Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Spørgsmål: Martinus anvender ganske rigtigt fortrinsvis megen logik i sine fremstillinger.

I et forsøg på at være logisk har jeg nedenfor taget to grundsætninger frem, som i henhold til Martinus "lære" begge i sig selv er rigtige, men som dog logisk set strider mod hinanden.

Jeg har nu spekuleret over dette i flere år. Ingen har kunnet besvare spørgsmålet. Hvis du har noget forslag, – ring eller skriv.

Svar: Det problem, du er løbet ind i S.C., er hvad Martinus kalder "tankedril" noget som alle vi der studerer Martinus kosmiske analyser af og til gør. Det er ikke så mærkeligt, da vi ikke er særligt trænede i at tænke i uendelighedsdimensionen. Ja, jeg vil vove at påstå, at vi befinder os på et nybegynderstadium, selv om vi nu i denne inkarnation har været så heldige – forøvrigt et lidet kosmisk udtryk – at vi er kommet i kontakt med Martinus litteratur. Dette sagt blot for at erindre om den tålmodighed og frem for alt ydmyghed der kræves, når man nærmer sig løsningen på tilværelsens største problemer.

Det jeg først og fremmest fæster mig ved, når jeg læser dit spørgsmål, er din konklusion i punkt 2. Den slutning, du der når frem til, har dog ingen støtte i Martinus analyser. Jeg citerer dig: "Eftersom alle væsener har evigt liv, kan der ikke hverken komme nogen til eller forsvinde nogen væsener. Antallet må følgelig være et bestemt antal, om end det løber op i et ufatteligt tal."

Løsningen på dette problem kan vi f.eks finde i det levende væsens kosmiske grundanalyse, som du sikkert ved er den samme som verdensaltets eller Guddommens grundanalyse, nemlig det treenige princip. Intet begreb er det jordiske menneske mere fremmed og ukendt end et levende væsen. Ja, Martinus forklarer, at en stor del af menneskeheden for øjeblikket passerer et stadium i sin evige udvikling, hvor den er så langt borte fra en sand indsigt i sit eget væsens struktur, som det overhovedet er muligt at komme. De enkelte individer passerer ikke dette stadium samtidigt, men eet er sikkert, og det er, at vor umiddelbare fortid netop udgør en passage gennem et udviklingsstadium præget af en sådan virkelighedsfremmed oplevelsestilstand. Det er naturligvis disse tankevaner, vi medbringer fra vor passage af dette stadium i vor udvikling, vi må slås med, når vi skal nærme os Martinus kosmiske analyser. Når disse gamle tankevaner kommer i kontakt med de for os nye kosmiske analyser, opstår "tankedril". At det jordiske menneske virkelig ikke kender sig selv og dermed heller ikke begrebet "et levende væsen", fremgår med næsten pinlig tydelighed, når vi i lyset af Martinus kosmiske analyser bliver klar over, at hele tilværelsen i sig selv er et udtryk for en uendelig variation af levende væsener. Ja, der eksisterer ikke noget som helst andet, alt er levende – og døden kun en tænkt modsætning til virkeligheden. Det levende væsen forekommer som sagt i en uendelig og mangfoldig variation og er i sig selv den mindste enhed, som verdensaltet eller Guddommen består af. Martinus taler om livsenheder og livsenhedsprincippet. Denne i sin inderste natur absolut identiske realitets storslåede variation finder vi, når vi stilles overfor levende væsener, som fremtræder i karakter af mælkevejssystemer, solsystemer, sole og planeter, for ikke at tale om den variationsrigdom, vi bliver vidne til, når vi studerer livet her på vor planet. Men ikke kun det vi oplever udenfor os gennem vore fysiske sanser er levende væseners tilkendegivelse af sin eksistens, også vore fysiske organismer, igennem hvilke vi oplever al denne herlighed, er en kombination af myriader og atter myriader af levende væseners vekselvirkning og samarbejde med hinanden. Det er levende væsener, som for os fremtræder som organer, celler og molekyler fortsættende nedad i det uendelige. Hvor fremmed er egentlig ikke denne tanke for os – endnu ikke kosmisk fødte – at levende væsener som du og jeg, kan forekomme i en sådan mangfoldighed af variationer.

