Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Medens den gamle Verdensimpuls bæres af Religioner, hvilende paa Begreberne Godt og Ondt som to skarpt adskilte uforenelige Grundprincipper, hvor ud fra Begreber som Synd, Straf, Forsoning, Fortabelse, Frelse etc. er udsprunget, er Grundlaget for den nye Verdensimpuls en Aandskultur, udelukkende hvilende paa eet Grundprincip, nemlig Kærlighed (se Martinus Værker), idet Begrebet Ondt kun eksisterer som et tænkt Begreb, dækkende over Uvidenhed, og idet Lidelsen altid vil udgøre den Kærlighedsmanifestation, som er identisk med en, ganske vist øjeblikkelig ubehagelig, men absolut uundværlig Belæring for Livets fortsatte Udvikling fremefter mod stadig lysere og mere intellektuelle Stadier. Blandt de Væsener, der er paa Vej mod og inspireres af den nye Aandskultur, findes naturligvis baade Optimister og Pessimister. Medens Optimisterne i den nye Aandskultur har et righoldigt Materiale af lys Karakter, kniber det for Pessimisterne at finde noget frem af absolut mørk Karakter, idet der i Virkeligheden ikke eksisterer noget saadant her. Dette kan naturligvis ikke forhindre, at Pessimisten alligevel ved at fremhæve visse Ting, f. Eks. Skæbnelovens Ubønhørlighed og visse primære Virkninger heraf, uden samtidig at medtage dybere liggende Virkninger, vil kunne fremkalde et Billede i mørke Toner.

Pessimismen danner, som vi har set, i næsten al Ting en Modvægt til Optimismen og omvendt, derfor er det kun godt, at disse Indstillinger eksisterer Side om Side, saaledes at de gensidig kan frugtbargøre og regulere hinanden. Hvor Optimisten saaledes maler Tingene i lutter lyse Farver, er det kun godt, at Pessimisten med sin Indstilling er i Stand til at føje Skyggetoner hertil, og samtidig er det jo ogsaa godt, at Optimisten ved sit lyse Syn og gode Humør er i Stand til at stimulere Pessimisten til at se lysere paa Tingene og til at glædes ved Livet. Medens Optimismen er en Paamindelse om alt det lyse, behagelige, glædelige og lykkelige i Livet, er Pessimismen en Paamindelse om alt det mørke, ubehagelige, sørgelige og ulykkelige i Livet. Uden at man er i Stand til at se begge disse "Farvetoner" i deres rette Forhold og Sammenhæng, oplever og forstaar man jo ikke den virkelige Verden, men lever som Pessimisten eller Optimisten i en Illusionernes Verden.

Nu maa man imidlertid ikke tro, hvad man maaske nok kunde fristes til efter alle de mange i det tidligere foretagne Afsløringer af Ufuldkommenheder og uheldige Sider ved det pessimistiske og det optimistiske Syn, at der er noget slemt eller forkert i at være enten Pessimist eller Optimist. Tværtimod disse Indstillinger er jo ganske naturlige Foreteelser i den Zone, i hvilken Jordmennesket befinder sig, og er desuden en absolut logisk Følge af de paagældende Individers specielle Erfaringsmateriale og Energiorganisation.

Man maa jo her erindre, at Jordmennesket netop befinder sig paa et Stadium i Udviklingen, hvor Dyrkelsen af dets eget Selv giver det en overordentlig Grad af Nydelse. Som Naturmenneske begyndte det at vaagne, d.v.s. at blive bevidst i sit eget Jeg, og det er jo kun naturligt, at der efter en saadan "Opdagelse" maa følge en Periode med en stærk Forelskelse i og Dyrkelse af samme Jeg. Jordmennesket er netop midt i denne Periode, og det er derfor heller intet Under, at dets Livsindstilling maa være af en saadan Beskaffenhed, at nævnte Selvdyrkelse stimuleres derved; men dette er jo, som vi har set i det tidligere, ogsaa Tilfældet baade m. H. t. Optimisme og Pessimisme.

