Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Martinus!

Naar De i "Kosmos" Nr. 8 skriver, at Sommeren 1937 er i Færd med at afslutte, og Husene tilskoddes, forestiller jeg mig, som saa jeg Læserne samles i et Tankestævne paa dette os saa kære Sted. Det vil heller ikke i dybere Mening ligge øde og ubesøgt Vinteren igennem, sikkert vil vi alle ret ofte gøre Rejsen i Tankerne ud til Klint Strand, mødes der og sprede Sommerens Mindelys over Stedet.

Der skal ikke noget langt Ophold i Kosmos Feriekoloni til for at give Gæsten dybe og varige Indtryk, skønne og rigt varierede Indtryk til Berigelse af Livsmindernes Album.

Man kan senere sidde hjemme i Enrum og dvæle ved dem og forny Oplevelsens Glæde, en Glæde man deler med andre i Breve eller herhjemme med Venner, der var med. – Kan du huske? – Var De med dengang? – Og ved denne "Samdeling" med Vennerne bagefter er der atter det samme, som var det ejendommeligste ved Opholdet, Ankomst og Afrejse iberegnet, nemlig den høje, rene Atmosfære, den nænsomme, varme Inderlighed, – nu i Samtalen, som da i Oplevelsen.

Hvor er det et underligt Sted! Vel er der ingen kinesisk Mur uden om det, Alfarvej gaar midt over Arealet, og dog er det en lille Verden for sig, – med sit særegne aandelige Klima. Den Landevejsfarer, som haster mod andre Maal, vil næppe mærke meget, men hvor spejder den ankommende, der har Kolonien til Maal, længselsfuldt efter det skønne Flag og de kære, smaa Huse. Det er, som mærker man en Glæde vokse op inden i En, i samme Grad som Vejen sænker sig fra Bakken, ned mod Husene.

I Forbifarten: hjertelig til Lykke med den smukke lille Ejendom oven for Bakken! Jeg tør nok røbe, at her er et Ønske, som flere Gæster har haft paa Deres Vegne, kære Martinus, blevet Virkelighed. Der var noget ligesom selvfølgeligt ønskværdigt i, at dette Sted sikredes tillagt Koloniens Omraade.

Men for at blive ved Ankomsten: Man ser sig pludselig omringet, man bliver modtaget, naar man kommer til Klint. Man er naaet udenfor den kævlende, djævlende Verden, man er blandt Venner, ja ved paa en vidunderlig sikker Maade, at ogsaa dem, man ikke har set før, er det. Før man faar samlet sig selv og hilset færdig til alle Sider, er Bagagen bortført, taget i Hus. – Midt paa Dagen eller midt om Natten, det gør ingen Forskel: aabent Hjerterum er der stedse, hvilket ikke mindst i Kosmos Feriekoloni, – er saa godt som Husrum. Denne Ankomstscenernes Hjertelighed glemmer sikkert ingen.

Vor kære Gerner Larsson havde for Resten lovet i et "Brev" i "Kosmos" at møde os Sensommergæster i pæn Receptionsdragt, men Gartneriets fænomenale Opvækst havde kuldkastet hans smukke Forsæt og holdt ham i Arbejdstøjet eller rettere sagt næsten lavet ham om til en ren Robinson! Men saa sandelig har det, der var præsteret i Anlægget og Opdriften af dette nye Gartneri paa den Jordbund og i det Omfang og i saa forholdsvis kort Tid, – sluttelig med haard Tørke – ikke været bare Middagssøvn eller Meditation! Muligheden overhovedet søger jeg i den Tankeparallel: Gerner Larsson er gaaet til dette Arbejde med samme uforglemmeligt faste Haand og store Humør – og Kærlighed – hvormed han Gang paa Gang møder hver eneste af os.

Det, der næst efter Sammentræffet med alle de gode Venner og efter første øjenmæssige Opmaaling af Himmel og Hav maa fængsle Opmærksomheden stærkest, er denne Plets stadigt omvekslende og botanisk mærkværdigt sammensatte Flora, der er en Naturblomsterhave uden Lige, et Planteelskerens Eldorado, ja en pharmakologisk Urtegaard, der kunde friste En til at nedsætte sig paa Stedet som "klog Mand" eller "Medicinmand" (naa, dette at fristes til Kloghed, man ikke besidder i tilstrækkelig Grad, kan forøvrigt da ogsaa opleves alle andre Steder)! Men mon ret mange har besøgt Klint Strand uden at være bleven tvungen i Knæ for en Stunds Beundring for dette Blomstertæppes stille Tale om Skønhed og Salighed, eller uden – om ogsaa ordløst – at lægge sin Velsignelse til den, der iøvrigt synes at hvile over dette dejlige Sted. –

Se denne Mark i stille, varmende Sol, den lyser i alle Farver, besværmet af Insekter. Se den efter Regn, naar Vegetationen ranker sig igen, vasket og forfrisket, dejligere end før. Forsøm endelig ikke at kigge ud over den og over Stranden og Havet en Sommernat Klokken tre! Hvilket Stilhedens Vidunder for et Købstadsmenneske!

