Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Alle oplever vi dog som en mere eller mindre klar fornemmelse, at Martinus med sit skaberværk ikke alene bringer skelsættende nyt men også virker som bindeled til det forgangne. Vi fornemmer de kosmiske analyser som en vejviser, der kan vejlede og støtte os på vor færd fremover mod skabelsen af fremtidens kultur og moral i vort sind. Vi fornemmer os stedt over for en vejviser, forfattet og illustreret af et åndeligt sendebud, som selv har gået vejene og mange af omvejene og vildvejene, og som desuden kender de knudepunkter og mål, vejene leder frem til.

I denne artikel vil vi koncentrere os om de faktorer, der gør, at Martinus verdensbillede ved sin måde at være tilvejebragt på er noget skelsættende nyt. Vi vil endvidere belyse nogle af de forhold, der gør, at Martinus verdensbillede i sit indhold viser sig som havende stærke rødder i tidligere tiders vejvisergerning. For at kunne belyse disse forhold må vi først sætte os ind i en del af den foreliggende viden om skabelsen og udviklingen af de store verdensreligioner, der har hjulpet menneskeheden frem til dens nuværende kulturelle og moralske stade. Vi vil derefter sammenligne denne viden med vort kendskab til skabelsen og indholdet af Martinus verdensbillede.

I redegørelsen bør vi bestandigt holde os for øje, at verdensaltets åndelige livslove og -principper er evige, uforanderlige og universelle, og derfor ikke skabt eller opfundet af Martinus. Betegnelsen "Martinus verdensbillede" er følgelig udtryk for Martinus iagttagelse, analyse og gengivelse af disse love og principper.

Grundlaget for alle sekterne er de hellige skrifter Vedaerne, Upanishaderne og Bhagavadgita. Men de enkelte sekter indeholder elementer, der strider mod disse hellige skrifter, og de lægger hovedvægten på forskellige forhold. Sekterne støtter sig her dels til en almen kendt, hellig litteratur (episke digte, purana'er og tantra'er) dels til et væld af nye, religiøse skrifter. Sekternes fortolkninger af de gamle fortællinger er billedlige (allegoriske) og ofte fyldt med indbyrdes modsigelser.

Hinduerne har talløse, mere eller mindre sideordnede guder, der oftest er personificerede naturkræfter. Hinduismen har ingen fælles og central autoritet, der fastlægger, hvad hinduisme egentlig er.

Det gamle Testamente er ikke én bog, men en samling af bøger, hvis ældste dele går tilbage til ca. 1.100 f.Kr., og hvis yngste skrift, Daniels bog, stammer fra ca. 165 f.Kr. Det ældste fuldstændige håndskrift stammer fra 1.008 e.Kr. Det gamle Testamente omhandler en århundredlang, historisk periode. De forskellige skrifter deri må oprindelig være nedskrevet over en lang tidsperiode og på basis af dels mundtlig overlevering, dels spredte, skriftlige brudstykker. Man har engang troet, at Mosebøgerne var skrevet af Moses, men en række forhold taler nu herimod. Det gælder således ujævnheder og spring i fremstillingen, direkte modsigelser, dobbelt forekommende fortællinger, brug af forskellige Gudsnavne, stilforskelle og omtalen af Moses død.

Indholdet af Det gamle Testamente er ens for jødedommen og protestantismen. Jødedommen har det inddelt i 24 forskellige skrifter. Protestantismen har det inddelt i 39 tilsvarende bøger. Man ved ikke, i hvilken rækkefølge disse skrifter er udarbejdede. Men man ved, at de af jøderne er samlede og autoriserede (kanoniserede) over en århundredlang periode, der afsluttedes ca. 100 e.Kr. En bestemt samling blev da ophøjet til normaltekst, og alle varianter tilintetgjort. Afskrivningen af normalteksten gennem de påfølgende århundreder har medført talrige afskriverfejl såsom forveksling af bogstaver, udeladelser, gentagelser og forklarende tilføjelser.

I de første århundreder efter Buddhas død fremkom håndskrifter, hvori hans samtaler, diskussioner, legender og eventyr er samlet og kommenteret. Disse hellige bøger, kanons, er imidlertid forskelligartede og uoverensstemmende, og danner som følge deraf grundlag for forskellige buddhistiske retninger. Disse forhold har givet en usikkerhed, der på nogle kirkeforsamlinger (koncilier) har medført, at visse og ikke andre værker er blevet autoriserede. Senere tilføjelser, revisioner og stridigheder har medført, at såvel den buddhistiske "originallitteratur" som litteraturen om buddhisme er blevet uoverskuelig og fyldt med usikkerhed.

