Kosmos 1968/23 side 253
Sv.Å. Rossen:
FÆNOMENET MENNESKE
Af alle de spændende og fascinerende ting, som verden har at byde den interesserede iagttager, er der intet som er mere interessant end selve mennesket. Blandt alle levende arter på denne klode er der ingen, som er så mangefacetteret som mennesket, hos hvem man kan finde alle tænkelige motiver og idealer. Nogle mennesker rejser utrætteligt kloden rundt på kryds og tværs og bestiger de højeste bjerge, andre kommer hele deres liv ikke uden for den lille landsby, hvor de er født og opvokset. Nogle er besjælet af et ubændigt magtbegær, som fører dem til magtens tinder eller ned i ydmygelsens afgrund, medens andre er i stand til at trodse selve selvopholdelsesdriften og udrydde deres egen fysiske eksistens. Jeg glemmer i den forbindelse aldrig fjernsynsbillederne med den vietnamesiske buddhistpræst, som mens han sad i lotusstilling i et brændende benzinbål et øjeblik mistede balancen, men reagerede med blot at stikke hånden ud på jorden og skubbe sig selv op i bålet igen. Det vil nok være vanskeligt at finde noget mere overbevisende vidnesbyrd om eksistensen af en åndelig faktor, en viljeskraft, i mennesket, som har myndighed over den fysiske organisme, end denne bevidste selvdestruktion.
Det er ikke mærkeligt at det ikke er lykkedes hverken religiøse eller verdslige autoriteter at blive enige om en definition på menneskets natur, så kalejdoskopisk forskelligartet som denne fremtræder. I denne situation tilfredsstiller det et stort behov at møde et filosofisk geni som Martinus, som rent intuitivt formår at skære igennem disse problemer og som med enkle streger tegner et klart billede af menneskets situation og væsen. Nøgleordet i dette billede er udvikling.
Fra dyr til menneske
Mennesket, som vi kender det i dag, er et overgangsvæsen, en art skifting, mellem to verdener, nemlig dyreriget og hvad Martinus kalder det "rigtige" menneskerige. Medens alle sikkert vil vedgå, at de ikke længere er hundrede procent dyr, er det nok vanskeligere at indrømme, at man heller ikke er rigtige mennesker. I denne forbindelse er det imidlertid ikke blot et spørgsmål om at gå på bagbenene, bære tøj og bruge maskiner, men drejer sig mere om sindelaget. Og i denne sidste henseende kommer man ikke uden om, at vi mennesker i væsentlig grad stadig lever på den selvopholdelsesdrift og selvhævdelsestrang, som er naturligt gældende i dyreriget, hvor den tjener evnen til at overleve. I menneskeverdenen er disse tendenser derimod fuldstændig destruerende for enhver samfundsdannelse, og vi ser resultaterne i form af en endeløs række af revolutioner og krige, som ikke kan bringes til ophør, før mennesket bliver sig selv bevidst som åndsvæsen og både i teori og praksis efterlever loven om næstekærlighed.
På sin smertefulde vandring fra dyreriget til menneskeriget er der principielt to faktorer, som stimulerer denne udvikling frem mod målet. Den første er en åndelig inspirationskraft, som ifølge Martinus i form af en art kosmisk stråling er rettet imod denne klode i disse årtusinder med det formål at inspirere mennesker til en humant indstillet kulturskabelse. En tusindtallig skare af åndspersonligheder, religiøse ledere og kulturskabere har således været under indflydelse af denne inspirationskraft. Men en betingelse for at kunne komme på bølgelængde med denne "stråling" er, at der er den rette modtagelighed til stede, og hermed berører vi den anden af de afgørende udviklingsfaktorer, nemlig erfaringsdannelsen. Hvis det pågældende menneske eller samfund ikke gennem virksomme erfaringer har udlevet sit primitive livsmønster og føler behov for noget, som er højere og renere, er der intet grundlag for at modtage den kosmiske inspirationskraft. I den aktuelle verdenssituation i dag oplever vi f. eks. en voksende forståelse for, at krig er en forældet form for konfliktløsning, som er både uværdig og praktisk umulig for moderne mennesker, såfremt den menneskelige race skal overleve. De mange fredssøgende bevægelser i vor generation er således både en frugt af to verdenskriges rædsler og virkning af en åndelig inspiration, som udløber fra den guddommelige skabelsesplan, der har menneskets fuldendelse til formål.
