Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Fortalen til Livets Bog kan let blive betragtet som blot en indledning eller en forsmag til den egentlige læsning. Men denne tekst har faktisk sin specielle værdi og fortjener absolut et særligt og omhyggeligt studium.

Enhver der overvejer at præsentere det kosmiske verdensbillede for andre, kan lære meget ved at studere, hvordan Martinus selv bærer sig ad, når han varmt byder den søgende velkommen efter en lang og besværlig vandring igennem virkelighedens store landskab.

Egentlig synes jeg, at begge situationer er lige vanskelige. Hvordan skal jeg kunne præsentere en "kærlighedens videnskab" uden samtidig selv at kunne praktisere dens indhold? Hvordan skal jeg blandt alle disse idéer, som det er blevet en vane at bevæge sig rundt i, finde netop dem, som kan være livgivende, interessevækkende og inspirerende for netop dette menneske? Hvordan skal jeg kunne påvise, at verdensbilledet er fornuftigt og logisk, uden at afskrække ved at virke alt for teoretisk, filosofisk og "tør"? Hvordan skal jeg kunne forklare om følelsesmæssig varme og kærlighed, uden at det lyder "vammelt" og diffust religiøst?

Og her kan Fortalen altså være en hjælpekilde. Her stilles Martinus overfor alle de forskellige problemer, vi selv møder, når vi skal delagtiggøre andre i hans tanker.

Det er han meget vel vidende om. Han skriver selv i sine kommentarer til Fortalen:

"Kun ved i tankerne at have gjort alt, hvad der står i min magt for at forhindre misforståelser, har jeg kunnet være i kontakt med det Forsyn, på hvis bud jeg skaber Livets Bog." (KOSMOS sept. 1933)

Ganske vist er der mange "indgange" til denne skolebygning, ja faktisk lige så mange, som der er sandhedssøgere. Manges første møde med Martinus tanker sker via nogle af de sideindgange, som småbøgerne udgør. Andre springer måske endog ind gennem et vindue, det vil sige begynder midt i hovedværket på det mest spændende sted.

Men Fortalen må alligevel betragtes som "hovedindgangen" til Martinus livsværk. Gennem den vil utallige trætte og undrende vandrere komme til at træde ind. Det siger sig selv, at det må være en svær opgave at udforme en modtagelse på en sådan måde, at alle de højst forskellige vandrere kan føle sig velkommen. Her skal Martinus altså modtage rejsende fra alle forskellige nationer, kulturer, klimaer og himmelstrøg. Alle med deres uendelige rækker af individuelle skæbner og eventyr bag sig. Det eneste, som har fået deres veje til at mødes her ved netop denne skolebygning, er nogle fælles spørgsmål omkring rejsens natur: Hvorfor vandrer vi? Hvorfra kommer vi? Hvordan kommer vi til varmere egne? Hvor finder vi vejen til lykkens og fredens land? Disse spørgsmål er jo almengyldige. De gælder nutidens mennesker, og de gælder fremtidens. De kan angå såvel den rige luksuspassager som den fattige fodrejsende.

Det er interessant at se, hvordan Martinus begynder sin Fortale. Her gælder det om at finde frem til det, der er almengældende, så ingen føler sig overset og smider bogen i papirkurven allerede efter det første afsnit. Her konstaterer Martinus, at alle levende væsener er genstand for livets oplevelse. At dette også vedrører læseren, får han jo bekræftet netop derved, at han kan opleve denne påstand.

Herved har Martinus skabt et fast udgangspunkt og der ud fra følger hurtigt en klar analyse af det moderne menneskes behov. Eftersom livsoplevelsen er et resultat af en vekselvirkning mellem universets energiocean i form af vore omgivelser og vor egen energi i form af vore livsytringer, så må vi jo selv være en vigtig faktor i skabelsen af livsoplevelsen. Det der afgør, om denne skal blive et frygteligt ubehag eller det mest strålende behag, er altså vor egen viden, mener Martinus. Efterhånden som vi lærer at undgå ubehaget, kan vi istedet komme til at opleve behaget. Denne stræben er egentlig det samme som kampen for tilværelsen eller udvikling. Og det er den fuldkomne viden om denne udvikling, som afslører for os, hvorfra vi kommer, hvem vi er, hvorhen vi går og hvordan vi skal leve for at opnå den absolutte lykke.

