Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jordmenneskehedens "Samfundsorganisme" har altsaa faaet sig et næsten dødeligt eller livsfarligt "Saar" i Form af alle de "kapitulerede Lande", der har mistet deres Førlighed. Saalænge disse Lande ikke er bragt tilbage til en Tilstand, der er normalt betryggende for hele "Organismen"s Vel, vil Jordmenneskehedens Almenbefindende være sygeligt eller abnormt. Den nævnte Menneskehed vil indtil da umuligt kunne opnaa den totale fuldkomne Glæde ved Livet eller sin egen Eksistens, der hedder "den varige Fred". Den har ganske vist faaet Bugt med selve "Ondet"s overfladiske eller ydre Virkninger og Kraft. Med sit vældige Opbud af operative Kræfter fik den endnu raske Del af "Organismen" (de allierede Lande) standset eller indkapslet og begrænset de syge Kræfter (den fortidige Bersærkerideologi eller Diktaturet) og satte med sin Krigsmaskine en Bom for "Sygdommen"s videre Udbredelse. Og i Kraft af denne Egenskab er det, at vi kan udtrykke de allierede Lande som "Sejrherren" i denne Verdens største Krig.

Men da "Sejrherren" jo kun udgør den endnu raske Del af en "Organisme", og de kapitulerede og overvundne Lande, der ligger i Ruin, Armod og Elendighed, er en syg Del af denne "Sejrherren"s "Organisme" eller "Legeme", forstaar man saaledes her, hvor alvorligt paakrævet det vil være for denne "Sejrherre" at behandle, passe og pleje denne "syge" Del af hans egen "Organisme" godt. Den "syge" Del af nævnte "Organisme" er store, aabne "Saar". Og i aabne Saar er der alskens Mulighed for Opstaaen og Udvikling af "Betændelse", der kan brede sig helt over i den "raske" Del af "Organismen" og dermed i allerhøjeste Grad være livsfarlig. At det jordmenneskelige "Samfundslegeme" under en saadan Situation umuligt kan udtrykkes at repræsentere "Fred" eller normalt Velvære, vil her være aabenlyst for enhver.

Da denne "Sejrherre" ikke kan "gaa til en Læge" eller "blive behandlet" paa noget Sygehus", vil der absolut ikke være nogen som helst anden Udvej end denne, at han maa være sin egen "Læge" og "Sygepasser". Det er rigtigt, at han i denne sin Egenskab har maattet "operere" paa sig selv. Som "Operationskniv" har han maattet bruge Kanoner, Bomber, Maskinpistoler, Tanks og Krigsskibe etc. Han havde dermed haft Held til at faa standset "Sygdommen"s overfladiske Virkninger. Imellem ham og den totale Helbredelse, Opnaaelse af den fuldkomne Sundhed (Freden), vil der saaledes nu kun være tilbage at faa "lægt" "Saarene". Naturligvis maa "Sejrherren" endnu bruge forholdsvis stærke "Desinfektionsmidler" (Diktatur og strenge Spærringer og Forbud imod Skabelsen af Krigsmateriel og Krigspropaganda i de syge Zoner) for at hindre "Fremmedbakterier"s Udvikling i "Saarene". Men denne Foranstaltning er ikke nok. "Saarene" maa ogsaa "forbindes", beskyttes imod Kulde, ja, pakkes ind i Vat, hvis det er nødvendigt. Med "Dødkød" eller "Koldbrand" i "Organismen" vil Oplevelsen af et sundt og normalt Velvære (Freden) være umulig. Og med et unormalt Almenbefindende vil søvnløse Nætter og dermed daarlige Nerver og Brugen af Sovepiller træde til og i endnu stærkere stigende Grad underminere den samlede "Organisme", føre denne imod Undergang eller Død.

