Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For at opnå den til vort udviklingstrin svarende fuldkomneste sansning må vor fysiske organisme, der er vort redskab for sansning på det fysiske plan, ligesom alle andre redskaber være opbygget og vedligeholdt bedst muligt. Nu er det jo imidlertid en kendsgerning, at hovedparten af nutidens mennesker er om ikke direkte syge, så dog halvsløje, hvilket viser, at vor organisme altså ikke er passet med tilstrækkelig omhu.

Den sunde opbygning, vedligeholdelse og fornyelse af vor fysiske organisme kræver en sund tankegang og en sund fysisk livsførelse, d.v.s. sund ernæring, sol og lys, frisk luft, passende motion og legemsarbejde, hensigtsmæssig beklædning, sunde boliger, renholdelse af kroppen samt endelig hvile, når organismen trænger dertil.

Jeg vil i det følgende beskæftige mig lidt med begrebet »Sund ernæring« og vil forsøge at vise, at videnskaben også på dette område tenderer imod en fremtidig sammensmeltning med åndsvidenskaben.

I disse efter min opfattelse meget klare analyser viser Martinus, at stof er energi, og at energi frembringer vibration. Ethvert levende væsen har sin egen ganske specielle vibrationstilstand, hvilket fører til en naturlig inddeling af livsenhederne i vore fødemidler i 2 grupper, nemlig A-livsenhederne, hvis organismer dræbes ved optagelse i vor organisme, og B-livsenhederne, for hvis organismer det er livsbefordrende at blive optaget som føde i en organisme. A-livsenhederne repræsenterer en langt kraftigere vibrationstilstand end B-livsenhederne og findes i stor mængde i animalske organismer og i langt mindre mængde i vegetabilske organismer, specielt i frugtkød (og mælk), hvor A-livsenhederne kun udgør en meget lille brøkdel.

For at kunne fordøje et fødemiddel er det nødvendigt for organismen at overvinde vibrationerne fra fødemidlets livsenheder, hvoraf følger, at organismen skal anvende langt større energi til fordøjelse af animalske end vegetabilske fødemidler. Den animalske fødes livsenheder yder altså mere modstand end den vegetabilske fødes mod at blive fordøjet i en organisme, skaber altså en større grad af disharmoni mellem makro-livsenhedens organisme og livsenhederne i fødemidlet. Denne af de animalske fødemidler fremkaldte større disharmoni giver selvsagt en tilsvarende større nedbrydning af menneskeorganismens naturlige funktioner, altså en yderst sindrig mekanisme for skæbnelovens virkning.

Hvad er nu årsagen til, at det moderne kulturmenneske i så høj grad, som tilfældet er, delvist lever af sygdomsfremkaldende næringsmidler? Også her giver Martinus' analyser os åndsvidenskabens svar, nemlig, at instinktets degenerering til fordel for intelligensen har bevirket, at vor naturlige smagsevne, altså talentet for kun at finde naturlige fødemidler velsmagende, er ødelagt. Alene opståelsen af begreberne »Krydderier« og »Nydelsesmidler« viser tydeligt, at jordmennesket har en unaturlig smagsevne.

Vor åndelige udvikling med den deraf følgende forfining af vor organisme har altså ikke medført en tilsvarende forfining af vore fødemidler.

Da vort instinkt er degenereret, må vi ty til vor intelligens og vor følelse, når vi vil afgøre, hvad den ideelle føde er for os.

Den intellektualiserede følelse giver os den etisk begrundede ideelle føde, nemlig den vegetabilske, som grundet plantevæsenernes langt mindre fysiske smerteoplevelsesevne end dyrenes, udgør mindre grader af drab.

Den dominerende følelse giver os den trosmæssigt begrundede ernæringsmåde, f. eks. 1. mosebog 1:29-30 og 9:2-5, 3. mosebog 3:17 og 11:1-47 og romerbrevet 14:2-3.

Den dominerende intelligens, videnskaben, giver os den teoretiske og praktiske materielle erfaring. Jeg vil nu gå over til, ud fra forskellige synsvinkler, at belyse, at man ikke finder nogen holdbar baggrund i videnskaben, hvis man påstår, at det skulle være livsnødvendigt eller sundere at leve af blandet vegetabilsk-animalsk føde fremfor vegetabilsk føde. I det følgende bruges begrebet »Vegetarisme« i den almindelige opfattelse, nemlig ernæring af vegetabilske fødemidler (planter, korn, sukker og frugt).

Anatomisk er vi vidt forskellige fra kødæderne, altæderne og græsæderne. Kun aberne ligner vi, og særlig i forholdet til menneskeaberne, specielt unge gorillaer og chimpanser, ser vi en meget udtalt overensstemmelse på de fleste anatomiske forhold. Vi har således ligesom disse 2 fødder og 2 hænder, ens opbygget nervesystem og benbygning, øjehulerne vendt lige fremad, porerig hud, ret flade negle, vel udviklede spytkirtler, glat tunge, mave med 12-finger-tarm, alkalisk urin, 2 brystmælkekirtler hos hunnerne og fuldstændig ens tandformel, nemlig 4 skarpe, mejselformede fortænder, 2 tilspidsede hjørnetænder og 10–12 brede, knudrede kindtænder i hver kæbe. Endvidere mangler udvendig hale, og fordøjelseskanalen er 12 gange legemets længde i modsætning til kød- og altædernes, der er 3 gange legemets længde, således at disse dyr hurtigt kan skille sig af med de dyriske affaldsstoffer, før ligresterne går i kraftig forrådnelse.

