Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Menneskets Indstilling til det oversanselige har op gennem Tiderne gennemløbet mange forskellige Stadier; Aarsagen hertil har været den aandelige Vækst, som disse Aartusinder har bragt Mennesket, og den har ført til, at Mennesket i Stedet for med blodige Ofre at søge at vinde Guddommens Gunst, efterhaanden er begyndt at se ham som et hjælpende og uendeligt forstaaende Væsen, der saare langt fra at ville kræve og fordre tværtimod med Mildhed og Kærlighed kommer det enkelte Menneske i Møde, uanset Rang og Stand.

Men i disse, omend nok saa forskellige, Indstillinger ligger der, som den dybeste Tone, Menneskets absolutte Tro paa denne Gud, som det tilbad og støttede sig til i Livets tunge Øjeblikke.

En Ting yderligere har den aandelige Udvikling bragt i Vækst i Menneskets Bevidsthed, og det er Kravet om Viden. Fra en ganske lille Spire, med Roden fæstnet i den haandgribelige, praktiske Hverdag, er det vokset op til et ganske anseeligt Træ, der strækker sine Rødder gennem en stor Del af vort fysiske Verdensalt, og som i sin Krone bærer mange smukke Blomster, men som desværre ogsaa kaster en Slagskygge hen over Mennesket og spærrer for det frie Udsyn.

Lad os forlade Billedet til Fordel for Virkeligheden, og lad os prøve at undersøge Menneskets saakaldte "videnskabelige" Indstilling. Denne Indstilling er vokset sundt og naturligt op, præget af Tusinder og atter Tusinder af Fejltagelser – Berigtigelser – og atter Fejltagelser inden den endelige og virkelige Forstaaelse var naaet. Den bærer Sporet af en Angst for at komme til at antage noget, som senere Undersøgelser maa forkaste, udtrykker Ønsket om hele Tiden at holde sig indenfor et Omraade, hvor man ved, hvad det er, man har at gøre med, og kun vove sig ud herfra, naar man kan belyse i hvert Fald et Stykke af den Vej, man har i Sinde at følge. Men den har begaaet en stor Fejltagelse – –

– skønt nej, rigtigere er det vist at sige, at den for Tiden er hildet i den Illusion, at ethvert Grundlag for Sansning og Forskning er kendt af den og dermed ogsaa, at den udfra sin nuværende Sum af Viden og Erfaringer kan vurdere og bedømme alt virkeligt eksisterende. Og det er, som vi skal se, en meget stor Illusion. Nu maa det ikke opfattes saaledes, at Videnskaben ikke anerkender noget som helst udenfor sit eget Omraade, thi det gør den, men den tager Afstand fra dette "noget" med den Begrundelse, at man ikke overfor det kan anvende de samme Metoder, den samme objektive Forskning, som har bragt Videnskaben dens store Sejre. Den betragter dette Omraade, af hvilket Etiken udgør en stor Part, som et Felt, det ikke tilkommer Videnskaben at tage Stilling til. Men en saadan Holdning kan ikke være af varig Karakter. Det viser sig jo, at alt det, der er Aarsag til Menneskenes Bryderier – saavel det enkelte Menneskes som Nationernes indbyrdes – har sit Udspring indenfor dette Omraade: Hvordan bærer man sig ad med at blive lykkelig, hvad er rigtigt og hvad er forkert? – skal man lade det private Initiativ herske ubegrænset? – eller skal man fra Statsmagtens Side søge at støtte de svage i Samfundet? – skal man have Respekt for det levende Væsen, eller skal man anlægge en kold, hensynsløs Vurdering af, hvad der kan betale sig? – er der i det hele taget noget, der hedder Liv? – o. s. v.

Man vil se, at mange af disse Problemer har Mennesket taget Stilling til paa en saadan Maade, at Forskeren let deri ser, at det har været noget helt andet end den kolde Nyttebetragtning, der har udgjort Grundlaget for Beslutningen; det humanistiske i Menneskets Bevidsthed har mange Steder gjort sig gældende.

Vi kommer altsaa til det Resultat, at selvom Videnskaben og dens Forskning har været af umaadelig stor Betydning for Menneskets Liv frem til i Dag, saa er de Problemer, den hidtil har beskæftiget sig med, alligevel underordnede i Forhold til dem, den har vægret sig ved at tage op til Undersøgelse. Selvom Videnskaben betragter sin Verden som den mest "virkelige", i den Forstand, at man der "ved, hvad man taler om", saa er denne anden Verden absolut lige saa realistisk. Men der er altsaa en Forskel, og hvori bestaar den da?