Kungfutse hævdede, at han var "en formidler, ikke en skaber", og derfor skrev han selv kun lidt. Men hans hengivne disciple nedskrev hans udtalelser, og her af opstod det gigantiske moralsystem, som Kina siden har levet efter. Af skrifter med Kungfutses lære er de fire "Shu" de vigtigste. Da de nedskrevne samtaler gengiver mesterens udtalelser, kan skrifterne minde noget om Det nye Testamentes referater af Jesu ord. Omend teksterne muligvis er redigerede af senere disciple, er kernen dog bevaret og kan føres tilbage til mesteren selv.

I hovedværket "Tao-Te-King", som er blevet kaldt taoismens bibel, og som tillægges Laotse, menes Laotse selv at have nedskrevet hovedpunkterne i sin filosofi. En række senere lærde og vismænd har på grundlag af "Tao-Te-King" udarbejdet den livsfilosofi, der har fået navnet taoismen.

Taoismen er med tiden blevet begravet under en blanding af okkultisme, mystik og magi. Mange af taoismens lærere har fjernet sig fra Laotses oprindelige tanker. Som århundrederne er gået, betegnes taoismen som værende langsomt sunket ned til overtroens og afguderiets triste stade. Tynget af trolddom, sandsigeri, handel med amuletter og alkymi er den efterhånden kommet til at minde mere om fetishdyrkelse end om Laotses ophøjede lære. Længe før det 19. århundrede var udrundet, var taoismen en uddøende lære som en naturlig følge af den voksende interesse for videnskaben (15).

Jesus har intet skriftligt efterladt sig. Beretningerne om hans liv, ord og gerninger, om hans lidelse, død og opstandelse, gik i de første kristne slægtled, hvor genfortællekunsten formentlig var ret højt udviklet, fra mund til mund, og blev kun nedskrevet tilfældigt og lejlighedsvist. Den vigtigste del af Det nye Testamente, de 4 evangelier, der jo netop omhandler, hvad Jesus sagde og gjorde, er alle nedskrevet efter år 70. Der fandtes også andre evangelier, men kun disse 4 blev godkendt af kirken. Det nye Testamente er blevet til over en 300-årig udviklingsperiode. På forskellige kirkemøder, hvoraf de sidste afholdtes omkring år 400, blev Det nye Testamentes indhold (27 skrifter) fastlagt og autoriseret.

Til den lange række af kristne kirkesamfund hører bl.a. den romersk-katolske kirke, den græsk-katolske (ortodokse) kirke, den evangelisk-lutherske kirke, de reformerte kirker, den anglikanske kirke, baptist samfundene, metodistkirken, Frelsens Hær, Pinsemenighederne, Kvækerne ("vennernes samfund"), Unitarismen, Syvende dags adventismen, Jehovas vidner og Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (mormonerne).

Når så mange religiøse samfund er henhørende til kristendommen og baserede på Bibelen som fælles lærenorm skyldes det uenighed om mange forhold. Der er uenighed om, hvilke skrifter der bør indgå i Bibelen, hvorledes disse skrifter skal tolkes, om der skal være en trosbekendelse og hvordan den skal lyde, hvilke kirkemøders beslutninger der bør anerkendes, hvordan kirken skal være organiseret, hvordan gudstjenesten skal foregå, og hvilken vægt sakramenterne skal tillægges.

Udenforstående vil nok opleve de kristne kirker som beslægtede, men selv opfatter de forskellene som væsentlige og betragter ofte de anderledes kirker som værende deres missionsmark. Kristenhedens splittelse viser ganske klart, at der endnu er et stykke vej til opfyldelsen af det kendte skriftord: "og der skal blive een hjord, een hyrde" (Joh. 10,16).

Historisk interessant at bemærke er, at den romersk-katolske kirke – af frygt for, at lægfolk skulle misforstå den hellige skrift på grund af oversættelsesfejl og indholdets vanskelighed – flere gange har udstedt lokale bibelforbud, d.v.s. forbud mod, at lægfolk læste Bibelen. Da reformationen trængte sejrende frem ved at give lægfolk Bibelen i hånd, fastslog kirkemødet i Trident, at lægfolk kun måtte læse Bibelen i oversættelse, når de havde en skriftlig tilladelse dertil af deres præst, og da kun i de af romerkirken godkendte oversættelser. Denne bestemmelse er gentagne gange blevet indskærpet, og så sent som i det 19. århundrede har paverne atter og atter udstedt forbud mod læsning af de protestantiske bibeloversættelser.

Som yderligere udtryk for den usikkerhed, der er knyttet til de bibelske skrifters tilblivelse og senere skæbne, kan nævnes, at der ligefrem findes en videnskabelig disciplin, kaldet isagogik, der beskæftiger sig med netop disse problemområder.