Personlighedens mosaik
Når mennesket ikke har fuldendt den udvikling, som skal gøre det til et vågent, bevidst åndsvæsen, er det ikke mærkeligt, at det ikke kender sine egne virkelige egenskaber og muligheder. Lad os prøve at se lidt på de rent ud fantastiske ressourcer, som den menneskelige natur i Martinus fremstilling gemmer. I Martinus analyse består mennesket af tre uadskillelige principper (jvf. symbol nr. 13), hvoraf jeget er det højeste princip. Dette udgør det inderste centrum i mennesket og for øvrigt i ethvert levende væsen, og er som sådan det udefinerbare "noget", som iværksætter enhver viljesudløsning. Dette jeg har til sin disposition en skabeevne (det andet princip), hvormed det alt efter denne evnes udvikling og standpunkt kan manøvrere med de kræfter og energier, hvoraf naturen er opbygget. Disse energier, som repræsenterer det tredje princip, omfatter alle de kræfter, som findes i menneskets psyke, dets tanker, følelser osv. såvel som de stoffer, der konstituerer dets organisme og den omgivende natur. Som det fremgår af symbolet findes der kun 6 grundformer for energier, hvormed det levende væsen kan udforme sin eksistens, hvilke Martinus benævner: instinktenergien, tyngdeenergien, følelsesenergien, intelligensenergien, intuitions- og hukommelsesenergien. Ligesom kunstmaleren ved at blande få grundfarver kan frembringe en lang række farvenuancer, således er kombinationsmulighederne af de ovennævnte grundenergier uendelig, hvad man får et levende indtryk af, når man bliver gjort opmærksom på, at alt, hvad der er til i universet fra det mindste støvfnug til stjernerne i rummet er skabt af disse og kun disse grundenergier. Men det betyder så også, at mennesket, selv om det har et mere beskedent omfang end den guddommelige almagt, faktisk har rådighed over de samme principielle grundenergier, hvilket jo nok kan være en forbløffende oplysning for mennesket, som endnu ikke har kastet dyrehammen og derfor tror, at dets højeste mission er at hævde sig over for sine medmennesker.
Følelseslivets energier
Hvor mangefacetteret og kompliceret menneskets følelsesliv end synes at være, er det alligevel i alt væsentligt kun bestående af to grundenergier: tyngde- og følelsesenergien. Det kan lyde mærkeligt første gang at høre sjælelige kræfter omtalt som energier, men her følger Martinus den videnskabelige regel om, at alt, hvad der kan producere arbejde, er former for energi, og da sjælelivet i allerhøjeste grad er en produktiv faktor, må dets kræfter nødvendigvis falde ind under dette begreb. Energibetegnelsen får yderligere berettigelse derved, at psykiske og fysiske energier ifølge Martinus ikke er artsforskellige, men kun gradsforskellige. Psykiske energier er således af en stråleformig karakter, som er for "æterisk" til at kunne opfattes af de fysiske sanser i modsætning til de fysiske stoffer, der repræsenterer en energikoncentration, som er tilstrækkelig kompakt til at kunne skabe reaktion i de fysiske sanseorganer.
Tyngdeenergien er en ekspanderende energi, som giver sjælelivet dynamik og bevægelse. Denne energi er overordentlig farlig, når den ikke er under sikker kontrol, og den er på en måde menneskets største problem, fordi den i skikkelse af selvhævdelse, intolerance, hidsighed og had osv. personificerer selve "det onde" i mennesket. At styre sit sind vil i denne forbindelse sige, at kunne administrere denne energi på en sådan måde, at den ikke gør skade, men kun bliver produktiv. Dette sidste er tilfældet i en fast, men ikke usmidig, karakter, der forfølger sit mål. Men tyngdeenergien er også den varme, som kan forbinde mennesker i gensidig venskab og kærlighed, og i dette tilfælde opfylder den sin højeste mission. Disse eksempler giver et indtryk af, hvor mange muligheder denne energi har for udfoldelse og understreger samtidig, at dens nytte afhænger af motivet og af, hvorledes den udnyttes. Den vigtigste opgave er i denne forbindelse at kunne styre og administrere denne kraft, så den ikke medfører sjælelige vulkanudbrud, men kun gør gavn. Men på hvilken måde kan den kontrolleres? Det kan kun ske ved at vedkommende mobiliserer en anden mental energi, som har sådanne modsatte egenskaber, at den kan bremse og neutralisere tyngdeenergien. Og det er tilfældet med den følelsesenergi, som ligeledes står til disposition for det levende væsens bevidsthedsaktivitet i forhold til hvilken grad af udvikling og modenhed, vedkommende har nået.
