Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I en Tid, hvor saa mange Traditioner synker i Grus, hvor alt gennemgaar saa mange store Omvæltninger, Parlamenter styrtes, mere eller mindre primitive Diktaturer opstaar, religiøse Problemer debatteres, Livets højeste, okkulte eller aandelige Spørgsmaal tages stundom i Brug som Basis for Bedrageri eller Humbug, Landene ruster til Krig, bygger sin Mordevne op til hidtil ukendte Dimensioner, de virkelige betingende Faktorer for en Verdensfred er upopulære o. s. v., er der endnu tilbage midt i denne vilde Tummel en Rest af en Stemme fra Fortiden, et Ekko af en Sang fra Palæstinas Bjærge: Eder er i Dag en Frelser født, Fred paa Jorden og i Mennesker en Velbehagelighed.

Disse ophøjede Ord var den første Julesang paa Jorden og den himmelske Bebudelse af de vordende Vibrationer af en anden Stemmes Nærværelse: Salig er det at give, hellere end at tage, salig er de Rene af Hjærtet, thi de skulle se Gud, – hvem, der er ren, han kaste den første Sten, – vend den højre Kind til, naar du bliver slaaet paa den venstre, – Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre, – ingen har større Kærlighed end den, der sætter sit Liv til for at redde sin Næste o. s. v.

Denne guddommelige Sang og Tale skulde komme til at give Genlyd over hele Jorden, bane sig Vej helt ind i fjerne Tider og fjerne Riger. Og det er denne Genlyd, der hvert Aar med tilbagevendende Kraft kaster sine "Bølger" helt op til de nulevende Slægter indenfor de kristne Lande under Begrebet "Jul". I Form af malmfulde Klokkers Klang, i Form af Orgelbrus og Julesange vibrerer de helt ind i Menneskenes Hjærter. De lukker op for Erindringernes store Skatkammer, de jubler, de hvisker om tidligere oplevede Jul, om Berøring med gode Mennesker, om Barmhjærtighed, om Gaver, om Fest og Glæde. De Toner er en Sang om Kærlighed. – Men de udgør jo ogsaa den udogmatiske Fortolkning af en begyndende Kærlighedsepokes Indtog i Jordens Historie. De er den uhildede Fødselsdagsmelodi for en begyndende Verdensgenløsnings Fødsel eller for det begyndende Indtog af en lys Verdensmorals Stadfæstelse af Kærlighedens store Bud: Elsker hverandre. De er en Ihukommelse af den begyndende Neutralisering af Princippet: At dræbe, af Hævn, Krig og Lemlæstelse.

Der er Højtid, noget storslaaet overjordisk over disse Julens Toner eller Vibrationer, noget formildende selv for det mest robuste og haarde Sind. De skaber Trang i alle til at være gode, til at give Gaver, til at sende Hilsener til Nær og Fjern.

Men al denne Godhed, al denne guddommelige Stemning, der saaledes uundgaaeligt næsten naar ind i alle Sind, er ikke saa underlig, thi Julens Vibrationer har trods alt efterhaanden faaet saa megen Magt, at de for det kosmiske Syn ligefrem udgør nogle faa Timers Besøg af intet mindre end – den virkelige, store "Fred paa Jorden". I en kort Stund, fra Juleklokkernes Kimen til noget over Midnat Juleaften, gæstes Verden virkelig af noget af den store Fred. I disse faa Timer er en højere Verdens Atmosfære virkelig ligesom kommen nærmere. Denne overjordiske Atmosfære omfavner, gennemtrænger og inspirerer alle, der har et aabent og kærligt Sind, alle der i Kontakt med den gamle og den ny Verdensimpuls arbejder paa at skabe Jorden om til en permanent Bolig for Kærligheden, for Freden, for den sande Harmoni. Men selv om denne Atmosfære ikke er direkte synlig for det fysiske Øje, er det dog den, der er identisk med den virkelige og sande "Julestemning" i ethvert retmæssigt, aandeligt indstillet Sind, saavel som den ogsaa udgør den vidunderlige Stemning, der Juleaften kan føles hvilende over By og Land.

