Kosmos 1987/8 side 151
En brydningstid
af Olav Johansson
Menneskeheden befinder sig idag ved en afgørende åndelig skillevej – den mest betydningsfulde skillevej eller et vendepunkt i hele menneskehedens historie. Derfor kendetegnes vor tid af en stærk polarisering mellem mørkets og lysets kræfter – den polarisering, som allerede i Bibelen blev omtalt som adskillelsen i "får og bukke".
"Verden og mennesket bliver kun værre og værre!" Genkendes udtrykket? De fleste af os har vel på et eller andet tidspunkt været ude for denne ikke usædvanlige opfattelse. At dette synspunkt er blevet så udbredt, som tilfældet er, er heller ikke mærkeligt, set på baggrund af den nuværende verdenssituation. Et hurtigt blik ud over verden synes i et og alt at bekræfte, at denne opfattelse er velbegrundet. Indvikler ikke såvel enkeltpersoner som samfundene sig hele tiden i stadigt dyberegående kriser og konflikter? Ser vi ikke, hvordan de eksistentielle trusler – trusler mod menneskets og livets eksistensvilkår – tiltager og skærpes i et omfang, som aldrig før er set? Breder volden, angsten og følelseskulden sig ikke mere og mere menneskene imellem?
Vort syn på verden er afhængig af vort perspektiv
For den, der ønsker at "læse" tidens tegn, er det altså ikke vanskeligt at finde begrundelse for, at menneskehedens nuværende kurs er en katastrofekurs – en kurs som peger direkte mod afgrunden.
Håbets tegn – tegnene på en lysere fremtid – er måske ikke lige så lette at få øje på. Men det behøver ikke at betyde, at de ikke er der. Det betyder blot, at vort "skarpsyn" ikke er lige så udviklet eller trænet i at lægge mærke til disse tegn, som når det drejer sig om tegn af modsat art. Men "skarpsyn" forudsætter distance eller perspektiv. Det man har alt for nær på, kan man ikke overskue, fordi det skjuler hele horisonten. Hvis jeg f.eks. vil fotografere en ting eller forskellige genstande i en sammenhæng, må jeg have den distance til de pågældende genstande, som kræves, for at man i kameraets "søger" kan få det nødvendige overblik. Det samme forhold gør sig i princippet gældende, når vi retter vort eget "søgelys" d.v.s. vor bevidsthed mod vor tids problemer. For at kunne få det rigtige overblik, den rigtige sammenhæng i det vi ser, må vi se tingene fra en vis distance eller i et vist perspektiv – et perspektiv højt hævet over tiden og rummet. Det er netop et sådant perspektiv, det kosmiske klarsyn giver individet. Set fra et vist synspunkt kan man sige, at "kosmisk bevidsthed" udgør evnen til at skabe det rigtige perspektivforhold mellem individet selv og omgivelserne – det perspektivforhold hvorfra tingenes sande natur og mission kan gennemskues.
De "syner", et sådant perspektivforhold skænker individet, er Martinus forfatterskab et rigt billede på. Hvordan fremtræder vor tidsepoke da for den iagttager, der er begavet med kosmiske "øjne"?
Menneskehedens skæbnesituation og livsenhedsprincippet
Martinus viser, at vi lever i en stor brydningstid – den største i hele menneskehedens historie. En konflikt mellem mørke og lys, hvor vi samtidigt oplever både en gammel verdenskulturs undergang og en ny verdenskulturs fødsel. De kriser, som vi nu oplever indenfor så mange områder – både på det individuelle og på det samfundsmæssige plan er denne brydningstids symptomer. Det er kriser, som er udtryk for såvel den gamle verdenskulturs dødskamp som den nye verdenskulturs fødselsveer.
For at forstå disse krisers natur og mission er det også nødvendigt at se dem i et meget større perspektiv, end vi sædvanligvis gør. Her er Martinus forklaring til symbolet "livsenhedsprincippet" en uvurderlig hjælp. "Livsenhedsprincippet" viser os, at verdensaltets inderste natur fungerer efter princippet "liv inden i liv". Ligesom en uendelig serie af kinesiske æsker, er kosmos opbygget af levende væsener inden i levende væsener. Det medfører, at alle levende væsener er "treenige" også i den betydning, at de på en gang er såvel makro- som mellem- og mikrokosmiske væsener. I forhold til overliggende "spiralkredsløb" er vi mikroindivider, og i forhold til underliggende "spiraler" er vi makrovæsener samtidigt med, at vi også er mellemkosmiske væsener, d.v.s. væsener som oplever livet i vort eget kosmos eller vor egen "udviklingsspiral".
