Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Og han spørger videre, om ikke O. T.'s Livsanskuelse i sin dybeste Grund alligevel er religiøs? Som Underbyggelse herfor paapeger han, hvorledes meget af det O. T. har sagt, hviler paa Tro – som f. Eks. dette, at Livet "i al sin Ringhed er en Helhed", og endelig gaar han imod den Opfattelse, at Menneskene skulde være spaltet i de to omtalte Typer; en saadan Spaltning eksisterer ikke psykologisk set, siger han. Det er et baade-og – selv om der kan være noget stærkere Hældning snart til den ene Side, den rationalistiske, snart til den anden Side, den spiritualistiske.

Som et Bevis for dette omtaler han et personligt Brev, som han har modtaget fra afdøde Overlæge E. Bisgaard.

Heri giver Dr. med. Bisgaard Udtryk for sin egen Indstilling til Tilværelsen, som er meget kristeligt præget. Ogsaa for ham har Naturfølelsen været meget stærk og ført ham ind i en videnskabeligt orienteret Livsretning, der har bragt ham Følelsen af at komme nærmere til Gud. Han tror, at den absolutte Sandhed findes, men vi aner den kun i de skjulte forskellige Former, som vi er udelukket fra her paa Grund af vor Menneskelighed. Det er hans Mening, at Guddommen stadig aabenbarer sig for os, men vi ser det blot ikke. Det, som vi oplever ved inderlig Fordybelse i Naturens Vidundere forekommer ham langt større Mirakler end de overleverede og kendte.

I sin Omtale af dette Brev bemærker H. J. Schou, at selvom Bisgaard er baade dybt religiøst grebet, samtidig med at han er dybt biologisk grebet, saa "tør han ikke give sig ud i det religiøse som Livselement". Og Forf. fremhæver, at han her er kommet til Foredragets Hovedpunkt:

Skal man blive staaende her, eller skal man gaa videre?

Selv er han ikke blevet staaende, men er gaaet videre, drevet af Anelsen. "Den mystiske Anelse om Tilværelsens Midtpunkt, som kan blive saa stærk, at man ikke kan holde sig indenfor Erkendelsens Begrænsning. Som en desperat begynder man at slide i de Baand, som binder en til den sanselige Verden, og i den største Daarskab kaster man sig ud i det Eventyr, som det er helt at opgive Troen paa, at vor Erkendelse har Ret. Der maa være noget bagved, som er virkeligere end det sanselige."

Denne Anelse kan føre et Menneske ud over Erkendelsens Grænser, og for nogle føre med sig en Oplevelse af Guddommens Eksistens. Det lader sig ikke beskrive, siger Forf., men fortalt i Billeder opleves det, som om en Haand pludselig skydes ind under et Menneske, der kæmper for Livet, og bærer ham. Men dermed er Krisen ikke forbi. Nogle bliver staaende her, men andre opdager, at der er endnu et Menneske, som har været i Nød, og har faaet fast Grund under Fødderne, nemlig Kristus. Han fortæller, at den Gud, hvis Stemme svarer fra Verdensrummet, ikke er en kold og uberegnelig Hersker, men en kærlig Fader. "Dette kan jeg ikke opleve i mig selv" siger Forf., "Intet i Tilværelsen, som omgiver mig, tyder paa en kærlig Fader. Alt tyder paa alles Kamp mod alle."

"I Kristendommen møder jeg en historisk Kendsgerning, en Aabenbaring ved et Menneske, som ved sit Liv, i sine Ord, og ved sin Død fortæller mig, at Gud er som en Fader. Og ved hans Haand gaar jeg videre ind i Kredsen af de andre, som har oplevet det samme."

Som man vil se, kræver denne Indstilling til Livet Evner, som ikke alle er i Besiddelse af, nemlig Evne til at tro; som jeg senere skal faa Lejlighed til at vende tilbage til, og som Læseren allerede gennem sit Studium af Martinus' Analyser er begyndt at faa en første Forstaaelse af, gives der ogsaa en anden Vej, hvor enkelte vandrer frem, støttet paa egne Erfaringer, men det er kun et meget lille Faatal, der indtil nu har formaaet det.

Den Udviklingslinie, Forf. har gennemløbet, bliver da gennem biologisk Livsopfattelse til religiøs Grebethed, ud i den yderste Angst og Fortvivlelse, hvor han møder Guds Eksistens. Videre gaar Udviklingen til Mødet med en historisk Personlighed, der siger ham, hvad ingen andre har sagt, at Gud er Faderen. Ved hans Vejledning gaar Vejen videre ind i Menigheden, ind i Kirkehuset og derfra ud igen til Arbejdet.

I et afsluttende Sammendrag af hele Foredraget siger Forf., at der altsaa ikke bliver Tale om enten en biologisk eller en religiøs Livsanskuelse, men et baade-og. "Det er muligt paa een Gang at være et tænkende Menneske og en enfoldig Kristen. Jo rigere Personlighed, des større Spændvidde over alle menneskelige Omraader. Selv om disse ikke teoretisk kan indordnes under samme Synspunkt, viser Livet selv, at de kan tilknyttes hinanden i Personligheden, Mennesket er en Garant for deres Samhørighed."

Og han slutter med to Citater:

"Hjertet har sine Grunde, som Fornuften ikke kender", siger Pascal.

"I skal erkende Sandheden, og den skal frigøre Eder," siger Jesus.

Det fjerde og sidste Foredrag i denne Samling har Titlen: Legems-Sjælsproblemet, belyst ved Følelsernes Fysiologi. Allerede i sit Foredrag om "Menneskers Forskellighed", som jeg omtalte i Maj-Nummeret, kom Dr. Schou ind paa den Afhængighed, der viste sig at være mellem et Menneskes fysiske og mentale Tilstand, og han indleder dette Foredrag med et Citat fra sin egen Bog: "Følelsernes Fysiologi".

"Ikke blot de stærkere Emotioner, men ogsaa de svagere Affekter er ledsaget af fysiologiske Forandringer. Ingen Stemnings- eller Følelsesforskydning kan foregaa uden parallelle Forandringer i Organismen".

Spørgsmaalet bliver nu, siger Forf., hvilke Konklusioner disse Tanker kan føre til, naar vi forlænger dem ind paa det filosofiske og religiøse Omraade, og for Oversigtens Skyld deles de i de teoretiske og de praktiske Konklusioner. 

Svaret paa det første Spørgsmaal bliver, at paa vor nuværende Videns Standpunkt taler al Erfaring for, at alt Bevidsthedsliv overhovedet er ledsaget af Forandringer i Hjernen og den øvrige Organisme. Forf. omtaler, hvordan man indenfor Patologien (Sygdomslæren) finder utallige Demonstrationer af, hvorledes Bevidsthedslivet gaar til Grunde, naar Hjernen gaar til Grunde, som det kan ske ved forskellige Sygdomme som f. Eks. Hjernebetændelse, Svulster, syfilitisk Hjernesygdom o. lign. "Det er altsaa", siger Forf., "som om Funktionen af nogle Hjerneceller, især i visse Partier af Hjernen, ledsager alt Bevidsthedsliv".

I samme Retning taler ogsaa andre Iagttagelser.