Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det var ikke uden Spænding, jeg imødesaa Virkningen af min Meddelelse i sidste Nummer af Kosmos om, at Studiekresarbejdet over Livets Bog i København for Fremtiden skulde opdeles i smaa, intime Hold. Thi det, at en bestemt Opfattelse bundfælder sig som Erfaring i ens eget Sind, er jo ikke ensbetydende med, at den ogsaa har gjort det i andres. Men min Beslutning paa dette Punkt var urokkelig. Ansvaret for at skabe en helt ny Indstilling til Tilværelsen i et andet Menneskes Sind er saa stort, at man ikke i det lange Løb vil kunne bære det, dersom man ikke ved sig selv ved, at denne Indstilling er skabt under en stadig voksende personlig Kontakt. Muligheden for Misforstaaelser er givetvis større indenfor et Omraade, hvor den ene Part maaske staar omtrent blottet for Viden, end indenfor et Omraade, hvor begge Parter er orienterede, og da Martinus Arbejde under ingen Omstændigheder tilsigter at skabe en Mennesketype, hvis mentale Indhold bestaar af Taagedannelser af mere eller mindre mystisk Natur, men derimod en Mennesketype, der i alle Livets Forhold er orienteret og desuden kærlig og tolerant indstillet, tror jeg, man vil forstaa, hvorfor jeg i saa høj Grad stræber imod en planmæssig gennemført Undervisning paa mindre Hold, fremfor en rent fragmentarisk Undervisning af store, uens sammensatte Forsamlinger.

Martinus Mission bestaar først og fremmest i at lære Menneskene at tænke logisk. Men at kunne tænke logisk betyder Erhvervelsen af et nyt Talent, og intet Talent er nogen Sinde blevet erhvervet uden igennem et bevidst planmæssigt gennemført Arbejde eller Studium. At jeg ikke staar ene med denne Opfattelse, viser Studiekresarbejdets Vækst. I Centrum af dette befinder der sig en Kerne, som trofast har fulgt det fra dets første Time, en Kerne, som er vokset fra Aar til Aar, og ud af hvilken kommende Studiekresledere naturligt vil fremstaa.

For Københavns Vedkommende var Tilgangen imidlertid sidste Aar blevet saa stor, at afsluttede Foredrag i nogen Grad havde afløst planmæssigt Studium. At den Form har sin store Betydning, ved jeg, men den giver ikke Deltageren det samme Udbytte som den planmæssige Undervisning og ikke Lederen den trygge Fred i Sindet, der altid vil være vel gennemført Arbejdes Løn. Et indre Krav drev mig altsaa til at foretage en Ændring, den, som nu er ført ud i Livet, og som i Fremtiden vil være den Stamme, ud fra hvilken alle Studiekresarbejdets mange Grene vil gaa.

Min Spænding med Hensyn til Virkningen af denne min Beslutning viste sig, som saa ofte før, at være overflødig. Ordningen blev modtaget med stor Glæde og er allerede nu i fuld Funktion. Fire Aftenhold blev straks overtegnet, og paa Opfordring blev der dannet et Eftermiddagshold, som siden dets Dannelse er vokset saa stærkt, at der nu kun er Plads til faa nye Deltagere.

