Kosmos 1993/11 side 209
Tegning af Johannes Larsen
En forskning efter ligheder
af Per-Anders Hedlund
Hvad kan vi åndelige forskere finde gennem litteraturen i dag, hvis vi f.eks. skulle sammenligne Martinus oplysninger med de erfaringer, folk har haft med nær-døden-oplevelser?
Den, der har fulgt tilværelsens dybdepsykologiske eller åndelige forskningsområde de sidste ti år, kan vel umuligt have undgået at stifte bekendtskab med den stadigt oftere forekommende litteratur, der omhandler menneskers nær-døden-oplevelser.
Til trods herfor synes naturvidenskabens interesse for disse og lignende erfaringer stadig at være meget lille.
Og der skal nok en del til for den veluddannede fysiske forsker – formodentlig personlige åndelige erfaringer – før han/hun kan interessere sig for erfaringer, der tyder på et andet verdensbillede end det mere eller mindre sjælløse materialistiske verdensbillede, som så længe har været gældende inden for naturvidenskaben. Det vil derfor sikkert vare længe, før disse erfaringer kommer til at vinde gehør i den naturvidenskabelige verden.
Almindeligere end man tror
Men hvad kan vi begyndende åndelige forskere eller sandhedssøgere, som har fundet alle disse dybdepsykologiske og åndelige kundskaber værdifulde og interessante, finde ud af eller komme frem til, hvis vi sammenligner de forskellige erfaringskilder?
Jo, først og fremmest kan vi konstatere, at dybdegående åndelige eller transcendentale oplevelser er mere almindelige, end man skulle tro. Ikke mindre end 8 millioner voksne mennesker bare i USA! (viser en gallupundersøgelse) har en eller anden gang i deres liv haft en nær-døden-oplevelse. Lægger vi dertil alle de andre åndelige oplevelser, mennesker har haft (kosmiske glimt eller andre lysoplevelser, måske under en livskrise), er disse omvæltende oplevelser – selvom de ikke er hverdagskost – ikke på nogen måde usædvanlige i vor tid. En bidragende faktor, i det mindste når det gælder nær-døden-oplevelser, er naturligvis lægevidenskabens øgede evne til genoplivning i dag.
Guds primære bevidsthed
Men det mest interessante ud fra vort synspunkt er måske, at alle disse dybtgående erfaringer synes at komme fra én og samme kilde, idet de, hvis vi refererer til Martinus, synes at være et indblik i eller et dagsbevidst møde med det, han kalder Guds primære bevidsthed. Vi kan tage to eksempler, hvor man, samtidig med at man følte sig totalt omgivet af kærlighed og forståelse, oplevede følgende: "Den anden meget vidunderlige oplevelse er, at man indser, ar man pludselig står i kontakt med absolut, total kundskab. Det er svært at beskrive. Man kan tænke på et spørgsmål og øjeblikkeligt vide svaret. Præcis så enkelt, og det kan være hvilket som helst spørgsmål".[1]
"Det var som om hele sandheder åbenbarede sig foran mig. Bølger af tanker – ideer, som var større og renere, end jeg nogensinde havde forsøgt at tænke, kom til mig".[1]
Her var det to nær-døden-oplevende, der fortalte. Men en lignende oplevelse af fuldkommen kærlighed og kundskab finder vi også hos den, der har oplevet en form for "kosmisk glimt" – Richard M. Bucke fortæller i sin bog Cosmic Consciousness, hvordan han, i de få sekunder lysoplevelsen varede, lærte mere, end han tidligere havde gjort gennem år og måneders studier, og at han fik meget at vide, som ingen studier nogensinde kunne have lært ham.
Jeg tror ikke, vi behøver at gå længere ind på disse erfaringer for at begynde at ane, at det ser ud til at dreje sig om oplevelser, der stammer fra én og samme kilde, dvs. at man i forskellig grad er blevet bestrålet af kærlighed og kundskab fra individer, der tilhører den åndelige verden (som udgør eller repræsenterer det, Martinus kalder Guds primære bevidsthed, dvs. tilværelsens fuldkomne side).
Lad os derfor i stedet undersøge, om der findes nogle direkte ligheder mellem NDO-ernes erfaringer og det, Martinus fortæller om livet umiddelbart efter den fysiske død.
