Kosmos 1976/9 side 98
Sv. Å. Rossen
Eksperiment med natbevidstheden
(fortsat)
På opdagelse i universet
Bag alle dr. Lilly's eksperimenter ligger der en overbevisning, som han har udtrykt med følgende ord: "inden for bevidsthedsområdet er det, man mener er sandt, også sandt eller det bliver sandt, inden for grænser, der kan findes gennem oplevelser og eksperimenter. Disse grænser er yderligere trossætninger, der må overskrides. Inden for bevidsthedsområdet er der ingen grænser." Ordene skal næppe tages som udtryk for en total subjektivisme, selvom Lilly har identificeret mange af de psykiske oplevelser som egne projektioner. De skal snarere understrege, hvor enorme muligheder universet repræsenterer, hvor ubegrænset dets livsformer og oplevelsestilstande i virkeligheden er: "Til at begynde med var det en gennemprøvning af hypotesen om, at det man tror er sandt, også er sandt. Før trippet troede jeg ikke på disse universer eller rum, men jeg definerede dem som eksisterende. Under LSD-trippet i vandtanken antog jeg derefter denne tro som sand. Efter trippet disengagerede jeg mig og så på, hvad der var sket, som en række oplevelser, en række konsekvenser af min tro. Jeg gik f.eks. ud fra, at der fandtes civilisationer, der var langt forud for vor, at der var væsener i vort univers, som vi normalt ikke kan opfatte, men som er der og har en realitet, der går langt ud over vor. Pludselig blev jeg kastet ud i sådanne rum. Jeg bevarede mig selv som centralt bevidsthedspunkt, følelsespunkt og iagttagelsespunkt. Jeg bevægede mig ind i universer, der rummede væsener, der var meget større end os, så jeg blev et støvgran i deres solstråle, en lille myre i deres univers, en enkelt tanke i en vældig bevidsthed eller et lille program i en kosmisk datamat. Første gang jeg bevægede mig ind i disse rum, blev jeg fejet af sted, skubbet, båret frem, hvirvlet rundt i al almindelighed, kastet om af processer, som jeg ikke kunne forstå, processer af umådelig energi, fantastisk lys og frygtindgydende kraft. Selve min eksistens blev truet, mens jeg blev skubbet frem gennem disse vældige rum af disse vældige væsener. Bølger af det, der svarede til lys, lyd og bevægelse, bølger af intens følelse blev ført frem gennem dimensioner, der gik ud over min forståelse. Første gang dette skete, blev jeg meget nervøs og sprang tilbage til min krop. Derefter blev jeg gennemstrømmet af en intens fryd og blev høj, mens jeg befandt mig i min krop. Jeg stod op af tanken og gik ud i solen og så op på himlen, mens jeg glædede mig over, at jeg var et menneske på en planet. For første gang siden jeg var barn var livet dyrebart: solen, havet og luften var dyrebar. Min krop var dyrebar. Min fornemmelse af energi og den yderste fryd fortsatte. Jeg satte mig ned og mediterede over det vidunder det var, at vi var skabt, at skabelsen havde fundet sted på vor klode. En time efter eller der omkring klatrede jeg ned i vandtanken igen og begav mig ud til andre områder. Jeg havde fået nok af vældige rum, af vældige væsener for en tid. Nu forsøgte jeg at komme i kontakt med andre livssystemer, der lå mere på niveau med vores, men alligevel var fremmede for os. Jeg bevægede mig ind i et område med sære livsformer, der hverken lå over eller under det menneskelige niveau, men var ejendommelige former med ejendommelige skikkelser, stofskifte, tankeformer o.s.v. Disse væsener mindede mig om nogle af de tegninger, jeg havde set af tibetanske guder og gudinder, af gamle græske portrætter af guder, og af nogle af de uhyrer med udstående øjne, der optræder i science-fiction bøger. Nogle af disse former bestod af væsker, nogle bestod af glødende luftarter og nogle var massive "organismer". Den vældige mængde mulige livsformer i universet gled forbi mig. I dette bestemte rum havde de ikke noget med mig at gøre, og jeg havde ikke noget med dem at gøre. Jeg var en iagttager, der betragtede dem. De var tilsyneladende ikke klar over min eksistens og fortsatte med det, de var i gang med, uden at tage sig af mig eller overhovedet lægge mærke til mig. Jeg var i deres univers et iagttagelsespunkt, der var uengageret og udelukkende var der for at opsamle, hvad jeg kunne af deres måde at leve på og på en eller anden måde notere mig det.