Koranen er navnet på den samling udsagn, forordninger og fortællinger, der fremsattes af Muhamed som åbenbaringer modtagne fra Allah gennem ærkeenglen Gabriel. Koranen er derfor islams vigtigste grundlag. Koranen blev fra først af dels bevaret ved mundtlig tradition, alt eftersom den fremstod på profetens læber, dels brudstykkevis nedskrevet på tilfældigt foreliggende materiale. Herved opstod naturligvis stor usikkerhed, og da der hurtigt udviklede sig uoverensstemmelser og tvetydigheder, lod kalifen Osman nedsætte en kommission for at foretage en revision og ordning af alle afsnittene. Efter denne revisions afslutning blev alle andre eksemplarer tilintetgjort. Koranen, som den nu foreligger, repræsenterer altså den af Osman efter Muhameds død tilvejebragte tekst.

Koranen bærer præg af at være blevet til på afbrudt måde. Den synes i betydelig grad at være uden plan og sammenhæng og samlet med mangel på kritik. Den indeholder talrige selvmodsigelser og tilbagekaldelser af tidligere trufne bestemmelser (18). Koranen har derfor været genstand for videnskabelig behandling, så teksten kunne forklares og videreudvikles.

Som en følge af bl.a. ovennævnte forhold har også islam måttet opleve en opsplitning i sekter. Dybest er skellet mellem de ortodokse sunnitter og de reformistiske shiitter.

De vigtigste historiske kilder er krønikerne "Kojiki" (år 712) og "Nihongi" (år 720), begge samlet og forfattet ved det kejserlige hof. Disse krøniker indeholder utallige legender og myter og giver os et billede af shinto som en naturreligion med et minimum af filosofi og moral. Da shinto blev nationalreligion, blev de fleste groteske sider af den gamle naturreligion kastet over bord, og hovedvægten blev lagt på at forkynde kejserens guddommelige autoritet og nationens guddommelige oprindelse gennem tilbedelsen af solgudinden Amaterasu.

Der er adskillige shinto-sekter i Japan. De er opstået omkring enkelte personer, der virkede som profeter eller evangelister på baggrund af en dyb religiøs oplevelse, en åbenbaring eller forskellige former for askese. Japaneren er nu blevet så tilpas præget af demokratisk tankegang, og kejserdømmet er blevet så menneskeliggjort, at shinto i dag er stærkt svækket og næppe genvinder sin tidligere stilling.

I de indledende afsnit har vi kunnet konstatere, at denne for de religiøse samfund utilfredsstillende situation skyldes en række principielle og helt naturlige forhold, der kort kan sammenfattes på følgende måde:

Det er allerede på dette sted væsentligt at fæstne sig ved, at Martinus de allerseneste år har fundet tiden moden til mere og mere direkte og utilsløret at give udtryk for, at det af ham gengivne verdensbillede er den "Talsmanden, den Helligånd" (Joh. 14,26), som Jesus forudsagde i sine afskedstaler med disciplene.

Vi bør i gennemgangen endvidere holde os stærkt for øje, at det for Martinus har været så magtpåliggende at hindre, at hans "sag" senere forvilder sig ind på uheldige sidespor, at han bestandigt og utvetydigt har holdt ufravigeligt fast ved alle de ting og principper, der kan hindre en sådan udvikling.

Alle kosmisk bevidste væsener har adgang til og indgår i visdomsoceanet. Det omfatter alle bevidstheder hørende til de åndelige tilværelseszoner, hvor kosmisk bevidsthed er almengældende, d.v.s. alle tilværelseszoner undtagen dyreriget (1, stk. 642). De kosmisk bevidste væsener er alle mentalt fuldkomne og eet med Gud. De har forskellige interesseområder men kan ikke være hverken ulogiske eller uenige. De smelter derfor sammen til en alvidende helhed af individuelle, kosmiske bevidstheder.

De kosmisk bevidste religionsstiftere, de indviede verdensgenløsere, har derfor altid øst deres viden af eksakt samme kilde, og de har derfor også samtidigt været deres egen kilde. Jesus udtrykte det bl.a. med ordene: "Mig er given al magt i himmelen og på jorden" (Matt. 28,18), "Jeg og Faderen, vi er eet" (Joh. 10,30), og endvidere: "Alt, hvad Faderen har, er mit" (Joh. 16,15). Martinus har bl.a. udtrykt det således: "Livets Bog blotter religionernes nære indbyrdes forhold til hverandre som strålebundter fra et og samme lyshav" (1, stk. 19).

Verdensgenløsernes fælles problem har været: "I hvilket omfang og på hvilken måde kan vi bedst nedtransformere vor viden til den menneskehed, der skal modtage den?"

