Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1976/8 side 87
1:2  >>
Sv. Å. Rossen
Eksperiment med natbevidstheden
 
Medens forskningen i de sidste par hundrede år udelukkende har beskæftiget sig med den fysiske verden, hvor resultaterne kan kontrolleres objektivt, har der inden for den sidste snes år vist sig en eksplosionsagtig interesse for det psykiske univers. I 1943 lykkedes det den svejtsiske kemiker Albert Hofmann at syntetisere det kemiske stof lysergsyrediætylamid forkortet til LSD. Sammen med en række andre bevidsthedsudvidende stoffer som mescalin (udvundet af peyotesvampen), DMT (dimetyltryptamin) og psilokybin kom LSD til at indlede den psykodeliske revolution, som fandt sted i USA i 1960'erne. Ordet psykodelisk betyder sindsåbnende eller sindsfremkaldende, og det er gennem denne proces, at man er kommet på sporet af en ny fascinerende verden. Skeptiske videnskabsmænd har med skuldertræk betegnet disse psykiske tilstande som hallucinationer, men den store overensstemmelse i skildringen af de "sjælelige rum", man når frem til ved at tage disse stoffer, har hos flere og flere forskere affødt den overbevisning, at der findes en "indre" verden, der er ligeså objektiv og virkelig som den "ydre" verden. Disse erfaringer har ligeledes retfærdiggjort, hvad yogier, mystikere og sufier har fortalt gennem årtusinder om åndelige erfaringer, de har vundet gennem meditation, selvdisciplin og åndelige øvelser, idet der er betydelige lighedspunkter mellem hvad de beskriver og det psykodeliske univers.
I sig selv er de mange bestræbelser for at trænge ind i psykiske verdener udtryk for en mættelse af det materielle og en voksende længsel mod den åndelige verden, som er livets primære tilværelsesplan, men et stadig større antal narkotikavrag og nervenedbrudte mennesker taler samtidig deres tydelige sprog om risikoen ved at betræde den åndelige verden, før man er moden dertil og har den fornødne beskyttelse. Set ud fra Martinus' verdensbillede er der tale om et forsøg på at gennembryde den barriere, der skiller dagsbevidstheden og natbevidstheden, hvor natbevidstheden omfatter de områder af det åndelige univers, som menneskets endnu uudviklede åndelige legemer: følelse-, intelligens- og intuitionslegemet er i stand til at komme på bølgelængde med. Disse åndelige legemer danner sammen med en kopi af det fysiske legeme et strålingslegeme, som har direkte forbindelse med et vidtstrakt åndeligt eller stråleformigt univers, som er usynligt for individet, så længe det er i besiddelse af sin fysiske organisme. På sit nuværende udviklingstrin er det netop karakteristisk, at menneskets åndelige legemer er så svage, at de ikke er i stand til at bære individets bevidsthed på det åndelige plan. Ligesom et lille barn på grund af sin uforstand kan blive udsat for ulykker i den fysiske verden f.eks. ved at løbe i trafikken eller lege med elektriske installationer, og derfor må være under ansvarligt opsyn, sådan har mennesket endnu ikke den fornødne åndelige viden og moral til at kunne "færdes" frit i det åndelige univers. På grund af det fysiske legemes slitage er individet nødt til om natten og under "døden" at udskifte organismen og i en periode leve i sit natbevidsthedsområde. Men da nyder det samme beskyttelse som barnet i den fysiske verden. Det betyder ikke, at enhver form for ubehag er udelukket, hvad der jo heller ikke er tilfældet for barnet, selvom man passer på det, men de eventuelle ubehagelige oplevelser får kun det omfang, som er nødvendigt, for at individet kan frigøre sig fra de negative bevidsthedstendenser, det har med sig fra den fysiske dagsbevidsthed. Sådanne tendenser som intolerance, bedreviden, materialisme, stolthed, illusoriske opfattelser af livet, –og døden, må fjernes fra individets psykiske rum. Derfor forstørres disse tilstande og deres virkninger meget stærkt op, når individet forlader sit legeme og kommer til at udfylde hele individets åndelige horisont. Når man kun oplever disse tilstande og ikke afledes af andre menneskers gode humør, af sit arbejde eller naturen, der under normale fysiske omstændigheder plejer at kunne neutralisere deprimerende tanker, virker de meget stærkt ind på jeg'et. Vedkommende vil snart blive meget ulykkelig over sin situation og bede om at komme ud af sit selvskabte mentale "helvede". Når det har fået denne ydmyge indstilling, er det modent til at få hjælp, og Martinus fortæller, at åndelige vejledere nu træder til og bortsuggererer alle de negative tankearter, der har