Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Forklaring til

Mon ikke de fleste af vore læsere vil studse over synet af forsidebilledet, som vi har lånt fra det amerikanske tidsskrift "Science illustrated". Er det en frø med ører, eller hvad er det?

Lad os med det samme løfte sløret og fortælle, at billedet viser en lille flagermus, som har sat sig til hvile på en kæmpefrø, og at billedet derfor mere er et fotografisk trick end en kopi af virkeligheden. Imidlertid findes der flagermus, som fortærer frøer. De såkaldte "vampyrer", som lever i troperne, viger ikke tilbage for at forgribe sig på selv ret store dyr. Iøvrigt er det først for nylig, at videnskaben er kommet på sporet af årsagen til flagermusens eventyrlige flyvefærdighed. En undersøgelse har afsløret, at flagermusen under sin flugt uafladeligt udstøder små, korte skrig, hvis lydbølger rammer mulige hindringer, der så igen kaster lyden tilbage, og derigennem gør det muligt for flagermusen at undgå sammenstød. Flagermusen har altså, kort fortalt, et indbygget "radaranlæg" i sin hjerne og flyver, takket være dette anlæg, mindst lige så sikkert i tusmørket som svalen, den dygtigste flyver blandt fuglene, bevæger sig i det klare sollys, – en fornyet bekræftelse på, at hvert eneste levende væsen, hvis livsoplevelse hviler på en indbygget kosmisk automatik, har en til sine livsforhold hundrede procents tilpasset organisme. At det yderligere fortæller, at vi endnu ikke har evnet at konstruere en fysisk mekanisme, som ikke allerede eksisterede i animalsk materie, altså i "kød og blod", giver jo ikke mindre stof til eftertanke.