Måske synes du, at jeg afviger fra emnet og dit spørgsmål? Hensigten er imidlertid at opfriske forståelsen af hvor storslået begrebet et levende væsen i virkeligheden er og hvor lidt fortrolige vi egentlig er med dette begreb. For fuldt ud at værdsætte den kosmiske grundanalyse af det levende væsen må man prøve at gøre sig en levende forestilling af de problemers omfang den pågældende analyse skal løse. En kosmisk analyse må – for at være navnet værdig – være universel og evig, hvilket indebærer, at den skal være et sandt og nøjagtigt udtryk for et hvilket som helst levende væsen og yderligere være gyldig i al evighed. Dette medfører nødvendigvis, at en kosmisk analyse udtrykker det absolut essentielle i eet begreb, selve begrebets inderste kerne. Dette kan for den utrænede bevirke, at begrebet enten virker så kolossalt enkelt, at betydningen eller dybden af analysen undervurderes eller, at det på grund af sin enkelthed virker så abstrakt, at det forekommer fremmed, fordi det ikke lykkes os at forbinde det med den konkrete virkelighed. Med den rette forståelse af det treenige princip kan vi nemlig let finde løsningen på vort problem. Alle Martinus analyser går op i slutfacittet uendeligheden. Uendeligheden er det eneste sande udtryk for helheden. En kosmologi, som ikke går op i uendeligheden, er ikke nogen kosmologi i dette ords strengeste forstand. Ordet betyder som bekendt læren om verdensaltet i sin helhed.

Det levende væsens grundanalyse udtrykker nemlig tre uadskillelige principper, som alle går op i uendeligheden og derfor af Martinus betegnes som navnløse, ikke på grund af manglende ordforråd, men ganske enkelt fordi ingen anden betegnelse er relevant. Vi kender disse som: "Skaberen, skabeevnen og det skabte". Disse tre evige principper, som er uløseligt forbunden med hinanden, udgør den treenighed som betinger, at "et noget" kan fremtræde som et evigt levende væsen og derfor aldrig nogensinde kan være blevet til eller ophørt med at være til. Heraf følger, at det skabte ikke i sin helhedsanalyse kan udgøre nogen form for absolut begrænsning, da dette princip i al evighed er forbundet med to andre evige principper, skaberen og skabeevnen. Hvis det skabte i absolut forstand var begrænset, ophævedes treenigheden, idet skabeprincippet og skabeevnen da måtte forudsættes sat ud af funktion, hvilket i følge definitionen af det levende væsens grundanalyse som et treenigt princip ikke lader sig gøre. Det fremgår således klart af Martinus grundanalyse af det levende væsen, at der aldrig – set i lyset af kosmologien – kan eksistere nogen absolut begrænsning i kosmos og dermed heller ikke nogen form for absolut begrænsning i antal. Mange af Martinus symboler viser dette, for eksempel spiralkredsløbet, livsenhedsprincippet, de levende væseners kosmiske udviklingsbaner m.fl.

Sagt i korthed, så udelukker det treenige princip enhver form for absolut begrænsning, selv om det for en ordens skyld bør fremhæves, at det skabte udgør en uendelig kæde af illusoriske begrænsninger, hvorved livets oplevelse evigt garanteres det levende væsen. Da disse begrænsninger dvs skabte detaljer, som opstår og forgår, er et resultat af X1 og X2, er de ikke det de ser ud til at være, hvilket med andre ord betyder, at de ikke er begrænsede, men ubegrænsede. Alle skabte ting, siger Martinus, er kamufleret uendelighed. Principperne X1 og X2 er de evige, urokkelige faktorer, som ligger bag opretholdelsen af X3, det skabte. Gennem disse to principper synliggør uendeligheden sig ved at kamuflere sig, dvs ved at etablere illusoriske begrænsninger. Det er netop den kosmisk bevidstes, den indviedes, privilegium at kunne gennemskue denne illusion.