Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Mon der overhovedet findes blot eet Menneske, som ikke paa et eller andet Tidspunkt i sit Liv fuldt bevidst har ønsket at være et bedre Menneske? Jeg tror det ikke. Tværtimod, saa er det min absolutte Overbevisning, at dette Ønske med visse maaske ovenikøbet beregnelige Intervaller rammer vor Bevidsthed og stimulerer vor aandelige Vækst i en Dyreriget modgaaende Retning. I Virkeligheden er der noget paradoksalt i den Tanke, at en saadan Impuls til det Gode igennem snart mange Aarhundreder har paavirket Menneskehedens enkelte Bestanddele med et tilsyneladende saa ringe Resultat som det, vor nuværende Tilstand giver Udtryk for. Paa den anden Side er det ogsaa et Spørgsmaal, om Resultatet i Virkeligheden er saa ringe, som den nuværende Krigs overdimensionerede Rædsler synes at ville give os sort paa hvidt for. Kan det ikke tænkes, at den Trang til at skære disse fem frygtelige Aar ud af Helheden, som er saa karakteristisk for de fleste, i Virkeligheden giver et ganske fortegnet Billede af den Verden, vi idag oplever?

Hvis nu disse frygtelige Aars reelle Virkning bliver den, at en hel Menneskehed langsomt sammensvejses, og at der i de sønderlemmede Samfunds Sted rejser sig et Samfund med en saa total ændret Livsindstilling, at ethvert til den Tid eksisterende tænkende Menneske med egne Øjne kan se det, vi nu oplever, som Led i den Kæde, det sjælelige Liv maatte passere fra Dyrerigets Jungle og frem til det virkelige humane Samfunds Tilblivelse, vil Perspektivprincippet saa ikke her, som overalt i Tilværelsen, lade Billedet ændre Karakter fra ubegribelig og meningsløs Rædsel til hensigtsmæssige, om end forfærdende, smertefyldte Erfaringszoner?

Kan det ikke tænkes, og det baade kollektivt og enkeltvist, at Ønsket om at blive bedre i Virkeligheden ogsaa er det samme som Ønsket om at faa "gammel Gæld" betalt? At man helt reelt ved dette fuldt bevidste Ønske tiltrækker netop den Sum af Smerte, som maa betales, før et nyt og højere mentalt Trin kan betrædes? Hvis vi vender vort Blik imod vor Fortid og i denne Forbindelse mod en Fortid, som ikke er begrænset af vort nuværende Livs snævre Ramme, men som derimod strækker sig helt tilbage mod en Tilstand, hvor kun een Faktor beherskede vort Sind: Begæret efter uindskrænket Magt over vore Omgivelser, – vil denne Fortid saa ikke vise sig for os som en, i Forhold til det Gode, vi har udrettet, næsten uoverskuelige Gældsbyrde, om hvilken vi ved, at den skal og maa betales, før vi kendes værdige til den Form for Livsoplevelse, vor Sjæl nu higer efter? Mon ikke Livet, som det idag former sig for det enkelte Menneske, bliver mere begribeligt, om man betragter det udfra denne Indstilling, end fra nogen som helst anden? Det er dog en Kendsgerning for det tænkende Menneske, at hvor lykkelig et Menneske saa end kan føle sig i denne Verden, vil det altid forblive ensomt. En Digter har, vidunderligt smukt syntes jeg, formuleret Hensigten med vort Liv som "en Rejse paa Vej til os selv", – vi er ikke "hele" endnu. Halvheden bor i os, og paa en Maade kan det siges, at den, der endnu ikke har opdaget det, i Virkeligheden er meget lykkelig. Men ingen kan opleve sig selv som "Individualist" uden at have oplevet denne Halvhedsfornemmelse. Vor Bevidsthed har en Del, som er vaagen og spillende fuld af Liv, men den har ogsaa en Del, som endnu er delvis sovende. Instinktivt fornemmer de fleste udviklede Mennesker, at om de, ved et Trylleslag kunde bringe denne anden Del til fuld Udfoldelse, vilde de have naaet den sjælelige Ligevægtstilstand, som er vor inderste Længsel.