Der eksisterer altsaa ikke noget som helst objektivt Grundlag, der berettiger til at rette Bebrejdelser hverken mod Optimisten eller mod Pessimisten for deres specielle Indstillinger til Livet, lige saa lidt som man ud fra et objektivt Syn kan bebrejde et Menneske, at det har blaa eller brune Øjne. Men det forandrer naturligvis ikke, at der med nævnte Livsindstillinger følger visse Ufuldkommenheder, som det jo netop har været Formaalet med denne Artikels 1. Afdeling at afsløre eller blotte for derved at bringe Klarhed til dem, der ønsker Klarhed for derigennem maaske bedre at kunne optage Kampen med sig selv. Naturligvis er de Ufuldkommenheder, der følger med en bestemt Indstilling, afhængige af, hvor udpræget Indstillingen er. Medens en stærk Grad af Pessimisme eller Optimisme som tidligere vist ikke kan undgaa før eller senere at bringe en ret stor Sum af Ubehag eller Lidelse, vil samme Indstillinger, blot i mindre udpræget Form, ikke tilnærmelsesvis give den samme Sum af Ubehag. Desuden virker sidstnævnte Indstillingsgrad naturligt fremmende paa Udviklingen af forskellige værdifulde Egenskaber; en Pessimisme, der blot ikke er saa udpræget, at den helt eller næsten berøver Individet dets Livsmod og Aktivitet, kan saaledes stimulere dette til Flid, Arbejdsomhed og Eftertanke, medens en ikke for stærk Optimisme kan stimulere til sund Aktivitet og Udfoldelse af dets kunstneriske Talenter. Endvidere virker Optimismen i høj Grad stimulerende paa Livsmodet, en Ting, der betyder overmaade meget i Tider, fyldte med Uro, Bekymringer og Lidelser.

Der har i alt det tidligere Gang paa Gang været talt om Over- og Undervurdering eller Over- og Undereksponering af henholdsvis de lyse eller gunstige og de mørke eller ugunstige Foreteelser, ja, nævnte Over- og Undervurdering indgaar jo endog i Definitionen paa henholdsvis Pessimisten (Side 18) og Optimisten (Side 53); men der har hidtil ikke været nævnt noget om, hvad man skal gaa ud fra ved Bedømmelsen af, om noget er Over- eller Undervurdering. Grundlaget ved en saadan Bedømmelse skal naturligvis være absolut "ufarvet" eller neutralt og kan derfor kun være den absolut objektive Sandhed. Men hvorledes finder man denne Sandhed, naar hvert eneste Menneske har sin specielle Opfattelse af Tingene, som han (hun) anser for rigtig eller for Sandhed. Vi skal i 3. Afdeling af nærværende Artikel komme dybere ind paa dette betydningsfulde Problem. Konklusionen heraf gaar ud paa, hvad Martinus ogsaa har vist igennem sine Analyser, at den absolut objektive Sandhed kun kan synliggøres ved at betragte og vurdere Tingene ud fra den kærlige Indstilling, idet denne Indstilling i sig selv er absolut objektiv eller "ufarvet". Men at se noget gennem Kærlighedens ufarvede Briller vil jo sige det samme som at forstaa dette helt og holdent, hvilket kræver den kosmisk bevidstes Sanseperspektiv og Udødelighedsbevidsthed. I Martinus Analyser har vi imidlertid faaet et Slags kosmisk Sansesæt, hvorved vi ogsaa til en vis Grad er i Stand til at se den "ufarvede" Sandhed i Begivenheder og Foreteelser. Men Martinus har jo netop paavist gennem alle sine Analyser, hvorledes alt i sidste Instans er absolut kærligt, hvilket igen vil sige absolut nyttigt eller gavnligt for det levende Væsens Livsudfoldelse eller Lykkenydelse. Den objektive Sandhed er saaledes altid i sin Natur den højeste Grad af Lys eller Lykke for Individet i dets Længsel mod Livsoplevelse, og det kosmiske Klarsyn er saaledes et straalende lyst Syn.