Men Jorden er endnu alt for mørk, og den himmelske Fred maa atter vende tilbage til sit eget Rige. Dens Nærværelse her kan endnu kun udmaales i Timer, kan endnu kun betegnes som "Et Besøg" paa Jorden. Og Menneskeslægten haster atter videre hen over Verden i nye Baner, mod ukendte Maal, mod svære Begivenheder, der, om end ubevidst for Menneskene selv, saa dog slutteligt vil afføde Resultater, der skal gøre "Julen" permanent eller den store Fred til Eet med Jordens Zoner.

Da der som før nævnt er saa mange Traditioner, der i vor Tid er paa Retur, er Spørgsmaalet, med Hensyn til om Julen eller de med den forbundne Traditioner er noget, der vil blive holdt vedlige eller accepteret i den nu begyndende ny Verdenskultur, aktuelt for mange af mine Læsere. Og jeg har derfor følt Trang til yderligere her at fremkomme med et lille orienterende Svar paa nævnte Spørgsmaal.

For at forstaa nævnte Svar maa man naturligvis først gøre sig klart, hvad Julen virkelig er, dens Betydning som et "Gode" eller "Onde" for Menneskeheden. Er der noget ved den, der er et "Gode", da maa dette jo holdes vedlige. Og er der noget ved samme, der er et "Onde", maa det jo opløses eller udrenses.

Ved en nærmere Analyse, kan det ikke nægtes, at der gennem Aarhundrederne i Forbindelse med Julen er opstaaet mange forskellige Traditioner, der nu begynder at vise sig som uheldige eller i Disharmoni med Julens Aand, Traditioner der for et højere aandeligt Syn viser sig at bidrage til – ikke at forherlige, men snarere at formørke Erkendelsen af Julens virkelige Storhed og dybeste Betydning. At forhindre disse Traditioner ved Magtbud eller Diktatur vil være ganske unaturligt, ligesom det ogsaa vil være overflødigt. De nævnte Traditioner tilhører nemlig, ligesom alle andre Traditioner i Tilværelsen, hver især særlige bestemte Bevidsthedslag eller Trin i Udviklingen. Og alt eftersom Menneskene vokser fra disse Trin, forældes de under de samme Trin henhørende Traditioner i de paagældende Væseners Bevidsthed og visner saaledes bort af sig selv. Med Hensyn til Juletraditionerne er der altsaa som nævnt ogsaa nogle, som Menneskeheden er ved at vokse fra. At lave Propaganda for disse Traditioner er ganske formaalsløst overfor Væsener, der er vokset fra disse. Intet Paabud kan mere gøre disse levende i de Væseners Bevidsthed, i hvilken de allerede er udlevede, hvilket altsaa vil sige i de Væseners Bevidsthed, i hvilken de ikke mere er stimulerende eller oplivende, men derimod trættende og kedelige. Væsenerne kasserer dem altsaa selv efterhaanden. Og naar jeg her skal gaa over til at paavise nogle af de Traditioner eller Forhold ved Julen, som mange Mennesker er ved at vokse fra, og nogle af dem, der vil blive bevarede, og som Menneskene mere og mere vokser frem til, er det naturligvis hverken som Angreb eller Propaganda, at nævnte Paavisning bliver manifesteret, men derimod som en absolut upartisk Analyse til Gavn for dem, der har Brug for en saadan.