At Martinus er sin egen lyskilde (1, stk. 21) kan vi overbevise os om på mange måder. Det stærkeste udtryk herfor er, at Martinus overalt i sine værker har analyseret og beskrevet forholdene, som de opleves med "sansningen fra oven", d.v.s. "sansningen fra livssiden". Et andet udtryk for, at Martinus er sin egen lyskilde, og som vi har mulighed for selv at kontrollere, er den nøje overensstemmelse, der er mellem de analyser, Martinus på et givet tidspunkt har skrevet, og de analyser, han har skrevet på såvel langt tidligere som langt senere tidspunkter.

At Martinus analyser er sandhed har han begrundet adskillige steder, bl.a. i (4, kap. 25). Han giver her udtryk for, at hans "analyser ikke i noget som helst felt har andet facit end kærligheden". Som yderligere begrundelse og "garanti" skriver han om sine analyser, "at de for dem, der har evne og lyst til at studere dem, bliver en matematisk udredning af enhver tings gåen op i den guddommelige, altomfattende verdensplan som et udløsende moment for et urokkeligt intelligensmæssigt, kærlighedsfrembringende formål, hvilket igen, for den udviklede åndsforsker, er kulminationen af den højeste garanti, på hvilket en verdensopfattelses identitet med sandheden eller virkeligheden kan baseres".

I nøje overensstemmelse og harmoni med ovenanførte forklaring af begrebet sandhed har Martinus overalt i sine kosmiske analyser påvist og analyseret tingenes tilstand for os på en sådan måde, at der intetsteds er tale om angreb på eller kritik af nogen eller noget. Analyserne er tværtimod overalt et kærligt og forstående defensorat for alt og alle (1, stk. 19). "Ethvert væsen er til enhver tid på toppen af sin udvikling og kan derfor ikke være anderledes, end det netop er" (1, stk. 862).

I kraft af sin kosmiske bevidsthed, som Martinus også har besiddet i tidligere inkarnationer, råder han over en ubegrænset og permanent virkende intuitionsevne. Han er derfor direkte, vågen dagsbevidst i de højere, åndelige verdener. Han er på det åndelige område i ordets egentligste forstand erkendelsesmæssig suveræn. Dette er ensbetydende med, at han ved udarbejdelsen af de kosmiske analyser er helt uafhængig af andre individer. Der er således ikke i mindste måde tale om nogen form for mediumisme eller diktat fra den åndelige verden. Ej heller er der tale om nogen som helst form for fantasier. Der er tværtimod tale om den allerhøjeste form for personlig viden, visdom og ufejlbarlighed. Martinus er som andre kosmisk bevidste, d.v.s. som andre væsener med "Kristusbevidsthed", "eet med Gud" i bevidsthedsmæssig henseende (1, 19-2.2, "Efterskrift").

Til yderligere belysning af den kosmiske bevidstheds suverænitet og formåen og dens virke i verdensgenløsningens tjeneste bør først og fremmest henvises til Martinus beskrivelse af symbolet "Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse" (2,23: 1-5). Endvidere kan henvises til (1, stk. 1893-97, 2092, 2100, 2618) samt til den meget koncentrerede redegørelse, som Martinus har givet i sin beskrivelse af figurerne "Den store fødsel" og "Talsmanden den hellige ånd", der indgår i symbolet "De dyriske og menneskelige tankeklimaer" (2, side 289-92).

Skabelsesprocessen for de kosmiske analyser vil blive yderligere belyst og konkretiseret i flere af de efterfølgende afsnit.

De tidligere profeter har oftest måttet virke gennem deres gerninger samt ved billedlig tale, lignelser og legender. Verdensgenløseren Jesus har bl.a. udtrykt sig indgående herom i (Matt., kap. 13), (Mark., kap. 4) og (Joh., kap. 16). Om Jesus skrives således: "Og i mange sådanne lignelser talte han ordet til dem, efter som de kunne fatte det. Men uden lignelse talte han ikke til dem; men i enrum udlagde han det alt sammen for sine disciple" (Mark. 4,33-34). Og Jesus brugte selv ordene: "Derfor taler jeg til dem i lignelser, fordi de skønt seende dog ikke se, og hørende dog ikke høre og forstå ikke heller" (Matt. 13,13). I sine afskedstaler til disciplene siger Jesus: "Jeg har endnu meget at sige eder; men I kunne ikke bære det nu" (Joh. 16,12).

For en nutidig verdensgenløser er grobunden væsentlig ændret. Der er sket en så omfattende udvikling i videnskabelig, teknologisk, samfundsmæssig, kulturel og følelsesmæssig henseende, at der er begyndende basis for forståelsen af verdensbilledet i højintellektuel gengivelse. Der er nu ved at være behov for en ny og tidssvarende afsløring af livsmysteriets løsning. Netop dette forhold er en væsentlig baggrund for, at Martinus som sin mission har påtaget sig denne opgave. Herom skriver han i (1, stk. 19):

Til yderligere forståelse af forholdet mellem de foregående verdensgenløsningsepoker og den verdensgenløsning, som Martinus nu har skabt grundlaget for, kan henvises til symbolerne "Verdensgenløsningsprincippet" (2, stk. 2:1-4) og "Skabeprincippets impulser" (1, stk. 66-68), hvor sidstnævnte symbol, der er gengivet efter nærværende artikel, også bærer titlen "Guds ånd over vandene" (2, stk. 1:1-3).

