Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ovenstående billede og billedet på omslagets 1. side er illustrationer til artiklen »kunstens kredsløb«. (Side 146). Billedet herover er et eksempel på den middelalderlige kunst under romerkirkens diktatur. Det skal først og fremmest virke suggererende på tilskueren og få ham til at længes efter »himmeriges herligheder«, som den strålende modsætning til »jorderiges jammerdal«.

Over Madonna svæver helligånden som en due, og billedets »atmosfære« er den forgyldte baggrund, der er udtryk for det himmelske lys. Madonna selv står som »himmeldronningen« med krone på hovedet og lysende glorie, nærmest som en gudinde, og strækker beskyttende sine hænder ud over de små fromme mennesker, der tilbedende søger ly under hendes kappes folder – som små kyllinger under hønens beskærmende vinger. Det var nødvendigt med en sådan altfavnende og tilgivende »moder«, som man altid kunne ty til, og som altid ville forstå og lade bønnerne gå videre til »sønnen« og »faderen«, som man følte var alt for ophøjede til, at man turde nærme sig dem med sine sorger og bekymringer. Det var et udtryk for menneskenes naturlige trang til moderlig omsorg på et mere »barnligt« trin i deres udvikling. Også i andre religioner træffer vi den kærlige og omsorgsfulde modergudinde, f. eks. ægypternes »Isis«. I virkeligheden er disse »bogstavelige« gudinder symboler på den overalt i naturen og universet virkende kraft, som Martinus netop kalder »moder«-energien.

Det andet madonnabillede af en af malerne fra den florentinske skole, Andrea Solario, er et typisk renæssancebillede. Kunstens »syndefald« er indtrådt. Her ser vi ikke nogen himmeldronning, men en moder »af denne verden«. Billedet er malet efter model og forestiller en ung mor, der dier sin lille dreng. Det er absolut sensuelt opfattet, og de fleste mænd (i alt fald renæssancens, der sværmede for de svulmende former) ville føle sig tiltrukket ikke blot af de moderlige dyder, men også af den kvindelige skønhed. Denne madonna er i modsætning til den førstnævnte ikke utænkelig i en elskerindes rolle. Hun er først og fremmest kvinde – glorien mangler. Hun er ikke »alverdens moder«, men sin drengs mor og ser med en mors beundrende blik på sin dejlige lille pusling, der sund og kvik spræller med de små tykke ben og begærligt suger af hendes svulmende bryst. Det er ikke et fattigt barn lagt i en krybbe, tværtimod, det ligger på den fineste silkepude, hvis strålende farve er en vigtig faktor i billedets komposition og udtryk for renæssancens pragtglæde. Et andet tidstypisk træk er billedets baggrund. Her ser man begyndelsen til landskabsmaleriet, der senere skulle få så stor betydning, efterhånden som man »opdagede« den verden, man var omgivet af. Endnu er det staffage, men giver en ypperlig baggrund for den lille idyl, der nok kaldes »Madonna«, men snarere burde hedde »Mor og barn«. Kunstværket er her en flatterende skildring af en yderverden. Kunstnerens fantasi har nok gjort sig gældende, men den har været stærkt afhængig af »motivet«, af hvad kunstneren havde for øje, medens »himmeldronningen« har sit udspring fra malerens indre syn, hans fabulerende evne og billedskabende fantasi. Man kan ikke sige, at det ene er »bedre« eller »rigtigere« end det andet, begge dele er naturlige udtryk for forskellige trin i kunstens og menneskehedens kredsløb.