Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Forklaring til

Blandt de problemer som stedse optager den menneskelige tanke er ønsket om at kende årsagen til vor egen organismes tilblivelse. Ganske vist hævdes det, at "miraklernes tid" er forbi, men det er dog først gennem Martinus påvisning af det levende væsens samarbejde med tilværelsens instinktenergi og den deraf følgende urokkelige automatfunktion, at vi har fået et virkeligt indblik i måden hvorpå organismerne dannes. Vi er så vante til, at vore organer simpelthen eksisterer og udfører deres funktioner, at kun de færreste for alvor undersøger disse organers opbygning, deres struktur. Men de, der gør det, får unægteligt en oplevelse af særegen art. Thi vel er vore organer "kød og blod", men de er også kunst. De fineste "brokonstruktioner" med et "gitterværk", der ikke giver den fornemste brobygger noget efter hvad teknisk beregning og genial placering angår, veksler med komplicerede kemiske laboratorier og med pumpeanlæg, der tåler sammenligning med en yderverdens mest præcise tekniske værker, Mennesket var så stolt af sin radaropfindelse, dette geniale apparat, der formår at "advare" det i mørket sejlende skib mod undersøiske farer og mente at her havde det endelig fundet noget, hvortil der aldrig før havde eksisteret mage, – indtil en forsker påviste, at den af alle kendte flagermus simpelthen ikke kunne eksistere, om den ikke i sin organismeopbygning havde et radaranlæg, der sagde sparto til det, den jordmenneskelige hjerne havde konstrueret.

Vor organisme udgør i virkeligheden en næsten utrolig kombination af geniale apparater og instrumenter og dog er mennesket endnu slet ikke kommet på sporet af de vigtigste, af de, der har deres sæde i de såkaldte "åndelige legemer". Den dag det ikke alene kender disse organer, men også kan betjene sig af dem på samme lette og overlegne måde som den, hvormed det i dag betjener sig af sine hænder, vil verden have skiftet karakter, thi da ved man, hvad vi nu kun aner, at det vi idag ser af vor organisme, kun er en brøkdel af det væld af sanseorganer, vi virkelig disponerer over.

P. S. Forsidebilledet er lånt fra bogen: Mennesket, I del, Alfr. G. Hassings forlag.