Medens Tilegnelse af Viden, indenfor det Omraade vi kalder det "fysiske" Liv, kan ske paa et rent teknisk Grundlag uden at have blot den mindste Forbindelse med det moralske Begreb – selv den argeste Forbryder kan anvende et Mikroskop og igennem det erhverve sig stor Viden – er Forholdet anderledes, naar Talen drejer sig om Erhvervelse af saakaldt "aandelig" Viden. Den aandelige Videns Vækst er af organisk Natur og stiller for at kunne trives det bestemte Krav, at den aandelige Atmosfære, der omgiver den Studerende, skal være harmonisk. Men hvor mange oplever i det daglige Liv Mødet med denne harmoniske aandelige Atmosfære? Kun de færreste. De fleste Mennesker er, for deres egen Udviklings Skyld, anbragt i Omgivelser, hvis Gnidningsmodstand er temmelig effektiv. Begrebet "Disharmoni" er ikke noget ukendt for de fleste. Men i en saadan Atmosfære kan høj aandelig Oplysning ikke trives, og Mennesket har da ogsaa gennem alle Tider maattet søge udenfor Familiens snævre Omraade for at finde Mennesker, med hvem det var i Kontakt, og sammen med hvilke det kunde drøfte de Problemer, der, jo ældre det blev, fik større og større Betydning for det. For Udviklingen af de menneskelige Evner og Anlæg i et Menneskes Sind er det en Nødvendighed, at de vigtigste og meget ofte livsvarende Beslutninger træffes i en Livsperiode, hvor det ingen Livsindsigt har. Forsynet har igennem Forelskelsesevnen sikret sig, at det store Flertal af Menneskene faar den Slibning, deres Sind har Behov. At denne Slibning tilsyneladende foregaar ad Frivillighedens Vej, i hvert Tilfælde i Begyndelsen, gør jo ikke de Love, der betinger den, mindre kærlige eller fornuftstridige. Men denne Slibning har en dobbelt Hensigt. Først den at gøre Mennesket mere omgængeligt og forstaaende overfor andres Ret til Livet, dernæst den at gøre Bevidstheden modtagelig for en højere Viden om Tilværelsen. De fleste maa overfor sig selv indrømme, at det er Oplevelsen af de bristede Illusioner, der førte dem paa Sporet af den Viden, de idag ikke kan leve foruden. At der findes Mennesker, der som medfødt Talent har Evnen til at begribe høj aandelig Viden udenom det aandelige Skibbrud, er jo kun den straalende Kendsgerning, der bekræfter, at vi ikke i al Evighed skal betale med Smerte og Taarer for at faa Lov til at skue det himmelske Lys. Den grove Slibning har sin Begrænsning, og intet Sted træder denne tydeligere frem end der, hvor Mennesket maalbevidst begynder at udforske Aarsagerne til sin egen smertefulde Skæbne. Thi al Skæbne er dømt til at være smertefuld, saalænge man giver de "andre" Skylden for eget Uheld. Loven for Skæbnedannelse er neutral, har intet at gøre med Antipati og Sympati. "Dømmer ikke, thi med hvad Dom, I dømme, skulle I selv dømmes" er langt mere Videnskab end Flertallet aner. At lære denne Lov at kende i sin virkelige Tilstand er det samme som at forstaa, at man hinsides alle Dagens forskelligartede Begivenheder hele Tiden taler med Gud, som Mand taler med sin Næste. Men Guds Sprog er Kærlighed, og Martinus har derfor Ret, naar han siger, at der hvor Grænsen for et Menneskes Evne til at føle Kærlighed til sine Omgivelser er, der er ogsaa Grænsen for dets virkelige Viden.

Hensigten med Studiekresarbejdet er saaledes den at skabe en Atmosfære, i hvilken man i Ro og Fred kan studere Tilværelsens højeste Problemer. Den venskabelige Følelse mellem de Studerende er saaledes det primære. Hver medbringer sin Sum af Sympati, og sammenlagt giver det erfaringsmæssigt en "Hjemfølelse", man skal lede efter. Hastigt smelter Holdene sammen, og er end Hjernen en Aften for træt til helt at følge med, saa er den blotte Oplevelse af alle de andres Sympati alligevel et saa stort Aktiv, at Mødeprocenten altid svinger omkring de 100. Netop det, at Martinus sætter det personlige Venskab over Begrebet "Viden", er dette Arbejdes ubrydelige Fundament. Viden har vi Evigheden til at erhverve os, men Kærlighed har vi Brug for hver eneste Sekund vi eksisterer. Man kunde saaledes ogsaa formulere Hensigten med Studiekresarbejdet som den, at vi her stræber efter at opleve fuldt bevidst, hvorledes Livet engang skal forme sig for alle, et Fristed for den Tolerance, som idag flakker hjemløs om paa Jorden.

