Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I Snesjap og isnende Kulde ventede jeg paa dig, Foraar! I de lange, mørke Vinteraftener var det Tanken om dig, der lokkede Mindernes Smil frem paa Læben.

Nu ser jeg dig, indaander dig, fornemmer dig med hver Fiber i min Krop, – hører dig i Fuglenes kvidrende Glæde, Børnenes lystige Pludren og Bybudes gjaldende Fløjten. – Du toner i Luften som Luthens dirrende Strenge, – umaadelig kraftfuld i din Blidhed og Varme!

Du spejler dig i Himlens lysende Blaa og ler i Bølgens klukkende Plasken, og en Dag faar din gyldne Varme Træers og Blomsters Knopper til at briste, – – briste, saa Træer og Buske langs Marker og Grøfter vil staa bespændte af Blomstringens Tyngde; Luften bliver tung og sød at indaande som Duften af en elskende Kvinde!

Foraar, din milde Vaarvind stryger over Violer og Erantis' farverige Kroner, leger i unge Pigers Haar og stryger Ynglingens dunede Kind! Blanke, smilende Øjne; bløde, forventningsfulde Læber; kvidrende Lærkesang og Stæres blide Fløjtetoner; glade Smil og milde Vinde; rislende Bække i Grøfter og Skove; spirende Træer og Blomster, – rislende Kærlighed!

Aah, Foraar! Jeg glædes inderligt ved Livet i dette skønne, betagende Nu, hvor hele Verden er som en forventningsfuld Brud, der paa een Gang sky og bristefærdig af Lykke bereder sig til sin Elskedes Ankomst!

Foraar, hvor er det vel muligt at beskrive dig, saa overmaade stor og skøn du er i Fuglens blide, kaldende Fløjten, i Hundes vilde Strejfen, i Ungdommens vaagnende Kærlighed, i Blomstens Higen mod Lyset og Varmen, – men først og sidst i Sindets lyse Glæde over Livet. Det er, som om din lune Vaarvind og varme, gyldne Solstraaler smelter Kulden og Selviskheden om mangt et frossent og koldt Hjerte!

Længsler fødes i denne bristefærdige Spiringstid, – Længsel efter Solskin, efter Liv, Skønhed, efter Kærlighed, – – Længslen mod alt smukt og godt! Lotusblomstens rene, hvide Kronblade folder sig ud i Hjerters tomme Øde, og den lille Kærlighedsblomst vender søgende sit Ansigt mod Lyset, – fanger de spillende Solstraaler og lader dem lyse og varme op i Hjertets Kamre; thi Hjertet er alle Lotusblomsters Drivhus! Er der koldt, da visner din Kærlighedsblomst!

Jeg smelter Kulden i mit Hjerte og lader Solen kysse mine Tanker til Spiring og Blomstring; thi naar jeg holder min Kærligheds Lampe højt i mit Hjerte, da vil jeg alle Vegne møde dig – min Gud, – og dit bristefærdige, skønhedsbringende Foraar!