Allerførst må jeg indrømme, at min ambition hovedsagelig har været at finde ligheder eller paralleller mellem NDO-ernes og Martinus oplysninger, og derfor er forstørrelsesglasset hovedsageligt blevet rettet netop mod lighedspunkterne.
Desuden har jeg valgt at gå nærmere ind på nogle enkelte NDO-eres erfaringer, der forhåbentlig kan have interesse.
Møde med lyset
Men lad os først i sammenfattet form gennemgå de store træk i en, hvad man kan kalde, fuldstændig og ordinær NDO.
Umiddelbart efter "døden" oplever man sædvanligvis en passage gennem en mørk tunnel, hvor man mere og mere nærmer sig et meget stærkt og behageligt lys, fortæller NDO-eren. Nogle har desuden beskrevet, hvordan de har passeret gennem en smukt dekoreret port (noget, der synes at være et symbol på at komme ind i en anden verden, ifølge NDO-forskeren Raymond Moody [2]). Desuden kunne man før tunnel passagen i vægtløs tilstand opleve eller rettere sagt "se ned på" sin egen krop og samtidig overskue alt det, der skete rundt omkring på stedet.
Man fortæller videre, at man ved tunnelens ende blev budt velkommen af afdøde slægtninge eller venner i en verden, der oplevedes som fyldt af lys og med vidunderligt skønne landskaber, inden man fik besked om, at det endnu ikke var tiden for ens død. Der forekommer også andre mere eller mindre typiske oplevelser, som f.eks. en genoplevelse af livet, et møde med et lysvæsen, som man opfatter som højt udviklet, en oplevelse af musik, ligesom der kan forekomme visioner af fremtidige hændelser.
At kunne tilgive sig selv
Når det gælder en genoplevelse af livet, kan vi gennem de følgende to udvalgte beretninger (i princippet skildrer alle NDO-ere under livsgenoplevelsen det samme) få en del interessant information. Bl.a. får vi i den første en bekræftelse på, hvad Martinus har oplyst om den åndelige verdens ordløse eller telepatiske kommunikation (se evt. Vejen til Paradis, kap. 24), samtidig med at de begge giver os en klar indikation om, at universets grundtone eller Guds primære bevidsthed virkelig er kærlighed, tolerance og tilgivelse: "I et øjeblik lå hele mit liv blottet og åbent for denne vidunderlige nærværelse af 'Gud'. Jeg følte inden i mig hans forståelse for de ting i mit liv, som jeg skammede mig over, det var, som om de ikke havde nogen betydning, Jeg blev – uden ord – spurgt, det var en umiddelbar, mental kommunikation, 'Hvad havde jeg gjort for at hjælpe eller udvikle den menneskelige race'? Samtidig lå hele mit liv umiddelbart foran mig, og jeg blev vist eller hjulpet til at forstå, hvad det var som talte..."[1] "Det er en selv, der dømmer. Man har fået tilgivelse for alle sine synder, men kan man tilgive sig selv for ikke at have gjort det, man burde have gjort, og en del små fejltagelser, som man måske har gjort i sit liv? Kan man tilgive sig selv? Det er det, der er dommen..." Her får vi desuden en anvisning på, hvor vigtigt det også kan være at lære at tilgive eller blive forsonet med sig selv over de fejltagelser, man har begået. Dvs. det hjælper ikke meget, at Guds primære eller sekundære bevidsthed (vore medvandrere på jorden) tilgiver os, hvis vi er ude af stand til at tilgive os selv.
En "skærsildsperiode"
Hvad kan Martinus da berette – med det kosmiske syn – om livet umiddelbart efter døden, ja, når den fysiske død er definitiv? I det her tilfælde drejer det sig om et gammelt menneske, der på grund af alderdom eller organismens naturlige degeneration er mere eller mindre parat til at dø, dvs. at lægge den fysiske verden bag sig. Som vi ved, sker det, at mennesker tvinges til at forlade den fysiske verden alt for tidligt, ved en uhelbredelig sygdom eller en dødsulykke (bl.a. på grund af manglende næstekærlighed og gamle kostvane-traditioner) og er dermed ikke altid parate til den nye tilværelse, hvilket til at begynde med kan skabe visse tilpasningsproblemer (en periode med "skærsild", som ifølge Martinus før eller senere ophører for alle, takket være bønnens organiske princip og "skytsenglenes" omsorg). Her er der ikke plads til at gå yderligere ind på dette specialområde (se evt. Vejen til Paradis, eller for nærmere detaljer – DEV2, symbol 21 og 22).
