Kosmos 1944/6 side 37
Mogens Munch:
Fra Videnskab til Aandsvidenskab.
(Fortsat.)
Og om denne siges:
"– og at den nedarvede Morals og Religions Trossætninger vel maa modtages med Ærbødighed, fordi de er Udtryk for Menneskehedens Erfaringer gennem Tusinder af Aar, men at disse Trossætninger ikke længere slaar til for Menneskeheden, at denne maa kræve Begrundelse, og at kun en videnskabelig, objektiv Undersøgelse af de psykiske Fænomener: Ønsker, Lidenskaber, Drifter og en eksperimental Udnyttelse af de lovmæssige Sammenhænge mellem disse og deres Virkninger kan bane Vej for de rigtige Grundsætninger eller Love for menneskelig Livsførelse."
V. K. viser dernæst, hvorledes hele vor Kulturs Fremvækst i sidste Instans hviler paa det – som han betegner det – konstaterende og vurderende Eksperiment, og han kommer til noget, som i denne Forbindelse er meget væsentlig, at der er opstaaet en ny Tankeform, som vi ikke mødte indenfor den i 1. Kapitel omtalte beskrivende Videnskab. Om denne gjaldt det, at den i sin Beskrivelse omtalte, hvorledes noget 1) er, 2) har været og 3) vil være. Indenfor de eksperimentale Videnskaber bliver det sidste Punkt forstærket, fordi Mennesket med sin Vilje begynder at dirigere Naturens Processer for at opnaa ganske bestemte Virkninger; V. K. skriver:
"Vi maa for at udtrykke den formaalsbestemte eksperimentale Udnyttelse af de lovmæssige Sammenhæng i Naturen enten bruge den betingende Taleform: hvis Mennesket vil frembringe Forandring eller Virkning b, maa det først fremkalde Forandring eller Aarsag a, eller bruge den kortere Vending, der i Realiteten betyder det samme: Mennesket maa – eller skal eller bør – sætte a, Aarsagen i Gang, for at fremkalde Virkningen b."
Og dette overfører V. K. paa Etikkens Omraade, idet han siger, at Etikken ikke kan opstille absolutte Bud, men man maa sige:
"Hvis I vil undgaa de og de skadelige Virkninger, Forandringer i Eders Liv, saa maa I sætte de og de Forandringer, Aarsager ind, altsaa praktisk talt følge den og den Opførsel. Etikken kan altsaa herefter kun blive en sjælelig Lægevidenskab, en Karakter- eller Levelære, der fortsætter Lægevidenskabens Behandling af Legemet med en tilsvarende erfaringsmæssig, eksperimental Behandling af Sjælen."
Og hermed naar man saaledes ad den videnskabelige Forsknings Vej til den Viden, der indenfor Aandsvidenskabens Omraader rummes i Skæbnelovens: Hvad du saar, kommer du til at høste!
I Forbindelse med det ovenfor nævnte omtaler V. K. i en ret omfattende Sidebemærkning, at det har en overordentlig stor Betydning for vort Samfund, hvilken Stilling Videnskaben tager til de Spørgsmaal, der tilknytter sig Etikken. Det er forstaaeligt, at den har taget Afstand fra den ældre Formulering af de absolutte Moralbud, som er uvidenskabelige – (fordi en Opfattelse har været saadan og saadan er det ikke givet, at det er den eneste rigtige) –, men i den Formulering, som hermed er givet, er Budene faldet bort og afløst af en Viden af samme Art som den, der forekommer overalt i de eksperimentale Videnskaber, nemlig at man for at opnaa de og de Virkninger nødvendigvis maa udløse de og de Aarsager. Hvis Videnskaben holder fast ved den gamle Opfattelse, der munder ud i, at Moralen og Retten ikke kan begrundes, men nærmest maa siges at bero paa en logisk uforstaaelig Mystik, saa vil det føre med sig, at Rammerne for Samfundet helt styrter sammen.
"Hvis ovennævnte herskende Retning i Nutidens etiske Undersøgelser er rigtig, maa konsekvent al Opdragelse af Ungdommen i Skoler og Familie ophøre, al Vurdering af Personer, offentlig og privat, al Kritik af Samfundsinstitutioner eller private Selskabers Færd, ophøre, ligesom ogsaa alle Domstole og Fængsler maa indstille deres Virksomhed, ja al Samfundets Lovgivning maa ophøre, thi Nutidens Mennesker kan selvfølgelig ikke være bekendt at indprente Børn, unge Mennesker, Lovovertrædere eller andre Mennesker nogle Domme, som er logisk meningsløse, som videnskabelig ikke kan begrundes."
I Betragtninger, som er af speciel filosofisk Art, kommer V. K. derpaa ind paa at omtale og paavise den Fejl, der ligger til Grund for den ældre Indstilling til de etiske og moralske Spørgsmaal.