Med dette enormt omfattende og slidsomme arbejde, der nu nærmer sig 60 års praktisk talt uafladeligt virke for det guddommelige, har Martinus påtaget sig en gerning, der vel må karakteriseres som højden af, hvad der kan udrettes inden for et jordliv. Denne indsats kan selvsagt ikke udmåles i antal tekstsider. Alligevel virker det overvældende på os at konstatere, at Martinus har affattet ca. 40 bøger omfattende ialt op mod 6.000 tekstsider.

Martinus verdensbillede vil altså aldrig kunne blive betegnet som referater af, hvad Martinus har gjort, ment og sagt. Tværtimod! Martinus har personligt formuleret og kontrolleret hvert eneste ord.

Selve skabelsesprocessen for Martinus værk formår vi trods vore anstrengelser ikke til bunds at fatte. I kraft af intuitionsevnen har Martinus iagttaget universets livsside og set en række ufejlbarlige billeder af sandhedens mange facetter. Han har derefter beskrevet sine intuitive syn af de universelle love og principper for os på en måde, som vi alle efterhånden, som vi gennem fremtidige inkarnationer udvikler os dertil, skulle have mulighed for at komme til at forstå. Vi kan på nuværende tidspunkt af vor udvikling, hvor vi må karakteriseres som værende "kosmisk blinde", vel nærmest sammenligne Martinus indsats med den opgave at skulle forklare omhyggeligt og entydigt for en person med medfødt fysisk blindhed, hvad vi med vore øjne kan iagttage i den fysiske verden.

Martinus kan intuitivt opleve de kosmiske love og principper så ofte og længe, han ønsker det. Der er altså på ingen måde tale om glimtvise oplevelser. Hans intuitive oplevelser er imidlertid på grund af deres klarhed og intensitet af kort varighed sammenlignet med det efterfølgende, møjsommelige overføringsarbejde. Dette har været umådelig tidsrøvende; thi det er identisk med Martinus beskrivelse af sine intuitive oplevelser for os i tekster, som han har omarbejdet og gennemarbejdet nøje adskillige gange, før han har anset fremstillingsformen som værende udtømmende. Som led i dette arbejde har Martinus gjort brug af fornyede, intuitive syn i det omfang, der har været nødvendigt for at sikre de enkelte analysers korrekthed. Martinus har udført sin overføringsgerning med utrættelig flid og omhu og bestandigt holdt sig for øje, at ingen delopgave måtte afsluttes, før han havde udført den så grundigt, som det var ham muligt. Det har altid været ham magtpåliggende at have ydet sit bedste.

Martinus vil ikke udelukke, at der enkelte steder i hans værker kan være små "skønhedspletter", som den meget pedantiske måske ville betegne som fejl. På trods heraf fastholder Martinus, at udover simple trykfejl må intet i hans værker rettes fremover. Dette klare og stærke standpunkt vil eftertiden utvivlsomt vide at påskønne. Thi kun en sådan holdning kan hindre, at værkerne efterhånden kommer til at foreligge i forskellige, mere eller mindre autoriserede udgaver – med al den usikkerhed, forvirring og sekterisme, som dette vides at kunne medføre. Om "skønhedspletterne" udtaler Martinus, at de kun kan være ganske uvæsentlige småfejl. Analyserne er affattet så omhyggeligt, og emnerne belyst fra så mange, forskelligartede sider og gentaget så ofte – talrige steder under brug af tydeliggørende symboler –, at verdensbilledet som sammenhængende helhed er entydig. Martinus har simpelthen gjort sig enestående umage for at sikre sig, at alvorlige misforståelser ikke skulle kunne opstå.

For at kunne gengive verdensbilledet højintellektuelt, originalt, skriftligt og korrekt har Martinus måttet anvende størstedelen af sit jordlivs energi herpå. Prisen herfor har været, at han åndeligt har været nødsaget til at begrænse, camouflere og tilpasse sig. Han har måttet lade sig "binde" på den måde, at han har måttet lade sine andre åndelige og kunstneriske talenter henligge ubenyttede. Han har således været nødsaget til at begrænse sin anvendelse af tid og kraft på enkeltpersoners forhold og problemer. Og han har måttet holde sin person og til dels også sin "sag" tilbage fra offentlighedens virak. Altsammen for at hindre, at fremadskridelsen og fuldendelsen af hans helt målrettede virke blev sinket eller bremset af forhold, der kun var af lokal og midlertidig betydning.