Her påstår Martinus, at han ved, hvad alle disse mennesker har behov for, og derefter hævder han, at han selv har opnået denne viden i renkultur og derved erfaret, at "alt er såre godt". Derfor har han følt det som sin pligt at gøre denne viden tilgængelig for alle. Og han forklarer videre, at denne viden om det kosmiske verdensbillede ikke er forbeholdt nogle få uddannede og priviligerede tænkere, men den skal ved hjælp af symbolillustrationer blive tilgængelig for almenheden på samme måde, som geografikort har gjort de fysiske landområder tilgængelige for børn i skolerne.

Livets Bog skal være en hjælpende hånd for alle, der søger sandheden, Faderen eller Guddommen, siger Martinus, og den ville ikke kunne eksistere uden at udgøre et eneste stort forsvar for læseren overfor alle dem, der måtte komme til at fremtræde som hans anklagere. (Fortalen, stk 19)

Skønt Livets Bog er skrevet for at tage alle mennesker i forsvar, er det jo absolut ikke sådan, at alle mennesker kan finde næring i denne litteratur. For at hjælpe også disse, analyserer Martinus, hvordan sandhedssøgeren kan finde den kilde, som netop er den rette for ham. Martinus mener selv, at det er helt underordnet, om denne kilde er Livets Bog eller en anden realitet i verdensaltet.

"Hovedsagen er derimod, at individet netop er der, hvor det enten har eller kan få forbindelse med den eller det, gennem hvilket dets egen inspiration kan udløses". (Fortalen, stk 17)

– Han analyserer menneskets nuværende behov.

– Han informerer om, hvordan han kan tilfredsstille disse behov.

– Det han har at tilbyde. Det der er hensigten men Livets Bog og det, der ikke er hensigten med den.

– Han prøver også at imødekomme, hjælpe og stimulere selv dem, som ikke kan finde næring i Livets Bog. Han giver dem en hjælpende hånd i deres søgen efter andre kilder.

– Han forbereder og modtager den, som er tilbøjelig til at ville undersøge litteraturen. Han vil hjælpe disse til at gennemføre deres studier under så stor frihed og selvstændighed som overhovedet muligt. Han forbereder endog læseren på de vanskeligheder, det medfører at få et fuldstændigt og upartisk overblik over indholdet, og at dette endnu ikke er muligt for nutidens jordmenneske.

– Han informerer om, hvordan litteraturen og visdommen er fremkommet, og at han er sin egen kilde.

Af al sin kraft og med hele sin sjæl vil Martinus vise sin absolutte tolerance og sympati over for alt og alle, ligefra fanatiske modstandere til fanatiske tilhængere. Han vil stimulere nutidsmennesket til at tro, tænke og handle i absolut fuldstændig frihed. Han vil vise, at tilværelsens fundamentale religion er livets direkte tale, hvor alle er lærere, alle er elever og alt er læresætninger. I denne livets tale kan Livets Bog absolut ikke være noget eneste saliggørende, mener Martinus.

"Faderen, Forsynet eller Almagten lader nemlig aldrig en enkelt manifestation, ligegyldig hvad eller hvem denne manifestation så end måtte hører ind under, være mægtig nok til at overflødiggøre alle andre manifestationer, men benytter sig derimod i lige høj grad af alle eksisterende manifestationer tilsammen for at iscenesætte den for hvert enkelt levende væsens håb og længsler tilpassede salighed og lader derved ethvert levende væsen fremtræde som en absolut uundværlig rollehavende i det gigantiske eventyr, der hedder tilværelsen." (Fortalen, stk 10)