Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Familiebegrebet har altid været betragtet som samfundets vigtigste grundpille. I løbet af den sidste menneskealder har det imidlertid i stigende grad vist tegn på opløsning. - Og dermed er det kommet i søgelyset.

I form af den kønnede formering finder vi allerede i planteriget de første spirer til familiegrupperingen. Og i det egentlige dyrerige udvikler det sig til romantisk fuldkommenhed. Thi nok er der død og ødelæggelse i hønsehuset, når rævefar forretter tjeneste som familieforsørger, men billedet skifter totalt, når den røde røver om morgenen vender hjem med sin fangst. Så præsenteres det mest charmerende eksempel på familieidyl. Medens solen sender sine allerførste stråler ind mellem de dugvåde træer, er rævemor i færd med at made sine unger, og samtidig holder familiens overhoved skarpt øje med, at ingen forstyrrer de fredelige familiesysler. - Og se til fuglene! Tiltrækningen mellem kønnene, som jo er familiedannelsens grundlag, manifesterer sig i en virtuositet på tonekunstens område, som trods utrolig små fysiske midler kommer fuldt på højde med, hvad menneskene med langt større midler har været i stand til at frembringe. Og intet sted ser man noget mere overbevisende udtryk for familiesammenhold, end når fugleparret er ved at slide sig halvt fordærvet for at stille de forslugne ungers sult.

Langt op i de jordiske menneskers rækker er familierne fasttømrede enheder Og har gennem årtusinder været i stand til at dække et fundamentalt behov for menneskene: behovet for tryghed. Fortidens - og mange steder i verden også nutidens - familie var én stor gruppe med en fælles interesse for sammenhold. Ofte spændte den over tre eller fire generationer foruden tjenestefolk eller lærlinge og svende. Alle tænkte og handlede i pagt med fællesgruppens interesser, medens det omgivende samfund i større eller mindre grad var ligegyldigt - eller endog fjendtligt. Det sidste bærer bl. a. de islandske slægtsfejder klart vidnesbyrd om. Men vi ser også, at sammenholdet ikke blev mindre af den grund - snarere tværtimod.

Under vore himmelstrøg var det patriarkalske træk fremtrædende. Husfaderen var det absolutte overhoved. Han havde hovedansvaret for gruppens sikkerhed og blev respekteret (eller frygtet) i overensstemmelse hermed. Den åndelige påvirkning og kommunikation havde stort set kun én retning: fra husfaderen ud til familiens øvrige medlemmer - et sociologisk mønster, som vi i dag tager stærkt afstand fra.

Men dets mangler til trods, så har der dog været noget solidt over dette familiemønster. Den sikkerhed og tryghed, som opstår, når en gruppe mennesker helt og fuldt går op i fælles interesser, har været af fundamental betydning for den menneskelige trivsel. Og i kraft heraf har familiegrupperingen dannet den faste grundpille, hvorpå samfundet har kunnet opbygges og bevares gennem årtusinder.

Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at dette mønster smuldrer. Det klassiske familiebegreb viser ubestridelige tegn på degeneration. Og jo mere teknisk fremskredet, jo højere levefod, jo flere velfærdsforanstaltninger samfundet har, jo mere mærkes opløsningstendenserne i familiegrupperingen.

Gruppen er blevet væsentlig mindre. En familiegruppering, der omfatter tre-fire generationer, er ved at være en saga blot. Bedsteforældrene rykker ud i alderdomshjemmene, plejehjemmene og folkepensionistboligerne. Og børnene i vuggestuerne, børnehaverne og fritidshjemmene. For samfundet har jo efterhånden påtaget sig en mængde af de opgaver, som tidligere blev røgtet inden for familiens rammer.

