Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Samtidig med at videnskaben har givet menneskeheden mange tekniske goder, som har gjort tilværelsen mere komfortabel, har den berøvet utallige civiliserede mennesker troen på en guddommelig styrende magt. I det følgende gengives en rammende og fængslende beskrivelse af videnskabens materialistiske verdensbillede, fremstillet af den engelske Gifford-forelæser MacNeile Dixon i bogen "Støv og stjerner" (oversat fra "The Human Situation"). Efter denne fremstilling følger Martinus' analyse af tilfældighedsbegrebet fra IV bind af Livets Bog.

"Denne bygning, som videnskaben har bygget os, er vidunderligt tænkt, smukt afrundet, bygmestrenes og menneskehedens stolthed. Beundringsværdig og frygtelig. Det værste vi kan forestille os, er at verden, livet, alt, skulle være ganske følelsesløst, uden mening, og det værste er sket. For hvis de spørger: "Hvad udretter denne magt, der virker overalt i universet, denne forfærdende magt"? bliver svaret: "Den udretter intet. Det er en gal mand, der skaber og knuser, bygger op og bryder ned, evindeligt og uden mål". Hvilket under da, at vi synes, verden er af lave, hvis dette er alt, hvad den kan udrette. Universet er vejet af den moderne tanke og fundet for let. Den moderne tanke hævder, at vi blot er dele af et uhyre maskineri, marionetter i et teater, hvor alle siger de replikker, der er tildelt dem fra begyndelsen, at enhver bevægelse af legeme og tanker er strengt afmålt som planeternes bane og tidevandets bevægelse. At ethvert håb vi nærer, enhver tåre, der falder fra øjet, er lige så nøje forudbestemt som urets tikken og viserens bevægelse. Vi er dukker i nødvendighedens strenge greb og sukker som barnets dukke, når den klemmes på maven, vort hjertes slag er talt fra begyndelsen, og vore følelsers strømninger bestemt for millioner af år siden.

Hvad menneskene angår, kan vi da nemt sammenfatte den moderne lære. Vi er ganske uden betydning. Og mennesket, der efter sit eget synspunkt er den vigtigste af naturens frembringelser, har efter dens målestok et liv, der kun varer et øjeblik. Loven synes at være, at jo mere ligegyldig en ting er, des længere er dens eksistens, medens de mere højtstående kun er til et nu. Stenen lever længere end blomsten, skovens ege længere end mennesket. Og tanken, der gennemtrænger og studerer alt, hvad verden indeholder, som gør opdagelserne, som gennemtrænger naturens hemmeligheder, er det mest flygtige af alt i tingenes hvirvlende runddans. Den svinder, mens de følelsesløse ting, som den arbejder med, forbliver. Brolægningen, som vi går på, lever længere end vi. Bygningerne overlever arkitekten, malerens pensel den hånd, der brugte den. Vi gør mirakler, men der er ingen plads til deres skabere. Tråde af meningsløst bølgende tang i havets strømninger, det er hvad vi er, eller en rislende kildes triste melodi.

Den materielle verden, hævder nutidens videnskab, er ophav til et utal af ting, som alle er den selv ganske og totalt ligegyldige, stjerner og solsystemer, mennesker og dyr, moral og religion, filosofi, håb, ærgerrighed, idealer, fremtidsplaner, glæde og sorg og kærlighed. Universet frembringer alt dette, men har dog ingen tanke, ingen vilje, ingen hensigt, plan eller interesse. Denne natur, der gør mirakler, har ingen storhed i sine egne øjne, har overhovedet ingen mening om sig selv. Den fremstiller det hele i lutter distraktion, er ganske uvidende om, at den overhovedet har frembragt noget. Den når ikke engang den værdighed, der kan være over idioter. Den er døv og stum og åndsvag. Den bryder sig ikke om, hvorvidt den eksisterer eller ej. Det er i sandhed mærkeligt, dette kosmos, som det beskrives af den moderne videnskab. Dets ligegyldighed overfor sig selv og alt sit værk er forfærdende". MacNeile Dixon har endnu meget at sige om det absurde i materialismen, men lad os standse her, og i stedet vende os til Martinus og se hvordan han i Livets Bog gendriver teorien om tilfældighedernes spil i naturens skabeprocesser. Problemets kerne er her: Hvordan kan et levende væsen opstå?

Livets Bog IV, stk. 1405: ".... Hvem kan bringe stofferne til netop at inddele sig i det eller det kvantum og forbinde sig med hverandre lige akkurat efter den "opskrift", som betinger, at de kan blive et "levende væsen"? – Ja, når der intet "liv" og dermed ingen bevidsthed, ingen vilje, ingen tanke eksisterer, og der som følge heraf heller ikke kan eksistere nogen plan, vil et "levende væsens" fremtræden eller tilblivelse således kun skyldes en – "tilfældighed".

1406. At det eller det strålende geni er kommet til verden, har udløst den eller den enorme faktor i kultur og udvikling for menneskeheden, skyldes altså udelukkende "tilfældighed". Begivenheden er kun et vindpust i skoven, et blad, der falder til jorden under efterårsstormene, en regndråbes fald under tordenbygen. Ja, hvor er der da noget i naturen, der ikke er "tilfældighed"? Men tænk, hvor må der gå mange kræfter til spilde, når "Det", der oplever, når "Det", der er livet, kun er et produkt af "tilfældighed", altså er en reaktion af materialers skødesløse henkasten mellem hinanden. Når man tager i betragtning, hvilken mangfoldighed af stoffer og energiformer naturen eller materiehavet repræsenterer, og at der, for at et "levende væsen" kan fremstå, fordres en særlig meget hårfin og nøjagtig konstellation af en serie særlig bestemte stoffer eller materier af disse millioner og atter millioner af materier, må det være sværere for det levende væsen at blive til, end det er for et menneske at trække en gevinst i et lotteri, hvis nitter tælles i millioner for hver enkelt gevinst. Hvad er den smule nitterprocent, som benyttes i et almindeligt lotteri ved siden af den "millionprocent" af nitter, der i naturen må overvindes, for at et levende væsen kan opstå? – Sikken et enestående "held" naturen må have, siden den i et så vanskeligt lotteri, hvor nittergevinsten ligger på så højt et tal, ikke desto mindre kan udtrække gevinster (de levende væsener) i millionvis. Der synes ikke at være mangel på levende væsener.