Følelsesenergien betegner en koncentrerende og samlende kraft, som i mentaliteten skaber selvbeherskelse og sagtmodighed. Hvor et menneske er besjælet af megen følelse, viser det stor trang til at hjælpe og støtte sine medmennesker, og i et samarbejdes krisesituationer er det et overskud af denne energi, som i forbindelse med intelligensen hindrer konflikt og sammenbrud. Følelsens fornemste opgave er således at afbalancere tyngdeenergien, hindre dennes eruptive tendenser og i stedet kanalisere disse umådelige kræfter ind i dynamisk aktivitet. Heller ikke følelsesenergien er imidlertid kun positiv. I stærk koncentration kan den fuldstændig hæmme tyngdeenergien og dermed lamme individets viljestyrke, så vedkommende mangler energi til at gennemføre sine forehavender, og man taler i så fald om neurasteni. Sentimentalitet og misforstået hjælpsomhed er ligeledes eksempler på, at "positive" følelser kan gøre mere skade end gavn. Disse to grundkræfter i det emotionelle liv optræder ofte overordentligt ustabile, idet snart den ene og snart den anden får lov at dominere i henholdsvis for stærke antipatier og for stærke sympatier, hvilket også er grunden til, at man ofte siger, at der ikke er langt fra kærlighed til had. Det er således klart, at følelsesenergierne taget under ét har brug for en samordnende og harmoniserende kraft. Denne opgave er overladt intelligensen, som på baggrund af ubehagelige, men værdifulde erfaringer om, hvilke ulykker ukontrollerede følelser kan afstedkomme, har mulighed for at styre disse kræfter.
Bevidsthedens intellektuelle energier
Man kan definere intelligens på mange måder, f. eks. som evnen til at tænke abstrakt, men der kan ikke være nogen tvivl om, at dens vigtigste opgave ligger i at regulere følelseslivets kræfter og dermed menneskets adfærd, således at denne er afstemt efter situationens krav.
Løsenet på mental sundhed er balance mellem sindets kræfter som betingelse for livsglæde og naturlig sympati for sine omgivelser. Men så længe menneskene endnu er under omskabelse fra dyr til rigtigt menneske vil de fremtræde i forskellige former for uligevægt. Der er således mennesker, hvis mentalitet er præget af tyngdeenergi, så de går rundt som en slags levende bomber, der kan eksplodere ved den mindste modgang. Andre mennesker er stærkt følelsesbetonede og fremtræder som glødende fanatikere, men savner en logisk forbindelse mellem mål og midler. Andre igen er så intelligensbetonede, at deres liv visner hen, fordi de ikke kan etablere en varm emotionel kontakt med andre mennesker. Disse må sande Goethes ord om, at grå er al teori, grønt er kun livets træ.
Den mest sublime af de grundenergier, som står til individets rådighed, er intuitionsenergien. Den repræsenterer den højeste form for erkendelsesevne og giver tillige adgang til den mest intense form for livsglæde. Men den er desuden af så "højfrekvent" natur, at den kun kan udfolde sig i et bevidsthedsliv, som er i balance, dvs. konstant præget af harmonisk ligevægt mellem de nævnte sjælelige kræfter. Ved hjælp af intuitionsevnen åbnes individets sans for det evige. Gennem en ubevidst brug af hukommelsesenergien, som rummer langt større ressourcer end dette at huske fra "i dag" til "i går", kommer vedkommende i kontakt med sin evige fortid og oplever i en kulminerende salighedstilstand sin evige væren og sin identitet som udødelig søn af den guddommelige almagt. Med denne oplevelse er mennesket ved fuldendelsen af sin forvandling fra dyr til åndsvæsen. Det har frigjort sig fra en tilværelse, hvor dets liv var bundet af automatiske instinkter, har gennemgået en udvikling, hvis formål var undervisning i at bruge tilværelsens seks store grundenergier, og er nu nået et punkt, hvor det frigjort fra enhver form for egoistisk begær stiller sin skabeevne til disposition for livet.
Tilbage til artikelregister
Forrige