I de kristne Lande er Julen jo en Fest til Ihukommelsen af Verdensgenløseren Jesu Kristi Fødsel. Da denne Fødsel igen i særlig Grad blev det udløsende Moment til en begyndende Idealisme eller Moralitet, hvis optrukne Konturer eller dybeste Analyse pegede hen paa en Hundrede Procents tagen Afstand fra Princippet: At dræbe, vil en Fest til Ære og Ihukommelse af en saadan Moralitets Fødsel ikke paa nogen som helst Maade kunne være i en Hundrede Procents Kontakt eller Harmoni med nævnte Moralitet, saalænge den ikke afholdes under Former, der betinger en tilsvarende Hundrede Procents tagen Afstand fra at dræbe. Dette vil altsaa igen sige, at i samme Grad som man skaber Julefest enten bevidst eller ubevidst paa Basis af Princippet: At dræbe, i samme Grad er ens Julefest Udtryk for en anden Verdensmoral end den, man i Virkeligheden tror at ihukomme, og for hvilken man egentlig foregiver at holde Jul. Denne anden Verdensmoral vil altsaa være en Kontrast til Kærlighedsmoralen, der paabyder at elske alt og alle, og er som saadan at udtrykke som mere eller mindre "hedensk", alt eftersom den manifesteres i Kraft af Princippet: At dræbe.

For mange Mennesker kan ovennævnte maaske lyde lidt voldsomt, idet de fleste ikke uden videre saaledes er sig bevidst at holde Jul paa Bekostning af andre Væseners Død og Lemlæstelse. Sagen er nemlig den, at de fleste Mennesker ikke er naaet saa langt frem i Udviklingen, at de rigtigt er kommet til Forstaaelse eller Erkendelse af Dybden af det femte Bud: Du skal ikke ihjelslaa. De mener saaledes, at Overtrædelse af nævnte Bud kun kan ske ved Drab af Mennesker, medens Drab af Dyr derimod ikke er at betragte som Lovens Overtrædelse. Men en større Illusion end denne Dyrenes formentlige Fredløshed eller væren udenfor Lovens Beskyttelse findes ikke, ligesom der jo heller ikke paa noget Punkt i det femte Bud gives noget som helst, der udtrykker Dispensation fra samme. Og set ud fra dette Synspunkt kan det jo ikke nægtes, at den saakaldte "kristne" Jul ikke helt kan frikendes fra at være "hedensk". Er den "kristne" Julefest netop ikke det udløsende Moment til et umaadeligt Massemyrderi af levende Væsener? –

Flere Uger før Julen indtræder, begynder Butikker eller Udsalgssteder at bugne af lemlæstede, dræbte Dyr, Væsener, der har maattet forlade et Liv i sunde, fysiske Legemer, Væsener saa langt fremskreden i fysisk Udvikling, at de havde de begyndende Betingelser for ægteskabelig Lykke med tilhørende Forældreglæde eller Evne til at elske sit Afkom, ligesom de havde en begyndende Evne til gennem fysiske Legemer at udtrykke deres sjælelige Nuancer og saaledes fremtrædende i Besiddelse af et "Sprog" i sin Vorden, men nu kun en Række Lig til Brug for Menneskenes "Julemaaltider". Badet i straalende, elektrisk Lys, midt imellem funklende Juletræer, blandt andet pyntede med skinnende "Julelys", der i Realiteten er Symboler paa "Den hellige Aand", finder vi Bjærge af opskaarne Grisekroppe, afribbede Fjerkræ, Gæs, Ænder, Høns og Kalkuner o. s. v., stundom ved kunstige Midler pyntede og sat op, som om de var levende. Hvorfor? – Er det mon for at skjule eller afdæmpe at det er Lig, vi betragter? – Dæmrer der mon noget i Underbevidsthedens Dyb, en ukendt Aarsag, der faar Udstilleren til at mene, at det var smukkere, ædlere, hvis Dyrene stod der levende? –

Udenfor saadanne store Forretninger er Væggene som Regel beklædt med "Vildt" ude fra Naturen, fra Markerne og Skovene, Raadyr, Harer, Fasaner, Vildænder o. s. v. Om disse Lig hedder det yderligere, at de helst skal hænge til de er "møre", hvilket vil sige "fordærvet", for i denne Tilstand at være en særlig Delikatesse for Kødspiseren, en Omstændighed, der nødvendigvis maa lede Tanken tilbage i Udviklingen til "Aadselæderne".

