Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi kan i denne måned fejre 110-året for Martinus' fødsel og dermed starten på et projekt, som vil få den største betydning for klodens fremtid. Endnu er vi kun få, der kender til det, og det betyder, at en vis isolation og indbyrdes samhørighed må gøre sig gældende. Udadtil kan dette let forveksles med noget sekterisk, og det synes jeg, vi som frie forskere skal prøve at undgå.

Nu brugte jeg ordet "projekt". Det er ikke et bedre ord end det, vi plejer at bruge, nemlig "sagen". Men her og i det følgende forsøger jeg bare at vise læserne, hvordan vi med andre ord kan skabe nyt udsyn og åbne os mere mod omverdenen. Måske kan det også give os en idé om, hvordan vi helst ser os selv udefra, hvordan vi bedst falder i trit med begreber som videnskab og fri forskning.

Hvad betyder da ord? De betyder alt. Da Gud skabte verden, gjorde han det med ord. Verden var der i forvejen, og dog blev den først virkelig for Adam, da planterne og dyrene fik navne. Sådan må hvert eneste menneske bygge en verden op for sig selv med ord. Forældrene hjælper barnet, Martinus hjælper den modne voksne, resten må vi selv lytte os til og skabe gennem "livets direkte tale".

Nu vokser nye generationer op omkring Martinus' sag, og de vil netop forstå den og bruge den på deres egen måde, bruge deres egne ord. Da Martinus stod på talerstolen, havde folk nok at gøre med at lytte, skrive ned og senere citere for hinanden på højtidelig vis. Den ånd hersker ikke længere, jeg ved det fra studiekredsene i Klint. De unge er selvstændige og kritiske, de ved præcis, hvad de går efter. Martinus kunne næppe få bedre studerende.

Hvad er Martinus' verdensbillede da, nøgternt beset? Det er en altomfattende teori, som mennesker kan komme i berøring med og bruge, som de vil. Det er ikke noget, Martinus vil blande sig i. Når der er lavet et institut med hans navn, og når navnet står uden på bøgerne, så er det bare for at sikre, at det hele kan gives videre uforfalsket fra generation til generation.

Er dette verdensbillede sandhed?

Ja, sådan føler jeg det, men det ville være meget indbildsk af mig, om jeg gav Martinus ret, thi jeg har slet ikke hans forudsætninger. Blot konstaterer jeg med fryd, når han giver mig ret ved at komme min tanke i forkøbet. Men jeg kan ikke "bevise" noget. At samtykke beror dybest set ikke på beviser, men på livserfaringer. Nogle mennesker "tror" på hans "kosmiske bevidsthed" og regner med, at "så har han nok ret". Men det frabad han sig venligst. Deraf slutter jeg, at han i al beskedenhed blot ville bedømmes som enhver anden videnskabsmand, der lægger noget nyt frem, en teori. Selv om hans arbejde ikke var teori for ham selv, så måtte det jo være teori for os, som endnu ikke havde kosmisk bevidsthed. Derfor skulle vi bare skabe vores egen verden på vores egne præmisser, "kun tage det af hans, vi kunne bruge, og lade resten ligge".

Er det ikke fri forskning, om jeg må spørge!