Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Livet er ikke bare en naturlig proces, det er også et mysterium. En gammel legende vil ligefrem vide, at sjælen har glemt sin udødelighed fra før den kom til verden. Beviset sidder lige under din næse. Den lille fordybning ved overlæben er stedet, hvor englen lagde sin pegefinger for at forsegle dine læber. Fordybningen over amorbuen er alt, hvad der er tilbage af minde om sjælens tidligere liv, og derfor lægger vi fingeren netop dér, når vi forsøger at huske noget. Hele Martinus' litteratur er til for at hjælpe dig med det. Den vil minde dig om din egen udødelighed.

Hvordan går det til? Det skal vi se eksempler på i hans artikel på de næste sider. Vi skal se, at alt i naturen er kredsløb. Der findes ingen andre begyndelser og afslutninger end dem, vi selv finder på. Fødsel og død er sådanne menneskelige påhit, viser det sig, som blokerer hukommelsen og hindrer os i at huske vor oprindelse som evige væsener.

Alt er kredsløb uden begyndelse og ende. Ikke desto mindre er det muligt at tegne en ret linie fra A til B, – og enhver kan se, at A og B ikke falder sammen eller er identiske.

Hvad siger Martinus til det?

Martinus vil hævde, at liniestykket krummer, – vi kan bare ikke se det, fordi den cirkel, som liniestykket er en del af, er kæmpestor. Ikke desto mindre kan ingen forhindre os i den forestilling, at man i det uendelige kan blive ved med at rette op på en linie, når den begynder at krumme. Men sådan er det ikke i naturen, hævder Martinus, og her får han opbakning af den moderne naturvidenskab (Einstein), der viser, at rummet krummer på grund af tyngdekraften. Vi må altså forestille os, at højde, bredde, længde og tid krummer, fordi tyngdekraften trækker dem skæve.

Hvad er da tyngdekraft?

Også det spørgsmål har Martinus skrevet om, og han finder, at det er udtryk for vilje. Vi har alle en vilje, der i sidste ende får alt, hvad vi udsender, til at vende tilbage til os selv. I universet er det galakser, stjerner og kloder, der er udstyret med tyngdekraft og derfor også med vilje. Noget tilsvarende gælder ned i atomverdenen. En ejendommelig antagelse der fører til, at alt er levende og forsynet med en vilje til at trække rette linier skæve. På den måde bliver verdensaltet, set med Martinus' øjne, et pulserende eldorado af liv, tanker og handlinger, der krydser baner med hinanden, og hvor alting havner i sit udspring. Man aner her forklaringen på mystiske begreber som skæbne og karma. Alt sammen noget, som Martinus kan forklare ved at henvise til naturlige kredsløb, der skjult for vore øjne omgiver os og gør os til det, vi er.

Hvad får man nu ud af det?

Sammenhæng, orden og logik, viser Martinus. Men vi skal selv åbne os for det. Derfor dette aftryk af englens pegefinger over amorbuen. Og derfor disse bindstærke værker af Martinus, som du først finder spændende, når du lægger din egen pegefinger på det rigtige sted i stor undren over livets mysterium.

Det handler Kosmos om. Velkommen til et nyt år og tolv nye numre!