Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Både livets direkte tale og Livets Bog er for mig at se rørende enige om den kendsgerning, at vi jordiske mennesker er ufuldkomne i vores gøren og laden. Næppe noget menneske kan se hudløst ærligt på sig selv og sit liv uden at måtte erkende indtil flere svagheder, fejltagelser og ufuldkommenheder. Og hvis man ellers er hårdhudet nok til at turde se tv-avis, ja så fremtræder verden af i dag mindst lige så ufuldkommen som én selv.

Hvis det er en kendsgerning, at mennesket af i dag er ufuldkomment, så er det vel også en kendsgerning, at vi ikke er gode nok? Jeg burde være bedre til at leve mit liv; politikerne burde være bedre til at lede verden, ja verden burde være helt anderledes og bedre.

Om end det er fristende og nærliggende at drage denne slutning, så kommer man næppe uden om, at hvis vi dømmer os selv og verden som værende ikke gode nok, så binder vi os til et liv i konstant fordømmelse af os selv og verden eller til et liv i kynisme. Et menneske der fordømmer sig selv vil ofte arbejde på at forbedre sig selv. En anden af livets kendsgerninger er imidlertid, at det er begrænset, hvor meget man kan forbedre sig selv indenfor ét liv. Sandsynligheden for, at man fordømmer sin egen indsats for at forbedre sig selv er altså stor. Herfra er der kun et ultrakort skridt til livspessimisme og endnu værre: selvdestruktive tanker og følelser.

 

 

Spørgsmålet er nu: kan vi i livets direkte tale finde noget, der gør det til en uafviselig kendsgerning, at vi er gode nok netop som vi er, på trods af alle vore fejl og ufuldkommenheder? Er det muligt at finde et åndsvidenskabeligt faktum, som, hver gang vi tænker på det, fylder os med forståelsen og følelsen af, at vi er helt og totalt ok?

Jeg forstår det faktum, at vi er i live. Hvis du lever, uanset hvordan eller hvor længe, hvis du eksisterer her og nu, så er du god nok. Hverken mere eller mindre.

Ønsker du en test af, om du har ret til at leve trods al din ufuldkommenhed? Hvis du trækker vejret, så har du!

Det at trække vejret er altså naturens duelighedstest. Hvis du kan trække vejret, så kan du være her, så har du ret til at leve og udfolde dig som du nu bedst kan. Helt indtil det sidste åndedrag. Hvad der sker herefter er en ren trossag, også for den materialistiske videnskab. Jeg tror personligt, at vi går ind til et vidunderligt sommerferieliv i Paradisets Have, så vi kan samle lyst og styrke til et nyt liv her på jorden.

Men jeg anser det for en kendsgerning, at selve det at være i live er livets direkte tale om, at vi faktisk har ret til at være her, at vi er gode nok netop som vi er, uanset om vi så er døende, syge, arbejdsløse, gamle, handicappede eller unge, rige og smukke.

Man kan også vende det om og spørge, hvad det egentlig er, livet forlanger af os? Jeg tolker det derhen, at livet forlanger meget mindre af os end vi kan have tendens til selv at gøre: livets krav til os er simpelthen, at vi lever det! Efter bedste evne, fra første til sidste åndedrag. Filosoffen Descartes skrev engang: "Jeg tænker, altså er jeg". Måske er det mest ægte og enkle udtryk for livets duelighedstest noget lignende: "Jeg lever, altså duer jeg"! Eller nu vi er ved omskrivningerne af de berømte fyndord: "Jeg kom, jeg levede, jeg duede" var måske ikke det dummeste engang i tidens fylde at have stående på sin gravsten?