Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Det ramte mig som en åbenbaring, da jeg læste kosmisk kemi og forstod, hvilken guldgrube Martinus her præsenterer for os – en guldgrube, som vi alle kan øse af.

Jeg gik rundt i en rus i lange tider og nød det, jeg boltrede mig i denne viden og prøvede at forestille mig rent konkret, hvordan alle energierne svævede omkring, udenom og indeni alt og alle, inde i mig og i alle levende væsener. Hvordan nogle væsener knyttede så den ene og så den anden energi til sig, og at alt skete fuldstændig ubevidst. Og jeg begyndte at forstå, hvad det egentlig handler om, hvad det er vi arbejder med: kræfter af umådeligt omfang. Kræfter, der lyder vort mindste vink, kræfter, som aldrig tager stilling, som aldrig er lunefulde – altid lovbundne. Og jeg forundredes.

Så tilsidst opstod tanken: hvordan bærer man sig ad med at fange de energier op, som man ønsker at anvende – og hvordan undgår man de andre? Og først og fremmest: hvilke energier ønsker jeg at være i kontakt med?

Egentlig er svaret enkelt: alle de energier, der giver velbefindende. Nu kan det måske forekomme selvisk og stridende mod næstekærligheden at interessere sig så stærkt for eget velbefindende. Men hvor skal man begynde, om ikke hos sig selv, og hvor skal man forske, om ikke i sit eget indre? Og måske vil ens eget velbefindende sprede sig som ringe i vandet, dels til mikrokosmos og forhåbentlig også lidt til mellemkosmos.

Jeg forestiller mig energierne pulserende, flimrende, nærværende overalt og bestemmer mig for at vælge glædens energi og ønsker mig glæden af hele mit Jeg. Men når jeg rækker ud efter den, glider den mig som en våd klud af hænde, og jeg står der med min gamle glædesløse tilværelse, hvor små fortrædeligheder og bekymringer optager tankerne og glæderne er få og sjældne.

Martinus siger, at alt afhænger af tanken, og det er altså der, man må begynde. Man må på en eller anden måde vende sine tanker mod glæden og oprette et modtagerorgan, som kan tilsluttes glædens energi. Det er således et møjsommeligt opbygningsarbejde ved hjælp af A-viden.

I et forsøg på at indfange et af livets glædelige øjeblikke vender jeg træt en omgang på den vemodige tanke, at hvert øjeblik er en afslutning – til det spændende, at hvert øjeblik er en begyndelse. Selve livskraften er jo også noget, man vil forsøge at tilegne sig. På en eller anden måde må den hænge sammen med den glæde og lykke, som synes at kunne tiltrække en overvældende handlekraft. En slags beruselse, som syder af henrykkelse over at være til, at kunne ånde, at føle hjertet slå.

Men for at kunne glæde andre, må man have en kapital at tage af, og hvor får man den fra? Og for at føle glæden må man være glad – og hvordan bliver man det, før man får lært at være glad?

Nu vil nogen måske sige, at sådan skal det slet ikke forstås. Du er ude efter genveje. Måske, men det er ikke så lige til at tjene andre, altid at være hjælpsom, holde af osv. Man møder ofte modstand hos næsten, som måske vil klare sig selv – ikke vil have andre til at blande sig, ikke vil modtage kærlighed, måske ligefrem finder sådan noget påtrængende og føler, at der stilles krav. Derfor mener jeg, at man må finde en vej frem til livsglæde, når man ikke har held med sine forsøg på at udvise næstekærlighed. Men selvfølgelig må næstekærlighed vel være at vide, når man er uvelkommen, og så trække sig tilbage, og når man er velkommen, og så være parat. Og holde af skal man vel altid, hvis man bare kan. Så OK da. Men parallelt vil jeg alligevel blande energierne på min facon, og et eller andet sted i denne her problematik ligger løsningen. Og jeg vil vride og vende, tænke og forsøge, give mig selv, give op, begynde igen, være stille, aktiv og passiv, iagttagende og lydhør. Og en dag ligger løsningen der, enkel, klar og ligetil. Lige der, hvor den hele tiden har ligget.