Vi jordmennesker er således mikrovæsener eller celler i planeten jordens fysiske organisme – nærmere bestemt dens "hjerneceller", d.v.s. bærere af dens mentalitet og bevidsthed. Jordkloden er, viser Martinus, et væsen, som i virkeligheden står på tærskelen til at opleve "den store fødsel" eller sin kosmiske indvielse. Når Martinus taler om, at dette er en proces, som vil blive fuldbyrdet inden for de nærmeste 3000 år for menneskeheden som helhed, så må man forstå, at det, som for os er århundreder, for jordkloden, i dens livsoplevelsesperspektiv, kun er et spørgsmål om minutter. Denne forskel i tidsoplevelse mellem makro- og mikrovæsener betinges af det kosmiske "perspektivprincip", som er den basis, hvorpå al tids- og rumdimensionel fornemmelse hviler (se f.eks. DET EVIGE VERDENSBILLEDE I, symbol nr. 14, stk. 10).
Jordklodevæsenet og den nuværende verdenskrise
Jordklodevæsenet er således et højt udviklet individ, som allerede har oplevet flere "kosmiske glimt", ("glimt" som for os jordmennesker er kommet til udtryk i gamle højtstående kulturer og forskellige verdensgenløseres fremtræden på jorden), – et individ, som altså nu står i begreb med at gennemgå den hele og totale oplevelse af kosmisk bevidsthed. Men, kan man så spørge sig, hvordan kan verden da se ud som den gør? Ja, det er ikke så mærkeligt, som det umiddelbart kan forekomme. Martinus forklarer nemlig, at ethvert individ, hvad enten det fremtræder som menneske, klode eller i en helt anden form, umiddelbart før oplevelsen af "den store fødsel" gennemgår en sjælelig krise, som i sin natur er en psykisk udrensningsproces. I det allerhelligste kommer man ikke ind uden at have "bryllupsklædningen" på, d.v.s. uden at være helt udrenset for lave tendenser og begær. Men hvordan bliver en sådan grad af "udrensning" mulig? Jo, kun ved at alle ufuldkomne og mere eller mindre primitive sider i mentaliteten kommer frem i lyset – op til dagsbevidsthedens overflade. Kun på denne måde kan de udleves og overvindes. Derfor sker der, ifølge Martinus, i vor tidsepoke – med kulmination i dette århundrede og lidt ind i næste – en vældig koncentration af mørkt erfaringsmateriale, d.v.s. af lidelseserfaringer, som får en stærkt forceret udvikling af hele menneskeheden til følge.
Lidelsen og dens facit
Det er jo, forklarer Martinus, først og fremmest alle lidelserne og besværlighederne, som befordrer vor menneskelige og humane udvikling. Men det er naturligvis kun muligt at forstå dette i et reinkarnationsperspektiv. Så længe man har et-livsperspektivet som udgangspunkt, bliver det svært, for ikke at sige umuligt, at se noget andet facit end perversitet og meningsløshed i al den uhyggelige lidelse vi oplever omkring os, – hvis man da ikke vil bortforklare hele problemet med at henvise til, at "Guds veje er uransagelige". Men med reinkarnations- og karmaperspektivet opløses dette uhyggelige fantombillede eller dette monstrum, under hvis kvælende tyngde vi alle trues af åndenød, og et helt andet billede træder frem, – et billede, hvis facit er kærlighed og fuldkommenhed.
Men, vil en og anden indvende, jeg kan ikke se, at mennesker bliver mere kærlige eller humane af at lide. Tværtimod bliver de ofte hårde og bitre.
Jeg må indrømme, at det er en fuldstændig rigtig iagttagelse i nogle tilfælde. Men spørgsmålet er, om en sådan iagttagelse er et rigtigt slutfacit, eller om det kun er et lokalfacit, baseret på et utilstrækkeligt overblik over problemet. Frugten har jo også sit bitre eller sure udviklingsstadium, men det er ikke dens slutfacit. Frugtens slutfacit er – i sit modne og velsmagende stadium – at være til glæde og velsignelse for levende væsener. Frugten virkeliggør dermed den universelle moral eller "gaveprincippet", og hele frugtens udvikling fra det ufærdige bitre stadium frem til den velsignelsesrige og glædebefordrende "gave", som den i sit færdige stadium udgør, bliver, som Martinus viser, en model eller et sindbillede på menneskelig udvikling eller omskabelse til "mennesket i Guds billede".
