Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 
træk af Martinus' Verdensbillede

 

Et af de mest karakteristiske åndshistoriske træk ved overgangen til Nyere Tid var oprøret mod Middelalderens skolastik, hvilket gav sig udtryk i bestræbelserne på at finde et naturligt grundlag for livsanskuelsen. Dette fandt man dels i fornuften, dels i erfaringen, hvorved livsanskuelsen spaltedes i to retninger, rationalismen og empirismen. Rationalismen gav anledning til dannelsen af de store tankesystemer eller verdensbilleder af metafysisk karakter, hvis forudsætning var den opfattelse, at tilværelsen er fornuftmæssigt eller rationelt indrettet og derfor kan erkendes deduktivt af det tænkende menneske.

I dag har empirismen sejret i sine mest outrerede former, nemlig dels i form af materialismen, for hvilken tilværelsens yderste grund er livløs materie, og dels i positivismen, som bandlyser enhver form for metafysisk spekulation og holder sig til det faktiske, det erfaringsmæssigt givne.

På dette historiske grundlag vil det muligvis ikke blive opfattet som god tone i dag i fuldt alvor at præsentere et metafysisk system, som på ingen måde står tilbage for fortidens. Dette utraditionelle moment er formodentlig en væsentlig årsag til, at Martinus er en i forhold til sin litterære produktion forholdsvis ukendt forfatter i Danmark i dag. Når den her anførte fremstilling af emnet "Etik og erkendelse" alligevel baseres på træk fra dette værk, sker det ud fra den opfattelse, at der her findes synsmåder, der overvinder betydelige filosofiske vanskeligheder og dermed bidrager til en mere sandsynlig verdensforklaring end den materialistiske.

Martinus ville ikke acceptere ovennævnte sammenligning: at hans verdensbillede på rationalistisk vis skulle være et fornuftens værk, men derimod anføre, at værkets egentlige kilde er intuition. I Martinus' definition er intuition en erkendelsesevne, der står over forstanden, ligesom denne i erkendelsesmæssig henseende står over følelserne. Medens fornuftens effektivitet står og falder med dens materiale, d.v.s. kontrollerede erfaringer, er intuition i Martinus' fremstilling en evne til at kontakte universelle sandheder (ideer i Platons forstand), der opleves uimodsigeligt som evige verdensprincipper eller love på et for fornuften overliggende plan. Intuition er imidlertid ikke løsrevet fra enhver jordisk forbindelse; den er en udviklingsmæssig forlængelse af fornuften, hvorved disse to mentale funktioner ikke er helt uafhængige af hinanden, hvilket bl. a. giver fornuften mulighed for en vis kontrol med intuitionen. En intuitionsbåren livs- og verdensanskuelse, som er nedfældet i et alment tilgængeligt sprog, kan således underkastes en logisk analyse, og den kan ikke affejes som falsk, hvis den ikke er i uoverensstemmelse med materielle domme, og hvis dens formelle logik er intakt. Anderledes forholder det sig med de værdidomme, som den intuitive anskuelse implicerer. Værdidomme er fornuften uvedkommende og har således ingen mulighed for forstandsmæssig kontrol. På dette punkt er der efter Martinus' opfattelse en særdeles betydningsfuld forskel mellem intelligens, i betydning formel logik, og intuition, idet intelligens er følelsesmæssig neutral, medens intuition er følelsesmæssig positiv, hvilket vil sige, at den er betinget af en positiv etik i form af en livsbekræftende holdning. At gøre erkendelse medafhængig af etisk holdning er meget usædvanlig i filosofihistorien, og dette postulat kan let opfattes som en fornærmelse mod anderledes tænkende, hvilket dog naturligvis ikke er tilsigtet. Hvad der er usædvanligt i den filosofiske tænknings historie, viser sig derimod at være en grundpille i kristendommens "erkendelsesteori", hvor det jo hedder: "Salige er de rene af hjertet, thi de skulle se Gud".

Er det etiske krav til filosoffen ret beset urimeligt? Hvis man vil bevare en streng positivistisk holdning overfor tilværelsen, har man naturligvis afskåret sig fra enhver meningsdannelse om livet ud over, hvad der kan ligge i en katalogisering og systematisering af stoflige reaktioner, men dermed har man samtidig fremstillet sit eget tænkende, følende og besluttende jeg som en enestående undtagelse, et stjerneskud i et ellers livløst univers. Vil man derimod prøve at skabe et verdensbillede uden den fatale kløft mellem materielle og åndelige emner, mellem levende og livløs natur, er man nødt til at filosofere med alle de til menneskets rådighed stående åndelige midler og ikke udelukkende med den neutrale fornuft. Sæt nu sandheden om universet ikke er neutral, d.v.s. ikke blot er struktur, men tillige fylde af følelsesmæssig art. Hvis universets funktioner udspringer af kræfter, der er beslægtet med, men langt overstråler, de sjældne emotioner i vort eget bryst, som vi kalder uegennyttig kærlighed, hvilket netop er Martinus' opfattelse, hvordan skulle mennesket da i sin filosofi kunne kontakte denne sandhed, hvis det kun vil bruge følelsesneutrale midler som fornuften, og ikke tør lade værdidommen: "Universets grundlag er kærlighed", være axiom i sin livsanskuelse. At det er umuligt ved forstandens hjælp alene at begrunde en værdidom, understøttes af filosofiens og etikens historie. Men Martinus viser, at det er muligt med en positiv værdidom som udgangspunkt at udforme en logisk analyserække over tilværelsen, som kan jævnføres restløst med materielle sanseerfaringer så vidt disse rækker. Det er denne forening mellem positiv følelse (værdidom) og tanke, som befordrer intuitionen, ja, intuitionen er i en vis forstand en sammensmeltning af kærlighed og logik på et højere plan.

