Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Under sådanne omstændigheder (festligholdelsen af reformationen) tror jeg det da ikke upassende, om vi i anledning af dagens højtid søger at bekræfte vor overbevisning om religionens og videnskabens harmoni, ved at betragte: Hvorledes videnskabsmanden, når han tilfulde forstår sin egen bestræbelse, må anse videnskabens dyrkelse som en religionssag. Dersom det her blot var mit øjemed at vise, at gudsfrygt må avle videnskab, så ville jeg beråbe mig på den fra alle sider erkendte store sandhed, at kærlighed til Gud er væsenet i al religion. Slutningen ville da være let, at kærlighed til Ham, fra hvem al sandhed kommer, måtte avle lyst til at kende den i alle dens forgreninger, men da vi her ville se videnskaben formedelst sig selv erkendt for religionspligt, så er det nødvendigt for os at trænge dybere ind i videnskabelighedens væsen."

Her viser det sig da, at menneskets granskende blik, det være sig nu henvendt på hans eget indvortes væsen, eller på den ham omringende og medindsluttende skabning, stedse henledes til altings evige ophav. I al granskning er det endelige øjemed at finde, hvad der har virkelig tilværelse, og at se dette i sin rene glans, adskilt fra alt det, som blot ved en skintilværelse skuffer den uopmærksomme. Videnskabsmanden vil da vide, hvad der er det bestandige midt i alle afvekslinger, det uforårsagede, der skjuler sig bag de utallige forårsagede ting, det enhedsbånd, der gør, at tingene i alle deres mangfoldige fordelinger og adskillelser dog ikke adsplittes. Snart må han erkende, at kun det uafhængige kan være det bestandige, og det bestandige det uafhængige, og at den sande enhed ikke kan være adskilt fra nogen af dem, og således ligger det da allerede i tænkningens natur, at den intet urokkeligt hvilepunkt, ingen beroligelse finder uden i den vekselløse, evige, uforårsagede, alt forårsagende, alt omfattende alfornuft." ... ...

"Det bestandige i naturen kommer da fra den evig selvstændige, livsytringerne fra ham, som har livet i sig selv, det heles sammenhæng og harmoni fra den ene fuldkomne visdom. Hvorledes kan han da, når han ser dette, andet end besjæles af den dybeste ydmyghedsfølelse, andagt og kærlighed? – Har nogen lært andet i naturens betragtning, så kan det kun have været, fordi han tabte sig i det adspredte og mangfoldige, og ikke opløftede sig til sandhedens evige enhed."

"Først må vi nu komme til sand erkendelse af sjælens natur – på én gang guddommelig og menneskelig – ved at holde os for øje dens evner til at optage udefra og til selv at yde, og de forskellige arter, der findes af sjæle. Og udgangspunktet for undersøgelsen er følgende: SJÆLEN ER UDØDELIG, HELT OG FULDT. Thi: Det, der bevæges af sig selv, er udødeligt. Det, der bevæger noget andet og selv bevæges af et tredie, ophører at fungere, når det ikke mere selv sættes i bevægelse. Kun det, der bevæger sig selv vil visselig aldrig holde op med sin bevægelse, thi det kan ikke opgive sin egen natur. Og så bliver det også for alt andet, der bevæges, den første årsag og begyndelse til bevægelsen.

Og "begyndelsen" er til fra evighed af. Thi alt, hvad der skabes, må efter nødvendighedens lov skabes af "begyndelsen". Men selv kan den ikke være skabt af noget som helst, thi hvis "begyndelsen" blev til af noget andet, så ville den netop i kraft heraf ikke mere være den absolutte begyndelse. Og da den er til fra evighed af, er den nødvendigvis også uforgængelig. Thi går "begyndelsen" til grunde, vil visselig deri selv ikke nogensinde kunne opstå af noget andet, og lige så lidt vil, da alt jo skal opstå af "begyndelsen", noget andet kunne opstå af den.

Så er da det, der bevæger sig selv, begyndelsen til bevægelsen, og dette kan lige så lidt gå til grunde, som det kan blive til, – eller også må hele himlen og den hele skabning ramle sammen og gå i stå, uden nogensinde mere at finde et udgangspunkt, hvorfra det alt kan blive sat i bevægelse og blive til påny.

Dermed har vi nu vist, at det, der bevæger sig selv, er udødeligt.

