Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1952/1
Forklaring til
FORSIDEBILLEDET
Som det vil være samtlige interesserede i Martinus' arbejde i København bekendt, har vi længe ønsket at genoptage de kulturaftener, vi for år tilbage måtte ophøre med, fordi placeringen af dem lørdag aften kolliderede med foredraget den følgende søndag morgen. Nu, da Martinus holder sine foredrag i studenterforeningen, har vi påny en chance for at benytte lørdag aften på Mariendalsvej. Vi starter lørdag den 2. februar kl. 20, hvor skuespiller Miskow Makwarth læser skuespillet "Morderen Raskolnikof" i nyindstudering. Den, som tidligere har set og hørt Makwarth i denne rolle, ved, at der venter enhver tilhører en stor oplevelse. Da Makwarth ikke vil kunne komme før kl. 20,45, har vi mulighed for at se en mindre forfilm, og vi har da til denne første aften valgt at ville vise Kosmos ferieby i farver.
Havde vi mulighed derfor, ville vi gerne have gjort adgangen til disse aftener helt gratis, men da de faste udgifter ligger omkring 85,00 kr., må vi desværre forlange kr. 0,75 pr. billet. Vi håber ikke, at dette vil ødelægge det påtænkte arrangement. Foreløbig er det hele på et forsøgsstadium og må nærmest tages som udtryk for vor egen vilje til gerne at ville imødekomme et fremsat ønske. Vi beder samtlige interesserede anmelde deltagelse på telefon Godthåb 9280 snarest.
E. G.-L.