Men ingen kan trylle denne Ligevægtstilstand frem. Vort Livs Dage er de Sekunder, hvis Indhold bringer os denne begærede Ligevægtstilstand nærmere, og en Undersøgelse af disse Sekunders Indhold, vil vise enhver, at langt de fleste bærer Spor af den "Smertens Tilbagebetaling", som skal fuldbyrdes inden Vejs Ende er naaet.

For Mennesket i Almindelighed er det maaske en helt ubetydelig Ting, at det saadan med visse Mellemrum føler sig grebet af en Længsel efter at være bedre, end det er. Og saa er det, at det i sig kan rumme en saadan Længsel, et saadant Ønske, i Virkeligheden en næsten ubegribelig stor Ting. At være naaet dertil, at man fuldt bevidst kan overskue sin egen sjælelige Habitus og finde den for ringe for sin egen Domstol, er nemlig det samme som det første af de tre Stadier, vi alle maa passere paa vor Vej fra lokal – til universal – eller kosmisk Bevidsthed.

Fuldt bevidst at ønske sig bedre, er fuldt bevidst at ønske sig anderledes, end man er. Men at være anderledes vil være det samme som at finde sig udrustet med en ny Evne, og her er det, at vi møder den Konflikt, som betinger vore mange Inkarnationer.

Vi vil alle gerne være bedre, end vi er. Vi ønsker det inderligt. Gennem Tiderne har vore Ønsker materialiseret sig i Form af skønne Kirke- og Tempelrum, hvor vi paa givne Dage samledes for baade at stimulere os selv og andre i vort Ønskes Opfyldelse. Vi har troet paa dette Ønske, og det har baaret os igennem mange tunge Timer, men Tro alene gør det ikke. Vilde vi ikke alle smile, om et Menneske fortalte os, at det fuldt og fast troede paa, at det engang i dette Liv vilde blive en meget dygtig Smed blot ved sin Tro? Og vilde ikke en iblandt os sige til denne Mand, at hans Tro vilde blive ham en udmærket Hjælp i hans Ønskes Opfyldelse, men at der skulde Øvelse og atter Øvelse til, om han virkeligt vilde blive en dygtig Smed?

Men naar der skal Øvelse og atter Øvelse til for at blive en dygtig Smed, hvor meget mere Øvelse skal der saa ikke til for at ændre sig fra at være et Menneske, der blot søger sit eget, til at blive et, der kun lever for andre? Kan Tro alene gøre det? Ligesaalidt som man kan blive Smed ved Tro alene, ligesaa lidt kan man blive et bedre Menneske derved. Om saa havde været, havde de største iblandt Menneskene næppe givet os alle deres Anvisninger paa, hvorledes denne saa ønskede Sjælsadling finder Sted. Vil det ikke være direkte taabeligt at tro, at Jesus af alle kendte Ord: "Tag dit Kors og følg mig" var blevet sagt, om Tro alene kunde klare alle Problemer? Indeholder disse Ord ikke en klar og utvetydig Vejledning for den, der virkeligt spørger om Vej?