Selv om lidelserne således i begyndelsen resulterer i "bitterhed", så bliver resultatet på længere sigt en i kommende liv medfødt evne til medfølelse med andre, som lider, og medfølelse eller medlidenhed er den virkelige alkærligheds begyndelsesstadium.
»Dommedagen« forvandler »bukke« til »får«
En i år offentliggjort international sammenlignende statistik over antallet af militærnægtere i forskellige lande viste, at Vesttyskland var det land, som havde den højeste procentdel i denne kategori. Mon der ikke skulle være en sammenhæng mellem dette faktum og de stærke krigserfaringer, som dette århundrede har givet ikke mindst det tyske folk?
Når man tager udgangspunkt i reinkarnationsperspektivet, forekommer en sådan sammenhæng naturlig, eftersom man må antage, at en del af de unge tyske mænd, som nu befinder sig i værnepligtsalderen, er genfødte "faldne" fra første eller anden verdenskrig. Den "dommedag", som lige siden den forrige krigs udbrud, hærger vor jord, er altså allerede begyndt at vise resultater, nemlig – for at udtrykke det bibelsk – at "fårenes" skare er vokset på bekostning af "bukkenes". "Fårene" er jo den gruppe af mennesker, som er fredsmentalitetens repræsentanter, medens "bukkene" er dem, hos hvem krigsmentaliteten endnu er dominerende. "Dommedagens" eller "ragnaroks" store mission er, forklarer Martinus (se bogen VERDENSFREDENS SKABELSE) netop at omskabe "bukke" til "får", sådan at det efterhånden bliver den sidste gruppe, som kommer til at "opfylde jorden".
Begyndende »forårstegn«
Bibelens forudsigelse om adskillelsen i "får" og "bukke" på den "yderste dag" antyder også et andet af denne tids kendetegn: den tiltagende polarisering mellem lysets og mørkets kræfter. Dette stemmer jo også i høj grad med vor tid.
Selv om man har svært ved at tro det, når man lytter til nyhedsudsendelserne i radio/TV, så udmærker vor tid sig ikke kun ved mørke og elendighed (d.v.s. "bukkenes" mentalitet), men også ved, at lysets kræfter (d.v.s. "fårenes" mentalitet) rodfæstes og udvikles stærkere end nogensinde tidligere i menneskehedens historie. Under de mere opsigtsvækkende og dramatiske begivenheders mørke overflade flyder altså også andre strømme, strømme som mere og mere er i færd med at løbe sammen og skabe et ocean af lys. Disse strømme af lys viser sig i tidens åndelige opvågnen og søgen, i humanitære bevægelser og aktiviteter af mange forskellige slags, i samfundsforhold og institutioner, som har med pleje og omsorg at gøre, i den tiltagende internationale eller globale bevidsthed, som kommer til udtryk gennem de internationale organer, fredsbevægelser samt mellemfolkeligt samarbejde og hjælp, i en voksende bevidsthed om de økologiske sammenhænge i naturen og miljøproblemerne, i dyrebeskyttelsesforeninger, i en større viden om helbreds- og kostproblemer m.m.
Alt dette er "forårstegn", som viser, at den kosmiske "vinters" mørke og kulde er ved at slippe sit lammende tag. I vort "dag-til-dag-perspektiv" mærker vi måske ikke så meget til at disse "forårstegn" er voksende. Forandringerne bliver nemlig i dette perspektiv så små, at de knap nok kan mærkes. Men hvis vi prøver at hæve blikket lidt over den daglige trummerum og i stedet vælger at se tilværelsen fra et udsigtspunkt, hvorfra man f.eks. kan overskue årtier og århundreder, så bliver forandringerne åbenlyse. Og det bliver også åbenlyst, at forandringen ikke er i den kosmiske "vinters" favør. Det er f.eks. et faktum, at så sent som ved første verdenskrigs udbrud, blev de forskellige regeringers krigserklæringer hilst med en begejstringens ånd og patriotisk rus af de respektive indblandede folks brede masser. Der er i alle fald sket noget siden da, eftersom man idag dårligt ville kunne forestille sig samme reaktion. Og, for at tage et andet eksempel, hvor megen viden havde vi for kun nogle få århundreder siden om økologi og miljøspørgsmål? Hele miljøbevægelsen og dens ideer om menneskers ansvar overfor naturen og miljøet med alt levende er jo et moderne fænomen, som ikke har mere end et par årtier bag sig.