For de allierede Nationer, der jo i Dag er "Sejrherren" eller Koncentrationen af og Sædet for Jordmenneskehedens tilbageblevne endnu forholdsvis raske og sunde Villen og Kunnen, er det saaledes ikke nok, at de har diktatorisk Magt over "Fjenden", ja, dette kan endda være højst uheldigt, hvis den ikke netop bliver benyttet til at "helbrede" med, men derimod mere til stadigt at rive "Saarene" op med og dermed bevirke unyttige og skadelige eller ødelæggende Blødninger og Fare for nye "Betændelsesarter". Det gælder her ligesom ved et hvilket som helst andet Saar i en Organisme, at det ikke maa rives op eller pilles i Stykker. "Sejrherren" maa saaledes forstaa, at "Operationskniven" (Krigsvaabnene) ikke kan være det endelige Middel. Saalænge denne "Kniv" skal bruges, maa der stadigt blive aabne "Saar". Det er livsbetingende for "Sejrherren" at naa frem til at kunne undvære "Operationskniven".

Men hvordan naa frem til dette? – Jo, ved at pleje "Saarene" (de kapitulerede Lande) saaledes, at "Fremmedlegemer", "Betændelser" eller "Bullenskab" (et uudslukkeligt Had og Fjendskab imod Sejrherrerne) ikke opstaar i disse. "Operationskniven" er jo udmærket i særlige grove Tilfælde, men man kan ikke i det uendelige blive ved med at skære. "Ondet" maa bringes til ikke at komme igen, saa "Operationen" kan blive overflødig. Før er Sundheden og Førligheden ikke oprettet. Vejen til en fuldkommen Verdensfred vil altsaa udelukkende betinges af, at man forstaar Verdenssituationen, saaledes som den i sin kosmiske Analyse virkelig forekommer. Af nærværende Analyse fremgaar det tydeligt for os, at Menneskeheden udgør en samlet Organisme. Af denne Organisme er en Del fremtrædende som forholdsvis "sund" og "rask" (de allierede Nationer), medens en anden fremtræder for os som meget "syg" og "nedbrudt" (de kapitulerede Aksemagtslande). Ifølge de gældende Omstændigheder vil den førstnævnte Del være at udtrykke som "Sejrherren" og den sidstnævnte Del af Menneskeheden som denne "Sejrherre"s bastede og bundne "Fange". Situationen har tilspidset sig saaledes, fordi de to Dele af "Organismen" har været i Krig med hinanden, har været i Færd med efter bedste Evne at befordre hinandens Undergang. Men naar to Dele af een og samme Organisme søger at befordre hinandens Undergang, er samme Organisme syg. Og den samlede Jordmenneskeheds Samfundslegeme eller Organisme har saaledes været meget syg og er endnu i en vis Udstrækning stærkt bundet af denne "Sygdom". "Helbredelsen" er endnu kun paa et Stadium, hvor den sunde og endnu levedygtige Del af Organismen (de allierede Nationer) har faaet indkapslet og dermed standset det syge og abnorme Felt, men "Saarene" (de kapitulerede Landes midlertidige fortvivlede Situation med Ruinhobe, Ernæringselendighed, Selvmordsepidemier og alle de øvrige Eftervirkninger af deres Nederlag) er endnu aabne og livsfarlige. I denne sin syge eller abnorme Tilstand raaber Jordmenneskeheden kun paa een Ting, nemlig "Helbredelse". Men den bruger ikke dette Udtryk for sit Raab. Dette kendes derimod hovedsageligt kun under Begrebet "en varig Fred".

