Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Blandt de mange glimrende besvarelser af bundne opgaver, der med tilknytning til Brevskolens korrespondancekursus i tidens løb er tilgået Instituttet, har vi her på grundlag af lodtrækning fornøjelsen at bringe et enkelt eksempel - ikke som udtryk for nogen præmiering, men som generelt udtryk for de præstationer, Brevskolens elever leverer, og dermed som vidnesbyrd om de værdier, denne undervisningsform rummer.

 

At søge lykken her i livet er den almindelige baggrund for al menneskelig stræben.

Opfyldelsen af de store ønsker og krav til tilværelsen, uanset hvor forskellige disse er fra det ene menneske til det andet, anses af mange for at være lykken. Og selv om adskillige mennesker, når det søgte mål er nået, næsten altid, efter mange års kamp, ikke rigtig erkender lykken, ja endog til tider må indrømme, at de her har taget fejl i deres stræben, så er denne stræben et indre krav, som ikke kan omgås.
 

På den lange vej mod målet kommer mennesket ustandseligt ud for at skulle træffe beslutninger om valg af væremåde og om valg af midler, der fører til målet. Der opstår ofte så vanskelige situationer, at ønsket om en større viden om fremtiden, såvel for det enkelte menneske som for omgivelserne, giver sig udslag i de særeste forsøg på spådomskunst.

Det er imidlertid muligt, ved et nøjere studium af Martinus tanker, i grove træk at angive udviklingens retning, og alene dette vil i utallige tilfælde være en hjælp i en vanskelig situation.

Her må vi straks erindre om, at Martinus, ligesom det siges i Bibelen, mener, at "i begyndelsen var ordet", således at forstå, at det enkelte levende væsen i ord og handling er en manifestation af dets egen sjælelige struktur, og at menneskets verden i det hele taget er at betragte som afledet af det enkelte menneskes sjælelige struktur.

Det ville således øjensynligt være et skridt på vejen mod vort ønske om at optræde som "spåmand", dersom der fandtes en lovmæssighed eller en art mekanisme, der dirigerer ændringer i det levende væsens sjælelige struktur.

Martinus fortæller, at der findes en sådan mekanisme.

For at beskrive forholdene omkring den sjælelige strukturs vækst- og degenerationsmekanisme er det nødvendigt at begynde med at beskrive Martinus opfattelse af det levende væsens opbygning.

Martinus opfatter verdensaltet som en levende organisme, som et oplevende "noget" af ikke materiel karakter, hvortil der er knyttet skabeevne og energi, som skabeevnen kan virke på. Denne opbygning er ens for alle levende væsener, de største som de mindste i verdensaltet.

Energien opdeles i syv grundenergier, hvis navne har relation til de love og kræfter, hvorigennem den finder udløsning.

De syv grundenergier benævnes således:

1) Instinktenergien,
2) tyngdeenergien,
3) følelsesenergien,
4) intelligensenergien,
5) intuitionsenergien,
6) hukommelsesenergien, og
7) moderenergien.

Navnene på disse energier er valgt således, at man straks for de flestes vedkommende får et indtryk af deres virkemåde. For en yderligere forståelse er et nærmere studium dog nødvendigt. Her skal kun nævnes, at ved tyngdeenergi forstår man den energi, der knytter det levende væsen til materien og til det såkaldte dræbende princip.

Vi vil nu betragte de seks første grundenergier og senere vende tilbage til den syvende.

De seks første grundenergier virker i det levende væsen gennem hver sit legeme af samme navn. Det levende væsen har altså ikke ét, men seks legemer, hvoraf kun det til tyngdeenergien knyttede er synligt.

Disse energilegemers kraftudfoldelse varierer fra en latent størrelse til en maksimal størrelse. Denne variation sker ikke samtidig, men på en sådan måde, at der findes ét, der er latent, ét der har sin maksimale udfoldelse, to der er voksende i styrke, og to der er degenererende.

Disse grundenergilegemers indbyrdes forhold angiver det levende væsens øjeblikkelige sjælelige struktur. Mulighederne er så mange, at ethvert af verdensaltets levende væseners sjælelige struktur kan henføres til en bestemt kombination af disse grundenergier.

Således f. eks. planteriget, hvor intelligensen er latent, instinktenergien maksimal, tyngde- og følelsesenergierne voksende og intuitions- og hukommelsesenergierne degenererende.

Betragter vi metal, som normalt anses for fuldkommen dødt materiale, men som Martinus betragter som udtryk for liv, er dets sjælelige struktur maksimum af hukommelse (indre liv), følelsesenergien er latent, instinkt- og tyngdeenergierne er voksende, og intelligens- og intuitionsenergierne er aftagende.

Endvidere findes der naturligvis overgangsformer mellem de forskellige grundenergiers maksimale udfoldelse. En sådan overgangsform er netop mennesket, som befinder sig mellem dyreriget, hvor tyngdeenergien er maksimal, og det næste "rige", hvor følelsesenergien har sin største udfoldelse, og som Martinus benævner: Det rigtige menneskerige.
 

Der hører naturligvis et nærmere studium til en dybere forståelse af dette spændende emne, men der melder sig allerede nu spørgsmålet om, hvorledes variationerne af de seks grundenergilegemer formidles, eller hvilken mekanisme der forårsager den sjælelige strukturs indre forvandling, der, som ovenfor antydet, sker på den måde, at der stadig både er voksende og degenererende grundenergilegemer.