Ja, der kan ikke råde nogen tvivl om, at "foråret" er i anmarch.
Mørkets kulmination og »ragnarok«
Men der er også et andet fænomen, som er værd at være opmærksom på i denne sammenhæng, når vi taler om "årstidsprægede" forhold. Martinus beskriver jo med symbolet "jordklodens kosmiske stråleglans", (symbol nr. 1 i LIVETS BOG og nr. 27 i DET EVIGE VERDENSBILLEDE) at jorden allerede har passeret mørkets kulmination, men samtidigt oplever vi netop nu "dommedagen" eller "ragnarok", d.v.s. efter kulminationen af mørket. Hvordan kan det hænge sammen? Burde tidspunktet for "ragnarok" og denne kulmination ikke falde sammen?
Også når det gælder besvarelsen af dette spørgsmål, kan vi lære noget af at studere livets egen tale, sådan som den viser sig i det fysiske årskredsløb. Årskredsløbets mørkekulmination eller det såkaldte vintersolhverv indtræffer allerede i december, men det er jo koldest i januar og februar. Årsagen må således komme før virkningen. Martinus påpeger f.eks., at årsagerne til de krige, som udkæmpes og forberedes i vor tid, i virkeligheden ligger årtusinder tilbage (se LIVETS BOG II, stk. 453). De "årsager", som sædvanligvis bliver angivet til moderne krige, typisk økonomiske og politiske forhold i nutiden, er egentlig kun ydre udløsende momenter for en "høst", som allerede er "sået" i fortiden, og som derfor – så længe vi ikke har befriet os fra "bukkementaliteten" må "høstes" i nutiden. Nutidsmennesket er således ikke helt så "dårligt" eller krigerisk indstillet, som den nuværende verdenssituation kan give indtryk af, men det lever under virkningerne af sin egen blodige fortid og må gøre det, lige til det helt har overvundet denne fortid eller denne dets egen dyriske arv.
Fotomontage af John Heartfield
"Det dræbende geni" eller det "intellektualiserede rovdyr" og dets mest geniale skabelse
Oliemaleri af Henck Wognum
Intelligensens frugter
Men for at forklare hvorfor "dommedagen" eller "ragnarok" indtræffer netop nu i vor tidsepoke, kræves der yderligere et aspekt, som vi endnu ikke har berørt. Det drejer sig om menneskets intelligensudvikling i vor tid. Denne stærkt accelererende udvikling, som ligger bag den moderne videnskab og teknikkens nærmest eksplosionsagtige vækst, i særdeleshed i dette århundrede, har nemlig skabt forudsætningerne for, at "det dræbende princip" kan bringes frem til sin kulmination. Så længe mennesket, ligesom dyret, er henvist til blot at anvende sin egen fysiske organisme (plus eventuelle primitive hjælpemidler som kæppe, sværd etc.) som våben eller drabsredskaber, kan drabet aldrig nå de masseproduktionens højder, som den moderne teknik netop muliggør., At det moderne drab er af en større og mere effektiv art og derfor også fremtræder noget mere faretruende, beror ikke på, at mennesket bliver moralsk ringere, som man af og til har hævdet.
Man kan jo f.eks. foretage det tankeeksperiment, at vikingerne havde haft adgang til moderne våben som atombomben. Ville jorden da ikke for længe siden være blevet sprængt i stykker? Hvad man end kan sige om moderne statsledere som Reagan og Gorbatjov, så tror jeg ikke, at de er farligere for verden end vore fortidige vikingehøvdinge ville have været, hvis de havde haft adgang til samme våbenarsenaler.
Ledere idag, og den almenhed de repræsenterer, er således ikke moralsk ringere end gårsdagens, men de våben og de magtmidler de råder over er, som følge af menneskets intelligensudvikling, så meget frygteligere.
Det dræbende geni
Det er netop kombinationen af en udviklet intelligens og en uudviklet eller primitiv moral, som karakteriserer den mentale tilstand som Martinus benævner "djævlebevidsthed". Mennesket med "djævlebevidsthed" er altså et individ som, i kraft af sin udviklede intelligens og sin mangel på moralske hæmninger, bliver et "dræbende geni" d.v.s. en skabning, hos hvem evenen til at dræbe kulminerer. Det bliver i stand til uden samvittighedskvaler at udslette millionbyer blot ved at trykke på en knap eller at organisere raffinerede industrielle massedrab på både mennesker og dyr i koncentrationslejre og slagterier m.m.