lukket vedkommende inde i sit eget mørke. Mennesket kommer således ikke direkte ind i den primære åndelige verden, d.v.s. Guds rige umiddelbart efter søvnens eller "dødens" indtræden, men må først gennem en "mellemtilstand", hvor det kan møde ubehagelige, men nødvendige psykiske oplevelser. Men da det skal videre ind i lysets verden, hjælpes det i denne situation ud af de mørke tilstande. Den åndelige æventyrer, derimod, har stadig sit fysiske legeme, han skal tilbage til og kan derfor ikke forvente denne hjælp. Han er på forbudt område, og de mørkeoplevelser, han evt. møder, har til formål at slå ham tilbage til det fysiske legeme og den fysiske dagsbevidsthed, hvor han skal fortsætte sin udvikling på normal vis. Mellemtilstanden er en sfære af selvskabte forestillinger, men de behøver ikke udelukkende være betinget af negative tanker. Også positive forventninger om, hvorledes livet efter døden vil forme sig, er med til at skabe mellemtilstandens subjektive kolorit. Religiøse mennesker, som med glæde ser hen til en paradisisk tilværelse, kommer til at opleve deres subjektive, individuelle paradis i denne zone. Stoftageren, som forventer at opleve lys og salighed i sin rus, har naturligvis den samme mulighed, og er der tale om et varmt og kærligt menneske, vil det kunne opleve meget intensiv glæde og også en vis åndelig indsigt på sit åndelige "trip". Problemet bliver her at kunne modstå det depressionstryk, som venter, når han kommer tilbage til den "grå hverdag" og dens trivielle forpligtelser. Det er der mange, som ikke kan, og vi ser dem opgive deres arbejde, svigte deres familie og forsumpe i en subsistensløs tilværelse. – Hvad enten man oplever lys eller mørke, "himmel" eller "helvede", ved at tage bevidsthedsudvidende stoffer, følger der således store ulemper med. I langt de fleste tilfælde går rejsen ikke længere end til mellemtilstandens kalejdoskopiske verden og er en vandring i de personlige problemers endeløse labyrinter eller synet af et paradisisk, men uvirkeligt Fata Morgana.
"Cyklonens centrum"
Den direkte anledning til denne artikel er en bog med titlen "Cyklonens centrum", skrevet af en amerikansk læge og dr. med. John C. Lilly, som gennem en lang række eksperimenter har prøvet at trænge ind i de "indre rum". Han har f.eks. benyttet sig af meget store doser LSD og var nær ved at miste livet, og han opholdt sig mange timer i en vandtank berøvet enhver form for sanseindtryk, og han har endelig benyttet sig af åndelige og legemlige yogaøvelser for at nå høje åndelige tilstande. Dr. Lilly har således i høj grad eksperimenteret med sin natbevidsthed og som det vil fremgå af det følgende også betalt en høj pris for sine oplevelser. Han giver indtryk af at være et meget humant menneske. Da han arbejdede på Marylands statshospital hævdede han således meget stærkt det princip, at man som læge ikke må udsætte patienter for behandlingsformer, man ikke selv har prøvet. Her tænker han særligt på nye psykofarmaka. Det er utvivlsomt den humane og idealistiske indstilling, som har ført ham nogenlunde uskadt gennem sine eksperimenter.
De oplevelser, John Lilly kommer ud for, bekræfter Martinus analyser over mellemtilstanden. Han oplever således både selvskabte paradistilstande og skærsildstilstande, og han når den erkendelse, at de er, som han siger, "programmeret" af hans eget sind. Ved visse lejligheder kommer han også delvis gennem mellemtilstanden og får kontakt med sine "vogtere", d.v.s. sine skytsånder og oplever det store lys fra den primære åndelige verden.
"Himmel" og "Helvede"
Forud for det første LSD-eksperiment Lilly beskriver, følte han sig meget velafbalanceret og harmonisk, og der åbnede sig derfor hastigt en mellemtilstandsoplevelse med "paradisisk" indhold: "Jeg lagde mig på sengen mellem to stereohøjtalere og gled afsted med Beethovens Niende. Musikken trængte ind i mig og programmerede mig til en dybt religiøs oplevelse. Hele denne oplevelse var oprindeligt blevet programmeret og opmagasineret i min tidligste ungdom, hvor jeg var medlem af den katolske kirke og gjorde tjeneste ved messen og med ungdommens intense tro troede på alt, hvad jeg lærte i kirken.
Jeg bevægede mig med musikken ind i Himlen. Jeg så Gud sidde på en høj trone som en kæmpestor, viis og gammel mand. Han var omgivet af englekor, keruber og serafer, og helgenerne gik forbi tronen i en statelig procession. Jeg var deroppe i Himlen og tilbad Gud, tilbad englene og tilbad helgenerne i en fuldstændig og total religiøs ekstase..."