Aarsagen til denne Jordmenneskehedens mentale og fysiske Sygdom har sin Rod i en Efterdønning af en i Menneskeheden forlængst udlevet fortidig Tradition, der kom til Udløsning i Form af "Diktatur". "Diktatur" er, hvor det ikke befordres af "indviede" Væsener i Form af et uselvisk, samfundsbeskyttende Enevælde eller Kongedømme for et uvidende eller mentalt hjælpeløst Folk, anmassende og ganske upaakrævet i et intellektuelt og i "Demokrati" allerede stærkt udviklet Samfund, hvor det udelukkende kun kan faa Fodfæste ved Hjælp af brutal, raa, dyrisk Magt og falsk Propaganda. Der er det et "Angreb", et "Overfald", et "Vildskud" paa Menneskehedens mentale Udviklingsbane. Men naar det er et "Vildskud", hvilket altsaa vil sige, at det er noget, Menneskene forlængst har udlevet, saaledes at de Omstændigheder og Forudsætninger, der engang berettigede det, ikke mere eksisterer eller forekommer, er det en "Abnormitet", ja, endog en meget skadelig eller livsfarlig "Sygdom" for ethvert intellektuelt udviklet eller "demokratisk" fremskredent Samfund. Ethvert saadant Samfunds Inficering af Diktatur betyder Døden for ethvert Individs Udvikling af Frihed og Selvbestemmelsesret. Det betyder Tilintetgørelse af alle de Veje, der fører imod Dyrkelse af Humanitet, højintellektuel Kultur, fører til Kunstens og Videnskabens Tinder. Det er "Dyret"s plumpe Forsøg paa at sætte skarpe Tænder, Klør og Giftkirtler eller Hadets Vaaben i Form af Kanoner, Bomber og Sprængstof paa en Samfundsorganisme, Guddommen eller Almagten allerede forlængst har begyndt at forme i "sit Billede" og dermed overflødiggjort disse barbariske dræbende Vaaben. Med den begyndende Udfoldelse af Næstekærlighedens mangeartede, funklende og straalende Genialiteter og lysende intellektuelle Aspekter i Videnskab, Kunst og kollektiv Samhørighed, Aand og Kultur i Form af et begyndende "Demokrati" kan Diktatur og Mordvaaben kun være af det "Onde".

Det er ikke saa mærkeligt, at "Diktaturet" blev en Mare for Verden, blev en af "Dommedagen"s voldsomste Krampetrækninger. Aarsagen til Verdensdramaet var altsaa en Opblomstring af en hundredtusindaarig, forældet og døende Ideologi, men midlertidigt opfrisket og befordret af sadistiske, magtsyge Genier i Massesuggestion, falsk Propaganda, Tortur, Henrettelse og Raceudslettelse. At disse Væseners Virkefelt og Atmosfære i en intellektuel Verden, der allerede var langt fremme i Udvikling af "Demokrati" og i stor Udstrækning var naaet frem til at sætte Ret i Stedet for Magt, kun kunde blive et "Sygdomsfelt" i nævnte Verden eller Menneskehedens Samfundslegeme er temmelig selvfølgeligt for den udviklede Forsker.