I takt med industrialiseringen rykkede først husfædrene uden for familierammerne, og nu er husmødrene ved at rykke samme vej. Levefoden er stigende, men kravene vokser endnu stærkere. Alle vil have del i de materielle frembringelser, der følger i teknificeringens kølvand. Har naboen fået vaskemaskine, genboen fjernsyn og Hansens på tredie bil, ja, så må også vi være med. Ingen bryder sig om at sakke bagud. De materielle frembringelser bliver således statussymboler, hvorved man prøver at opnå anseelse og respekt i samfundet - og måske lige så meget: at stabilisere sin egen selvrespekt. Det moderne menneske mangler livsindhold og prøver da at skabe mening i tilværelsen ved hjælp af ydre aktivitet og statussymboler. Resultatet er blevet det moderne forbrugersamfund. Et samfund, som ganske rammende er karakteriseret af den amerikanske psykolog og filosof Eric Fromm, hvor han i sin bog "Det sunde samfund" omtaler det moderne menneskes paradis som et kæmpestort supermarked, hvor man er udstyret med så mange dollars, at man kan købe lige, hvad man vil - og helst lidt mere end naboen.

Kravet om højere levefod skal dog langtfra have hele ansvaret for at husmødrene tager arbejde uden for hjemmet. Også trangen til at komme bort fra de ensformige husmoderpligter, lysten til at se andre mennesker og interessen for at sætte sig ind i andre forhold kan være naturlige begrundelser. Et tegn på familieopløsning bliver der dog tale om. En helt anden sag er så, om man vil registrere det som skadeligt eller gavnligt.

Det tydeligste tegn på opløsningstendenserne inden for familien er vel nok det stadigt stigende skilsmissetal. Medens antallet af indgåede ægteskaber i Danmark er fordoblet i det sidste halve hundrede år, så er skilsmissernes antal 10-doblet.

At skilsmisserne giver en mængde problemer er klart. Ikke mindst giver det store vanskeligheder for den enlige moder. Hun skal både fungere som moder og fader, klare det derhjemme og gå på arbejde uden for hjemmet. Både vise moderlig omsorg og kærlighed over for børnene og tale til dem med faderlig autoritet. I mange tilfælde magter hun simpelt hen ikke sin vanskelige opgave - det giver ofte dårlige nerver og meget hyppigt går det ud over børnene.

Lige så slemt - eller undertiden endnu værre - er det imidlertid, når forældrene lever i stadige skænderier. Ofte bliver børnene nervøse og hæmmede - undertiden slår det udad, og de bliver trodsige og aggressive. Sådanne børn er hyppige gæster på skolepsykologens kontor. Og ret ofte må man desværre konstatere, at de får skolevanskeligheder som en reaktion på miljøet derhjemme. Også selv om de er normalt begavede. I mange tilfælde er der nemlig opstået følelsesmæssige blokeringer, som bevirker, at de ikke er i stand til fuldt ud at udnytte deres evner. Sådanne triste hæmninger af normale evners udfoldelse vil i mange tilfælde kunne skrives på familiedegenerationens konto.

Der nævnes flere årsager til familieopløsningen, f.eks.: industrialiseringen, mekaniseringen af måltiderne, bolignøden, det stigende alkoholforbrug m. m. Også det forhold at ægteskaberne indgås i en yngre alder end tidligere, giver flere skilsmisser. Det er således statistisk påvist, at skilsmisseprocenten er større i ægteskaber, der er indgået i en yngre alder end blandt ægteskaber, der er indgået i en mere moden alder.

Også seksuelle spørgsmål drages frem til belysning af familieopløsningens årsagsforhold, men her kun med henblik på seksuallivet, som man mener (sikkert med rette) foregår under stadig løsere rammer. På dette som på så mange andre områder får den, der studerer kosmologi imidlertid en reel chance for at se det i et dybere perspektiv. Han vil være klar over, at mange af de faktorer, som normalt betragtes som årsager, slet ikke er årsager i dybere forstand, men tværtimod virkninger - nemlig af en fundamental personlighedsændring, som er en følge af den seksuelle polforvandling - hele denne kolossale åndelige proces, som netop i vor tid har ført jordmenneskene ind i den epoke, som Martinus kalder "de ulykkelige ægteskabers zone".