Kort tid efter fik han imidlertid en oplevelse af en helt anden karakter. På grund af det heldige udfald af det første trip, troede han i sit overmod, at han kunne styre sine åndelige oplevelser. Denne gang gled han imidlertid lige ind i en skærsildsoplevelse, som havde rod i hans ægteskabelige problemer:
"Efter det andet trip skulle jeg tilbage til en ulykkelig familiesituation. Det dominerede det andet trip. Det andet trip gik med at tænke på problemerne med min kone. Jeg vandrede frem og tilbage i værelset og skældte ud først på hende og så på mig selv, samtidig med at jeg prøvede at lave om på hendes personlighed efter mere idealistiske linier. Da jeg indså, at jeg heller ikke selv kunne leve op til de idealer, røg jeg ned fra min høje tilstand under dette trip og kom ind i nogle meget besværlige områder, der havde at gøre med, hvordan jeg havde opført mig under mine to ægteskaber, og hvordan det ikke var lykkedes mig at integrere mit familieliv med min karriere..."
Et andet eksempel på en negativ mellemtilstandsoplevelse, som dr. Lilly fik på et senere tidspunkt, skal trækkes frem. Selvom den første paradisoplevelse afslørede dybe religiøse rødder i den katolske kirkes verdensbillede, viste denne senere oplevelse, at han i kraft af sin videnskabelige oplæring og speciale i datamater og hjernefysiologi (han har især arbejdet med delfiners hjerner og studeret delfinernes sprog) var absorberet i en mekanisk-materialistisk livsanskuelse uden nogen Gud:
"Pludselig blev jeg kastet ud i det, jeg senere kaldte "den kosmiske datamat". Jeg var ikke andet end et meget lille program i en andens enorme datamat. Der var enorme energimængder i denne datamat. En fantastisk energistrøm og informationsstrøm gik igennem mig. Der var ikke mening skabt i noget af det. Jeg var fuldkommen panikslagen og angst. Jeg blev programmeret af andre meningsløse programmer over mig, og atter andre over dem. Jeg programmerede mindre programmer under mig. Den indgående information var meningsløs. Jeg var meningsløs. Hele denne datamat var et resultat af en meningsløs dans af bestemte atomer et centralt sted i universet, der blev stimuleret og skubbet frem af organiserede, men meningsløse energistrømme. Jeg rejste gennem datamaten som et program, der flød gennem andre programmer. Jeg bevægede mig frem til dens yderste grænser. Alle vegne fandt jeg væsener som mig selv, der var slaveprogrammer i denne vældige kosmiske konspiration, denne kosmiske dans af energi og stof, der absolut ingen mening havde, ingen kærlighed, ingen menneskelig værdi. Datamaten var fuldkommen lidenskabsløs, objektiv og rædselsvækkende. Laget af de endelige programmører yderst i den var personificeringer af djævelen selv, men alligevel var heller ikke de andet end programmer. Der var intet håb og ingen mulighed eller chance for nogen sinde at forlade dette helvede. Jeg hang fast i denne datamat omkring tre timer i jordisk tid, men evigt i trip-tid, og led under frygtelige smerter og rædsel."
Også i dette tilfælde erkendte dr. Lilly, at der var tale om selvskabte, subjektive oplevelser, –men vel at mærke først efter at være kommet tilbage fra sin psykiske rejse. Han skriver:
"Jeg lærte, at visse grundantagelser lå indbygget i min menneskelige biodatamat. Disse antagelser stammede fra den almindeligt antagne videnskab, sådan som jeg havde lært den på Californiens tekniske højskole og gennem min læsning. Antagelse nr. 1 var, at universets opståen –enten ud fra big bangteorien eller teorien om nyskabelse af stof i det tomme rum –var ren tilfældig. Der var ingen Gud. Der var ikke nogen organiserende intelligens som vor egen. Der var kun tale om tilfældigheder, hvor stof samlede sig i støvskyer, smeltede sammen til stjerner, der igen blev samlet i enormt antal til galakser. Vores legemes opståen var et resultat af, at visse former for molekyler, visse former for atomer var blevet samlet et bestemt sted på en planet, hvis atmosfære var et resultat af en række automatiske processer... Efter min egen mening var udsættelsen for den kosmiske datamat den værste straf, jeg nogen sinde havde været ude for i mit liv. Det var en langt værre straf end noget mareridt, jeg havde haft som barn. Det var en værre straf end nogen ydre begivenhed, noget menneske nogen sinde havde udsat sig for. Smerten, rædslen og de paranoide følelser var så maximalt energiladede, som min organisme på nogen mulig måde kunne holde til, uden at jeg blev brændt fuldstændig ud... Min sidste smule skepsis, der byggede på et snævert videnskabeligt grundlag, blev endelig klemt ud af mig. Fra dette overordentlig lave punkt var der ikke nogen anden retning end opad mod det positive, mod kærlighed, mod oplysning. Der var ikke noget andet valg. Jeg havde endnu engang rejst gennem Dødens Dal og var kommet hel ud. – I det næste par dage oplevede og følte jeg kærlighed af samme intensitet, som jeg havde følte som barn. Jeg gennemgik sorg, alle mulige følelser, som jeg havde holdt ude og nægtet at erkende på grund af "min videnskabelige viden". For første gang begyndte jeg at tænke, at Gud virkelig eksisterede i mig, og at der findes en styrende intelligens i universet..."
(fortsættes)
  >>