Men de fleste har nok i de Byrder og Forpligtelser, Livet i Almindelighed lægger paa deres Skuldre. Godvilligt at øge disse Byrders Tryk forekommer mange direkte taabeligt, hvorved en anden kosmisk-kemisk Formel fremdeles faar fuld Gyldighed, nemlig Sætningen "Daaren vandrer trygt der, hvor Engle ikke tør træde". Affindende sig med det nuværende Livs Ubehageligheder og direkte tvivlende om sin egen evige Eksistens, nægter de fleste sig selv den dybe Glæde, det er, "at komme paa Sporet af sig selv". Og Liv kæder sig derfor til Liv, kun svagt afvigende fra det forrige indtil den Time kommer, hvor Trykket indefra bliver saa stærkt, at Billedet pludselig helt ændrer Karakter. En Uro kommer da over Sindet. Man er i Krise. Noget i en binder en til alt det, i hvilket man befinder sig, men noget andet er i Opbrud. Maaske finder man det hele haabløst, men dybt, dybt inde i en selv bryder en Flamme sig Vej: der maa være en Mening med alt det, man oplever. Der maa være en Mening med, at man i det hele taget er til. I ensomme Timer sender Sjælen sit fortvivlede S.O.S. ud i Rummet, og Svaret udebliver ikke. "Søger, og I skulde finde –" – men vi skal selv søge, ingen kan gøre det for os! Og saa en Dag er Svaret der. Pludselig føjer Livet det saaledes, at man med hele sin Sjæl føler, at man har faaet Svar. Her gives ingen Regler om, hvorledes det gaar til. Midlet er altid det samme. Det er Livets andet Stadium: Kampen med egne ufærdige Naturer eller den Øvelse, der altid er selve Forudsætningen for det højeste og skønneste Ønskes Opfyldelse, det, at blive et bedre Menneske.

Men fra den Time, i hvilken Tærningerne kastes, og fremefter synes Livet ikke til at kende igen. Med hver lille Sejr over det i ens Sind, som før havde Herredømmet, følger nu Horisontudvidelse. "Man gaar bort fra Vejen" som en anden Digter engang udtrykte denne Tilstand. Efter en første Beruselsestilstand, i hvilken man føler Trang til at delagtiggøre enhver af sine Venner i det, man har oplevet, og som kun giver Skuffelse, begynder Livet nu at give en den Fred, man før saa inderlig begærede. Men man bliver stille, baade inde i sig selv og udadtil. Trangen til at larme op, dør stille bort. Det er, som om man fuldt bevidst oplever en ny Blufærdigheds Fødsel i sin Sjæl. Paa en Maade, jeg ikke kan give Udtryk for, føler man, at den sikreste Vej til at miste alt det, man har faaet, er at profanere det ved tidligt og silde at tale om det. Og hvad mere er, man bliver paa en ejendommelig Maade bange for de Mennesker, der baade i Ord og Skrift giver Udtryk for overdaadig Viden indenfor disse saa rene Omraader. Man spejder i deres Øjne efter noget ganske bestemt: et Genskin af det Lys, man selv har set, og finder man det ikke, vender man sig hastig bort. Ord gør det ikke. Handling og atter Handling er her det eneste virkelige Bevis paa den Sandhed, som ene har Livet i sig.

Men hvad man mister udadtil, giver Livet tusindfold tilbage indadtil. Paa en forunderlig Maade aabner Naturen sine Hemmeligheder for den, der ved sit Hjerte fri for Ønske om at misbruge dem. Alt har ligesom faaet Mæle, og fra alle Sider strømmer Beretningerne om Guds uendelige Kærlighed og Magt en i Møde. Og dybt inde i en selv vokser en Trang til at smile og være glad. Anker Larsen har i en Bog udtrykt det med Ordene, "at i hans Hjerte boede der en lille, leende Fryd", og disse Ord dækker helt og fuldt det, der finder Sted.

Hvad jeg her har fortalt er kun Glimt fra det tredie Stadium, vi nu nærmer os, det Stadium, som i sig indebærer alt det, vi nu længes efter. Blot det mest beskedne Møde med dette Livsstadium lader en forstaa hvorfor Martinus kalder Mødet med det: "Den store Fødsel" – det er i Sandhed en Opvaagnen til en Tilstand i Lyset, af hvilken hver eneste Taare, man har grædt, og som man ved, man endnu vil komme til at græde, har mistet sin altfor smertende Brod. Man har da oplevet noget, der ikke kan viskes bort fra ens Sjæl, noget der selv i Livets tungeste Timer vil straale som et Lys henover den Vej, man før kun anede var, men som man nu ved er, og som, man nu ogsaa ved, vil blive tilbagelagt.