Hele denne "Juleudstilling", alle disse dræbte Dyrs Parade, er jo baseret paa at lette Adgangen for Libhaverne til Valget af de dræbte Dyr, som de hver især skal have med hjem og bruge ved "Helligholdelsen" af den Fest, der er til Ære for Afskaffelsen af Princippet: At dræbe.

Naturligvis er denne Artikel ikke skrevet for at ironisere over Menneskenes Indstilling til Julehøjtideligheden; men nævnte Indstilling er endnu saa lidet fremskreden eller saa lidet i Kontakt med Julens virkelige og inderste Kærne, at en sand og upartisk Analyse over de virkelige Fakta uundgaaeligt næsten maa komme til at virke som Ironi. Men lad mig i samme Forbindelse tilføje, at nævnte Form for Indstilling til Julehøjtideligheden absolut ikke kan bebrejdes nogen. Den er Udtryk for en bestemt Udviklingsstandard, paa hvilken de paagældende Mennesker befinder sig. Og man kan dog ikke forlange, at de skal give Udtryk for eller kunne manifestere Detailler eller Realiteter, der hører et Plan eller Udviklingstrin til, som de endnu ikke har naaet. Det lille Barn kan ikke præstere voksen Mands Arbejde. Og de omtalte Mennesker forstaar jo endnu ikke deres egen ufuldkomne Indstilling til Julen, da Erkendelsen af Julens virkelige Analyse for dem endnu aldrig har været aktuel. Naturligvis kender alle indenfor de kristne Lande, at Julen er en Højtid, der afholdes til Ære for Jesu Fødsel. Den Side af Sagen er jo ligetil. Men derimod er det ikke helt gaaet op for de paagældende Mennesker, at denne Fødsel i Virkeligheden var Fødslen af en Moralitet, hvis dybeste Kærne, som nævnt i denne Artikels første Afsnit, var at elske sin Næste som sig selv, var at vende den højre Kind til, naar man blev slaaet paa den venstre, var hellere at give end at tage, var Opdragelsen til fra enhver Form for "Kors" eller overfor enhver Form for Ophav til Uret at bede: Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre, samt yderligere at komme til Erkendelsen af, at "ingen har større Kærlighed end den, der sætter sit Liv til for at redde sin Næste".

Som man ser, udgør denne Morals Kerne i sine Detailler udelukkende Realiteter, der overalt, hvor de faar Overtaget, fuldstændigt underminerer eller umuliggør enhver Form for Kontrast til Kærligheden, hvilket igen vil sige, at de umuliggør enhver Form for Hævn, Mord, Drab, Lemlæstelse, enhver Form for Bagtalelse, Intolerance, Ubarmhjertighed, Misundelse og Uvenlighed eller kort sagt: befordrer hele den fulde Afskaffelse af "Det dræbende Princip".

Det kan jo ikke nægtes, at Jesubarnets Fødsel vilde have været uden Betydning, vilde aldrig være blevet almenkendt, hvis det samme Barn ikke havde været et Væsen fra en højere Verden, havde været en "Missionær" fra et Rige, som ikke var af denne Verden, og derfor var i Stand til midt i Mørkets og Hadets Zoner, midt i en Verden, der i Realiteten udgør et eneste stort Mordsted, en Krigsskueplads, at efterlade sig Praktiseringen af ovennævnte lyse Moral som en praktisk og teoretisk Kendsgerning og dermed urokkeligt stadfæstede denne paa Jorden som en Sæd, i hvilken alle Jordens Slægter skal velsignes.

Da det er denne "Sæd", der blev Aarsag til, at Jesus blev kendt, er det selvfølgelig ogsaa denne, der er den sande eller retmæssige Aarsag til de kristne Landes Julefest.