Imidlertid kan det nævnes, at man også inden for nær-døden-forskningen synes at kende til dette skærsildsproblem. NDO-erne har somme tider kunnet fornemme andre afdøde mennesker, som man oplevede ikke var nået frem til "lyset", fordi de stadig på en eller anden måde virkede bundet til den fysiske verden – og nu befandt sig i en slags "mellemtilstand".
Således siger Raymond Moody i bogen "Mere om livet efter livet": "Først og fremmest fremhæver de, der har haft oplevelserne, at disse væsener syntes at være ude af stand til at opgive deres samhørighed med den fysiske verden. En oplyste, at de ånder, han tydeligt så, 'ikke kunne gå over til den anden side, fordi deres gud stadig findes her'. Dvs. at de syntes bundne til særlige genstande, personer eller vaner. For det andet havde alle bemærket, at disse væsener på en eller anden måde så ud til at være lammet, at deres bevidsthed på en måde virkede begrænset i forhold til andres. For det tredje oplyste de, at det virkede, som om disse "lammede ånder" kun skulle blive der, til de havde løst et eller andet problem, der holdt dem fast i denne forvirrede tilstand..." I samme bog skildrer Moody en kvinde, der havde forsøgt at begå selvmord, og som under sin NDO oplevede, hvordan den hændelse, som forårsagede hendes "selvmord", gentog sig gang på gang. – "Jeg kunne gennemleve det én gang, og når det var forbi tænke: 'Ah, hvor dejligt, at det er forbi!', men så begyndte det igen, og jeg tænkte: 'Nej, nej, ikke mere!'"
"Gennem dødens port"
Nuvel, lad os da efter denne komplettering se, hvad Martinus har at sige, når skærsilden er overvundet eller måske slet ikke blev aktuel:
"...Det gamle menneske oplever pludselig sig selv i en hidtil ukendt frigjort tilstand, fri af al tyngde både legemligt og sjæleligt. Det ser en strålende port, som det nu husker at have set mange gange før under søvnen, men da har det ikke været muligt at komme den helt nær. Men det har kunnet iagttage, hvordan den åbnede sig for andre væsener, der var helt frigjort fra forbindelsen med deres fysiske legeme og derfor kunne passere den. Ved disse tidligere lejligheder har det ligesom kunnet skimte, hvorledes et stærkt lysvæld strålede de væsener i møde, der skulle passere porten. Denne gang er det selv genstand for det strålende lysvæld, og det ser, at det ikke mere har et gammelt udslidt legeme, men et nyt og ungdommeligt, hvorfra det lyser og stråler som i perlemorsglans. I porten står endnu mere lysende og funklende skikkelser og tager imod, morgen- og aftenhimlens mest strålende farver belyser hele det skønne sceneri, og den nyankomne opdager, at de væsener, som ved første øjekast lignede engle, er gamle venner og kære slægtninge, som han eller hun har kendt, måske gennem mange inkarnationer. Under alt dette har der lydt skøn musik, og på den anden side af porten ses nu vidunderlige landskaber, der strækker sig langt bort. Der er skove og søer, en rig plantevækst og mange fugle, hvis kvidren stiger mod himlen og blander sig med sfærernes musik..." (Fra brochuren, Gennem dødens port).
Ja, som vi så, var der mange ligheder mellem det, vi fik del i her og NDO-ernes møde med "lyset". Og jeg tror, vi lader Martinus fortælle videre, kapitlet ud, hvor den dødes fortsatte vej går frem:
"...Det gamle døende væsen fra det fysiske plan er blevet en strålende engel og skal en tid opleve disse væseners verden og også blive en skytsengel for væsener på jorden eller i deres egen skærsild, som trænger til hjælp. Men hele denne åbenbaring er kun dødens port. Det er indvielse til et liv i lysets sfære, derfra fører veje til skønne, guddommelige verdener, hvor væsenet kommer til at opleve den højeste form for glæde, salighed og fred, som det er muligt på dets nuværende udviklingstrin. Det skal få lov til at opleve Guddommens nærhed så stærkt, som det aldrig har oplevet det før i denne spiral, og så går vejen mod en ny fysisk inkarnation, hvor nye muligheder skal åbne sig for videre udvikling, så at lysets sfærer engang ikke blot skal være verdener, væsenet besøger mellem to fysiske inkarnationer, men dets hjemsted, hvor det oplever og skaber til gavn for helheden".