1408. Disse millioner af "tilfældigheder" har altså forud måttet finde sted, før jordmenneskets fremtræden har kunnet blive en kendsgerning. Hver enkelt af disse millioner af "tilfældigheder" har måttet være et nøjagtigt sammentræf af netop de energi- og stofformer, der kunne gå i en sådan indbyrdes harmoni, eller et gensidigt nyttigt samarbejde som det, der tilsammen danner et levende væsens organiske funktion. Måske forstås det bedre, hvor vanskelig en gevinst i dette livets store lotteri selve det levende væsen er, når vi opsætter "tilfældighedens" panorama i en anden billedform. Vi udtrykker verdensaltets millioner af stof- eller energivariationer ved en stor lotteripose, hvor hver enkelt nummer er en af verdensaltets energi- eller stofformer. Vi forudsætter nu, at disse numre udgør talrækken lige fra 1 til op i millionerne. For nu at få nogle af disse stoffer til at indgå i den forbindelse, der betinges, for at de kan udgøre et levende væsen, kræves der altså en "tilfældighed", et "tilfældigt" skvulp i verdensaltets energi- eller stofhav. Hvis vi nu, for at have et holdepunkt, udtrykker de energi- eller stofformer, som skal til for at danne det levende væsen, ved numrene: 27 – 317 – 352 – 1002 – 3649 – 7777 og flere andre særlig bestemte numre, vil den "tilfældighed", der betinger det levende væsens tilblivelse, bestå i, at man ved et enkelt greb ned i lotteriposen lige akkurat får fat i disse numre og ikke nogle andre, idet det levende væsen da ville være en umulighed. Hvis vi altså er så heldige med dette greb at få fat lige akkurat i disse numre, da har vi for os den "tilfældighed", som sætter naturen i stand til at frembringe et levende væsen. Imellem millioner af numre skal naturen altså være så heldig netop lige akkurat med sit skvulp eller greb at få fat i disse numre, ellers bliver der ikke noget levende væsen ud af dets greb. Da vil grebet være en nitte.

Men når vi nu tænker os, at naturen har været så heldig i sit greb og netop har fået lige akkurat de påkrævede numre, så har den ganske vist et levende væsen, men dette levende væsen er jo kun et mikrovæsen (f.eks. en celle). Af sådanne skal den jo bruge millioner for at kunne afstedkomme et levende væsen fra mellemkosmos, f.eks. et jordmenneske. Den må altså igen forsøge at tage ned i posen atter og atter disse millioner af gange og være så begunstiget af "tilfældigheden", at den netop får disse krævede numre hver eneste gang, indtil den har det antal millioner af væsener, der skal til for at det mellemkosmiske væsen kan fremtræde. I sandhed, der skal virkelig et overnaturligt "held" til for at en sådan masseopfyldelse af "tilfældighed" kan åbenbares som den, der betinger, at det levende væsen kan blive til. Hvor tit tror man, at det jordiske menneske må gribe ned i posen for netop at få disse numre? – Tror man ikke, den "tilfældighed" ville være en enestående sjældenhed, som skulle til, for at dets greb ned i posen virkelig skulle give gevinst?

For ethvert jordmenneske eller levende væsen, naturen har frembragt, har den altså skullet gribe ned i lotteriposen og vinde den store gevinst flere millioner af gange i en uafbrudt rækkefølge, skønt gevinsttallet var én i forhold til millioner. I hvert greb har den altså skullet hjemføre netop de før opgivne 6 tal. Det er i sandhed et mærkeligt "held". Et sådant "held", en sådan uafbrudt gentagelse af den samme "tilfældighed" er endnu aldrig observeret i noget som helst levende væsens liv. Hvilket jordmenneske kan tage ned i en lotteripose, hvor "nitteprocenten" skrives med et syvcifret tal og "tilfældigt" hjemføre nøjagtigt de samme førnævnte 6 numre millioner af gange i træk eller i en uafbrudt rækkefølge? Mon ikke "tilfældigheden" her er så fundamental, at den slet ikke er til at skelne fra det planmæssige? – Og bliver dette ikke endnu mere virkeligt, når man ser, med hvilken overdådighed naturen åbenbarer tilblivelsen af de levende væsener både i mikrokosmos og mellemkosmos? – Men når "tilfældighed" ikke er til at skelne fra "planmæssighed", hvilket altså vil sige, at den opfylder alle de love eller betingelser, ved hvilke en ting bliver logisk eller hensigtsmæssig, bortfalder jo ethvert grundlag for dens identitet med "tilfældighed" .....".

Universet er således ikke "tråde af meningsløst bølgende tang i havets strømninger" og naturen er ikke ligeglad med sine frembringelser. Planmæssighed og ikke tilfældighed, hensigtsmæssighed og ikke meningsløshed er livets fornemste kendemærke. Martinus fortsætter ovennævnte afsnit i Livets Bog med at påpege, hvilke åndelige kræfter der styrer de organiske væseners udvikling, og hvorledes livsoplevelsen er identisk med opfyldelsen af de levende væseners dybeste behov.