Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En Krukke og en Si var en Dag kommet i Selskab med hinanden. Sien havde faaet Plads lige ovenpaa Krukken.

"Aah", sukkede Sien, "hvor er du dog nydelig, sikke en fin Tegning du har, du er vist en meget kostbar Krukke, er du ikke?"

"Naa-aa", brummede Krukken, ikke videre indladende, "kostbar og kostbar, den rene Fabriksvare er jeg da Gudskelov ikke."

"Sikke fine Ornamenter du har", kvidrede Sien videre, "de er haandmalede kan jeg da se, sig mig" – og her saa Sien i den Grad fortrolig ud, at det gjorde Krukken helt nervøs – "sig mig, var hun sød, hende, der malede dig?"

Krukken svarede ikke, den skottede forsigtigt op til Sien og tog Maal af hende, tænkte saa sit og sukkede lidt.

"Hvorfor svarer du ikke?" spurgte Sien. Krukken tav stadig og Sien blev et Øjeblik ganske fornærmet. Lidt efter sagde den indsmigrende: "Aah, du kunde da godt fortælle mig lidt om, hvem der malede dig, jeg skal aldrig fortælle det til nogen!"

"Er du sikker paa det?" spurgte Krukken, "helt sikker?"

"Hvor kan du spørge", svarede Sien, "jeg løber aldrig med Sladder, næ, saa skulde du bare kende hende Kasserollen med den blaa Kjole, Mage til Sladdertaske har jeg aldrig kendt, vil du bare høre, hvad hun fortalte mig i Morges, det er frygteligt, forfærdeligt, ja, hvis det ikke var fordi jeg osse havde hørt lidt i samme Retning af Gryden, ville jeg aldrig ha' troet, at den Slags kunde finde Sted – –"

"Hm!", sagde Krukken afbrydende.

"Sagde du noget?", spurgte Sien forskrækket, "jeg hørte ikke, hvad det var?"

"Næh, ikke noget særligt", svarede Krukken, "jeg tænkte bare!"

"Gud, hvad tænkte du da paa?", spurgte Sien dybt fortroligt, "aah sig det hvad? Saa er du kær!"

"Bliver det mellem os", kom det alvorligt fra Krukken, "lover du det?"

"Aldeles bestemt", kom det fra den revnefærdige Si, "jeg vil hellere miste mine Hanke end rende med Sladder!"

"Jo", sagde Krukken lidt tungsindigt, "jeg tænkte paa, at Vorherre ligegodt maa være en klog Mand, at han laver os allesammen saa forskellige. Som nu mig selv, mig har han lavet saadan, at det er min Natur at holde paa alt det, man hælder i mig, og derfor maa der være mange af min Slags i en ordentlig Husholdning, dig derimod, dig skal der kun være een af, for selvom du virkelig selv tror paa, at du kan holde paa det, man fylder i dig, saa er du nu en Gang saadan indrettet, at det render lige ud af dig, saasnart man bare har fyldt det i dig. Og havde jeg nu ikke mødt dig, ja saa havde jeg jo aldrig lært den Forskel at kende og kunde maaske være kommet til at udlevere det dejlige Menneske, som malede mig, til baade Spot og Spe for Kasserollen og Gryden og alle de Personer du plejer at hælde hele dit intime Liv ned i, – og det skal jeg ligegodt have mig frabedt!"

Men det sidste hørte Sien slet ikke – den var forlængst besvimet.