– – –

Lad os engang prøve at holde os i Udkanten af Videnskabens eget Omraade og undersøge de Problemer, vi der møder. Alle Mennesker ved, hvordan Farven "rød" ser ud – men hvad vil "rød" egentlig sige? Videnskabsmanden har mange supplerende Oplysninger hertil, saasom at rødt Lys er elektromagnetiske Svingninger med en Bølgelængde af en bestemt, kendt Størrelse, og at en Genstands "røde Farve" fremkommer ved, at den af det hvide Lys, der rammer den fra Solen, kun tilbagekaster de røde Straaler og indsuger de andre o. s. v. Men nu selve Begrebet "Rødhed"? Hvis en Mand er blind, hvad nytter da alle disse Forklaringer; de giver ham ingen Forestilling om det Purpurskær, den synkende Sol spreder over Aftnens Skyer, eller om den nyudsprungne Roses sarte Farve. Der er noget andet i Oplevelsen af dette Begreb end det, der kan udsiges i Ord og Tal, og er egentlig ikke dette andet det vigtigste?

Eller et Musikstykke! Her kan Videnskabsmanden igen fremkomme med Forklaringer, der kan lette Forstaaelsen af Lydens tekniske Grundlag, f. Eks. at Tonehøjden er afhængig af Svingningstallet, at Klangfarven er afhængig af Oversvingninger i Flygelets eller Violinens Sangbund. Men den døve Mand! Hvad siger disse Udregninger ham om den ophøjede Enkelthed i Bachs Musik, om de vemodsfulde Klange i Beethovens Kompositioner, om Tschaikofskys storslaaede Livsfylde? Og møder vi ikke her det samme som før, at det er denne Side af Problemet, der er den mest betydningsfulde for Mennesket?

Hele den Rigdom, der møder os i disse og mange andre Problemer, er af en saadan Art, at den ikke lader sig "bevise". For nogle Mennesker kan Oplevelsen af en Koncert føre dem ind i de mest ophøjede Lykkefølelser, andre Mennesker falder i Søvn eller gaar i den første Pavse. Bagefter kan man overfor hinanden give Udtryk for den Glæde, man har følt, men man kan ikke bevise overfor det ikke interesserede Menneske, at Koncerten var saa og saa god!

Her har kun været nævnt et Par ganske almindelige Eksempler, men hele vort Liv er præget af lignende Oplevelser, og som det vil ses, er der især to Sider af disse Oplevelser, som vor Bevidsthed klart skelner, og disse to Sider er den intelligensmæssige og den følelsesmæssige. Den intelligensmæssige er, som ovenfor omtalt, præget af en absolut Egnethed for Analysering, hvilket den følelsesmæssige lige saa absolut unddrager sig, uden at man derfor kan sige, at den er mindre realistisk.

– – –

For nu at vende tilbage til vort Udgangspunkt, Menneskets Indstilling til det oversanselige, saa vil man se, at denne Indstilling til at begynde med har været baaret af en kun lidet kontrolleret Følelse, d. v. s. Intelligensen har ingen Rolle spillet indenfor dette Felt. Udviklingen har saa ført med sig, at vi i Dag finder mange Mennesker, som nyder stor Anseelse, der, paa Grund af en altovervejende intelligenspræget Indstilling, slet ikke anerkender Eksistensen af noget "ikke-fysisk", Mennesker, i hvis Bevidsthed Følelsen delvis er bundet eller lammet af Intelligensen. Begge disse Indstillinger er ufuldkomne, som Martinus viser, idet de begge bunder tilbage i Tro, selvom Genstanden for Troen er vidt forskellig.

Men da vi er samtidige med den videnskabelige Bevidsthedstype, er der i os noget, der gør, at vi let betages af dennes Livsindstilling, det er ofte for os noget absolut tiltalende i hans klare og rene Tankebygninger. Det gaar let saadan, at det følelsesbetonede – med en lidt nedsættende Klang – bliver kaldt "u-nøgternt"! Men her er det, at man maa være paa Vagt og trække Grænsen det rigtige Sted. Thi lige saa taaget og uklar – og undertiden ogsaa utiltalende – et alt for overstrømmende "Følelsesmenneske" kan være, lige saa kold og gold kan det alt for stærkt intelligensprægede Væsen være. Det tiltalende hos sidstnævnte vil ved en nærmere Undersøgelse vise sig at ligge i det klare og logiske i Tankegangen, men ikke altid i Tanken selv.

Som Martinus i sin Analyse af Bevidsthedskategorierne har vist det, vil det være en ligelig Fordeling af disse to Energier – Følelse og Intelligens – i Menneskets Bevidsthed, der giver den harmoniske Mentalitet. Udfra en Livsindstilling, der i lige høj Grad hviler paa begge Energier, naar man til den mest fuldkomne Livsoplevelse, hvor Intelligensen raader og dirigerer, men hvor Følelsen – den kultiverede, uselviske Følelse – bliver indrømmet det Felt, der tilkommer den, saaledes at Mennesket bliver mindre optaget af at docere og overbevise og faar mere Tid til at "leve".