Martinus har således helt bevidst og meget koncentreret helliget sig den bedst mulige gengivelse af verdensbilledet til nytte og glæde for fremtidens menneskehed og for menneskeheden som helhed.

I denne forbindelse bør indføjes, at det har været af væsentlig, praktisk betydning for gennemførelsen af Martinus målrettede virke, at Forsynet bestandigt i nødvendigt omfang har placeret formålstjenlige personer omkring ham og hans "sag". Disse personer har gjort nytte arbejdsmæssigt, økonomisk og ved andre former for væremåde. De har herved medvirket til, at Martinus har opnået den fornødne arbejdsro, og at "sagen" har udviklet sig i det tempo og den rytme, som Forsynet har fundet hensigtsmæssig, det vil sige hverken for hurtigt eller for langsomt.

Denne "dialekt" er den kosmisk bevidstes måde at formulere og udtrykke sig på i et jordisk sprog. Det er et malerisk sprog, rigt på nuancer og med sin egen rytme. Det er et sprog præget af renhed, klarhed, logik og omhu. Et sprog gennemsyret af visdom og kærlighed, og undertiden med en god portion lune parret med forståelse. Vi bliver ustandseligt præsenteret for tingene belyst fra en ny, overraskende og overrumplende synsvinkel. Og i tilgift krydret med mange "bevingede ord", såvel de tidligere kendte, der tilføres nyt liv, som de af Martinus skabte, der vil komme til at indgå i fremtidens oversigter over "bevingede ord".

Martinus sprogbrug er præget af den ubegrænsede ånds storhed, dybde og frihed. Den, der har øjne der ser, og øren der hører, kan ikke undgå at blive gennemrislet og betaget af "den kosmiske dialekts" guddommelighed, kærlighed, særpræg og skønhed.

Martinus har selv udførligt beskrevet formålet med sine symboler i (1, stk. 8-9) og (2, side 13-14). En omfattende redegørelse for symbolernes nytteværdi er endvidere givet i en artikel til Martinus 70årsdag (10).

Det vigtigste grundlag for åndsvidenskabelige symboler er selvfølgelig, at den åndelige verden fungerer lige så regelret og lovmæssigt som den fysiske. Dernæst behøves hos skaberen af symbolerne et så klart syn af de kosmiske love og principper, at symbolerne kan formuleres helt skarpt, entydigt og koncentreret. Og som en sidste betingelse kræves af symbolskaberen, altså Martinus, besiddelse af en høj kunstnerisk evne.

Med sine opsigtsvækkende og inspirerende symboler, der er gennemvævet af en særegen harmoni og skønhed, har Martinus ydet endnu et skelsættende bidrag til sikring af, at hans analyser ikke senere misfortolkes. Dette supplement har ikke mindst enorm praktisk betydning i forbindelse med oversættelser, idet symbolerne jo er udformet i et sprog, der med rette kan kaldes internationalt.

Det er også tankevækkende og lærerigt her at konstatere, at Martinus allerede i "Fortalen" til "Livets Bog" udtrykte sig på følgende måde om sit forestående virke:

Foranlediget af impulser, som han i årenes løb har modtaget, har Martinus fundet det påkrævet midlertidigt at afbryde sit hovedværk for at koncentrere sig om de specialanalyser, der er gengivet i hans mangfoldige artikler og mindre bøger.

Men hverken disse vigtige afbrydelser eller det forhold, at Martinus har måttet erkende, at selv en myreflittig indsats i ét jordliv ikke er tilstrækkeligt til at bringe alle de analyser, i tekst og symboler, som han gerne har villet give, kan rokke det mindste ved det faktum, at Martinus stedse har haft fuldt overblik over og kærlighed til sin mission, – den mission, der er hans eneste virkelige interesse i vor verden. Dette overblik og denne kærlighed har først og fremmest, som allerede nævnt, indebåret, at Martinus har måttet begrænse sig i sine åndelige og fysiske aktiviteter. Derudover har det indebåret, at Martinus som sin ledetråd har holdt fast ved, at han skulle bringe os alle de fundamentale og principielle forhold ved verdensaltets struktur i klar og éntydig form. De specialanalyser, som hans livslængde vil forhindre ham i at bringe os, kan vi udmærket være foruden indtil vor egen, personlige udvikling gør det muligt for os selv at gennemskue disse ting. I virkeligheden "er det de kosmiske analysers absolutte mission at føre mennesket frem til selvoplevelse af den virkelige og evige sandhed" (1, stk. 2659).

