Kosmos 1947/4 side 6
Johs. Dragsdahl:
Fra Jungledans til kosmisk Bevidsthed
Den følgende Belysning af Udviklingen fra Naturmennesketilstand til den nye Verdensimpuls, som den i vor vestlige Kulturkreds har formet sig paa det religiøse Omraade, falder tildels sammen med den Skildring af en lignende Udvikling – blot i langt større Kredsløb – der gives i Martinus' Arbejdssymbol.
Det skal i det følgende blive forsøgt ved en sammenligning mellem nogle af vor tids store tænkere at give en belysning af det tidsskifte, vi staar midt i, og som betegner et vendepunkt mellem tusindaarige epoker i menneskehedens religiøse udvikling.
Forholdet mellem mennesket og Gud har altid fundet et særlig klart udtryk i moralloven, der som regel opfattes som et hjælpemiddel til at opnaa et nærmere gudsforhold med deraf følgende større tryghed overfor livets tilskikkelser. Igennem kulturhistorien kan vi se, hvorledes menneskets moralske indstilling stadig undergaar forandringer, og hvorledes disse forandringer bygger paa en stadig større indsigt i morallovens sammenhæng med hele livsudviklingen. I det følgende bygges særlig paa den fremstilling englænderen Gerald Heard har givet af disse spørgsmaal i sin bog The Eternal Gospel (1946) og hvori han rent kulturhistorisk viser udviklingen fra naturmenneskets niveau til jødefolkets retfærdighedstro og videre til Kristus, der viser, at lovens opfyldelse er kærlighed.
Da Moralen var bygget paa Angst og Dom
Naturmenneskets religion byggede paa instinktenergien, denne unuancerede følelse, der ligger nærmere ved anelse end ved tanke. Naturmenneskets bevidsthedstilstand karakteriseres udmærket med betegnelsen defekt logik, der af russeren Ouspenski skildres med følgende billede: Bevidstheden er tilsløret, som naar man ser ind i et værelse gennem et nøglehul og kun opfatter den smule, man kan se gennem sprækken. Hele naturmenneskets gudsforhold er præget af denne uvished og angst for det ukendte, og det ender da som regel ogsaa i en fatalistisk laden-staa-til eller i vilde anstrengelser for paa forskellig maade at behage guddommen.
I vor egen kulturhistorie her i den vestlige kulturkreds ser vi, hvorledes der op fra naturmenneskets primitive offerreligion hæver sig et folk, der ved sin leder Moses faar skabt et bestemt grundlag for sit gudsforhold ved hjælp af loven. Moseloven var det første skridt paa vejen til trygheden, selv om den set med vore øjne var baade stiv og mekanisk i sin virkemaade. I sin strengeste og mest oprindelige form er loven typisk som ramme om det religiøse liv som man urokkeligt stoler paa vil hjælpe sine egne og paa grum maade vil tilintetgøre de ugudelige. Her gælder krigerfolkets religion: øje for øje og tand for tand. Der er ingen diskussion og kun ringe overvejelse, for Gud kender kun sit eget enten-eller!
Moseloven og med den hele den lovsamling og tankegang, der præger første del af jødefolkets historie, maa placeres i vredes- og tyngdeenergiens omraade. Den er et typisk udtryk for det dynamiske og krigerske menneskes trang (den lettiske kulturfilosof Walter Schubart kalder den gamle mennesketype for Prometheus-mennesket). Ouspenskis betegnelse logik træffer udmærket dette relativt uudviklede menneskes bevidsthedstilstand. Han beskriver den saaledes: Man staar i et hjørne af sit værelse; hvad man ser frem for sig, er sandhed og ikke mere; man nægter endog at dreje hovedet for at se, om der skulde findes andre muligheder. Logikken er – ogsaa som vi nu kender den i dens "videnskabelige" form – stiv og mekanisk. Loven og logikken hører nøje sammen i deres virkemaade – de straffer uden hensyn alt, hvad de ved første øjekast maa misbillige.