Da Resultaterne eller Frugterne af nævnte "Sæd" saaledes er Afskaffelsen af det dræbende Princip, er Julen i Virkeligheden i sin højeste Analyse en Fest til Ære for denne Afskaffelse, og hvorved den netop bliver en Fest til Ære for Kærlighedens Indstrømning i Jordens aandelige Atmosfære.

At dette ikke er gaaet op, for Menneskene, viser jo til fulde det før omtalte Massemyrderi, hvormed de manifesterer nævnte Fest. Havde de haft Evne til at opfatte Julen rigtigt, vilde de i det mindste have gaaet lige modsat til Værks. De vilde have forstaaet, at en virkelig og absolut sand Jul kun kunde blive en Kendsgerning ved først og fremmest at gøre dens "Helligdage" til "kødløse Dage" og saaledes nedsætte det dræbende Princip det mest mulige under dens Forløb.

Skønt den kristne Jul er en flerehundredaarig Tradition, er det altsaa endnu ikke gaaet op for Almenheden, at dens Jul, set fra Jesu eget Syn, fra hans Lære og Budskab, indtil en vis Grad meget vanskeligt kan frikendes fra at være en Udskejelse. Idet man saaledes i særlig Grad fejrer Julen med "Festmaaltider" af dræbte Dyr eller Ligene af fremragende levende Væsener i Udviklingen, fejrer man Jesu Fødsel og Moralitet med en Udskejelse, der gennem samme Moralitet i Virkeligheden skulde opløses eller fjernes. Og det er givet, at en Julefest, der fejres ved at dræbe saa lidt som muligt i Stedet for at dræbe saa meget som muligt, trækker den himmelske Verden eller et højere Tilværelsesplan nærmere, giver en virkelig guddommelig Jul og en større Kontakt med Julens sande Kerneanalyse, Overholdelsen af det femte Bud: Du skal ikke ihjelslaa.

Men selv om de jordiske Mennesker saaledes ikke er naaet frem til at være i fuld Kontakt med den Moralitet, som Julen udgør en Mindefest for, saa har de dog udviklet sig til at praktisere saa uendelig mange gode Ting, som er af én saa velsignelsesrig Natur, og i en saa fuldstændig Kontakt med Julens sande Aand, at de bevirker, at en højere Stemning, som jeg tidligere har nævnt, for nogle faa Timer kan blande sig med Jordens ellers saa mørke og tragiske aandelige Atmosfære og gøre denne saa ædel, saa behagelig og oplivende, at selv mindre følsomme eller robuste Personer kan være paavirkede deraf. Disse gode Manifestationer, med hvilke Menneskeheden saaledes er i Kontakt med Julens sande Niveau, vil sluttelig endog faa en saadan Fremgang, at den kærlige, aandelige Atmosfære, som gennemsyrer Julens Lande nogle faa Timer Juleaften, vil blive udvidet mere og mere, saa den tilsidst strækker sig helt fra Jul til Jul. De nævnte Manifestationer, der saaledes er med til at gøre Julens sande Stemning længere, er altsaa alle Former for Realiteter, der gaar i Retning af at elske sin Næste eller den virkelige Praktisering af "hellere at give end at tage". Og det er Symbolet paa denne Julens sande Tilværelsesmaade, vi oplever i Form af – "Julegaver". Alle Julegaver, der kun gives, fordi det er Skik og Brug, fordi man selv har faaet Gaver og derfor maa kvittere med Gaver til Gengæld, er ikke sande Kærlighedsgaver og kan saaledes i Virkeligheden kun være "Symbol" paa disse de virkelige Gaver. De Gaver, der derimod t. Eks. gives til trængende Mennesker, de Gaver, der bestaar i Bespisning, Beklædning og Husly til fattige, hjemløse eller i Livet havarerede og nødstedte Individer, Mennesker saavel som Dyr, det er Julens sande Gaver. Det er Gaver, der er i Kontakt med Ham, der gav Menneskene Fortællingen om den barmhjertige Samaritan, Ham, som lærte Menneskene, "hvo, som er ren, han kaste den første Sten", Ham, som gav den største Kærlighedsgave og dermed den største Julegave, der kan gives, nemlig Ofringen af sit eget Liv til Hjælp for Menneskehedens "Frelse", hvilket vil sige Menneskehedens Førelse ud af Uvidenhedens, Naivitetens, Overtroens, Intolerancens, Hadets og Myrderiernes mørke Zoner, og for hvilken Førelse Julen i Dag, saavel som i kommende Tider, rettelig bør være en sand Ihukommelse.