Afgørende må det være, om den åndsvidenskabelige fremstilling opfylder de principielle krav, man må betragte som nødvendige led i den videnskabelige metode. Som selvfølgeligheder kan nævnes, at fremstillingen skal være klar, sammenhængende og med logiske følgeslutninger, der kan efterkontrolleres af sandhedssøgeren. Fremstillingen må derudover selvsagt ikke indeholde selvmodsigende elementer eller være baseret på blinde påstande. Og endelig må den naturligvis ikke give udtryk for ting, der er i modstrid med foreliggende kendsgerninger. I en tale ved Martinus 83årsdag (11) er på udførlig måde redegjort mere systematisk for, at Martinus analyser opfylder de fundamentale kriterier og betingelser for videnskabelighed.

Betegnende for åndsvidenskabens natur er, at Martinus også betegner den kosmisk videnskab (1, stk. 2138), intuitionsvidenskab (6, kap. 5), livsvidenskab (1, stk. 2658:11), kærlighedsvidenskab (1, stk. 230), religiøs videnskab (2, stk. 33:70) og moralvidenskab.

Om åndsvidenskabens væsen udtaler Martinus sig særdeles enkelt og klart i (1, stk. 2660):

Med dette kategoriske standpunkt har Martinus foretaget endnu et afgørende skridt til sikring af, at hans arbejde ikke i mindste måde får lov at udvikle sig i sekterisk retning. I tillægget til (5) (1938) skriver Martinus selv herom:

Det kan ikke udelukkes, at en del mennesker med endnu livskraftige anlæg for sekterisme og dannelse af religiøse sammenslutninger vil føle sig tiltrukket af Martinus analyser. Dette kan medføre, at Martinus "sag" enkelte steder i indledende perioder kan få et svagt, sekterisk islæt. Martinus har fuld tiltro til, at en sådan udvikling, om den skulle finde sted, kun vil kunne være forbigående. Forsynet vil, i kraft af analysernes klare afstandtagen fra sekterisme, og bistået af moralsk og intellektuelt højt udviklede mennesker, vide at korrigere "sagens" udvikling, så den kommer til at foregå ad det rette og rene spor. Dette vil være ensbetydende med, at "sagen" med tiden altovervejende kommer til at bestå af sådanne mennesker, som ikke alene interesserer sig for analyserne, men også bestræber sig på at efterleve dem – i indbyrdes sympati og harmoni.

Endnu to bibelsteder bør citeres:

Forjættelserne i Johannesevangeliet, specielt som formuleret i (Joh. 14,26), har Martinus citeret adskillige gange i alle sine større bøger og i et betydeligt antal af de mindre. Som udvalgte eksempler kan nævnes (4, kap. 23-24) og (3, kap. 5).

Det er nødvendigt her at understrege, at Martinus overalt i tekst og tale har pointeret, at "Talsmanden den Helligånd" ikke er en person, men viden om hellig bevidsthed, hvilket er det samme som viden om Guds bevidsthed og væremåde. Denne viden kan man kun opnå i kraft af udvikling. "Talsmanden den Helligånd" er derfor direkte affødt af indhøstede erfaringer om det ukærlige og mørkets ufuldkommenhed.

Martinus forhold til Bibelen har vi tidligere behandlet forholdsvis indgående (12). Her bør blot gentages, at Martinus – som følge af, at han ved sin kosmiske indvielse i 1921 blev åndelig suveræn – ikke siden har studeret Bibelen. Når Martinus bøger alligevel er så righoldige på bibelcitater, som tilfældet er, skyldes det udelukkende to forhold. For det første har Martinis ønsket at vise os sin mission som værende i sammenhæng med og i fortsættelse af Jesu mission. For det andet har han villet hjælpe de mennesker, der interesserer sig for Bibelen, til øget forståelse af bibelcitaternes idémæssige indhold som værende kosmiske sandheder.

For enhver studerende af de kosmiske analyser må det være ganske åbenlyst, at Martinus har forklaret, begrundet og uddybet Jesu udtalelser så mange steder, at man med rette kan sige, at efterfølgende udsagn stemmer overens med hans værk: "Han skal minde eder om alle ting, som jeg har sagt eder", "Han skal vidne om mig" og "Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde eder". Som eksempler vil vi citere to steder, hvor Martinus overmåde klart bekræfter nævnte sammenhæng mellem hans og Jesu mission:

Senere i "Livets Bog" fortsætter Martinus således:

Vi kan altså konstatere, at Martinus har givet helt utvetydigt udtryk for, at hans analyser er identiske med "Talsmanden den Helligånd". Denne sammenhæng har vi også mulighed for at forstå på en helt enkel og ligefrem måde, nemlig ved at konstatere, hvilken forbløffende overensstemmelse der er mellem forjættelsens indhold og Martinus analyser.

