Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1952/3
Forklaring til
FORSIDEBILLEDET
Det er i år syv år siden studiekredsarbejdet påbegyndtes i Sverige, og som en frugt af dette arbejde har nogle af Martinus venner derovre nu åbnet et lille feriehjem for åndsvidenskabeligt interesserede mennesker i det skønne Västergötland.
Når man betænker, hvor svært det er i en så materialistisk betonet verden som vor, at kæmpe for de højtliggende kosmiske ideer, må man beundre, at disse mennesker, som kun har et flygtigt personligt kendskab til os, har mod til at gå i gang med den opgave at samle landsmænd om Martinus' tanker. Studiekredsarbejdet i Sverige fik aldrig noget stort omfang, dertil volder sproget for store vanskeligheder. Kun få svenskere bryder sig om at læse dansk (hvormange danskere bryder sig iøvrigt om at læse svensk?), og dette vanskeliggør en større udbredelse, indtil Martinus-litteraturen foreligger oversat. Her skal det imidlertid siges, at vore svenske venner udviser både flid og mod. Først oversatte ingeniør Boklund "Martinus – en introduktion" og udgav den dels på egen risiko, dernæst oversatte Agne Windmark, der er medarbejder ved det store ugeblad "Hemmet och familjen", "Den ideelle føde", som fik en meget fin modtagelse af svenske vegetarer, og endelig arbejder cand. fil. Ingvar Hedberg flittigt på oversættelsen af "Kursus i Martinus' åndsvidenskab", således at der er mulighed for, at det kan udkomme inden alt for længe. Og nu meddeler Sigbritt Therner og Sture Emby altså, at de åbner en lille Kosmos-filial i Sverige og håber, som Sture Embys artikel inde i bladet viser, at danske venner af sagen, der har lyst til en beskeden udenlandsrejse, vil aflægge dem et besøg. Vi, som kender disse mennesker og ved, med hvilken ildhu de går op i studiet af Martinus' kosmiske analyser, kan kun på det varmeste anbefale enhver, der kan tænke sig det, at aflægge KOSMOS STUDIEHEM et besøg. Vi ved, at enhver gæst vil blive modtaget i den samme ånd, som hersker ved Klint. Lad os hjælpe denne svenske ungdom og ved besøg vise den, at vi er med den i dens kamp for de tanker, som bærer vort eget liv – det vil være en håndsrækning, som kan få betydning langt fremover!
E. G. L.