Når der i Bibelen tales om, at "djævelen skal rase i al sin vælde" i "de sidste tider", så er det altså netop den ovennævnte "djævlebevidstheds" herredømme, der sigtes til.
Sekulariseringens virkninger
En medvirkende årsag til, at denne "djævlebevidsthed" er kommet til kulmination i vor tid, er også den såkaldte sekularisering eller religionernes forringede indflydelse. Så længe religionerne og kirken, med deres mere eller mindre moralske forskrifter og forholdsregler, havde en dominerende og "dresserende" indflydelse på menneskenes liv, kunde "djævlebevidstheden" ikke få frit spillerum. Selvom menneskene i mange tilfælde manglede indre hæmninger for at udøve det dræbende princip overfor sin næste, så var de alligevel pålagt visse ydre hæmninger gennem bl.a. den religiøse "dressur". Men når denne "dressur" eller denne tilbageholdende kraft hæves, så vil den kraft, der har været undertrykt, i stedet udvikles desto kraftigere. Der opstår et fænomen, som man kan kalde "ophobning" (kompression) eller "tryk-avler-modtryk-effekt". Hvis man f.eks. klemmer en ballon sammen på et bestemt sted, så buler den ud et andet sted, d.v.s. at der opstår et modtryk eller en modreaktion. At det religiøse "tryk" delvis har fungeret på samme måde, kan man se, når det efterhånden ophæves indenfor forskellige områder.
Dette er ikke mindst synligt indenfor det seksuelle område, hvor det tidligere strenge religiøse regime medvirkede stærkt til den seksuelle eksplosion, som har karakteriseret de seneste decennier.
Helt bortset fra, at det kan diskuteres om den såkaldte "ungdomsvold" idag er større end tidligere – tænk f.eks. på tidligere tiders forsamlingshus-slagsmål m.m. – så turde en del af den vold have sin rod i samme forhold. Ifølge Martinus repeterer børn og unge tidligere livs udviklingsstadier (en repetion som varer helt frem til 30-årsalderen), og det er vel ikke helt utænkeligt, at aggressioner, som nogle af disse unge som følge af bl.a. den religiøse "dressur" har måttet undertrykke i tidligere liv, nu i stedet kommer frem i forstærket form, når religionernes hæmmende indflydelse er fjernet eller ophører.
Det dræbende princips selvmord
Kosmisk set er al vold udtryk for ubalancerede tyngdeenergireaktioner, d.v.s. en mental tilstand, som kendetegnes ved den eksplosive tyngdeenergis ukontrollerede herredømme på bekostning af følelses- og intelligensenergien. Men "vold avler vold". Den der med sin handlemåde "sår" vold, vil også "høste" vold. At "høste" vold er det samme som at opleve lidelseserfaringer, som til gengæld udvikler netop den manglende følelsesenergi hos individet. Når denne sidste er blevet tilstrækkeligt udviklet, er tyngdeenergien definitivt "bundet", d.v.s. den kan ikke længere komme til eksplosion og ubalancerede udbrud. Tyngdeenergiens eller det dræbende princips herredømme er altså på den måde "svanger" med sin egen modsætning. Jo mere det dræbende princip praktiseres, desto hurtigere nærmer vi os den tilstand som er følelsesenergiens og det livgivende princips domæne.
I det åndelige "vinterklima", som endnu dominerer vore jordiske kontinenter, er det, uundgåeligt, at vi af og til hjemsøges af forfærdelige "snestorme" og dræbende "kuldebølger". Og man behøver ikke at være nogen særlig fremragende "meteorolog" for at kunne se, at et nyt uvejr nu er på vej. Men intet sådant uvejr kan ændre udviklingens retning, retningen mod forår og snesmeltninger i det store kosmiske spiralkredssløb.
Denne udvikling vil også blive kraftigt støttet af "talsmanden den hellige ånd", d.v.s. den åndelige videnskab, som er blevet født og har været en klart lysende flamme i vor tids åndelige mørke – en flamme i hvis altforklarende lys også selve mørket bliver retfærdiggjort, som det nødvendige fundament for lysets fødsel. Vi ved, at det nu kun er et tidsspørgsmål, før denne flamme kommer til at oplyse hele vor verden og inspirere skabelsen af "en ny himmel og en ny jord, i hvilken retfærdighed bor.".
Tilbage til artikelregister
Forrige