Men det spørgsmål er stadig uløst: hvordan kan filosoffen få tilstrækkelig personlig begrundelse til at fælde en sådan værdidom? Hvis han nu synes, at livet er rædselsfuldt og hans medskabninger mindreværdige, er han jo dermed afskåret fra den intuitive erkendelse, hvor intelligensmæssigt begavet han så end i øvrigt er. Denne vanskelighed kan imidlertid ifølge Martinus ikke omgås. Betingelsen for at forstå virkeligheden, og det er jo den, al filosoferende stræben til syvende og sidst sigter imod, er personlig taknemmelighed over at leve, glæde ved at være til og en heraf affødt hengivenhed og kærlighed til alt levende. Har tænkningen ikke dette udgangspunkt, vil livet være som en bog, hvoraf man med sine neutrale intelligensmetoder kun kan begribe kvantitative forhold mellem sværte og papir, men intet forstår af resten af teksten.

Et udtryk, som går igen talrige steder i Martinus' bøger, er, at hans mål med sine tankeanalyser er at gennemføre et defensorat for livet. Det må indrømmes, at dagligdagens umiddelbare verdensbillede, som det tegner sig gennem avisoverskrifter, radionyheder og fjernsynsaktuelt, er alt andet end lyst, og undertiden stemmer til den dybeste pessimisme; men alligevel gennemfører Martinus sin forsvarstale for livet og tillægger det de højeste og ædleste hensigter ud fra den opfattelse, at alt ondt har den mission at forædle menneskets følelsesliv og udvide dets kendskab til livets love.

Dermed er indirekte sagt, at Martinus' livsanskuelse er religiøs, og dette er rigtigt. Men der er tale om en form for religiøsitet, der må forstås på baggrund af verdensbilledets øvrige struktur. Gud repræsenterer således den makro- og mikrokraft, som organiserer tilværelsen i form af vekselvirkning og koordination mellem kræfterne overalt i universet: i planeternes dannelse, i evolutionens stadier, i menneskehedens kulturstadier, i de enkelte organismers vækst, i deres celle- og molekylstrukturer, og ikke mindst i atomverdenens mikroområder. Derved fremtræder Gud på en måde som hele universet, og det er netop Martinus' mening. Gud er således den universelle helhed, hvori alle andre levende væsener er dele. De enkelte individer er "gnister fra den guddommelige funke", som romantikkens filosoffer fra sidste århundrede udtrykte sig. Man vil da naturligt spørge, hvorledes Gud ud fra dette synspunkt kan defineres, og svaret må i al sin enkelthed blive, at "han" er universets skabende "X". Da dette "X" stadig udfolder sin skabende virksomhed, rummer det mere end det skabte, hvortil vor bevidsthed hører, og det kan derfor ikke bindes i en mere begrænsende definition.

Et af den materialistiske filosofis største problemer er den hensigtsmæssige koordination i de organiske organismers livsprocesser. En organisme er opbygget af materielle stoffer, men disse stoffer samarbejder i organismen med det utvetydige formål at opretholde organismen i et skiftende miljø. Den teknik, som afsløres i sanseorganernes, muskulaturens og de indre organers samarbejde er så strålende, at videnskaben daglig opdager nye geniale træk. Legemets forsvarsberedskab og restitutionsevne er så imponerende, at man står målløs over for, hvilken overbelastning og misbrug det kan stå for, før det bryder sammen. Dette koordinationsprincip gælder ikke blot den enkelte organisme, men hele naturen, hvor en fortsat glidende tilpasning og samordning mellem terræn og klima på den ene side og plante- og dyreverdenen på den anden side, samt mellem plante- og dyreverdenen indbyrdes sikrer livets fortsatte beståen i millioner af variationer. Disse kendsgerninger finder ingen materialistisk eller mekanistisk forklaring, men understøtter den antagelse, at der eksisterer en ikke-materiel skabende kraft, en koordinationsfaktor, som er universel - og gudsbegrebet finder på ny sin plads i verdensbilledet.

Det er rigtigt, at alle bevægelser i den fysiske verden, og også livsprocesserne i levende organismer, efterhånden som forskningen skrider fremad, kan beskrives i mere og mere indgående lovmæssigheder, og her har vi et eksempel på, at meningerne vil deles: om man vil hæfte sig ved årsagerne, d.v.s. de materielle forudsætninger, eller ved målet i skikkelse af det hensigtsmæssige resultat, er formodentlig et subjektivt spørgsmål - en følelsessag - altså betinget af en værdidom hos forskeren.