Da Julen, saaledes som i nærværende Artikel er skildret, er en Kærlighedens Fest, eller en Fest til Ihukommelse af den begyndende Afskaffelse af Princippet: At dræbe, vil alle saadanne Ting ved samme Fest, som er stimulerende og udviklende for nævnte Princip, altsaa ikke have Levedygtighed, men blive "døende" eller i Aftagende, alt eftersom den ny Verdenskultur skrider frem. Af disse "døende" Traditioner vil blandt andet Julemaaltider bestaaende af Kød, Flæsk og Fisk naturligvis komme i første Række. Men Følelsen bliver stadigt forfinet eller forældet hos Menneskene og vil faa Afskaffelsen af det almindelige Grantræs Benyttelse til Juletræ til Følge, idet man efterhaanden ikke kan undgaa at komme til at føle det som en Vanhelligelse at bruge Julehøjtideligheden som Grundlag for Nedsabling af ungt Planteliv. Ligeledes vil man komme til at reagere overfor Brugen af de almindelige "Julelys", idet man ogsaa her vil komme til at betragte det som upassende at fejre det dræbende Princips Afskaffelse ved Paaføring af "Livsenhederne" i de nævnte Lys den højst ubehagelige og unaturlige Død, som en Forbrænding af de paagældende Lys netop bevirker.

Som et Symbol for Julehøjtideligheden vil man i Stedet for det almindelige "Juletræ" mere og mere gaa over til at anvende en til Formaalet egnet juletræs- eller pyramideformet Lysestage med indlagt elektrisk Lys. I dette Lys finder intet Drab Sted ved Forbrændingen, idet alle "Livsenheder" i den elektriske Strøm er "Ildvæsener", hvilket vil sige, at de har deres naturlige Udvikling og Liv i Ildelementet eller i Form af Ild eller Lys.

Saaledes vil Juletraditionerne paa mange forskellige Omraader blive mere og mere forfinet for derved tilsidst at blive i en saadan Samvittighedens Renkultur, at Julehøjtideligheden bliver en virkelig sand og absolut fuldkommen Fest til Ære for Alkærligheden eller Respekten for ethvert levende Væsens Ret til Livet.

Idet jeg haaber, at man vil kunne forstaa, at nærværende Artikel ikke paa nogen som helst Maade skal være et Forbud mod Kødspisning eller den gammeldags Form for Juletræer og Julelys o. s. v., men er en nøgtern og klar Analyse af nogle af de mest fremtrædende Detailler i den Forædling, som Julefesten vil komme til at gennemgaa i Samklang med Menneskehedens fremtidige Udvikling, og at jeg saaledes paa ethvert Punkt er indforstaaet med, at Tilegnelsen af samme Analyse fuldstændigt er et Samvittighedsspørgsmaal, som alle absolut maa afgøre med sig selv, og som derfor ikke kan dikteres eller paabydes noget Væsen, men derfor kun er beregnet paa dem, der mener at kunne lære af den, beder jeg alle mine Læsere modtage samme Artikel som en venlig Julehilsen i Forbindelse med min hjerteligste Tak for den Støtte, De gennem Deres Abonnement paa Kosmos har været for min Sag i det Aar, der nu er paa Hæld.

I et inderligt Ønske om et fortsat lykkeligt Samarbejde i det nye Aar, ønsker jeg ligeledes alle mine Læsere et glædeligt Nytaar.