Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Når man en skøn sensommermorgen efter en kølig nat træder ud i naturen, kan man blive vidne til et forunderligt syn. Overalt, hvor der er mulighed for det, i græsset, i hækken, på buskene, mellem prydplanterne og i træerne – ja, selv i udendørs vinduesnicher, tagrender og mellem gesimser – dér har flittige edderkopper i nattens løb indsvøbt verden i et dugperlebesat netværk, et helt under af kemisk og teknisk snilde. Og modtagelig som man nu kan være på dette tidspunkt af døgnet, efter en god nats hvile, så kan det spørgsmål nemt strejfe én, hvordan disse små væsener, uden hverken en udviklet hjerne eller en industrielt funderet teknologi, har været i stand til at frembringe disse sande mesterværker.

Men her er det, man ligesom må følge én af to veje. Enten må man vælge at fortsætte sit mere og mere detaljerede studium af edderkoppernes teknik i håb om ad denne vej at opnå en forklaring – en til bunds gående forklaring! Eller også må man "hoppe af" mens legen endnu er god. – Og det bliver denne sidste mulighed, vi her vil vælge, for erfaringen viser nemlig, at jo mere man fortaber sig i alle disse geniale detaljer, desto længere væk rykker problemets løsning. Hvert besvaret spørgsmål afføder jo en ny sværm af spørgsmål, og det værste og allermest lumske er, at svarene ofte kan være så indviklede og geniale, at man af lutter imponerthed, benovelse og træthed slår sig til tåls, for til slut helt at forkaste eller glemme sin oprindelige tanke – ja, selve ideen bag sit spørgsmål.

Nuvel, lad os altså hellere straks, mens sindet endnu er friskt og ubesmittet, vende os mod den dejlige morgenstund og glade istemme med salmisten: "Op al den ting, som Gud har gjort!" – For, er det ikke netop disse ord, der kommer nærmest til en beskrivelse af den stemning og betagelse, som vor morgenvandring afføder?

Og dog er det moderne menneske – netop på grund af sit store fond af kemisk og teknisk erfaring og den naturlige følelse af magt og suverænitet, som hermed følger – særlig udset til at skulle ærgre sig over den samme salmist, dér, hvor han uimodsigeligt påpeger: "Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægtet ej det mindste blad at sætte på en nælde?"

Dette på én gang drilske og ophøjede spørgsmål omkring naturens fabelagtige tekniske og kunstneriske snilde kan vi således anskue ud fra to vidt forskellige synsvinkler. Vi kan enten forsøge at bruge vor forstand, men må så slå os til tåls med de forslag, videnskaben har at byde på, eller – vi kan straks henvise til "Guds skaberhånd" og på den måde – måske for en stund – få lov til at svæve i den smukke følelse af en guddoms tilstedeværelse bag naturens mesterværker. For nogle mennesker er videnskabens henvisning til "selektionsteorien", dvs udviklingen som betinget af de mest robuste racers sejr i kampen for tilværelsen, fuldt tilfredsstillende, og for andre er kirkens henvisning til, at Guds veje er uransagelige, lige så tilfredsstillende. Men tilbage bliver alligevel en hel del mennesker, som ikke 100% kan forlige sig med disse svar. De føler behov for en løsning, der både tilfredsstiller følelse og forstand; og det er netop disse mennesker, denne lille omtale af Martinus kosmologi er tilegnet.

Og man kan roligt sige, at Martinus forklaring på edderkoppernes mysterium er fantastisk, men alligevel – på en måde – også logisk og i det mindste psykologisk acceptabel. Martinus fortæller nemlig i sine mange bøger, at alle levende væsener har en evig fortid bag sig, en fortid, hvor de i enorme tidsperioder har været som guder, dvs kunnet tænke, skabe og opleve med dét, vi må opfatte som – en guddoms fulde, uindskrænkede frihed og genialitet! Og Martinus forklarer videre:

Som bekendt har det jo gennem lange tider været enhver opfinders drøm at konstruere "evighedsmaskinen".

I dag ved vi, at det absolut ikke lader sig gøre. Hvordan kan Martinus da på trods af videnskaben mene, at noget kan blive ved med "at gå" – endda opad som en vindeltrappe – til evig tid? Tjae, det kan han ved at fremføre, at der i tilværelsen også findes realiteter, som – overhovedet ikke er skabte! For kun de skabte ting må naturligvis være underkastet skabelse og destruktion, begyndelse og afslutning.

