Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Frihed – eller befrielse – er et spørgsmål om ånd! I samme grad, vi er i besiddelse af ånd, i samme grad har vi evnen til at give andre fri og dermed til at befri os selv. Det at blive fri er nemlig ikke i særlig høj grad afhængigt af ens omgivelser, det er en selv, det kommer an på. Omgivelserne er der blot for at give os de erfaringer, vi trænger til, de er Guds tale til os, men de binder os ikke en smule mere, end vi selv vil. Thi hvad er det, omgivelserne evner at binde? Det er vor fysiske fremtræden, vor materie, men den er jo ikke os. Nej, vor krop er kun et redskab, ved hvilket det er muligt for os at korrespondere med vore omgivelser; os selv er det evige jeg bagved, det er bevidsthed, tanke, ånd! Og dette jeg er det ikke muligt for andre at binde, det kan kun vi selv gøre, – og vi gør det. Vi binder os med tanken til ægtefælle, børn, familie, venner, materielle ting, til hændelser, der er sket, til frygt for noget, der muligvis engang vil ske, o. s. fr., i stedet for at leve livet.

Et af de områder, hvor vi lettest lader os binde, er inden for den negative kritik. Vi må være på vagt her, for det begynder altid så tilforladeligt: »Det er ikke, fordi jeg vil sige noget dårligt om denne person, men – –«, og så kommer det: »– – det, der skete ved den lejlighed, var nu ikke så godt, – og den opførsel i det tilfælde var da meget uheldig«, osv., osv., og selv om vedkommende, der fremsætter kritikken, mener, at han ikke har noget mod den person, han omtaler, ja, tror måske endog at have en del tilovers for ham, er det ikke desto mindre en langt fra kærlig handling at bagtale et andet menneske, omend det så aldrig så meget sker indpakket i venlighed. – Vi må gøre os klart, at en sådan bagvaskelse er betydelig mere farlig end sladder i renkultur, som vi jo straks kan gennemskue; denne tilsyneladende venlige kritik – der som regel er dikteret af misundelse – kan ofte få os til at lytte, og gør vi det, kan det så at sige aldrig undgå at sætte sine omend ganske svage spor i vort sind. Vi er muligvis ikke altid opmærksomme over for det; men hører vi en sådan kritik fremsat flere gange, vil vi begynde at bemærke det. Derfor gælder det for os om, hvis vi hører en sådan »venlig« kritisk omtale, at vi ikke lader os binde af sladderen. Vi gør klogest i at standse vedkommende ved et af de første men'er, hvis vi ikke ønsker at være med til at skade både andre og os selv. Lader vi kritikeren snakke løs og udfolde sine mindre heldige tilbøjeligheder, får han samtidig lejlighed til at så et lille bitte tvivls frø i vort sind, som, hvis vi ikke snarest får det kvalt, vil spire og vokse, og en skønne dag er det så stort, at vi ikke selv kan klare det, men må meddele tvivlen videre til et andet menneske, må så giftfrøet i en anden sjæl. Vi er da så bundet af disse negative tanker, at vi vil have meget svært ved at befri os for dem igen.

Noget andet, vi også let lader os binde af, er vor »frihed«. Det lyder paradoksalt, men er ikke desto mindre rigtigt. Vi kan så brændende ønske friheden, at vi sætter alle hensyn til side for at opnå den. Vi vil have lov til at handle, ganske som det passer os, helt uafhængigt af andre væsener; og vi tænker ikke på, at så længe vi skubber vore moralske forpligtelser fra os, lige så længe vil vi være forhindret i at opnå den frihed, vi så stærkt begærer. Hvad kan det nytte, at vi flygter fra de forpligtelser, vi nu engang har fået, når vi så lader os binde af nye ting, nye mennesker, ja, så galt af selve begrebet frihed. Vi kan nemlig blive så besat af tanken om frihed, at den helt opsluger os. Vi fabler da om denne gøren sig fri fra sine omgivelser, så at vi helt glemmer at gøre os fri af dem. Frihed må absolut ikke opfattes som noget, vi skal tiltvinge os fra andre, det skal forstås som en indre befrielse, vi opnår, når vi med et glad sind kan gøre vore pligter og med kærlighed omgås de mennesker, vi har samkvem med, – ganske uafhængigt af, om de efter vor mening er, som de skal være eller ej.

Gør vi os helt klart, at vi ikke tilfældigt kommer ud for nogen som helst lidelse, men at det blot er noget, vi skal lære af, vil vi have meget lettere ved hurtigt at gøre os fri af den og dermed af de mennesker, der eventuelt tilføjer os den. Bliver vi »svigtet« på den ene eller den anden måde, er vi tilbøjelige til at få medlidenhed med os selv og hele tiden lade tankerne kredse herom, – vi lader os med andre ord binde. Her er det sundt at lade fornuften træde til og sige til sig selv: »Du er dig selv alligevel, om så hele verden »svigter« dig. Du må lære, at du ikke kan binde nogen eller noget, det eneste, du kan binde, er dig selv, og det er blot ubehageligt.«

Har vi erkendt dette, er vi et lille stykke længere fremme ad den vej, der fører til vor befrielse, vor virkelige frihed. Vi kan udmærket tilsyneladende være bastet og bundet af familie, arbejde etc. og dog være frie. Det eneste, vi da ikke er fri af, er Gud. Men ønsker vi det? Nej, tværtimod, for Gud føler man sig kun bundet til af kærlighed, og hvad man føler sig bundet til på denne måde, mærkes ikke som noget ubehageligt, der vil nemlig aldrig være det mindste krav. Det er altså muligt for os både at føle os fri af de enkelte væsener og på samme tid føle vor samhørighed med det hele, føle os som en del af universet. Kan vi opnå noget af dette, vil vi have mulighed for at fatte lidt af, hvad befrielse er, og vi vil da begynde at fornemme Guddommen i vort eget indre.