Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1968/17 side 190
Over disse linjer ser De facaden på den bygning, som udgør hovedcentret for Martinus åndsvidenskabelige arbejde, Martinus Institut.
Her bor Martinus, her skriver han og her holder han foredrag. Her bor Mogens og Vibeke Møller og Per Bruus-Jensen, hvis uegennyttige arbejde for instituttet er vel kendt af alle. Her er kontoret, hvor de daglige opgaver ekspederes - regnskab, bestillinger, forsendelser, besvarelse af forespørgsler m. m. Her er trykkeri og reproduktion. Her er lager af bøger.
Her er vor foredragssal, som er genskabt, for at vi her fra kan genoptage undervisning og afholdelse af foredrag og skabe kontakt udadtil med folk, som ønsker at Martinus verdensbillede skal blive til glæde og inspiration for mange andre mennesker i deres daglige liv, og som ønsker efter evne at bidrage til denne udbredelse.
Her er et sted, hvor vi kan mødes og gensidig inspirere hinanden til at leve i kontakt med de idealer, som er nedfældet i Martinus analyser.
Stedet er smukt, og vi ønsker vel alle at se det holdt smukt, så at de fysiske rammer om denne sag må vise sig værdige den ophøjede tankeverden, som den repræsenterer.
At holde disse ydre rammer ved lige ville være en meget krævende opgave, hvis instituttet skulle betale maler, snedker, gartner, smed og andre håndværkere, der måtte kaldes til. Som forholdene er, vil det formodentlig en lang tid fremover være nødvendigt, at disse opgaver løses ved frivillig arbejdskraft, således som det hidtil har været tilfældet. Enkelte har meldt sig til at løse disse opgaver, og for nogle af dem har den byrde, de har påtaget sig, været meget stor. Ikke således at forstå, at de har givet udtryk for, at byrden har været for tung. Jeg har hos de forskellige hjælpere kun mødt glæde over, at det har været muligt at deltage i arbejdet og se det fremmet, glæde over det samarbejde, der opstår, og over samværet, som arbejdet medfører, men også forundring over, at ikke flere har ytret ønske om at være med - en kendsgerning, som vi har fundet forklaring på i det forhold, at mange ikke er tilstrækkelig kendt med de foreliggende opgaver.
Det er en fejl fra vor side, om vi ikke gør opmærksom på disse og andre foreliggende muligheder for aktivt at deltage i vort arbejde.
I denne henseende vil jeg alene holde mig til det, som vedrører det praktiske arbejde med hensyn til vedligeholdelse af ejendommen og senere vil jeg gerne påpege andre aktiviteter, i hvilke de, der har lyst til at medvirke, kan deltage.
For øjeblikket gennemgår det udvendige af huset en tiltrængt opfriskning. Facaden skal renses og males, døre og vinduer skal males og vinduer kittes. Det hele skal bringes i en sådan stand, at det er nemt at holde fremover. Havens plæner, staudebedene, hække og buske skal holdes i orden.
For ganske få mennesker, der gør arbejdet i fritiden, ville det tage meget lang tid at komme igennem det, der er planlagt, medens det vil være let at overkomme, såfremt det fornødne antal mennesker melder sig.
Skulle der være nogle, som gerne vil være med i denne opgave og dermed hjælpe de mennesker, der nu er beskæftiget ved arbejdet, så at de kan få bedre tid til også at beskæftige sig med andre opgaver, vil vi med tak tage imod Deres tilbud.
Man kan enten ringe til instituttet eller skrive til os. Skriver man, vil det være en hjælp såfremt De angiver, på hvilken dag og hvilket tidspunkt De bedst kan komme, og hvad De helst vil hjælpe til med.
Det er rigtigt, hvad en af mine venner sagde forleden dag, da jeg bragte dette spørgsmål på bane: I gør ikke i tilstrækkelig grad opmærksom på de opgaver, der skal løses og hermed tænkes der ikke alene på ovennævnte praktiske arbejde, men også og måske især på de opgaver, der skal løses i forbindelse med udbredelsen af kendskabet til Martinus åndsvidenskab.
Henning Laug.
 
MARTINUS INSTITUT, Mariendalsvej 96, 2000 København F. Tlf. (01) 34 62 80. Kontortid: mandag - fredag 9-16. Lørdag lukket.