Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Tilsyneladende glemt af alle andre Magter end Vorherre selv, ligger Klint badet i Højsommerens Lys. Vestenvinden hvisker i Graapoplernes Løv, og Bierne brummer henover de blomstersmykkede Enge. I sagte Kluk brydes Bølgerne mod Stranden og synes næsten bevidst at nægte at bringe Bud fra de Have, hvor Hadet i denne mærkelige Sommer farver Vandene røde af Blod. Opover Bakkerne begynder Markerne at gulne svagt, og Dag for Dag højnes nu Himmelrummet og melder, at Høstens Tid snart er nær.

I Kosmos Feriekoloni kulminerer nu den største Ferie, vi har haft. I snart to Maaneder har Kolonien genlydt af glad Latter. I snart to Maaneder har Hold efter Hold afløst hinanden. Et brunt er gaaet, og et byblegt kommet i Stedet. Hvormange af dette Blads Læsere tænker mon paa, at hver Gang et Hold forlader Kolonien, er det ensbetydende med, at omtrent hundrede Mennesker i en kort – altfor kort synes de selv – Periode har indsuget Sommerens og Solens livgivende Kraft. Men saadan er det nu. Med de syv nye Huse, som dette Aar bragte, tæller Kolonien nu toogtyve fuldt monterede Bungalows og repræsenterer dermed en ganske antagelig Størrelse, uden at den derfor endnu har været i Stand til at rumme alle de, der havde ønsket at gæste den.

Det var ikke uden Bekymring, vi havde imødeset denne Sommer. Paa alle Omraader har Restriktioner gjort sig gældende og gjort det svært at føre Administrationen normalt igennem. Men takket være alle vore Gæsters store Forstaaelse af Vanskelighederne, er Problemerne blevet løst efterhaanden, som de opstod. Værst saa det ud til at skulle blive med Brændslet. Koloniens normale Forbrug af Petroleum er ca. 2000 Liter i en Sæson, og vi fik bevilliget 160 Liter. Men alle de nye smaa Kabysovne fik Sukces, selvom jeg er ganske klar over, at vi er Husmødrene stor Tak skyldig, fordi de uden mindste Protest til Tider har maattet haft fyret op i deres Huse, samtidigt med, at der herskede en udvendig Temperatur af langt over 20 Grader Celsius i Skyggen.

Ogsaa vor nye Gartner har haft store Vanskeligheder at kæmpe med. Større vistnok end de fleste Gæster har anet. Dels kom Foraaret fortvivlende sent. Kulde og Frost bandt Jorden, og intet Brændsel var at faa til det store, nye Kedelanlæg. Og til alt dette føjede sig Kampen for at faa Varer til Købmandsbutikken, jo Gunnar Johansen har haft nok at se til.

For at vi imidlertid ikke skulde miste alt vort Mod, begyndte Solen midt i Maj at straale med en sand tropisk Glød, som hen paa Slutningen af Juni var lige ved at bringe vort gode Humør i Fare. Sol er dejligt, men for meget af den faar os hurtigt til at begribe, hvorledes en Ørken bliver til. Og da den havde straalet fra en skyfri Himmel i henved seks Uger, bad selv Gæsterne til, at Regnen snart maatte strømme ned.

Det blev Folkeferiegæsterne, som fik Del i al den Sol. Som de nød det! Jeg har sjælden set Gæster heroppe blive brune i den Fart, det skete her. Det gik stærkt og endda kun med faa og ufarlige Forbrændinger. Danskerne synes efterhaanden at blive et Friluftsfolk med et praktisk Greb paa Tingene. Ihvertfald har vi, al Solskin til Trods, næsten ikke set tidligere Aars Storforbrændinger i denne Sommer, og der har dog ellers været Anledning nok dertil. Apropos Folkeferiegæster, saa havde vi i Aar den store Glæde at se et overvældende Antal af de, der var her sidste Aar, vende tilbage i Aar samtidig med, at det viste sig, at Flertallet af Resten var "beslægtet" med de tilbagevendende. Resultatet heraf er blevet, at det allerede nu næsten føles, som om det var vore "egne" der er her hele Tiden. Thi den Illusion, at der skulde være nævneværdig Forskel paa Folkeferiegæsterne og vore egne, er forlængst bristet. Og godt det samme. Thi en større Kompliment til Martinus Arbejde, end at det langsomt fæster Rod i ganske almindelige Menneskers Sind, findes nemlig ikke. Og at det forholder sig saaledes, ses maaske bedst derigennem, at det store Flertal af Folkeferiegæsterne nu kræver Foredrag paa lige Fod med vore egne Gæster. Endnu er dette Ønske ikke blevet opfyldt, men vi er klar over, at vi ikke ret længe vil kunne sidde det overhørigt. Igennem en trofast Tilbagevenden til Martinus store Koloni faar et stort Antal Voksne og Børn her det første Indblik i en Aand og en Atmosfære, som kun kan virke stimulerende for Udviklingen af det humane i deres Bevidsthedsliv, og mange af dem vil blive vore Venner for Livet.