Regn? – Ja, det er vel Verdens eneste Feriested, hvor det kan falde Gæsterne ind at ønske Regn! – Da vi kom hjem igen og fortalte, at saadan var det, troede man, at vi ikke var "rigtig kloge". Men det var virkelig saadan sidst i Juli, at over bred Front hørtes dagligt i Feriegæsternes Samtale Ønsket om Regn, snarlig og grundig. Gerner Larsson "paa sin Side" nøjedes med et begrænset Ønske: Regn paa den sydvestlige Halvdel af Arealet, bag Plantagen, men Tørvejr over Strandsiden. – Vi andre sagde derimod: "vi – ve la reine", hvad der lyder fransk, men er pæredansk.

Hjemme igen paa Kontorets Skruestol, ja endogsaa her i Lænestolen, tænker jeg ofte paa de Bænke nede ved Stranden. Navnlig husker jeg den første Morgen efter vor Ankomst: Solen lyste i Strandkaalens Metalglans og Vinden legede med Marehalmen, purpurrøde Insekter "stod" i Luften som surrende Tene. – Hvor kan et Menneske vænnes helt fra virkelig Fred, helt bort fra hvad Ro og Stilhed er. Dette gaar først op for En i et saadant Øjeblik, hvor det er, som om det var med Barndomstilstandens indre Øje man gensaa Naturen, men nu vidende, at det er en stedse skabende Skabelse, man er Vidne til. Hver Observation bliver som en Tiltale, som "Ord" af de evindelige.

Andre "Ord" af Livets Tale lyder til os i det daglige, i Intelligensverdenens tilsyneladende uintelligente Kaos, voldsomme og ofte svært forstaaelige, fordi de i tilsyneladende harmoniske Begivenheder dynges ind paa og op om Mennesket. Saa om man nu ogsaa vil indvende, at vor Livsbane eller Udviklingslinie er rettet mod Aktiviteten, bort fra Anvendelsen af og Beundringen for Instinktmanifestationer (Naturen), altsaa bort fra det fortidige, det barnligt kontemplative, er alligevel Ferien og dermed det, at blive "Naturmenneske" i nogle Dage lige saa berettiget som f. Eks. vor daglige Fyraften og daglige Tilbagevenden til Hjemmet. Ferien bliver da aandeligt set en Tur "hjem". –

I den Forbindelse, hvor er det da sandt, som Gerner Larsson bemærkede ved en Præsentation: "Det er Familie her mødes". Thi de, der samles her, har nemlig – stort set – samme Opvækst bag sig. Omgangsformen og Tonen præges da ogsaa af dette. Opholdet i Feriekolonien og den værdifulde Totalsum af de Minder, man har med hjem fra Ferien præges af dette Fællesskab, af disse stille, gode Dage blandt rolige, erfaringsrige Medmennesker.

Der er jo intet Hegn om Kolonien, men dog er den saa umiskendeligt "hegnet" alligevel. Den er jo hegnet af Gæsternes kærlige, samfølende Indstilling overfor hinanden og overfor Stedet, i det hele af deres Mentalkvalitet. Dette er hverken Ønsketeori eller Indbildning, men noget, der virkelig mærkes lige fra Ankomstøjeblikket. Desværre møder man saa atter Modsætningen paa tilsvarende Maade, naar man atter er vendt tilbage paa Arbejdspladsen og de til En verdsligt tilknyttede Personer, saa det kan være godt at være blevet "opladet".

"Vi har alle"lidt", husker jeg Gerner Larsson sagde en Aften i Studiekredsen. Samviden herom kan ogsaa nok faa en kollektiv Kærlighed eller Samfølelse til at fremspire hos næsten alle, men først rigtig i en Gruppe, hvor det hos den Enkelte har udfældet "Guldkopier", fremkalder det et nyt Tungemaal. Der føres saa tydeligt en ganske anden Tale i Kosmos Feriekoloni end i Masserne udenfor. Dette er vist alles Indtryk fra de mange Tomands- og Gruppesamtaler ved Stranden, i Græsset, paa Spadsereturene og paa Visitterne i Husene og ved Verandakanten. Ikke fordi Humor nægtes sin Ret, for det er her i højeste Grad befriede Mennesker. Men som Luften er ren her, er ogsaa Taleatmosfæren ejendommeligt fri for de Klager over Vind og Vejr og Folkesind eller de Selvbeklagelser og Mishagsyttringer, som ellers følger En i alle Krese. Ja, kendeligt er der heller ikke meget af den selvhøjtidelige Resignationstyngde, der kan være som Røgplage i dejligt stille Vejr. Jeg har siddet i otte Dage og hørt paa megen stilfærdig Tale om virkeligt store Ting, om Smerter og Savn, om Tilsidesættelse og Ensomhed, der udvikledes til Led i den største Livsopfattelsens Rigdom. Og hvad ofte forblev ufortalt i Ord var at læse. Den lyser fra mange Ansigter, de mange højinteressante, elskelige Ansigter i Feriekolonien og i Studiekresene, Skalaen: Lidelse, Sejr, Fred.

Det er saa let en Sag at komme til at elske dem og føle en Lykke ved at høre til den "Familie", lang Tid – og hinsides Tid.

Svært derfor ogsaa at skilles fra Kosmos Feriekoloni, fra den vinkende Skare kære, kære Venner bag Vognen – – og saa: næste Dag, og kommende mange, at gaa ud i Verden igen – ensom – ikke mest for at fortælle om, men vise gennem os selv, hvad vi fandt og vandt.