Kærligheden maa siden kæmpe sig Vej frem
Nu maa man ikke tro, at den gamle tid, lovens periode, er definitivt afsluttet med Kristi komme. Hans budskab kom til verden, allerede før den tid var kulmineret, og selv fra i dag vil lovens nedgangsperiode vare nogle hundrede aar endnu. Der gaar altid lang tid, fra en verdensimpuls er sat ind i verden og til den trænger igennem: Vi ser (bl. a. i 2. Mosebog kap. 32) hvorledes Moses havde sin store kamp for at overvinde naturreligionens afgudsdyrkelse i sit folk. Paa samme maade har den aand og inspiration, Kristus bragte, sine vanskeligheder ved at overvinde lovtidens strenghed og kulde. Gerald Heard fortæller i sin før nævnte bog, hvorledes kirken i hele sin tid har ført en fortvivlet kamp for at opfylde Kristi lov, kærlighedens lov, men har maattet slaa sig til taals med at forkynde den gamle retfærdighedslov og kræve den overholdt. Hele det regnskabsforhold, hele den balance mellem synd og tilgivelse, mellem ret og gengældelse, der selv i dag mange steder kan mærkes i kirkernes forkyndelse, vidner herom. Hvor man mærker en af formerne for autoritær kirkelighed, føler man straks den gammeltestamentlige stivhed og haardhed. Det er kun lykkedes faa kristne helgener tilnærmelsesvis at opfylde kærlighedens lov.
I denne forbindelse bemærker man en fortolkning til Paulus' romerbrev, der for et par aar siden blev udgivet af Prof. Nygren, Lund, og vakte en del opsigt. Prof. Nygren viser heri, hvorledes Paulus med romerbrevet tilsigter i sin tids religiøse sprog at give et billede af det vendepunkt mellem den gamle og nye verdensepoke Kristus er. Med Kristi komme er vi principielt taget ud af den gamle verdensepoke, Vredens, Syndens, Lovens og Dødens, og er trods vor daglige kamp mod den gamle tids herskere sat over i den nye tid, hvor et ganske nyt gudsforhold hersker, et gudsforhold, der ikke lader sig formulere som et menneskeligt regnskabsforhold, men helt og rent er et kærlighedsforhold.
Vi oplever i en enestaaende grad brydningstiden mellem verdensepoker. Vi ser den nye mennesketype vokse kraftigere, den som har spiret siden den første spæde begyndelse hos profeterne, og hvis endelige sejr saa stærkt blev forkyndt af Kristus.
Den nye mennesketype kaldes af Walter Schubart den johannæiske efter evangelisten Johannes. Dens bevidsthed beherskes af psykologikken, sjæleforstaaelsen, som Ouspenski skildrer saaledes: Man gaar op og ned i sit værelse, maaler op og undersøger i et ærligt forsøg paa at faa hele sandheden med. Bl. a. mærker vi i dag denne egenskab i samfundets energiske forsøg paa at forstaa og hjælpe forbryderne, før de dømmes.
Nu fuldbyrdes Kærlighedsloven
Gennem flere aartusinder er der nu lagt et saadant grundlag, at forstaaelsen af kærlighedsenergien kan vokse. Endnu kæmper vi mod rester af retfærdighedsloven, men alligevel kan vi se, hvorledes en ny spire er ved at være udviklet til plante. Med den kosmiske bevidsthed løftes vi (iflg. Ouspenski) ud af vort værelse og sanser paa een gang i en oplevelse, der sprænger tid og rum, hele vor og værelsets sammenhæng med huset, med byen, ja med hele verdensaltet.
Den morallov, vi først kun følte som kilde til angst, men siden fik forklaret som en lov fra Gud, den blev af Kristus vist os som ganske enkelt (og dog kompliceret) dybest set et krav om kærlighed til alt og alle. Et uoverkommeligt krav – – indtil vi hjælpes frem til at forstaa dets indhold og hensigt.
Her er vi da ved denne artikels mening og konklusion: Vi skal lægge mærke til, hvorledes hver ny verdensimpuls bygger paa fortiden og ikke kan løsrives fra den. Kristus var ligesaa lidt nedbryder af moseloven, som nogen ny verdensimpuls vil formaa at nedbryde, hvad Kristus har sagt. Hvert led er hele vejen kun en uddybelse og en forklaring af det foregaaende. Det er samme moral og samme Gud, der staar bagved, men moralloven, der skal bane vej for gudsforholdet, kan kun aabenbares gradvis, efterhaanden som mennesker kan fatte den. Vi ser i stadig højere grad lovens virkelige hensigt og fylde.
Tidligere impulser kan med tiden komme til at virke forældede og faar ringere evne til at bringe verden inspiration, hvis de ikke selv formaar at omskabe sig efter udviklingen. Mennesket er optaget af sin viden og skaben, og skal vi have det til at føle sympati for nogen morallov, maa det være en, der er i kontakt med dets øjeblikkelige viden om verdensaltet. Derfor denne stadige omskiften op gennem historien.
Og det er vigtigt at huske, at der i og for sig ikke er noget nedsættende i at føle sig godt hjemme i en tidligere verdensimpuls: enhver af os har selv modtaget præg derfra.
Johs. Dragsdahl.
Tilbage til artikelregister
Forrige