Kapitlet afsluttes med en Oversigt over samtlige Videnskaber, som de kommer til at fordele sig i beskrivende og eksperimentale, hvilende paa Erkendelseslæren som alle Videnskabers almindelige Del; ogsaa det vil jeg overlade til et eventuelt Selvstudium.
– – –
I det tredie Kapitel kommer V. K. ind paa det Spørgsmaal, der har givet Kapitlet Navn: Kan Videnskaben begrundes?
"I al Videnskab, baade i de formale og i de reale Videnskaber, fører, som ovenfor paavist, al Viden, al Erkendelse, al Bevisførelse, som Genkendelse fra Led til Led, tilsidst tilbage til de ovenfor fremhævede 6 sidste Grundevner eller Erkendelsesfaktorer: 1. Sanseiagttagelser og 2. Selviagttagelser, opfattede i 3. Ligheder og Forskelle, 4. lovmæssige Sammenhæng i: 5. Rum og 6. Tid."
– – "Længere kan vi ikke komme. Om disse sidste Forestillinger giver os en sand Erkendelse eller et Billede af Tilværelsen, Universet i sig selv, eller ej, ved vi, som fremhævet, intet."
En Vej ud af dette Dilemma – der i sin yderste Konsekvens fører til, at alt, hvad vor Videnskab har beriget os med til syvende og sidst svæver i det uvisse, at alle subjektive Forestillinger indenfor Religion og Politik er lige saa gode som Videnskab, da ingen af dem jo kan bevises, at det eneste Bevis for en Anskuelses Rigtighed bliver, at den med Magt faktisk sejrer – mener Vinding Kruse at finde ved, som han siger:
"– at søge en menneskelig Grundevne, der rækker ud over Erkendelsen, ud over vor Forstands Virksomhed, en Grundevne, der behersker hele Menneskelivet, baade al Erkendelse og al Følelse og al Handling."
– Og V. K. finder denne Grundevne.
"Som jeg ovenfor paaviste, er den mest universelle Erkendelsesevne vor Evne til at skelne og sammenligne. Selv hver eneste Sansefornemmelse viste sig at være utænkelig uden denne Evne. Men Skelnen og Sammenlignen er sikkert paa alt Menneskelivs, ja paa alt organisk Livs første Stadium udelukkende Skelnen mellem Lyst og Ulyst. Ingen Skelnen uden de to Grundfænomener: Lyst og Ulyst, og ingen Lyst og Ulyst uden Skelnen – og Sammenligning, naar de kommer igen." – "Men i denne enkle, uroprindelige Oplevelse af Lyst og Ulyst, Forskel og Lighed har der samtidig ligget en Skelnen mellem Jeget, der føler Lyst og Ulyst, og noget, der giver Jeget Lyst og Ulyst, altsaa Omverden."
For lige ganske kort at trække en Parallel hertil fra Martinus Analyser, skal jeg nævne Analysen af Livssubstanserne 1, 2 og 3: Urbegæret, Sult og Mættelse.
Til disse to Træk mener V. K. at der kommer et tredie:
"Dette tredie Træk bestaar deri, at idet vi skelner og sammenligner mellem Lyst og Ulyst, foretager vi straks og umiddelbart en Bevægelse, en Handling til at afværge Ulysten og fastholde Lysten."
og hans Konklusion bliver:
"I denne Grundevne, med disse nøje forbundne tre Træk, har vi Spiren til al menneskelig Erkendelse, Følelse og Handling. Og de kan alle kun finde deres Begrundelse i denne fundamentale organiske Evne."
At man ikke tidligere har naaet denne sidste Begrundelse af Erkendelsesfaktorens skyldes, at man med skarpe Skel har delt det menneskelige Sjæleliv i tre Sider: Erkendelse, Følelse og Vilje, og selv om dette i og for sig ikke var urigtig, saa var det urigtigt, at man i Erkendelseslæren alene holdt sig til Erkendelsens Træk: Fornemmen, Forestillen, Skelnen og Sammenlignen o. l. og holdt andre menneskelige Reaktioner ude derfra; ud fra Erkendelsen kan man ikke begrunde Erkendelsen.
"Grundevnen maa tages som en Helhed. Kun i hele Grundevnen ligger baade Oprindelsen til og Begrundelsen af al menneskelig Handling og Erkendelse og indenfor denne baade af den beskrivende og den eksperimentale Videnskab."
V. K. paaviser derefter, hvorledes alle de tidligere omtalte 6 Erkendelses-Faktorer gradvis udvikler sig af Grundevnen. Denne Udredning skal jeg ikke her komme dybere ind paa, men lige nævne, at Konklusionen er, at enhver Form for Viden, som Menneskeheden idag sidder inde med, den være sig af rent matematisk Art eller af praktisk haandværksmæssig Art, til syvende og sidst kan ledes tilbage til denne Grundevne, og saaledes hviler paa – maaske aarmillion-gamle-Erfaringer, der har vist Mennesket, at det ved at følge den og den Metode, opnaaede størst Lyst og mindst Ulyst.
(Sluttes.)
Tilbage til artikelregister
Forrige