Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Kunst, kultur og videnskab er menneskets fremtidige hovedbeskæftigelse. Nogen er begyndt. I kulturbyåret konfronteres vi atter med spørgsmålet: Hvad er kultur? Hvad er kunst? Vild uenighed breder sig i kølvandet på den diskussion. Alt synes at skulle afprøves i søgen efter kunstens grænser. Når vi efter et besøg på Louisiana stiller os selv spørgsmålet "er det kunst?" – har besøget haft sin virkning. "Dét der, det er ikke kunst!" – siger vi til os selv, som om vi vidste hvad, der er kunst. "Dét der, det kunne jeg også lave!" – men efterlavede jeg det, var det da kunst? Kunstnere må stå for skud. De er frontkæmpere i deres egen og vores andres udvikling. På et eller andet tidspunkt finder vi vel ud af hvad, der er kunst?

Jeg vil gerne bringe lidt forvirring i debatten. Blandt de største kunstnere, jeg har oplevet, er adskillige snegle eller konkylier. Blandt konkylieskaller findes alle stilarter. Der findes de næsten kvalmende "amerikansk pyntede". Som Dame Edna eller hendes briller. Overdrevne i form og pynt. Set fra en Darwinistisk synsvinkel – det bedst tilpassede individ vil overleve – fatter jeg ikke, at disse konkylier overlever. Deres huse kan være så fyldt med finurlige kroge, at sneglen må hænge i hvad som helst, den kommer i nærheden af. Jeg spørger mig selv, "hvilket formål tjener det for en snegl, at klæde sig sådan?" Som I kan læse, er jeg ikke til den form for kunst. Jeg foretrækker det enkle.

Hvad mange billed/musik kunstnere og designere drømmer om, er realiseret af visse konkylier, den fuldkomne forening af form, funktion og dekoration.

Jeg ved ikke, hvordan snegle ser på det her. Jeg formoder, at de ikke er bevidste i deres kunstneriske udfoldelser.

 

 

At de skaber deres huse ligeså ubevidst, som vi mennesker skaber vore fysiske kroppe. De er også kunstværker til stor og uudtømmelig inspiration for kunstnere gennem tiden. I vores forståelse af kunsten, på det trin i udviklingen hvor vi står nu, må vi skelne mellem menneskets forsøg på at skabe bevidste kunstneriske udtryk, og den kunst vi f.eks. finder i skabelsen af vores egen organisme, fuglenes form og fjerpragt, leopardens pels, giraffens hals, myggens ynde, koralrevets fisk og konkylieskallernes mangfoldige udtryk.

Maleren vælger en farve fra sin palet, og lægger den på sit lærred det rette sted i en psykisk plan. Konkylien lægger også sine former, farver og mønstre efter en psykisk plan. Måske et godt eksempel på illustrering af naturens plan. Det udsnit af et "bjerglandskab", du ser nedenfor, er skabt af en konkylie. Det er ikke sort hvidt som gengivelsen, men malet i rødbrune nuancer.

 

 

Sneglen vokser, og huset skal vokse med. Det sker ved, at sneglen hele tiden bygger til på overkanten af husets åbning (automatfunktion, instinkt). En usynlig plan sørger for, at noget særligt rødbrunt farvet materiale bygges ind i skallen i konstant fortsættelse af det mønster, der allerede er. Stregen (vist med pilen) skal fortsættes i en bestemt vinkel skråt mod højre indtil en ny "bjergtop" nås.

Ideen til mønstret må være nedlagt i sneglens overbevidsthed i en fjern fortidig epoke, da sneglen ikke var snegl, men et højtudviklet åndeligt væsen med fuldkomne evner udi skabelse. Sneglen realiserer en "gammel" plan. Formentlig modificeres planen ganske lidt fra generation til generation gennem parring.

Mennesket er ved at nærme sig en bevidst indsigt i denne plan. Vi træner f.eks. i at skabe billedkunst. Oprindeligt havde vi kun den fysiske natur som inspirationskilde. Med udviklingen af følelses- og intelligenslegemet blander også den personlige psykiske natur sig tydeligt i skabelsen. Hvad er kunst? Hvad er skønhed?

Jeg opfatter nogle konkylieskaller som overpyntede til det billige. Andre opfatter jeg som udtryk for mesterværker i form, funktion og dekoration. En æstetisk nydelse at se på. Men er alle snegles skaller ikke skabt af væsener med fuldkommen indsigt og fuldkommen bevidst evne til skabelse? Udfra den betragtning siger mit kunstsyn vist mere om mig selv end om sneglen. Måske er Gud ikke æstetiker? Måske er skønheden også at finde i det overdrevne (det jeg opfatter som overdrevent). Jeg må erkende, at jeg er fange af mine egne begrænsninger også på dette område. Jeg skaber forestillinger om skønhed. Det er jeg nødt til! Jeg skal bare ikke tro, at mine skabte forestillinger er lig med den endegyldige formel på skønhed og kunst.

 

 

Er en påfugl mere fuldkomment skabt end en gråspurv? Er en overdådigt dekoreret konkylie mere fuldkomment skabt end en ganske almindelig havesnegl? Svaret må være nej. Skønhed og fuldkommenhed er meget mere end ydre glans. Måske består den sande kunst i, at kunne se skønheden i det umiddelbart almindelige? At kunne se det fuldkomne i alt – og så i øvrigt være lykkelig for, at der også er gjort plads til det dekorativt overdådige, der kan være æstetisk eller bare for meget.

 

 

Billeder fra egne fotos samt fra bogen:

"The Shell: Gift of the Sea". Abradale Press/Harry N. Abrams, Inc., New York (værk fyldt med farvefotos).