Og Gangen i Undervisningen? Ja, den er saare simpel. Da nu i en Aarrække adskillige Deltagere har studeret Martinus Arbejde, var det jo naturligt, at alle disse samledes paa Hold, hvis Undervisning ligger paa et lidt sværere Plan end den nye Deltagere har Brug for. Begynderhold i almindelig Forstand findes ikke. Undervisningen paa de nyoprettede Hold bestaar i Gennemgang af alle de Spørgsmaal, som Martinus Arbejde evner at besvare i Relation til det almindelige Liv. Hver Deltager har sine Spørgsmaal, som skriftligt formuleret sukcessive bliver besvaret. Paa denne Maade opbygges efterhaanden Forstaaelsen af de Besværligheder man maaske selv befinder sig i i Øjeblikket, deres Aarsager og kærligste – ikke altid for en selv behageligste – Løsning. Dernæst begynder Forstaaelsen af de universelle Problemer at vokse, og ganske umærkeligt svinder ens egen begrænsede Lokalbevidsthed bort og giver Plads for den Universalbevidsthed, i hvilken der ikke er Rum for nogen Art af Had eller Vrede mod nogen eller noget. Da Undervisningen er beregnet paa at skulle vare hele Livet, idet den, som før antydet, bygger paa, at Tilegnelsen af aandelig Viden er af organisk Natur, vil der hele Tiden være Lejlighed til helt at fordybe sig i de enkelte Problemer. Ingen Hast behøver at præge den, ingen Uro griber forstyrrende ind; den aandelige Verden er ikke længere noget, der ligger forude, men tværtimod noget, man nu er midt i. Arbejdets fornemste Maal er hurtigst muligt at gøre Deltageren "Dus" med det, man kalder "Døden" idet denne vises som den største af alle Illusioner. Med Dødsfrygten, fjernet fra sit Sind ser Mennesket først for Alvor, hvor umaadeligt rigt og straalende Livet i Virkeligheden er. Politiske Systemer og Omvæltninger, Krige og Blodsudgydelser, viser sig nu som uhyre begrænsede Manifestationer, Energikombinationer som midt i deres Skabelse allerede er i fuld Opløsning til Fordel for nye og endnu bedre Kombinationer; Fra at være noget stivnet og uomgængeligt, viser Livet sig nu som det, det er, evigt foranderligt, evigt ungt og straalende.

Over Martinus Arbejde bygges saaledes i det stille en Skole, hvis Maal er Skabelsen af Evnen til at tænke logisk, hvilket igen er det samme som at tænke kærligt, i Deltagernes Sind. En saadan Skole bygges ikke i Hast. Vi, som lever idag, har haft den store Oplevelse at faa Lov til at være med i denne Skabelse, fra det Øjeblik Martinus første kosmiske Analyser forelaa paa Tryk; Paa os hviler Ansvaret overfor Fremtiden for, at vort Arbejde ikke præges af vore egne Begær efter at spille Rolle, efter at dominere. Med den Ufuldkommenhed, som præger vort nuværende Sind, føler jeg det som en uendelig Lykke, at denne Skole bygges under Martinus egen direkte Ledelse. Hans uendelige Taalmodighed borger for, at ingen uoverlagt Beslutning bliver truffet. En ny Periode i Studiekresarbejdet er nu begyndt. Overalt er det i Vækst. Overalt er Martinus Vidne til, at hans Tanker begynder at bære Frugt. Men denne Vækst beror ikke paa ham alene. Uden den snart meget store Samling af udviklede Mænd og Kvinder, der har sluttet sig til ham, vilde de løste Opgaver ikke være løste. Ingen ved dette bedre end jeg, der indenfor Studiekresarbejdets Omraade har faaet Lov til at opleve en Trofasthed i Sindelag, der giver Inspiration til enhver Undervisningstime, giver Mod til at gaa i Gang med nye Planers Udførelse og giver Tillid til, at den Skole, der nu er født, ogsaa en Gang vil være vokset frem til for Tusinder og atter Tusinder at være det, den er bestemt til – en Skole for Livet.