Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Det forekommer mig mere og mere tydeligt, at man kan lære en masse interessante ting af livet, endda uden at behøve at gøre sig specielt umage. Nu er jeg f.eks. lige stødt på en særlig interessant ting i mit sind. Lige og lige er nu nok så meget sagt, faktisk tror jeg ved nærmere eftertanke, at tingen har været der lige så længe jeg husker tilbage. Jeg ved ikke hvad sådan en ting egentlig hedder, men jeg har foreløbig døbt den "selvfordømmeren". Det navn har den fået, fordi den virker således i mit sind. Lad mig give Dem et eksempel. I nat vågnede jeg ved, at en mus særdeles højlydt var ved at gnave sig ned i et hjørne af mit soveværelses trægulv. Ikke alene lavede den sådan en larm, at jeg ikke kunne falde til ro igen, men kræet var frækt nok til at fremture i gnavningen på trods af min banken i væggen og smiden bøger på gulvet. Til sidst måtte jeg flygte ind i den fjerneste stue, hvor jeg ikke længere kunne høre dens fortsatte attentat på mit gulv, og derpå endelig igen kunne falde til ro og i søvn.

Men ikke uden videre. Thi en sådan traumatisk oplevelse fremkalder en konflikt i mit sind, der er meget mere ubehagelig end lidt musegnaven. Nemlig en konflikt mellem mit naturlige udviklingstrin og "selvfordømmeren". I dette tilfælde en konflikt mellem dette, at jeg naturligt nok ikke kan have larmende og destruktive mus i mit soveværelse og så dette, at jeg ikke nænner at forvolde noget ubehag for noget følende væsen! Dette er ganske enkelt en uløselig konflikt i en verden som vor. Og det ved mit sind godt et eller andet sted, og mærkeligt nok gør det "selvfordømmeren" rasende, ikke på verden eller på musen, men på resten af mig. Resultatet er et ubehageligt følelsesmæssigt oprør, en væmmelig selvdestruktiv stemning, som det så tager mig flere minutter at dæmpe og fjerne.

Det ubehagelige ved denne "selvfordømmer" er foruden selve dens virkninger, at den er så let at udløse, i hvert fald hos mig. Næsten hver eneste gang, hvor min ideale stræben og væren kommer i konflikt med realiteternes barskere verden (og det er uheldigvis en daglig begivenhed...), ja så springer denne ubehagelige tingest op som trold af en æske og gør kraftige indhug i min normale glæde ved tilværelsen og mig selv.

Misforstå mig nu ikke, kære læser, jeg ved skam godt hvordan jeg løser problemet med musen på en human måde, men dette er ikke et spørgsmål om intellektet; det er et spørgsmål om indprogrammerede eller talentkerne-baserede følelsesreaktioner, der automatisk går igang når man udsættes for bestemte påvirkninger. Uanset hvad så intelligensen eller endda jeget synes om det.

Hvad gør man så ved slige ubehagelige ting i psyken? Ja, mine erfaringer er for det første, at det er godt at gøre sig dem bevidst, at få dem defineret og formuleret. Det er blandt andet derfor, at jeg plager Dem med dette, kære læser, men det kunne jo også være, at noget af dette kunne hjælpe Dem i Deres opgør med ubehagelige og uheldige ting i psyken. Men altså: hvis man kan sige troldens navn, så bliver den til sten eller inaktiveret på anden måde. Nogle eventyr har trolde, der bliver til sten i solens lys, så her er parallellen til bevidsthedens lys jo nærliggende. I hvert fald virker det velgørende i min bevidsthed at bevidstgøre mig og navngive slige plageånder som "selvfordømmeren".

For det andet må vi have Martinus og hans analyser til hjælp, så her gør intelligensen god fyldest, eventuelt krydret med en anelse intuition. For mig at se er forståelsen i hvert fald helt essentielt på dette trin i "skadedyrsbekæmpelsen". For med forståelsen følger accepten og den velsignende (Jeg kender faktisk ikke et bedre ord) tilgivelse. Forståelsen af hvad? Forståelsen af sig selv og sit bestemte udviklingstrin. Forståelsen af, at jeg rent faktisk gør mit bedste, er mit bedste, ja endda til enhver tid er på toppen af min foreløbige udvikling. Jeg er som jeg er. Jeg kan ikke andet, og det er netop såre godt. Hvorfor det? Det er svært at forklare og let at forglemme, det er just netop derfor, at jeg (vi?) har brug for Martinus og hans tålmodige forklaringer og analyser. Brug for, for at kunne leve mere lykkeligt i en endnu ufuldkommen verden som vores...

Jeg vil betro Dem noget, kære læser, sådan helt privat mellem os: en gang imellem har jeg stor glæde af at omtale mig selv indvendigt som "gamle slyngel", "dovne slyngel" og lignende. Det giver et ikke ubetydeligt sjæleligt velvære, og er dybt alvorligt en uforlignelig balsam for sjælen, når den er blevet såret af "selvfordømmerens" nådesløse angreb. Hvorfor nu det? Jeg tror, at det er en afbalancering af psyken i forhold til de ideale fordringer til mig selv. Eller sagt på en anden måde: det får mit sind ned på jorden igen, tilbage til realiteternes verden, hvor det er godt at stræbe, men menneskeligt at fejle. Og hvor det er muligt at leve og trives, trods alle fejl og ufuldkommenheder.

Dette er egentlig trin 3 i selvhelbredelsesprocessen, men jeg er ikke sikker på, at dette trin er nyttigt for alle; det kunne jo godt være noget helt specielt for mig og min interessante psyke... Derimod er jeg rimeligt sikker på, at trin 1 og 2 er universelle og gavnlige for alle. I hvert fald er vi alle jordiske mennesker på vej fremad og opad, på hvilken stenede vej vi godt kan have god brug for at støtte og hjælpe hinanden, så det går lidt lettere. Hermed være gjort et forsøg på sådant...