Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Antag at du vil forklare nogen om hvad A er. Men for at kunne gøre det er det nødvendigt først at forklare hvad B er. Men for at forklare hvad B er, må du først forklare hvad C er, men dette viser sig at være umuligt uden først at klarlægge hvad A er. Men du kunne jo ikke forklare hvad A er, før du har redegjort for B, og det kunne du ikke gøre, før du har redegjort for C osv osv. Dette mareridtagtige ABC-problem møder, i større eller mindre grad, altid den der vil redegøre for noget nyt. Men i praksis kan man naturligvis altid finde en ende, hvorfra man kan begynde at udrede trådene.

Efter min mening vil Martinus lære os en ny måde at tænke på. Antag at du skal begynde at læse en detektivroman af den traditionelle slags med en mordgåde og den store detektiv. For hvert kapitel du læser, bliver historien mere og mere ejendommelig, og når du nærmer dig slutningen synes romanen totalt at være gået i hårdknude. Det forekommer umuligt at opklare mysteriet på de få sider, der er tilbage. Den store detektiv samler nu alle indtil nu ikke myrdede personer i husets storstue. Han begynder at gøre rede for sagen. Hvis det er en detektivroman af den klassiske slags, så fremlægger han næsten ingen fakta, som ikke allerede er kendte af læseren. I stedet præsenterer han os for en ny måde at tænke på.

Sim-sala-bim! Pludseligt ligger det ubegribelige mysterium badet i lys. Alle besynderlige detaljer falder på plads i en fornuftig helhed. Og se! Det er netop de gådefulde indslag i sagen, som leder den store detektiv ind på det rette spor. Gådefuldhederne peger mod den eneste tænkelige helhed, hvori de alle passer ind, og som er mysteriets løsning. Indføjet i denne helhed fremtræder de ikke længere som gådefulde, men som helt naturlige og indlysende. Deres gådefuldhed var en illusion, som skyldtes, at de var placeret i en fejlagtig sammenhæng på grund af en særlig måde at tænke på, som ikke var i overensstemmelse med det, der virkelig skete.

Antag at du læser detektivromanen en gang til. Nu indeholder den ikke længere nogen gådefuldheder. Skællet er faldet fra dine øjne. Kan man tænke sig noget mindre gådefuldt end det for anden gang at læse en detektivroman som man fornylig har læst? Men hvad er det da, der er sket? Hver eneste linie, hvert eneste bogstav er jo nøjagtig de samme som ved første gennemlæsning. Bogen er ikke ændret. Det er i stedet din tænkemåde som har ændret sig. Du tænker ikke ad samme bane, som da du første gang læste bogen, men så at sige vinkelret på den tidligere tankebane. De gådefuldheder, som viste sig ved den første måde at tænke på, tilhørte egentlig en anden tænkemåde, en anden virkelighed, og fremtrådte derfor nødvendigvis som gådefuldheder i den første virkelighed.

Gådefuldhederne var gæster fra en anden verden. De var de allerførste svaler, som varslede forårets komme, en rummeligere måde at tænke på, der omfattede flere aspekter end den tidligere måde. Disse gådefuldheder, som blev større og større ved den oprindelige måde at tænke på og som fremtvang en omvurdering, er åbenlyse naturligheder ved den nye tænkemåde.