene egoismen nok sørge for.