Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I begyndelsen af 1700-tallet fandt man i Topkapi-paladset i Istanbul en samling gamle land- og søkort, som havde tilhørt Piri Reis, en officer i den tyrkiske flåde. Det var kort over Middelhavsområdet og Det døde Hav. Kortsamlingen blev senere undersøgt af de to amerikanske kartografer Mallery og Walters. De fandt ud af, at kortene viste større områder end Middelhavsregionen, men de steder, der lå længst borte derfra, var forkert tegnet. Med nutidens tekniske hjælpemidler kunne man overføre kortene til en moderne globus, og derved gjorde man en sensationel opdagelse. Ikke blot Middelhavsområdet og Det døde Hav var indtegnede, kortene gav også helt nøjagtige oplysninger om Nord- og Sydamerikas kyster og til og med om Antarktis' konturer. Og ikke blot om kontinenternes konturer, men også om topografien i deres indre! Bjergkæder, floder og højsletter var hårfint afmærket på dem.

I det geofysiske år 1957 blev kortene overladt til kartografen og jesuiterpateren Lineham, som kunne konstatere, at de var yderst nøjagtige også med hensyn til områder, som endnu knapt er udforskede. Således opdagede man først i 1952 bjergkæder i Antarktis, som viste sig allerede at være afmærkede på Piri Reis' kort. De seneste undersøgelser har givet chokerende resultater: man har sammenlignet kortene med moderne satellitfotografier og fundet ud af, at originalerne til disse kort må være baseret på billeder fra luften i meget stor højde! Fra et rumskib i meget stor højde over Kairo tages et billede lodret ned, og alt, som befinder sig inden for en vis afstand fra kameraet, bliver korrekt gengivet. Men jo længere man kommer fra billedets midtpunkt, desto mere forvrænget bliver gengivelsen. På grund af jordens globeform kommer kontinenterne i billedets udkant til at "synke nedad", og f. eks. Sydamerika fremtræder i en vis længdeforskydning. Og det er netop det, som også er tilfældet på Piri Reis' kort.

Dette er blot en af de mange forbløffende skildringer i Erich von Dänikens bog: "Fortids gåder ... fremtids virkelighed..." Og forfatterens konklusion er klar: denne kortlægning af en del af vor klode blev foretaget fra et meget højtflyvende luftfartøj - for tusinder af år siden! Thi Piri Reis' kort var kopier af kopier, og originalernes alder kender ingen.

Flere paradokser: ældgamle helteepos og mytologier fra alle verdensdele, hos eskimoer, indianere, mayafolket; sumeriske, assyriske, babyloniske og ægyptiske indskrifter - alle beretter med forskellig grad af detaljering og udsmykning om "guderne", som kom fra stjernerne og vendte tilbage til dem. De fløj over himlen i ildvogne og luftskibe under stærk larm, de havde uhyggelige våben, og de udlovede udødelighed til udvalgte mennesker. Det gamle sumeriske Gilgameshepos beskriver, hvorledes heltens krop bliver "tung som en klippe", da han føres bort i et rumskib. Det gamle indiske epos Mahabharata skildrer detaljeret "vimanas", flyvende maskiner, som har en højst slående lighed med raketter: "På Ramas befaling steg den herlige vogn til vejrs under vældig buldren og forsvandt i et skybjerg ..." - "Bhima fløj med sin vimana på en uhyre stråle, der havde solens glans, og hvis larm var som et tordenvejr". Også fantasien behøver udgangspunkter. Hvorledes kan forfatteren give en skildring, som synes at forudsætte et begreb om raketter og kundskab om, at luftfartøjer kan drives frem af en gasstråle, og at dette fremkalder et tordenvejslignende spektakel? Og hvordan kunne man vide, at kroppen føles tung af accelerationen i et rumskib?

I Mahabharata fortælles også, at Gurkha fra rælingen af en stor vimana kaster et eneste spyd mod en stor stad, og skildringen anvender udtryk, som kunne være taget fra Hiroshima eller Bikini: stærkere lys end tusind sole, hvidglødende røg, som stiger i luften og lægger staden i aske. Den første skildring af en atombombeeksplosion?