Nu kan man jo indvende, at det på fundamental måde er uvidenskabeligt at tage andre virkende kræfter i betragtning end de materielle, eftersom det ikke er lykkedes at beskrive andre kræfter med de midler, som står til naturvidenskabens rådighed, og det var vel på dette punkt, at vitalisterne i sidste århundrede til sidst måtte vige for den mekanistiske tankegang.

Man gav imidlertid op for tidligt, for hvis vi betragter os selv, det tænkende menneske, vil det snart blive klart, at vi her har skabt præcedens for anerkendelsen af en skabende "X-faktor". Mennesket kan jo netop selv skabe logiske projekter, bygningsværker, befordringsmidler, videnskab, kunst o.s.v. Hvordan oplever vi disse skabeprocesser? Vi er nødt til at indrømme, at et projekt undfanges som en inspiration, idé eller tanke for efter nøjere planlægning, konfrontation med erfaringer og vilkår at blive nedfældet i en tegning og siden skabt i materielt stof. Vi ville benægte vort eget væsen, hvis vi ville bortforklare, at vi i kraft af vor bevidsthed har en skabeevne. Ved hjælp af denne har menneskeheden gjort sine opfindelser, men vel at mærke ikke imod fysiske og kemiske love, men tværtimod i erkendelse af, hvorledes disse kan bruges. Ville man analysere et bygningsværk på samme måde som biologen analyserer en organismes funktioner, ville også bygningsværket opløses i fysiske og kemiske lovmæssigheder. "Murstene ville have bygget huset", og de materielle forudsætninger således have overflødiggjort bygmester, arkitekter og håndværkere.

Det springende punkt er naturligvis, om mennesket vil anerkende sin egen bevidsthed som en skabende faktor, til trods for at lægevidenskaben ved sine dissektioner aldrig har fundet den. Hvis mennesket oplever sin tanke som en ordnende og sin vilje som en udøvende faktor, der har magt over det materielle legeme og desuden over genstande i omgivelserne - naturligvis stadig inden for rammerne af naturlovene - da betegner selve denne oplevelse et grundforhold, som ikke kan omstødes. Ja, opleves bevidstheden som en "højere" instans end det materielle, er det jo ligefrem klart, at man ikke kan observere de "højere" kræfter med midler, som hører til på et "lavere" plan. Det er således i fuld overensstemmelse med menneskets umiddelbare oplevelse af sin egen natur at vedkende sig en ikke-materiel skabefaktor, en "X-faktor" i form af sin egen bevidsthed. Når dette er tilfældet, kan det ikke betragtes som uvidenskabeligt at operere med en lignende faktor som universets ophav. Tager man i betragtning, hvor meget mere geniale naturens frembringelser er end menneskets, forekommer det én ligefrem urimeligt at tilskrive naturprocesserne tilfældighedernes spil som yderste årsag. Når man danner sig hypoteser om universet, må man først og fremmest prøve at slutte fra det kendte til det ukendte, og giver dette ingen selvmodsigelser, er der ingen logisk grund til at antage et ukendt skabeprincip, såsom fysiske og kemiske kræfters tilfældige spil.

Modviljen i mange kredse mod et religiøst verdensbillede skyldes utvivlsomt betragtninger over dyrerigets alles kamp mod alle og menneskenes ufuldkomne natur, som man føler vanskeligt kan forenes med tanken om en positiv Gud, altså en negativ værdidom. Nogle ville måske mene, at verdens ophav snarere måtte være en djævel, eller at verden i det mindste fremtræder som et kompromis, en kamp mellem en positiv Gud og en negativ djævel. Disse opfattelser ligger Martinus fjernt, idet ondt og godt i hans fremstilling er komplementære størrelser, som betinger det levende væsens fundamentale frihed. Livslovene er i sig selv hverken onde eller gode. Værdierne ondt og godt er udelukkende udtryk for, hvorledes man bruger lovene. Dette dilemma har aldrig været klarere end i dag, hvor menneskets kendskab til lovmæssigheder i atomet tillader det at bruge sin viden til glæde eller forbandelse for menneskeheden. Hvis mennesket var indrettet således, at det kun kunne handle ret med naturlovene, ville det være en mekanisk marionet. Da mennesket i kraft af bevidsthedens adelsmærke er et frit væsen, må det naturligvis have mulighed for at handle forkert for derved at erhverve de erfaringer, hvormed det kan handle rigtigt. Den guddommelige hengivenhed for mennesket består i det pædagogiske princip at præsentere individet for virkningerne af dets egne ønsker og begær, og på denne måde, uden at fratage det bevidsthedens eller frihedens adelsmærke, lede det frem til et liv i skønhed og glæde. I dette verdensbillede er der ikke plads for en reserveret himmel til de troende og et helvede for de vantro, men alle skabninger er underkastet en udvikling, som strækker sig gennem evolutionens og kulturernes stadier, forbi menneskehedens nuværende stade og frem til, hvad Martinus kalder et "rigtigt" menneskerige - et internationalt verdensrige, hvor fællesskab og tolerance vil blomstre til glæde for alle.