Jeg kom tilbage til min krop fra denne oplevelse med fuld respekt for de forskellige mulige livsformer, der kan eksistere her i universet. Jeg var grebet af ærefrygt over skabningens variationsbredde, over de mange forskellige intelligensformer, der eksisterer i vort univers.
Min næste rejse gik ned gennem min egen krop, hvor jeg så forskellige organsystemer, celleansamlinger og strukturer. Jeg rejste ind mellem cellerne og iagttog deres funktion og blev klar over, at der inde i mig selv var en enorm mængde levende organismer, der i fællesskab udgjorde mig. Jeg rejste gennem min hjerne og betragtede neuronerne og deres aktiviteter. Jeg rejste gennem mit hjerte og så på muskelcellernes pulseren. Jeg rejste gennem blodet og så de hvide blodlegemer i gang med deres arbejde. Jeg rejste gennem min tarm og stiftede bekendtskab med bakterierne og slimhinderne på væggene. Jeg gik ud i mine testikler og stiftede bekendtskab med dannelsen af sædceller. Jeg bevægede mig hurtigt ind gennem mindre og mindre dimensioner, ned til kvanteniveauet og betragtede atomernes spil i deres egne vældige universer, deres store tomrum med fantastiske kræfter involveret i hver af de fjerne kerner, der var omgivet af skyer af kraftelektroner og primærpartikler, der kom ind i dette system fra ydre rum. Det var virkelig skræmmende at se tunneleffekten og de andre fænomener på kvanteniveauet i virkeligheden. Jeg kom tilbage fra denne rejse med en forståelse af, hvor store tomrum jeg havde i mig selv, og af hvilken umådelig energi der var oplagret i stoffet i min egen krop. Efter at have set kerner bryde sammen for øjnene af mig og udlade en fantastisk stråleenergi i mikroskopisk skala fik jeg en ny respekt for det, jeg bar rundt på, og det jeg i en vis forstand var på disse fornuftsslutnings- og funktionsniveauer."
Dr. Lilly fortæller, at han i mange år har lidt af migræne, der kommer i anfald med 18 dages mellemrum. Hans interesse for at tage LSD skyldes oprindelig et ønske om at blive fri for denne smertefulde lidelse. Under en LSD-rus prøver han at trænge ind i migrænens natur og får en meget interessant oplevelse, der understreger Martinus' analyser af mikrovæsenernes betydning for organismens sunde funktion: "Der er en meget stor rød neuron, der er årsag til migrænen. Det er en smerteneuron, der kan begynde at skyde løs og fortsætte med at skyde i 8 timer. Der er gule dendrit-udvækster på denne neuron, gule axoner, der går ud mod hjernebarken fra midterhjernen. Det er gule pirringsneuroner. På denne neuron ender en anden gruppe dendritter, der er blå. Det er de kontrollender, der forhindrer den røde neuron i at skyde løs. Disse to grupper, de gule og de blå, går op til hjernebarken. Men hver af disse grupper har også forbindelser til andre dele af hjernen, der ikke står under hjernebarkens kontrol, ind i det hypocampiske område og i arkæokortex, hvor de grundlæggende dyriske overlevelsesprogrammer er opmagasineret. De kan aktivere migrænen, når jeg er stærkt ophidset.