Og hvad skal man sige om alle fortidens overdådige bygningsværker? I Sydamerika, i nærheden af gamle inkaruiner ved Cuzco, findes f. eks. en bearbejdet stenblok, stor som et fem-etages hus med en udregnet vægt på 20.000 tons, behandlet efter bedste håndværksmæssige mønster med trapper og ramper - og den synes efter alt at dømme at ligge omvendt. Hvornår, hvordan og hvorfor har denne blok kunnet hugges fri, transporteres og væltes over ende? Og i en tempelgård i Delhi finder man en søjle af sammensmeltede jerndele, som i 4000 år har været udsat for vejr og vind uden at vise tegn på rust - heller ikke svovl og fosfor bider på den. Er det rustfrit stål fra fortiden, som vi ikke kan gøre efter i dag?

Nok med eksempler! Bogen indeholder mange flere og desuden mere fantasifulde spekulationer om muligheden af at opvække mumier og dybfrosne lig og om lange rumrejsers indvirkning på livslængden, v. Däniken accepterer de sidste to tusind års "officielle" historie, men har sin egen hypotese om den grå fortid: engang "for meget længe siden" blev jorden koloniseret fra en fremmed klode. De besøgende havde interesse af at forcere udviklingen på jorden. De besvangrede udvalgte kvinder og udviklede efter et langt tidsrum arten homo sapiens som en krydsning mellem dem selv og de oprindelige primitive jordmennesker. De lod sig hylde som guder af jordmenneskene, viste sig med lange mellemrum og lovede at komme tilbage, hvis deres forordninger var blevet adlydt. De oprettede de første samfund, lærte fra sig af deres tekniske kunnen, som var menneskenes meget overlegen. Men den tekniske udvikling kom alt for langt forud for den moralske, og katastrofen var uundgåelig - måske i form af en atomkrig med "syndfloden" og hærgende sygdomme som resultat. Byerne blev ruiner, teknikerne døde, og deres færdigheder blev glemt. Beretninger om gudernes fartøjer og om den svundne gyldne tid levede stadig blandt de overlevende folk som sagn og mytologi, men udviklingen måtte begynde igen fra et lavere niveau. Kun hemmelige samfund bevarede dele af den oprindelige kundskab og ventede gudernes genkomst. Men guderne havde opgivet jorden. Eller havde de ikke? Stadig ser man mærkelige fartøjer på himlen og finder mærkværdige spor på jorden. Er det fortidens guder, som iagttager os?

v. Däniken skriver med humor og engagement; bogen er spændende som den bedste thriller og noget af det mest stimulerende for fantasien, jeg længe har læst. Desværre er der ingen billeder, det er trist, og kildehenvisninger savnes, hvilket er en stor fejl. Men beretningerne stemmer i det store og hele med dem, som er blevet givet i tidligere svenske bøger om fortidens forsvundne teknik: flyveingeniøren Henry Kjellsons "Fortidens teknik" og "Forsvunden teknik" (Forntidens teknik", Nybloms förlag, "Försvunnen teknik" samme forlag 1962) og Ivan Troengs "Kulturer før istiden" ("Kulturer före istiden", Nybloms 1964). Også med den fantastiske "Le matin de magiciens" (dansk oversættelse: "Den fantastiske virkelighed", Borgens forlag, 1964) af Pauwels og Bergier stemmer visse skildringer overens. Et enestående dækkende billedmateriale findes i begge Kjellsons bøger.

v. Däniken taler for en syntese mellem arkæologi og teknik: studér disse utrolige efterladenskaber fra fortiden med den nysgerrige teknikers øjne! Måske vi da også kan lære os noget nyt af værdi for vor egen tid. Og efter at have læst bogen ud i ét stræk har i alt fald anmelderen fået lyst til så snart som muligt at omskole sig til urtidsarkæolog...

Artiklen refererer til: Erich von Däniken: Erinnerungen an die Zukunft, Econ Verlag, Düsseldorf.

Oversat til dansk af Conrad Raun: "Fortids gåder ... fremtids virkelighed ..." Strubes forlag 1968.