Hver den, der forsker menneskets sjæl, vil dristigt kunne sig, at dens dybeste væsen er selvbevægelighed. Thi hvert legeme, til hvilket bevægelsen kommer udefra, er sjælløst; men det legeme, hvor bevægelsen bryder frem fra dets inderste dyb, har sjæl. Thi selvbevægelighed er sjælens væsen. Og er det nu så, at det, der bevæger sig selv, ikke er noget andet end sjælen, må sjælen nødvendigvis være til fra evighed af og udødelig.

Dette være nok om sjælens udødelighed".

"Jeg'et eller det usynlige "noget" bag enhver organisme, bag enhver form eller ting, er således den dybeste eksisterende årsag til alt, hvad der kan sanses, opleves og manifesteres. Alt er livløst, alt er stilhed, alt er lig intet uden dette "noget" eller uden et jeg". ... ...

"Men da Jeg'et eller det guddommelige "Noget" ikke er en skabt ting og i sig selv derved er hævet over tiden og rummet, har det været til i al evighed. Det har således absolut ingen begyndelse og kan umuligt få nogen afslutning. Alt, hvad der kommer ind under disse begreber (begyndelse og afslutning), ligger på et andet plan end selve Jeg'et, idet disse kun kan være situationer vedrørende de af Jeg'et i materien eller stoffet frembragte ting. Jeg'et vil således altid være forud for og bagefter frembringelsen. "

"Hvad er da evigheden? – Evigheden er selve verdensaltet, idet dette umuligt nogen sinde kan have begyndt, ligesom det aldrig nogen sinde kan ophøre. Thi i så fald skulle "Noget" komme af "intet", ligesom det samme "Noget" skulle kunne blive til "intet". Evigheden er således et eksisterende "Noget". En analyse af dette "Noget" må derfor også være en analyse af evigheden. At skabe en analyse af nævnte "Noget", der ikke samtidig er en analyse af evigheden, kan kun være en falsk analyse, thi den vil kun kunne udtrykke et "Tidsbillede" af nævnte "Noget". Men et "Tidsbillede" af nævnte "Noget", er jo det samme som det, vi kalder "Alder". At give verdensaltet eller det eksisterende "Noget" "Alder" er det samme som at sige, at evigheden er så og så gammel. Men en "Evighed" med "Alder" er jo det samme som en "Evighed", der har "begyndt". Og en "Evighed", der har "begyndt", kan umuligt være en "Evighed", den er kun et "Tidsrum". Men et "Tidsrum" kan aldrig nogen sinde være andet end en lokalitet i selve "Evigheden". Og derfor vil alle analyser, der kun udtrykker "Alder" eller "Tidsrum", således umuligt kunne være andet end analyser af lokale foreteelser i det evige "Noget", der udgør verdensaltet. Hvis vi således f.eks. siger, at verdensaltet er "ondt", kan denne analyse kun være udtryk for en lokalitet i verdensaltet, idet "det onde" altid må grænse op til dets modsætning, nemlig, alt det såkaldte "gode" for overhovedet at kunne sanses. Siger vi, at det er "hvidt", udtrykker vi dermed ligeledes kun en lokalitet i verdensaltet, idet "det hvide" jo kun kan erkendes i samme grad, som det grænser op til dets modsætning, nemlig, "det sorte". Det vil således være absolut ligegyldigt, hvad vi så end siger om dette guddommelige "Noget". Hvis det, vi udtrykker, ikke samtidig er en analyse af evigheden, kan det kun udtrykke en lokalitet i nævnte "Noget" eller verdensaltet og er ikke udgørende noget som helst absolut udtryk for helheden. Vejen til livsmysteriets absolutte løsning er derfor udelukkende kun brolagt med facitter, der på en gang udgør en analyse af evigheden og "det guddommelige Noget". Og det er sådanne facitter, vi her i "Livets Bog" har givet menneskeheden adgang til. Da de netop afviger fra alle andre facitter derved, at de samtidig er udtryk for evigheden, hvilket vil sige, at det, de udtrykker, er evige foreteelser, foreteelser der aldrig nogen sinde har begyndt og aldrig nogen sinde vil kunne ophøre, har vi kaldt disse for "kosmiske analyser". De er en beskrivelse af de evige fundamentale principper, der er de faste urokkelige bærepiller for evigheden, uendeligheden og almagten. Uden disse piller, ja, ved den blotte mangel på een af disse piller ville der ingen evighed, uendelighed eller almagt eksistere. Kun et evigt absolut "Intet" måtte forekomme der, hvor i dag Altet urokkeligt vibrerer."

"Dette være nok om sjælens udødelighed".