Profetiske visioner
Som afslutning har jeg tænkt, at vi skal sammenligne den profetiske eller fremtidsvisionære del af NDO-en med det, som det kosmiske syn siger om jordmenneskehedens nærmeste fremtid. Jeg formoder, at læseren allerede er bekendt med Martinus udtalelse om, hvordan en tredje verdenskrig er under forberedelse – at det formodentlig bliver nødvendigt med en større verdensomfattende krise, inden den nye, rent humane menneskekultur eller "det rigtige rnenneskerige" for alvor kan tage form.
Selv en del af de NDO-ere, som har haft fremtidsoplevelser (16 er blevet interviewet) har alle samme opfattelse, selv om tidspunktet for en verdenskrise (omkring 1988) viste sig at være fejlagtig. En rapportør havde haft sin NDO i 1943. En anden i 1967.[1]
På den anden side var det, man oplevede, måske ikke allerede forudbestemte hændelser, men mere principielle eller tænkelige hændelsesforløb, som menneskeheden må igennem for at nå en højere udvikling. Imidlertid kan man også konstatere – efter min mening – at visse hændelser i visionerne allerede har fundet sted (i de sidste 5-10 år), samtidig med at andre synes at være påbegyndt. Men den måske mest fornuftige holdning til disse oplevelser, finder vi i følgende NDO-ers udtalelse: "Under min oplevelse så jeg hændelser, som sandsynligvis kommer til at indtræffe inden for en nær fremtid, men jeg kom til at forstå, at ingenting er helt forudbestemt, og alting afhænger af, hvordan vi vælger at bruge vor frie vilje, at tilmed de hændelser, som allerede er forudbestemt, kan ændres eller modificeres af en ændring i vor egen måde at forholde os til dem på.[1]
Vi bør måske også erindre Martinus syn på disse "sidste tider", som er en udrensningsproces i jordklodevæsenet forud for dets begyndende oplevelse af "den store fødsel" eller indvielse til kosmisk bevidsthed – der for os mikrovæsener efterhånden vil resultere i "det rigtige menneskerige".
For det kosmiske syn er det helt utænkeligt, at jordkloden eventuelt skulle kunne tilintetgøres fysisk, f.eks. i en kernevåbenkrig – som sikkert mange uden et kosmisk perspektiv kan frygte.
"En guldalder"
Hvad var det da, de profetiske visioner viste NDO-erne? Jo, sammenfattende var det man så følgende scenario: jordskælv, vulkanudbrud, kontinentalforskydninger, meteorologiske ændringer, krig, forsørgelseskrise og økonomiske sammenbrud, men til slut også en ny æra med fred og broderskab – "når den mørkeste stund er forbi, hvor alt, som tidligere har været i verden, er styrtet sammen og gået itu, så jeg, hvordan en ny bevidsthed voksede frem, og hvordan menneskeheden levede i kærlighed og harmoni med hinanden og hele naturen".[1]
– Her går vore associationer om nævnte "guldalder" vel direkte til "det rigtige menneskerige" – om hvilket Martinus har sagt, at det skal blive til virkelighed på jorden om ca. 3000 år, i hvert fald vil en majoritet af menneskeheden til den tid have opnået kosmisk bevidsthed, mener han.
Men til sidst, hvad har Martinus sagt om, hvad vi kan gøre, når/hvis krisen kommer? Det spørgsmål besvarer han i Kosmos nr. 3/93, hvor han påpeger, hvordan det bedste, man kan gøre, er at forsøge at holde sig på ret køl og ikke være fremmed for at anvende bønnen, den organiske livsfunktion, der netop er beregnet på alle nødstedte individer under udvikling, som behøver hjælp, vejledning og støtte.
Litteraturhenvisning NDO:
1. Kenneth Ring: Livet nær døden.
2. R. Moody: Mere om levet efter livet.
Oversætter: HL
Tilbage til artikelregister
Forrige