Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Vi kan ikke andet end følge Fløjtespilleren, der ved, hvorledes han skal spille, selv om det fører til vor egen Ødelæggelse."

Jeg læste en Dag denne Udtalelse af Havelock Ellis i hans Bog: "Livets Dans". Og – for at bruge Havelock Ellis's egen Sammenligning af det skrevne med Musiken – Sætningen slog en Tone an, der vakte Genklang i min Bevidsthed. Og medens Bogen fik Lov at ligge ubemærket en Stund, vandrede mine Tanker ad Baner, der førte mig langt bort fra det Emne, jeg var beskæftiget med.

Mine Tanker vandrede mod alle de Fløjtespillere, der op igennem Menneskehedens Historie har forstaaet at trylle deres daarende Toner frem – Toner, som kaldte paa alle ukontrollerede Følelser, lammede Intelligensen og derved tvang de lyttende til i store Skarer at følge den spillende.

Der har været Fløjtespillere, som forsøgte at drage Menneskene fremad mod Lyset. Deres Musik var mild og blid, egnet til at skabe Fred i Sindet, men samtidig havde den en Underklang af mørke, dybe Toner, der manede til Alvor og Arbejde med sit Sind og sin Udvikling. Til disse Fløjtespillere maa først og fremmest regnes Stifterne af de store Hovedreligioner. Da Menneskene ikke var i Stand til ved egen Hjælp at finde Vejen, der førte fremad, fik disse Udsendinge til Opgave at lede dem ind paa Vejen – at vende deres Blik mod Maalet. Menneskenes Intelligens var endnu saa ringe, at det var nødvendigt for disse Udsendinge at tale til Følelserne. Og mange af de lyttende blev i den Grad betagne af den guddommelige Skønhed i Tonerne, at de med Glæde ofrede deres Liv for at faa Lov til at følge Fløjtespilleren.

Men der var andre, som fra deres Fløjter kunde lokke æggende, hidsende Toner – Toner, som ganske vist ogsaa talte til Følelserne, men som havde en stærk Underklang af Tyngde og Eksplosionsenergi. Og store Skarer fulgte dem begejstrede uden at ænse, at de ilede mod Lidelser og Undergang, og naar de først for sent opdagede deres Ulykke, strakte de truende de knyttede Hænder mod deres Fører, medens de forbandede det Forsyn, der havde tilladt en saadan Ulykkebringer at blænde deres Syn og omtaage deres Forstand.

Og dog er den sidste Kategori lige saa guddommelig nødvendig som den første. Tilsyneladende fører disse Mørkets Fløjtespillere Tusinder af Mennesker bort fra Lyset ud i Mørket, men i Virkeligheden fører de dem – uden selv at være sig det bevidst – frem imod Lyset. Maaske fører Vejen gennem mørke og lidelsesfyldte Zoner, men saa meget des mere befriende og lykkebringende vil Lyset virke den Dag, det atter falder varmende og livgivende paa dem. Og medens de lader de knyttede Hænder synke og lader Forbandelsen, de havde paa Læben, forblive uudtalt, falder Straalerne paa deres nys udgydte Taarer, og forvandler dem til funklende Diamanter.

Endnu drager Mørkets Fløjtespillere gennem Verden, medens de lyttende Skarer begejstrede følger efter. Men som Tiden gaar, bliver deres Opgave mere og mere vanskelig. Det er ikke længere nok at appellere til Følelserne. Intelligensen er i stadig Vækst, og med stærkere og stærkere Røst gør den sit Krav gældende om at faa Lov at være medbestemmende, naar der skal træffes en Beslutning Og medens den første Kategori af Fløjtespillere altid er i Stand til at underbygge deres Følelsesargumenter med Intelligensen i samme Grad, som Menneskene bliver i Stand til at forstaa dem, bliver det samtidig mere og mere vanskeligt for den anden Kategori "at gøre sig gældende. Ogsaa de forsøger ganske vist at tale til Intelligensen, men før eller senere viser det sig altid, at deres Argumenter var uholdbare og kortsynede. Og en skønne Dag vil Menneskene nægte at følge dem, og da vil de ikke have anden Udvej, end at gemme deres Fløjte bort indtil de har lært at opfatte og forstaa de skønne Toner, som til den Tid vil være eneraadende paa Jorden.