En interessant kendsgerning i forbindelse med Martinus verdensbillede er, at en dansker, C. S. Billenstein, med de midler, der har stået til hans rådighed, har tolket Nostradamus profetier, der såvel i form som indhold må karakteriseres som vanskelig tilgængelige. Billenstein har redegjort for sit opklaringsarbejde i en bog (13), hvori noget af det centrale i profetierne, nemlig profetierne om "den kommende tro", indtager en fremtrædende plads (ca. 20 sider). Hvad man end måtte mene om pålideligheden af Nostradamus profetier og Billensteins tolkning af disse, må efterfølgende udvalgte citater fra bogen (udgivet 1920!) slå én med forundring.

Det er ikke muligt i nærværende artikel at komme nærmere ind på Billensteins bog, og langt mindre muligt her at foretage en kritisk vurdering af dens indhold. I vor stillingtagen til Nostradamus profetier og Billensteins tolkninger heraf kan vi dog – på næsten samme måde, som vi gjorde det i den afsluttende omtale af forjættelsen i Johannesevangeliet – tillade os helt enkelt og ligefremt at konstatere, at beskrivelserne i forbløffende høj grad passer på Martinus analyser. Som begrundelse for, at vi i nærværende artikel overhovedet er kommet ind på emnet "Nostradamus profetier", kan vi også gøre brug af Billensteins egne ord:

For god ordens skyld bør nævnes, at talrige andre personer end Billenstein har forfattet bøger indeholdende tolkninger af Nostradamus profetier, og at profetiernes omtale af "den kommende verdensgenløser fra Norden" tidligere er beskrevet i tidsskriftet "Kosmos" (20).

Som afslutning på dette afsnit om Nostradamus profetier kan tilføjes, uden at vi iøvrigt her vil komme nærmere ind derpå, at der også i enkelte andre sammenhænge foreligger profetiske udsagn, som det er nærliggende at sætte i relation til fremkomsten af Martinus analyser.

Det bør også her nævnes, at Martinus i et foredrag holdt omkring 1957 betegnede åndsvidenskaben som kristendommens tredie epoke, jvf. (14). Sideløbende med, at Martinus de seneste år helt utilsløret har tilkendegivet, at hans gengivelse af verdensbilledet er identisk med "Talsmanden, den Helligånd", har det været helt naturligt for ham også at give udtryk for, at hans samlede værker fremover skal navngives "Det tredie Testamente".

Denne supplerende titel er Martinus bøger endnu ikke blevet forsynet med. Men eftersom alle de væsentligste dele af hans skaberværk forlængst foreligger på tryk, kan vi med inderlig glæde konstatere, at vi jo allerede har fået overdraget "Det tredie Testamente" i form af verdensbillede og åndsvidenskab.

Med skabelsen af Martinus verdensbillede har menneskeheden fået frigivet og overført en kostelig viden, en åndelig juvel, fra de indviedes sfære til den jordiske verden. Frigivelsen er betingelsesløs og en ren kærlighedshandling – en fuldkommen gave.

Martinus har gerne villet bringe menneskeheden langt flere kosmiske analyser, end livslængden og de fysiske livskræfter vil muliggøre. Menneskeheden kan dog glæde sig over, at Martinus forlængst har afsluttet alle de grundlæggende analyser. De supplerende analyser, som Martinus ikke når at færdiggøre, er lykkeligvis ikke absolut nødvendige for menneskeheden. Den har allerede fået rigeligt med åndsvidenskabeligt stof til støtte for dens fortsatte udvikling, og ihvertfald har den fået langt mere stof, end den nu kan forstå.

De mennesker, der har hørt Martinus holde foredrag eller fulgt med i hans skrifter, efterhånden som de er fremkommet, har nydt det privilegium at have været øjenvidner til overrækkelsen af dette helt originale og banebrydende verdensbillede til menneskeheden – en oplevelse, de fremover vil have mulighed for at genopleve og glæde sig over.

For sin gave har Martinus hverken ønsket eller forventet nogen form for tak. Vor taknemmelighed ønsker han ikke rettet mod ham selv, men alene mod Gud gennem de kosmisk bevidste væsener, der som gruppe i den åndelige verden udgør Guddommens visdomsocean. Har vor tak alene form af ord, er den lidet værd. Den har kun værdi i samme grad, som den bliver udtrykt i efterlevelse af analyserne. Vi bør nemlig altid holde os for øje, at vi ikke alene har fået afsløret verdensbilledet, men også fået anvist en måde at leve på.

Vi har fået overdraget en visdom, der på samme tid er så sand, skelsættende og brobyggende, at den må betegnes som et åndeligt klenodie uden sidestykke. For denne sendebudets hjælpende hånd i vor åndelige udvikling, i virkeliggørelsen af det "rigtige menneskerige" i vort indre og vore omgivelser, er vi Forsynet inderligt taknemmelige.