Jeg lå der og fulgte alle kredsløbene, alle de programmer, som jeg kunne forestille mig kunne være årsag til migrænen, og andre programmer, der kunne stoppe anfaldet. Jeg brugte nogen tid på at gennemgå denne teoretiske struktur, der forklarede migrænen. Derefter skubbede jeg den til side og flyttede over til et andet rum, der havde betydning for migrænen. Denne gang opstod der et "hul" i siden af mit hoved, dér hvor smerten var. Dette hul var en grænseflade mellem vores univers og et andet, der rummede fremmedartede, dæmoniske skikkelser, der strømmede ind i mit hoved fra deres univers. Jeg skreg af rædsel, da de nærmede sig og trængte ind i mit hoved. Under LSD-trippet havde jeg et frygteligt, helt konkret migræneanfald, mens jeg blev angrebet af disse dæmoner. Jeg røg ud i et rædsels- og panikrum, blev pludselig klar over, hvor jeg var, kom ud og afsluttede hele oplevelsen ved at lukke af for hullet til det univers. Derefter gennemgik jeg en lang sekvens, hvor Gud ("derude") havde givet mig migræne som advarsel mod at gøre for meget ud af tingene, som advarsel mod at gå længere end forstanden sagde, som straf for at jeg havde syndet."
Det forekommer mig, at dr. Lilly's beskrivelse af sine migræneanfald fra denne særlige synsvinkel giver et uhyre stærkt indtryk af, hvorledes organismens helbred er afhængig af samarbejdet med myriader af mikrovæsener på et mikroskopisk niveau, og at man gennem sin særlige mentalitet åbner for indtrængen af forskellige kategorier af mikrovæsener fra universet. Men som det fremgår af beskrivelsen, er mennesket ikke et viljeløst offer for de mikrokosmiske kræfter, men er selv gennem sin mentalitet og viljeføring den vigtigste faktor i skabelsen af sit legemes sundhed.
Hinsides mellemtilstanden
Dr. Lilly's biografiske skildring viser, at hans bestræbelser på at trænge ind på "natbevidsthedens" område er gjort med liv og helbred som indsats. Den største krise gennemlevede han formodentlig allerede anden gang, han indtog en større dosis LSD. Han gled da ind i en dyb "bevidstløs" tilstand og nåede på det åndelige plan frem til den lyszone, hvor han kunne kontakte sine skytsånder: "Den bankende hovedpine, kvalmen og opkastningerne tvang mig til at forlade min krop. Jeg blev et fokuseret bevidsthedscentrum og rejste ind i andre rum og mødte andre væsener, enheder eller bevidstheder. Jeg stødte på to, der nærmede sig mig gennem et stort, tomt rum og så, følte og oversendte ledende og belærende tanker til mig. Det er meget svært at udtrykke denne oplevelse med ord, fordi der ikke blev vekslet nogen ord. Rene tanker og følelser blev overført og modtaget af mig og af disse to væsener. Jeg vil forsøge at oversætte til ord, hvad der skete: Jeg befinder mig i et stort tomt rum, hvor der ikke er nogen retninger eller noget andet, end lys. Et gyldent lys gennemtrænger hele rummet alle vegne, i alle retninger, ud i det uendelige. Jeg er et enkelt punkt af bevidsthed, af følelse, af viden. Jeg ved, jeg er. Det er det hele. Det er et meget fredeligt, ærefrygtindgydende og tilbedelsesværdigt rum, jeg befinder mig i. Jeg har ikke noget legeme. Jeg er bare. Fuldkommen med kærlighed, varme, stråleglans.
Pludselig dukker to lignende bevidsthedspunkter op i det fjerne, kilder til stråleglans, kærlighed og varme. Jeg kan føle deres tilstedeværelse, jeg kan se deres tilstedeværelse uden øjne, uden krop. Jeg ved de er, og derfor er de der. Efterhånden som de bevæger sig henimod mig, kan jeg føle dem mere og mere, og de trænger ind gennem selve mit væsen. De oversender trøstende, ærbødige, ærefrygtindgydende tanker. Jeg bliver klar over, at de er væsener, der er langt større end jeg. De begynder at undervise mig. De fortæller, at jeg kan blive her, at jeg har forladt min krop, men at jeg kan vende tilbage til den, hvis jeg vil. Så fortæller de mig, hvad der ville ske, hvis jeg lod min krop blive liggende alene tilbage – en alternativ vej at gå. De viser mig også, hvor jeg kan gå hen, hvis jeg bliver her. De fortæller mig, at tiden endnu ikke er inde til, at jeg skal forlade min krop permanent, at jeg stadig kan vælge at vende tilbage til den. De giver mig total og fuldkommen tillid, total sikkerhed om at det er sandt, at jeg befinder mig i denne tilstand. Jeg ved med fuldkommen sikkerhed, at de eksisterer. Jeg har ingen tvivl. Der er ikke længere brug for nogen troshandling: det er bare sådan og det accepterer jeg.
