Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Man hører ofte stemmer, der taler om, at nutidens ungdom er irreligiøs, ja, at den ligefrem er kirkefjendsk. Mon ikke disse røster hæver sig fra lejre, der intet kender til den ungdom, de dømmer? Aldrig har der vel tidligere været så dyb en kløft mellem to generationer som den, der i dag på det religiøse område er mellem far og søn, og mon ikke årsagen til dette forhold mere er at søge hos den første end hos den sidste? Er det ikke en kendsgerning, at den foregående generation, hvis liv gennem de vanskelige ungdomsår henlevedes under - i forhold til vor tid - såkaldt normale tilstande, i sig har en vis tendens til at formane den opvoksende slægt til indenfor åndelige områder at klare sig med det engang vedtagne? "At du gider bryde din hjerne med den slags spørgsmål" er et svar, som ungdommen alt for hyppigt modtager, når den henvender sig til den ældre om råd i religiøse anliggender - et svar, som bedre end mange analyser fortæller om det åndelige niveau, mange af de, der blev vore fædre og mødre, står på.

Og hvad er da resultatet af denne ligegyldighed blevet? Kort og godt det, at den såkaldte "moderne" ungdom religiøst set går sine egne veje. De voldsomme kriser, den gennem sin opvækst har været vidne til, har dybt i dens sind affødt et stedse voksende begær efter andre tilstande end de nu herskende. Det er, som den næsten føler det som en hellig pligt at omstyrte de bestående former for tilværelse og skabe nye veje, der bedre er i harmoni med det, den opfatter som værende livet og lykken for sig.

Men kan man egentlig forlange andet af en slægt, der har været vidne til, at de tilsyneladende mest usandsynlige utopier er trådt frem i virkelighedens rene, klare dagslys? Nej! Vi lever i en tid, hvor så at sige hvert eneste døgn beriger menneskeheden med nye epokegørende opfindelser. Ustandseligt tvinger videnskabens indsamlede erfaringsmateriale den modtagelige sandhedssøger til at flytte sin bevidstheds grænsepæl længere og længere ind i den verden, en endnu frisk fortid kaldte "Guddommens urørlige domæne". Uden undren drejer snart enhver familie på sit TV-apparats knapper og oplever de dematerialiserede og atter materialiserede billeder og lyde. Over stejle og utilgængelige bjergtoppe, over polarlandenes isørkener og over oceanernes vældige vandmasser - ja, selv gennem verdensrummets uendelige dybder jager menneskeskabte befordringsmidler. Afstande, der før betød adskillelse for livet, tilbagelægges nu i tidsperioder så korte, at begrebet "tid" ikke mere synes at eksistere. Fra kæmpemæssige observatorier bærer telegrafen bud om opdagelse af nye kloder, og fra den stille forskers laboratorium kommer meddelelser om fund af nye kraftkilder til bekæmpelse af menneskehedens svøbe - sygdommene. Overalt syder, bruser og gærer det.

Kun indenfor ét område tvinges råbet om mere viden endnu tilbage med isnende tavshed - religionen. Endnu evner spørgsmålet om der er et liv efter døden at skabe stilhed. Koldt lyder kirkens svar til den søgende: - "Du skal tro, hvad vi fortæller dig. Kan du det, da vil du efter døden få del i det evige liv, men tvivler du, da vil din sjæl være fortabt og helvedes flammer dig vis!"

Men ungdommens vågnende længsel efter mere lys, mere viden, sprænger de snærende lænker. Langsomt tømmes kirkerne, og folket begynder selv at søge efter den Guddom, det instinktmæssigt føler må findes. Som en brusen stiger den fremvoksende slægts krav om viden på alle åndelige områder og tager form i efterfølgende spørgsmål, stillet af en af det forrige århundredes største tænkere, Ralph Waldo Emerson:

"Når den røst, der forkyndte den højeste skønhed til Østens folk, røsten som hebræerne lyttede til i henrykkelse, og som gennem en hebræers mund udtalte ord, der til alle tider vil være orakelsprog - når skal denne røst også tale til Vestens nationer? Hebræernes og grækernes skrifter indeholder udødelige sætninger - tanker, som har været brød for millioner. Men de fattes episk sammenhæng: de viser sig ikke som samlede tankerækker for intelligensen. Jeg spejder derfor efter den nye lærer, som skal formå at overskue hine strålende love således, at han kan afsløre dem for os som helhed i deres fuldkomne og afrundede ynde; som vil vise os verden som sjælens spejl, lære os at forstå, at tyngdeloven og loven for hjertets renselse er identiske, og at "du skal" er videnskab, skønhed og glæde."