Her er det, at den syvende grundenergi, moderenergien, kommer ind i billedet, idet denne energi, som også navnet giver en fornemmelse af, bærer og dirigerer de seks energilegemer ved at udløse styrende kræfter gennem en række love og principper, som påtvinger de levende væseners energilegemer en udvikling, og derfor så at sige udgør verdensaltets kosmiske mekanisme.

Først og fremmest kontrastprincippet, eller, som det også udtrykkes, sult- og mættelsesprincippet, der fornyer det levende væsens livsoplevelse på alle områder.

Kontrastprincippet virker altid sammen med et andet princip, kredsløbsprincippet, der forårsager en successiv gennemløben af energilegemernes maksimale udfoldelse og en stadig gentagelse på højere planer, f. eks. fra celletilværelsesplanet gennem organtilværelsesplanet til organismens tilværelsesplan.

Specielt disse to principper varierer og styrer den sjælelige struktur hos de levende væsener, og da alle de levende væsener tilsammen udgør verdensaltet, er det også disse kræfter, der styrer verdensaltets sjælelige struktur.

Moderenergien virker også på verdensaltet gennem kræfter, der manifesterer andre principper og love, som det også er nødvendigt at have kendskab til for at få en mere indgående og sammenhængende forståelse af hele verdensaltets mekanisme.

Men af disse nævnes her kun reinkarnationsprincippet, som er en forudsætning for det levende væsens kontinuerlige udvikling efter de ovenfor angivne retningslinjer.

Vi vil nu vende tilbage til ønsket om større viden om den fremtidige udvikling af mennesket og dets verden, men først må vi præcisere energilegemernes situation hos mennesket af i dag.

1) Instinktlegemet er svagt og degenererende,
2) tyngdelegemet er i kulmination, men på vej til at degenerere.
3) følelseslegemet er stort og voksende,
4) intelligenslegemet er voksende,
5) intuitionslegemet er latent, men på vej til at vokse,
6) hukommelseslegemet er degenererende.

Det er vigtigt at erindre sig denne opstilling, for herigennem er det muligt i mangfoldige tilfælde at få en retningslinje for sin handlemåde.

Det fremgår af opstillingen, at det ville være ganske uklogt at regne for meget med sit instinkt, f. eks. når man kører bil - og især bør man være forsigtig med den såkaldte instinktive afstandtagen.

Det er også ifølge ovenstående oplysning om, at tyngdelegemet er degenererende, forståeligt, at en for stærk tilknytning til livets materielle side ikke i sig selv fører til en varig lykke i tilværelsen, idet det udviklede menneske hurtigt vil vokse fra glæden ved de - ofte med store anstrengelser - opnåede materielle goder. Men ikke mindst er det afgørende for det enkelte menneskes lykke, at det gør sig klart, at dets sjælelige struktur ændrer sig på en sådan måde, at det dræbende princip er i aftagende således at forstå, at såvel det enkelte menneske som samfundet er i overensstemmelse med udviklingen, når drab søges undgået.

Dette kan vi også indse med hensyn til vort forholdsvis veludviklede følelseslegeme, når det drejer sig om krig og diktatur. - Det er tydeligt, at følelsen er blevet større. Og vi sætter vor lid til f. eks. Røde Kors og FN, og det er os ikke mere så ligegyldigt, når mennesker omkring os lider.

Det er interessant at se, hvor følelsesbetonet en stor del af den moderne ungdom opfører sig. Det kan måske virke ubehageligt på ældre og mere afbalancerede mennesker, men trods alt er denne ungdom mere i overensstemmelse med udviklingen end den materielt interesserede og konventionelle ungdom, som tidligere var i flertal.

Hvor er det vidunderligt, at intelligensen er voksende, for hvordan skulle det ellers gå med al den følelse. Den må nødvendigvis styres af intelligensen.

Af hele samfundsudviklingen fremgår det også, at intelligensen er i rivende udvikling. Vi behøver blot at tænke på undervisningsministerens kolossale problemer med at skaffe lærere til den til undervisningsanstalterne strømmende ungdom.

Intuitionslegemet er endnu så svagt, at det er langt fra at være under viljens herredømme; men at det er voksende, kan f. eks. begrundes med, at ordet kunst ikke længere betragtes som anvendeligt, når der er tale om alene håndværksmæssige færdigheder, hvorimod der kræves, at der fra værket overføres en intuitiv oplevelse på det mentale plan. I øvrigt er det vel let at erkende kunstens og dermed intuitionens voksende indflydelse. Intuitionens vækst giver sig også til kende i de utallige nye ideer, der føres frem på alle områder, ideer, som er i færd med helt at ændre vore levevilkår.

Hvad angår det degenererende hukommelseslegeme, så har vi for længst mistet vor tiltro til hukommelsen og søger at mindske huskestoffet i undervisningen, ligesom der udfoldes store anstrengelser for ad elektronisk vej i de nye datamaskiner at finde opbevaringsmuligheder for huskestoffet. Og hvor er det rart hurtigt at kunne glemme de ubehageligheder, vi alle her i livet bliver udsat for.

Martinus opfattelse af den sjælelige strukturs vækst- og degenerationsmekanisme giver således ikke alene nye oplysninger om livets udfoldelse, men den giver også løfte om en fremtidig udvikling i overensstemmelse med de fleste menneskers ønske om en højere og fredeligere kultur.