Deres fantastisk dybe og stærke kærlighed virker noget overvældende på mig, men til sidst accepterer jeg den. Efterhånden som de bevæger sig nærmere, finder jeg mindre og mindre af mig selv og mere og mere af dem i mit væsen. De stopper op ved en kritisk afstand og siger til mig, at jeg på nuværende tidspunkt kun har udviklet mig så vidt, at jeg kan holde deres tilstedeværelse på denne bestemte afstand. Hvis de kom nærmere, ville de overvælde mig, og jeg ville miste mig selv som tænkende enhed og smelte sammen med dem. De siger videre, at jeg skilte dem op i to, fordi det var min måde at opfatte dem på, men at de i virkeligheden er ét i det rum, hvor jeg befinder mig. De siger, at jeg insisterer på stadig at være et individ og påtvinger en projektion hen over dem, som om de var to. De fortæller mig videre, at hvis jeg tager tilbage til min krop og udvikler mig videre, vil jeg efterhånden komme til at indse, at de og jeg og mange andre er ét.
De siger, at de er mine vogtere, at de før har været sammen med mig i kritiske øjeblikke, og i virkeligheden altid er hos mig, men at jeg som regel ikke er i stand til at opfatte dem. Jeg er i stand til at opfatte dem, når jeg er nær ved legemets død. I denne tilstand eksisterer tiden ikke. Der kommer en øjeblikkelig oplevelse af fortiden, nutiden og fremtiden, som om det hele foregår i det øjeblik.
Jeg blev i denne tilstand i mange timer efter jordisk tid. Derefter vendte jeg tilbage til min krop på hospitalet. Jeg fik smerter i hovedet igen og kom ud af min coma for at finde ud af, at de var ved at sprøjte noget ind i min halspulsåre. Jeg opfattede med det samme, at de ledte efter en hjernelæsion, efter blodudtrækning i hjernen, ved at sprøjte en radiouigennemtrængelig substans ind, så de kunne tage røntgenbilleder. Da smerten fortog sig, sank jeg ned i comatilstanden igen og vendte tilbage til de to vogtere.
Næste gang jeg vendte tilbage til min krop og vågnede, befandt jeg mig på en hospitalsstue. Smerten i mit hoved var væk, men jeg kunne ikke se. Der var et strålende hvidt lysskær lige foran mine øjne, der fyldte hele synsfeltet. Jeg kunne føle min krop og bevæge de forskellige lemmer. Jeg opdagede, jeg ikke var lammet. Jeg opdagede, at jeg kunne tale og tænke klart, og blev klar over, at hjerneskaden ikke kunne være så omfattende, som jeg havde frygtet. Jeg tænkte: "Vogterne har ret. Jeg kan blive i min krop, men som blind. "Dr. Lilly's syn kom dog igen efter nogle dage, men som varigt men vedblev han med at have to mørke pletter i sit synsfelt umiddelbart under fokuseringspunktet.
Oplevelsen af samværet med sine "vogtere" i den åndelige verden var så stærkt inspirerende, at dr. Lilly ønskede at kunne trænge ind i dette område igen. På et tidspunkt tager han derfor en meget stor dosis LSD og koncentrerer sig stærkt om at komme til rummet med de to "vogtere":
"Jeg havde tidligere prøvet at finde ud af, hvordan jeg skulle komme over i det rum uden frygten og smerten. På en eller anden måde havde de fortalt mig, at jeg kunne vende tilbage hver gang, jeg ville. Derfor behøvede jeg ikke andet end at slappe fuldkommen af og "definere" det rum som det rum, jeg var på vej til. Da jeg havde været der før, viste det sig, at det var den rette fremgangsmåde. Jeg definerede mig selv i deres rum, og pludselig var jeg dér i deres rum.
Jeg blev et strålende, lysende bevidsthedspunkt, der udstrålede lys, varme og viden. Jeg bevægede mig over i et forbløffende lyst rum, et rum, der var fyldt med gyldent lys, af varme og af viden.