Fra det Øjeblik Kolonien fyldtes med vore egne Gæster traadte den ny Foredragsordning i Kraft. Den gik i al Korthed ud paa, at jeg samtlige Ugens Hverdage skulde holde en Spørgetime samtidigt med, at Martinus holdt Foredrag hver Torsdag Aften og Søndag Eftermiddag. Egentlig var det vor Tanke, at Studiekredsarbejdet skulde holdes i den ny Radiostue, idet vi gik ud fra, at Deltagerne sagtens kunde rummes der. Det gik imidlertid saaledes, at alle, der overhovedet kunde afse Tid dertil – Børnene skal jo være under Opsigt – ønskede at deltage, saa Undervisningen maatte straks henlægges til Foredragssalen. Hundreder af Problemer er her blevet gennemgaaet i en Atmosfære af Opmærksomhed, man skal lede længe efter. Det føles af os, som skal lede denne Koloni, som om den nye Foredragsordning ligesom har kronet de foregaaende Aars Slid. Trods alt det, vi alle i Aar maa give Afkald paa, trods byrdefulde Besværligheder med at komme herop, er det en Kendsgerning, at vi, med tidligere skønne Somre i Erindring, dog aldrig har oplevet en Sommer Mage til denne. Kosmos Feriekoloni er nu blevet den Sommerskole, hvorom vi drømte, dengang den første Pæl blev rammet i Jorden heroppe. Fra Nær og Fjern kommer Gæster for her at hvile ud i en Atmosfære af Fred og Forstaaelse. Men at denne Forstaaelse stiller sine Krav, giver sig selv. Undervisningen i Martinus store, skønne Analyser er ikke altid det samme som at blive kærtegnet. Med megen Viden følger ogsaa Muligheden for Oplevelse af Smerte paa Omraader, man ikke før kendte. Formaalet med Martinus Arbejde er Skabelsen af en ny Karakterkultur. Indenfor dets Rammer er den udefinerede Følelsesperiode i det enkelte Menneskes Liv forbi. Fuldt bevidst søger dette Arbejde i Deltagernes Sind at opbygge en Viden, som i Modgangens Dage skal være et virkeligt Aktiv. Mange forældede og dybest set smertebringende Opfattelser bliver i Lyset af Martinus Viden likvideret og erstattet med en Viden, som er Fremtidens. Det sygeligt sentimentale har ingen Forsvarer i ham. Aandelige Taagetilstande erstattes af Afklarethed. Den studerende bringes paa Sporet af sig selv og sin egen evige Tilværelse. For dem, der nu i snart mange Aar har fulgt Martinus, er der ingen Tvivl om, at vi i ham er stillet overfor en Reformator, hvis Liv vil sætte sig Spor i Form af en total ændret Opfattelse af hele det religiøse Begreb. I Modsætning til den rent følelsesindstillede Forkyndelse staar vi her overfor en Undervisning, der stiller direkte og stadige Krav til den Enkelte om at forandre sig, at give Afkald paa sin Selvdyrkelse til Fordel for alle de, han skal leve iblandt. Naar Martinus Arbejde vokser som Tilfældet er, er det i første Række, fordi han giver Mennesket "Brød" i Stedet for nye Fraser; fordi han viser os, at vi, med hans Viden bag os, virkelig har vor Skæbne i vor egen Haand. Igennem hans Arbejde frigøres vi i Stedet for paany at blive bundne. Men Frigørelsen fuldbyrdes kun under Ansvar, og det under et Ansvar, der er langt større end nogen Sinde før, idet det ganske nøgternt meddeles os, at vi ikke evner at erhverve os blot en Brøkdel ny Viden som vor Ejendom, uden at gaa frem i Moral og dermed i Forstaaelse af vor Næstes Kamp. Højt hævet over Døgnets Strid fuldbyrdes her i det stille Skabelsen af et aandeligt Storværk, der for Aarhundreder vil være en Kilde, hvorfra Mennesker vil hente Styrke og Mod til at leve videre.