Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1973/14 side 174
Tage Buch
ET KOSMISK ANSVAR
 
I sin bog "Menneskeheden og Verdensbilledet" (kap. 24) skriver Martinus i forbindelse med omtalen af krigens væsen: "Alle de goder, menneskeheden er i stand til at frembringe i kraft af denne materialistiske videnskab nedbrydes og ødelægges uundgåeligt i kraft af den sindets ufuldkommenhed, der absolut må være herskende der, hvor en overlegen materiel viden og kunnen er parret med en total uvidenhed om selve "skaberen" eller "det levende noget". Et sådant uvidende væsen kan jo ikke vide noget om det virkelige ansvar, der ligger bag ved enhver viden og kunnen. Så længe man ikke erkender "et levende nogets" eller jeg's udødelighed eller dets over skabelse og kunnen fremtrædende evige eksistens, vil man selvfølgelig slet ikke forstå eller erkende, at der eksisterer et uundgåeligt ansvar bag dette "noget"s eller "jeg"s kunnen, skabelse eller frembringelse. At menneskehedens skæbne måtte blive ragnarok, krig og kultursammenbrud, så længe den netop kun har en videnskab, der intet kender til "skaberen"s eller "jeg"ets overlevelse af sine frembringelser og derfor heller ikke kender samme "skaber"s eller "jeg"s ansvar overfor, eller de kosmiske følger af, en viden og kunnen, der docerer "døden" som den altdominerende faktor i universet, turde vel være forståeligt selv for det kun almindeligt intelligente menneske." "Et menneske, hvis psyke eller bevidsthed kun er baseret på ren kold materialistisk videnskab, er endnu kun en kosmisk søvngænger. Det er et kosmisk bevidstløst væsen, i hvis hånd dødens våben netop kan kulminere grundet på den manglende viden om det kosmiske ansvar. Så længe det ikke ved, at det er et kosmisk eller evigt væsen, kan det jo heller ikke vide, at det har et kosmisk ansvar, og at dets skæbne, dets lykke eller ulykke udelukkende er baseret på dette ansvar."
I det ovenstående citat beskæftiger Martinus sig med det ansvar, som det vidende menneske har. De ubevidste og uvidende væsener i mineralrige, planterige og det egentlige dyrerige kan ikke have noget ansvar, fordi de er automatisk eller instinktivt reagerende, medens det begyndende bevidste og vidende væsen, der kan skabe love og regler for sin eksistens, har et ansvar overfor disse love og bestemmelser. På samme måde har det delvis kosmisk vidende menneske et tilsvarende kosmisk ansvar, medens det fuldt kosmisk bevidste væsen kender sit fulde kosmiske ansvar. Der kan altså kun tales om ansvar i forbindelse med viden og indsigt.
I forbindelse med den viden, vi har fået om tilværelsen gennem undervisningen i Martinus kosmiske analyser og en evig verdensplan, ligger der også et ansvar. Vi er blevet klar over, at udviklingens foreløbige mål er skabelsen af det rigtige menneskerige her på kloden, og det ansvar, man her kan tale om, består i, at man understøtter denne udvikling i det omfang, det er én muligt. Man er frit stillet med hensyn til om man vil være med eller mod denne udvikling, og det er derfor indenfor vor begrænsede frie viljes område, vi kan have ansvar.
Hundreder af mennesker, der gennem de forløbne 50 år har fået undervisning i Martinus kosmologi, har også følt et ansvar. Mange er begyndt med at ave deres sind og tilegne sig vaner og evner, således at de engang kan blive borgere i et rigtigt menneskerige. Mange støtter humanitære bevægelser eller påtager sig opgaver, der peger i samme retning. Og mange hundrede mennesker har følt det som en opgave derudover at støtte eller medarbejde i Martinus sag. De kan have deltaget i undervisningen, købt bøger og andet undervisningsmateriale, givet en håndsrækning i ferieby eller på Instituttet, dannet studiekredse eller holdt foredrag.
Mange har ladet pengemidler tilgå Martinus Institut eller feriebyen, og alt dette har gjort, at Martinus og hans medarbejdere har kunnet udføre deres arbejde igennem disse mange år. Alle disse mennesker har således følt et ansvar i forbindelse med denne nye viden, de har fået, og administreret dette ansvar på forskellig måde alt efter evner og midler.
Det indledende citat beskæftiger sig med et kosmisk ansvar og krigens væsen, og når disse betragtninger nu drejes ind på Martinus sag og dens virksomhed, skyldes det, at det fulde indblik i den kosmiske verdens plan faktisk kun kan opnås gennem den undervisning, som gives gennem Martinus litteratur og symbolik. Når det er tilfældet, og man også må forudse, at Martinus tanker indenfor overskuelig tid vil blive kendt i meget større kredse, når hans bøger kommer til offentlighedens kendskab (ingen ved om det bliver om 2, 5 eller 10 år), må Martinus Institut søge at "øge sit beredskab". Det vil sige, at der bliver brug for megen hjælp. Der bliver brug for mennesker, der har sat sig grundigt ind i Martinus verdensbillede, så de kan give undervisning. Der bliver brug for lokaler og andre faciliteter, så undervisningen både i feriebyen og på Instituttet kan foregå i større udstrækning, og der bliver brug for nye ideer, for øget økonomi og manuel indsats. Der har været talt en del om disse problemer i Instituttets bestyrelse og mellem medarbejderne, og det har også været påtænkt at afholde et større informationsmøde på Martinus Institut for alle virkeligt interesserede i Martinus sag, således at Instituttets bestyrelse kan give oplysning om det arbejde, der udføres, og som påtænkes udført indenfor overskuelig tid, men også at de enkelte fungerende afdelinger kan informere om deres arbejdsområder. Samtidig håber man at opnå kontakt med en hel del mennesker, som virkelig vil føle det som en opgave at gå ind i arbejdet på et eller andet felt, hvor deres evner og initiativ kan udnyttes. Disse tanker er kun i støbeskeen, men formentlig vil der i vinterens løb blive indkaldt til et sådant møde, og nærmere meddelelse vil blive givet her i bladet.
_____________
 
Den materielle videnskab har ikke kunnet - og skal heller ikke - løse livsmysteriet, hvorimod Martinus åndsvidenskab har kunnet det, og har givet os et perspektiv og et udsyn over livspanoramaet, en kosmisk viden, som også medfører et kosmisk ansvar. Da Martinus selv udtrykker det bedre end jeg kan gøre det, vil jeg lade ham slutte med endnu et citat fra hans ovennævnte bog: "Der vil derfor være den forskel på fortidens og fremtidens mennesker, at medens fortidens og det store flertal af nutidens mennesker ikke føler noget "kosmisk ansvar", vil fremtidens mennesker helt komme til at basere deres liv på et sådant ansvar. Det er denne menneskehedens forvandling, det vil være åndsvidenskabens mission at fuldføre netop i kraft af, at ingen som helst anden form for videnskab vil være i stand til at afstedkomme denne forvandling."
tb.