Jordmenneskehedens samlede Organisme blev altsaa "angrebet" af en underminerende "Sygdom". Men takket være dens sunde og i Forvejen omfattende "demokratiske" Natur fik den standset "Ondet"s Udvikling. Men "Saarene" er tilbage. Og det er absolut nødvendigt, at "Sejrherren" forstaar, at de netop befinder sig i hans eget "Samfundslegeme", hans egen "Organisme", og at de ikke tilhører hverken en anden Menneskehed eller en anden Klode, thi hvis han ikke forstaar dette, men stadig tror, at disse Terræners Behandling ikke kommer den øvrige Verden ved, vil han ikke behandle "Saarene" med den Ømfindtlighed, som er nødvendigt for deres "Helbredelse". Hvis han i overvejende Grad kun er indstillet paa de obskure Manifestationer, som udløstes fra de omfattende "syge" Omraader og tror, at en tilsvarende passende Terror og mørk "Straf", Undertrykkelse og Tvang er Udtryk for den højeste Udløsning af "Retfærdighed", vil det kun afsløre, at han selv er inficeret med samme mørke Sindelag, med samme mørke Mentalitet som den, der frembragte og udløste "Sygdommen". Og det vil kun være et Tidsspørgsmaal, hvornaar hans i Dag endnu tilsyneladende "raske" Terræn ligger under for Karmas Love eller Gengældelsens Gru, er blevet til rygende Ruinhobe, Invaliditet og Nedværdigelse. Hvordan skulde den, der selv er en "Sygdomsbacille", kunne skabe andet end "Sygdom". – "Freden" er et Afkom af "Freden". Hvordan skal den, der i sig selv er "Ufred", er selve "Krigen", kunne avle andet end "Krig"? – Karmalovene og Formeringslovene er identiske. Et "Pattedyr" kan ikke være Afkom af en "Fugl", og en "Fugl" kan ikke være Afkom af et "Pattedyr". "Hunde" føder ikke "Kattekillinger", og "Mennesker" føder kun "Mennesker". Hvis den jordmenneskelige Samfundsorganisme skal blive rask og opnaa den totale, mentale Sundhed, som Menneskene raaber paa under Begrebet "Fred", da maa "Sejrherren" varetage sin "Saarbehandling" med den allerstørste Hygiejne og Kærlighed. Han maa for enhver Pris forhindre Krigspropaganda og Fremstilling af Vaaben. Han maa med umaadelig fast Haand lade alle disse af den falske Propaganda forvirrede Mennesker blive stedet Ansigt til Ansigt med "Humanitet", "demokratisk" Kultur og Civilisation igennem alle Former for Kulturspredere, Film, Teatre, Universiteter, Skoler og Læreanstalter. Han maa lade dem vederfares "demokratisk" Frihed, Forstaaelse og Adgang til kulturmæssige Samfundsgoder og dermed genskabe disse Væseners tabte Tro paa og Tillid til den øvrige Verdens Velvillie og fuldkomne "demokratiske" Indsigt. Han maa bandlyse alt, hvad der minder om Indignation, Had og Begær efter Hævn for Fortiden og derved udvikle et sandt Venskab mellem sig og "Fangen". Hans "Erstatningskrav" maa være af en saadan human Natur, at det ikke bliver Udtryk for en Hævnakt eller økonomisk Spændetrøje, der holder "Fangen" og dermed den tilsvarende Del af "Samfundsorganismen" nede i baade fysisk og mental Forsumpning. Han maa skabe Sympati for sig selv hos den fangne "Fjende". Uden denne Kunst vil "Sejrherren" umuligt kunne overvinde "Fjenden" og opnaa den absolut totale og endelige "Sejr" over denne. Han vil derimod selv kun være en ny "Angriber" paa Kultur og Civilisation, lige meget i hvor høj Grad han saa end tror om sig selv at være "retfærdig" overfor "Fjenden". Jo mere hans Behandling af den fangne "Fjende" er lig den sadistiske Manifestation, som "Fjenden" i sin Tid lagde for Dagen, desto mere er hans Væsen jo af samme Natur som "Fangen"s. Men jo mere de er af samme Natur, desto mindre kan den fangne "Fjende" jo lære af "Humanitet" hos "Sejrherren". Hvordan skal den fangne "Fjende" saa komme til at se sin Overmand i et andet Lys end det "fjendtlige"? – "To haarde Sten maler ikke godt sammen". Skal "Fangen" og dermed den "syge" Del af Jordmenneskehedens "Organisme" forandre moralsk Indstilling, maa han lære en ny Moral at kende. Hvis han ikke skal blive ved med at tro, at "Sejrherren" er en "Fjende", der kun vil eller kan betragte bloddryppende Hævnakter i Form af Tortur og Dødsstraffe som "Retfærdighed", kan han jo aldrig komme til at forstaa andet, end at Modparten (Sejrherren) netop var den mørke og uretfærdige Magt, som han ifølge sin Opdragelse og den falske Propaganda paa Forhaand maatte antage, og af hvilken Grund Diktatorerne havde faaet ham (Fangen) med i Krig. Han vil saaledes aldrig lære at forstaa, at "Demokrati" skulde være noget, der var mere ophøjet og ædelt, end den diktatoriske fortidige Helteideologi, han selv repræsenterede. Set igennem mørke Fængsler, Tortur og Nedværdigelse, Haan, "Straf" og Henrettelse bliver "Demokrati" lige saa lidet flatterende som ethvert andet Samfundssystem, der udelukkende kun kan holdes gaaende ved saadanne middelalderlige, uintellektuelle og direkte fordummende Gabestokkesystemer. Hvad kan det nytte, at et Samfund er blevet udviklet i "demokratisk" Retning og allerede har indført mange herunder henhørende sociale Forbedringer, naar de holdes skjulte for dem, der netop har Brug for direkte at opleve og blive Vidne til dem? – Den pæne lovlydige og meget "demokratisk" indstillede Borger behøver ikke i nær saa høj Grad som "Fangen" (de kapitulerede Lande) at faa disse demonstreret. Er det ikke netop den "syge", der har Læge behov? – Men ham giver man, hvis man da i det hele taget lader ham leve, blot et falsk Billede af "Demokrati", et mentalt Spark, en kold Skulder og paaklistrer ham Prædikatet: "Uværdig til al fremtidig menneskelig Tillid" og kalder dette "Retfærdighed".

