Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er paavist, at Tænkning ledsages af Temperaturforhøjelse og Stofskifteforandring i Hjernen med øget Blodcirkulation og Iltforbrug. Tillige viser de nyeste Opdagelser indenfor Hjernefysiologien, at der opstaar elektriske Strømme under Hjernefunktion. Medens der under Søvnen eller i Hviletilstand gaar regelmæssige bølgeformige Strømme igennem Hjernen, saa bliver Strømmen, saa snart man aabner Øjnene eller tænker intensivt, uregelmæssig. Man har altsaa leveret Beviser paa, at Sansning og Tænkning er ledsaget af Forandringer i Hjernens fysiske og elektriske Natur.

Det andet Spørgsmaal gik ud paa: Hvorledes er et Afhængighedsforhold mellem Legemet og Bevidsthedslivet nærmere beskaffent? Her er der fire Muligheder, nemlig:

1. Sjælen Aarsag til Legemet.

2. Legemet Aarsag til Sjælen.

3. Legem og Sjæl identiske.

4. Legem og Sjæl er begge Virkninger af dybereliggende Aarsag.

Den første Teori er den gamle spiritualistiske, som har haft Forkæmpere i Aartusinder. Descartes gjorde sig til Talsmand for denne Ide, selvom det voldte ham nogen Vanskelighed at forklare, hvordan Sjælen, som er noget aandeligt, kan "paavirke" Hjernen, som er noget legemligt. En anden Forsker, ved Navn Lotze, klarede Problemet ved at fastslaa, at Materien i Virkeligheden dybest set er af aandelig Natur; et Modsætningforhold kan altsaa ikke eksistere imellem Sjæl og Legem.

Den anden Teori er den læge-materialistiske Hypotese, som ogsaa har haft Forkæmpere tilbage i Tiden, men som har faaet et betydeligt Opsving med den moderne Naturvidenskab. Lægen Karl Vogt vakte stor Forargelse ved i sin Tid at erklære, at paa samme Maade som Muskler frembringer Bevægelse og Nyrer afsondrer Urin, paa samme Maade frembringer Hjernen Tanker og Følelse.

Den tredie Teori – Identitetshypotesen – blev hævdet i det 17. Aarhundrede af Spinoza, og herhjemme tiltraadt af Høffding. Aand og Materie er to Sider af samme Sag. Ogsaa Læger har tiltraadt Hypotesen, siger Forf., f. Eks. skriver Foreli i 1894: "Alt er Sjæl saavel som Materie; intet er først, og intet er sidst; intet er højt, og intet er lavt; intet er ædelt eller uædelt; der er kun eet. Den evige Strid mellem Materialisme og Spiritualisme maa ophøre. Thi Materie, d. v. s. Energi, er ikke eet og Bevidsthed noget andet; men de er Udtryk for samme Realitet. Der findes ingen Hjerne uden Sjæl og ingen Sjæl uden Hjerne

Høffding udtrykker den samme Tankegang saaledes: "Om det indre Forhold mellem Aand og Materie ved vi intet. Vi antager kun, at eet Væsen virker i begge. Men hvilket er dette Væsen? Hvorfor har det en dobbelt aabenbaret Form? Hvorfor er een ikke nok? Det er Spørgsmaal, som ligger udenfor vor Erkendelses Omraade".

Den fjerde Hypotese er den, Forf. selv gaar ind for, og han betegner den som et stort Skridt fremad; de tre foregaaende, siger han, er kun Tingene set fra vort Synspunkt. "Vi har Lov at lege Puslespil med de Brikker, vi kender i Livsmekanismen. Vi har Lov at tænke os til, hvordan det kunde være. Men vi maa ikke forveksle dette Puslespil med de virkelige eksakte Forhold, hvis Natur vi savner Mulighed for at forstaa, d. v. s. opfatte intellektuelt.

Valget af denne fælles Aarsag fører os ud over Erkendelsens Grænser, og vi har – siger Forf. – taget vort Standpunkt i det religiøse. Vi mener, at den tredie Faktor er det, vi kalder Gud.

Igennem nogle Eksempler fra sin Praksis viser Dr. Schou, hvorledes forskellige mentale Uligevægtstilstande blev afhjulpet derved, at Svagheder i Organismen gennem Lægebehandling blev fjernede.

Men – siger Forf., og han pointerer, at det er det store men – det er ikke givet, at de bedste legemlige Betingelser giver de bedste Betingelser for et aandeligt Liv! Ofte ses det modsatte. De ædleste Sjæle kan findes i de usleste Hylstre. "Sagen er altsaa vanskelig. Den er tosidet. Den er ikke klaret med stimulerende Indsprøjtninger alene. Der findes ikke nogle Hormonindsprøjtninger, der giver et etisk Liv, og nogle, der giver et religiøst Sjæleliv".

Dr. Schou mener, at det bliver Lægernes Opgave at give Kirken det rette Syn paa Legemet og dets Betydning for Sjælelivet, idet der paa dette Punkt er meget tilbage at ønske. "Kirken har, i Modsætning til Jesus, ofte betragtet Legemet ovenfra og nedad, d. v. s. med Overbærenhed eller endog Foragt".

Da Copernicus, Kepler, Gallilei og Bruno opdagede det nye Verdensbillede veg Kirken tilbage; den udelukkede Kepler, pinte Galilei og Corpenicus, og brændte Bruno. Og dog er den nye Erkendelse vedrørende Makrokosmos nu trængt igennem ogsaa i den katolske Kirke.

"Personligt tror jeg", slutter Dr. Schou, "at om hundrede Aar vil dette Syn være lige saa anerkendt af Kirken, som det moderne Solsystem er nu. Det vilde være glædeligt, om det kunde ske uden Blodsudgydelse".