Naturligvis vil det være alt for omfattende her at komme ind på analysen over den seksuelle polforvandling. Der henvises til den litteratur der findes over dette interessante emne fra Martinus' egen hånd. Det skal imidlertid lige nævnes, at den psykologiske forskning i høj grad er interesseret i den personlighedsændring, som kosmologien nævner som en naturlig følge af den fremadskridende polforvandling. Ved hjælp af karakterologiske prøver og andre psykologiske undersøgelser har man påvist tydelige feminine karaktertræk hos mændene og tilsvarende maskuline hos kvinderne. Og hvad der er allermest interessant: Det ser ud til, at den rigeste personlighedsudfoldelse kommer til syne hos de mest udprægede blandingstyper. Som så mange andre steder ser det altså også ud til, at kosmologien her finder sin bekræftelse inden for forskningen.

En mængde forhold i forbindelse med familieopløsningstendenserne får gennem analysen over det levende væsens seksuelle polforvandling en langt mere logisk og naturlig forklaring, end det er muligt at give uden dette perspektiv. Når kvinderne søger bort fra støvsugeren og gryderne, har det jo ofte sin forklaring i det større spektrum af interesser, som er en naturlig følge af personlighedsændringen. Og når ønsket om uddannelse presser mere og mere på, så er det en følge af de samme processer. Interesserne vokser ud over den lille gruppe, og man bliver i stigende grad klar over, at det omgivende samfund kommer os alle ved. Det er imidlertid klart, at disse forhold i mange tilfælde vil komme til at kollidere med familieinteresserne i den klassiske betydning.

I erkendelse af, at familiebegrebet har haft og stadig har umådelig betydning som samfundets byggesten, udfoldes der store bestræbelser på at bevare det, hvilket er forståeligt nok. De åndelige kræfter kan imidlertid ikke konserveres - dertil er de for stærke.

Ejendomsret er en jordmenneskelig opfindelse, og i det klassiske ægteskab er det en almindelig foreteelse, at ægtefællerne bevidst eller ubevidst føler en vis ret til at eje hinanden. Ikke alene føler de ret til at eje hinandens fysiske organismer, men også deres tanke- og interesseverden. Den skal være koncentreret om ægtefællen og deres hjemlige fællesinteresser, ellers opstår der jalousi. Et begreb som ikke alene behøver at komme til udfoldelse, hvor den ene part forelsker sig i en anden, men også hvor hun eller han begynder at beskæftige sig med andre eventuelt kunstneriske, videnskabelige eller samfundsbetonede interesser i sin fritid.

Forsøg på at konservere et familiebegreb, hvor en sådan ejendomsretslig indstilling er herskende, vil være i modstrid med al naturlig udvikling. Vil vi tage konsekvensen af den vækst i de åndelige kræfter, som følger i polforvandlingens kølvand, da må vi tværtimod gøre os klart, at man ikke kan gøre krav på - hverken fysisk eller åndeligt - at eje et andet menneske eller bestemme dets interesser.

Nok har familieopløsningen givet mange og hårde skrammer - og intet tyder på, at det bliver mindre i den nærmeste fremtid. Vore muligheder for at afbøde skrammerne vil imidlertid i høj grad afhænge af, om vi forstår, at nok er vi afhængige af hinanden, men samtidig er vi enkeltpersoner, som har ganske naturlige åndelige behov. Her som så mange andre steder må frihed under ansvar være målet, og hensynet til børnene må under alle omstændigheder have førsteprioriteten.

Til en sund forståelse af disse forhold vil Martinus' kosmologi kunne yde et yderst værdifuldt bidrag. Og her ikke mindst analysen over den seksuelle polforvandling, som til slut fører det levende væsen frem til en tilstand, hvor den ufærdige mentalitet, som nu skaber et hav af opløsningsproblemer, er afløst af den omfattende tolerance- og næstekærlighedsevne, som er karakteristisk for begrebet "menneskebevidsthed".