Er denne Dom ikke afslørende en fantastisk Naivitet? – Hvem kan dømme et Menneske fra Tillid? Tillid er jo ikke noget, der er en Villiesakt. Har man en Gang faaet Tillid til et Menneske, kan man jo umuligt miste den, uden ved at Vedkommende selv skuffer denne. En Tillid, der lader sig skuffe ved andres Sladder eller Bagtalelse og nu ved det nye lovmæssige Paafund, har aldrig nogen Sinde været fundamentalt stabiliseret, har aldrig været helt virkelig. Men en Tillid der ikke har været helt virkelig, og man derfor i Realiteten aldrig har haft, kan man da ikke miste, ligesom man naturligvis heller ikke pludselig kan faa en fundamental Tillid til et Væsen, før man har faaet absolutte Erfaringer eller konkrete Beviser for, at man absolut kan stole paa nævnte Væsen. Det er rigtigt, at Vedkommende kan have "Anbefalinger" fra den eller den Autoritet, men disse kan absolut kun være "abstrakte" for os. De siger os allerhøjst, at Vedkommende ikke har svigtet nævnte Autoritets Tillid. Men at et Væsen ikke har svigtet et andet Væsens Tillid, kan umuligt være Garanti for, at Vedkommende aldrig nogen Sinde vil svigte os. En saadan konkret Garanti og den heraf følgende absolutte Tillid opstaar først der, hvor den er blevet en realistisk Oplevelse og dermed en urokkelig Kendsgerning for os. Og er den først blevet en Kendsgerning for os, lader den sig ikke rokke af nogen som helst Myndigheds eller Domstols Paastand om, at Vedkommende er "uværdig til al menneskelig Tillid". Den menneskelige Tillid i sin her skildrede, absolutte Form hører med til de Ting ved et Væsen, der er hævet over Lov og Dom, thi deri har sin Rod forankret i virkelig "Næstekærlighed", og denne kan som bekendt ikke lade sig rokke af sit Objekts uheldige Skæbne, thi den forstaar, og "dømmer derfor ikke".

Da den absolutte Tillid, som ovenfor nævnt har sin dybeste Rod forankret i "Næstekærlighed", er den i allerhøjeste Grad en "demokratisk" Egenskab. At et "demokratisk" Samfund opretter en Lov, ved hvilken det dømmer sine Medlemmer til at miste sine "demokratiske" Egenskaber vilde være højst komisk, hvis ikke det netop i saa høj en Grad var "udemokratisk", ja, var en Sabotage paa selve "Tilliden" til det "demokratiske Samfund".

At frakende Væsenerne Ret til "al fremtidig" menneskelig Tillid" er saaledes ikke den "Medicin", der vil gøre den "syge" eller "abnorme" Del af Menneskesamfundet sundt eller rask. Man skaber ikke "Fred" i Verden ved at skabe Domme, der gaar ud paa at ødelægge Tillidsforholdet mellem Menneskene. Er det ikke netop manglende Tillid, der er en af de allerstørste Aarsager til det store Verdensdrama eller Ragnarok? –