Jeg sad i det rum uden krop men med hele mit selv tilstede og velcentreret. Jeg følte mig fantastisk glad og havde en vældig fornemmelse af ærefrygt og undren og tilbedelse. Den energi, der omgav mig, var ufattelig intens, men jeg fandt ud af, at jeg kunne holde den ud denne gang. Jeg kunne føle, se og vide ude i det tomme, lysfyldte rums vældige vidder. Langsomt men sikkert begyndte de to vogtere at komme hen imod mig fra stor afstand. Til at begynde med kunne jeg dårligt skelne dem mod baggrunden af meget intenst lys. Denne gang nærmede de sig meget langsomt. Efterhånden som de nærmede sig, blev deres tilstedeværelse mere og mere overvældende, og jeg lagde mærke til, at mere og mere af dem kom over i mig. Deres tanker, følelser og viden strømmede over i mig. Efterhånden som de nærmede sig, kunne jeg dele deres tanker, deres viden og deres følelser med utrolig hastighed. Denne gang kunne de komme nærmere, før jeg begyndte at få en fornemmelse af at være alt for overvældet af deres nærvær. De stoppede op, ligesom det blev uudholdeligt at få dem nærmere. Da de stoppede op, kommunikerede de i virkeligheden tanken: "Vi vil ikke komme nærmere, da dette ser ud til at være din grænse for vor nærvær denne gang. Du er kommet videre, siden vi var sammen sidst. Som vi sagde til dig, kan du komme tilbage når som helst, når du først har lært vejen at kende. Vi er udsendt for at give dig instruktion.
Du har nu x år tilbage til at bebo denne krop, du har fået givet. Hvis du vil blive her nu, kan du gøre det. Men hvis din krop bliver fundet i laboratorietanken i Vestindien, vil det blive vanskeligt for andre at klare sagen. Hvis du vender tilbage til din krop, vil det betyde en kamp og et stort arbejde for at komme igennem de barrierer, du bærer i dig. Du har stadig nogle undvigelsesmanøvrer at gennemforske, før du kan komme så vidt som til det niveau, hvor du opholder dig for øjeblikket. Du kan komme og være i den tilstand permanent. Men det er mest tilrådeligt, at du gør det gennem din egen anstrengelse, mens du stadig er i kroppen, så du kan eksistere både her og i kroppen samtidig. Dine rejser herud er flugt fra din rejse på planeten, når man betragter dem på en bestemt måde. Når man betragter dem på en anden måde, er du ved at lære og din evne til at komme herud viser, at du er kommet langt frem ad denne vej. Nu, hvor du er kommet her uden smerte og uden frygt, har du gjort fremskridt..."
Det er værd at bemærke, at "vogterne" betegner de psykiske rejser som en flugt. Dr. Lilly's skytsånder bekræfter her Martinus' advarsel mod alle kunstige forsøg på at nå Guds rige. Der findes ingen genveje til Himlen. Sindet skal først beredes af de oplevelser, som finder sted i den daglige tilværelse. Det er sundest for mennesket at vænne sig gradvist til lyset ved selv at gøre samværet med dets medmennesker lysere og lykkeligere. Det giver glæde og tilfredshed i det daglige. Store åndelige oplevelser i utide vil ofte medføre skuffelse og depression, når oplevelserne ikke kan gentages, og når den daglige jordiske tilværelse sammenlignes med det overjordiske lys.
Dr. Lilly er videnskabsmand, og hans rejser i det indre univers kan sammenlignes med astronauters rumfærd til månen. Ligesom disse har han sat sit liv og sin sundhed på spil for at udvide videnskabens erkendelse, men han har på sit felt – udforskningen af den åndelige verden – helt klart mødt den grænse, som moralen, selverkendelsen og kærligheden sætter for indsigt i livets primære verdener. Han kan melde om vidtstrakte verdener hinsides den fysiske, men bekræfter samtidig, at vejen dertil til syvende og sidst består i kompromisløst arbejde med at opløse alle "negative programmeringer" i menneskets eget sind.
SvÅR
Tilbage til artikelregister
Forrige