Ja, dette sidste kan vist de fleste gå med til, men kan det virkelig bevises, at der også findes ting, som aldrig er blevet skabt, dvs som ingen begyndelse har haft og som heller ikke kan nedbrydes og forsvinde igen? Ting, som bare findes ... ... ... ?

Ja, således oplever Martinus det faktisk, men han er heldigvis også i stand til at sandsynliggøre det for andre ved at pege på en lang række omstændigheder, som egentlig må siges at tyde på noget i den retning – f.eks. mysteriet om edderkopperne! – Her skal vi imidlertid nøjes med at fremføre Martinus rent logiske, "matematiske" argumentation, så vi ikke kommer til at bygge vor redegørelse på noget, vi oprindelig ville prøve at forklare.

Det er jo således, at når det drejer sig om "ting", så falder tanken næsten altid på det fysiske stof, den såkaldte "materie", altså beton, træ, plastik, tekstil, kød, blod, knogler osv. Og selv om en del af disse stoffer er ret bestandige, så kan de naturligvis ikke holde i al evighed. Fælles for dem er imidlertid, at de er sammensat af andre materier, der igen er opbygget af mindre bestanddele, og enhver skabe- og nedbrydningsproces er i virkeligheden det samme som henholdsvis opbygning og nedbrydning af forhåndenværende materialer.

Men, ét sted må "byggestenene" jo komme fra – også når det drejer sig om den første ting, som nogensinde er blevet skabt. Den første ting må altså være forudgået af en eller flere andre ting, der så igen må ... ... osv, osv i én uendelighed! Og det betyder altså, at "materien", her forstået som samlebegreb for al materie i hele universet, simpelthen er – uskabt! Materien som sådan vil derfor aldrig nogen sinde kunne være opstået eller skabt, for hvordan skulle noget kunne være blevet til af – ingenting? Og naturligvis kan den heller ikke forsvinde, for hvor skulle den så blive af? Hvordan skulle noget kunne "gå hen" og blive til intet? – Nå, her vil den kritiske læser måske nok indvende, at dersom man springer en atombombe i luften, så forsvinder materien jo netop, idet den omdannes til "energi", dvs stråler og bølger. Men det er ikke ensbetydende med, at der forsvinder noget, for hvor skulle "energien" så blive af? – Ifølge en berømt matematisk formel af Einstein kan "energi" i øvrigt omdannes til "masse", dvs materie og i Martinus sprogbrug er stråler og bølger også henhørende under materiebegrebet. Han kalder det for "den stråleformige materie". Men hele dette spændende område vil blive hovedemnet for den næste artikel i denne serie. Men for nu kort at resumere: Materie opfattet som samlebegreb for al eksisterende materie eller – materie i absolut forstand – er altså noget, der åbenbart bare findes, og som man efter bedste evne og behov kan "samle op", ganske vist i den skabte form i hvilken man møder den, og dernæst bruge til at skabe med. Men "i sig selv" må den altså være uskabt. Og det aspekt af materien, der virkelig ser skabt ud, dvs "sanses" som skabt, altså – materien i relativ forstand – ja, det er jo netop det aspekt, vi sædvanligvis hæfter os ved og opfatter som "materien", dvs den, der kan slides og nedbrydes, ødelægges, rådne, fordampe osv.

Ja, således lyder i fri genfortælling Martinus kosmiske analyse af materien, der igen afslører universet som en uudtømmelig råstofkilde for levende væseners livsoplevelse og evige tilværelse. Dermed er Martinus analyse af universet eller "verdensaltet", som han kalder det, dog ikke afsluttet. Imidlertid har vi nu fået løftet den allerførste flig af sløret, der adskiller os fra en fuldkommen forståelse af edderkoppemysteriet, nemlig en uomgængelig tilstedeværelse af begreberne "evighed" og "uendelighed" som udtryk for absolutte realiteter, hvis virkelighed ikke længere kan drages i tvivl.

 

Næste artikel: DEN STRÅLEFORMIGE MATERIE. Sammen med Martinus aflægger vi et lille besøg i visdomsriget og møder her en fantastisk verden, der yderligere bringer os på sporet af kilden til naturens forunderlige iderigdom og genialitet.