Der findes dog, som vi alle ved, også udprægede forskelle mellem os og menneskeaberne, f. eks. vor særegne hage og vor helt oprejste gang. Endvidere har vi en langt svagere tyggemuskulatur end disse aber og er altså således skabte til en noget mere forfinet føde. Anatomisk viser vi altså kun overensstemmelse med disse menneskeaber (skovmænd), hvis føde består af frugt, nødder og saftige rødder.

Sammenligner man tandsættene hos fortidsmennesker, naturfolk og moderne kulturmennesker, viser det sig, at vor tandformel ændrer sig i retning af færre og mindre tænder, hvilket tyder på, at vor organisme gradvist indstiller sig på mere og mere forfinede fødemidler. Iøvrigt er vor organisme under tydelig ændring på flere områder, idet noget er tydeligt degenererende og andet er under udvikling.

Det spørgsmål, der har interesse i denne forbindelse, er, i hvor høj grad vi kan undvære produkterne fra den såkaldte »Kødgruppe«, der i et land som vort gennemsnitlig leverer 10% af kaloriemængden til den dyre pris af 25% af kostudgifterne. Dette spørgsmåls næsten fuldstændige besvarelse vil jeg overlade til den internationalt kendte danske ernæringsekspert, professor i biokemi ved Københavns universitet, dr. phil. Richard Ege, fra hvis bog »Kost og Ernæring« (1951) jeg citerer:

For kød af pattedyr, fugle og magre fisk (torsk, rødspætte m. fl.), d.v.s. for størstedelen af de animalske levnedsmidler, som fortæres af mennesket, gælder:

»Kødet er ganske blottet for C-vitamin samt A- og D-vitamin, og dette gælder uafhængigt af, om det er magert eller fedt kød. Alt kød er desuden fattigt på calcium«.

»Alt ialt viser kød en udpræget underlødighed med hensyn til ca. halvdelen af de betydningsfulde næringsstoffer – og de næringsstoffer, der findes i overskydende og rigelige mængder, er gennemgående stoffer, som vor føde kun ganske undtagelsesvis vil blive underforsynet med – og om hvilke det samtidig gælder, at de vil kunne skaffes tilveje i kosten gennem mange andre fødevarer, hvoraf mange vil være væsentlig billigere at købe end kød. I modsætning hertil må det fremhæves, at de næringsstoffer, kødet mangler, eller som kun forekommer i utilstrækkelige mængder i kød; kalk, C-vitamin samt A- (og D-)vitamin, netop er de næringsstoffer, som vor føde har størst mulighed for at være underforsynet med. Den endelige bedømmelse af det almindelige kød må derfor blive, at man må karakterisere kød som et næringsmiddel af under middel lødighed«.

»Det moment, der for de fleste mennesker er den egentlige motivering for indkøb af kød, er det kulinariske, hvad der absolut intet er at sige til – man skal blot bekende kulør og ikke søge at skjule dette under henvisning til bestemte ernæringsmæssige motiver, da disse næppe holder stik.«

»Udfra, hvad vi i øjeblikket ved om kødets næringsværdi, er der ikke nogen baggrund for den almindelig udbredte opfattelse, at kødets meget høje pris dækker over en særlig værdifuld ernæringsmæssig sammensætning. Man må desværre berøve folk den illusion, at den høje pris, de ofrer på indkøb af kød, ofres til fordel for deres sundhed, og at man til gengæld for den høje pris får så og så store og så og så værdifulde næringsmængder. Der synes ikke at være baggrund for en sådan opfattelse. Den høje pris ofrer vi i første række til fordel for kødets velsmag« (citater slut).

Biokemien har altså her givet os en vidunderlig tydelig bekræftelse på, at vor naturlige smagsevne er degenereret. Hvor tit hører man da heller ikke som folks eneste argument for kødspisning: »Men en bøf smager nu godt!«

Ovenstående citater gælder altså for animalsk føde, undtagen indmad (lever, nyre m.m.) og fede fisk (sild, makrel, ål m.m.). Disse to former for animalsk føde indeholder meget store mængder A- og D-vitamin til en billig pris. Jeg skal senere omtale, at netop disse to grupper animalske fødemidler er rige på for os sundhedsfarlige stoffer. Forøvrigt foretrækker rovdyrene instinktivt blod og indmad fremfor det egentlige kød, som ofte overlades til sjakaler, hyæner, gribbe m. fl., der har særlige organer til at neutralisere de farlige liggifte.

Vort A-vitamin behov kan uden besvær dækkes billigt gennem adskillige på dette vitamin righoldige, vegetabilske levnedsmidler såsom gulerod, grønkål, spinat, persille (grønne og gule plantedele) og mælkeprodukter. Bortset fra æg og mælk vil den »ikke-animalske« føde næsten udelukkende tilføre os A-vitaminet i form af dets forstadium (provitamin) karotin, som i organismen nedbrydes til A-vitamin.

Det eneste virkelige tvivlsspørgsmål i forbindelse med en vegetarisk kosts fyldestgørende tilførelse af de af biokemien påpegede livsnødvendige stoffer, er D-vitaminet. Det må indrømmes, at den egentlige planteføde er næsten fri for D-vitamin, men da forholdene vedrørende behov og fremskaffelse af dette vitamin endnu i dag langtfra er afklarede, og vegetarer har flere udveje at vælge imellem, behøver man ikke som vegetar at gøre sig alt for store problemer angående dækning af D-vitamin behovet.

De righoldigste »ikke-animalske« kilder for D-vitamin er fedtholdige mælkeprodukter og æggeblomme, så en stor del af det formodede behov kan dækkes ved at vælge den laktovegetariske (vegetarisk+mælk) eller ovolaktovegetariske (vegetarisk+mælk+æg) fremfor den rent vegetariske kost, som overhovedet ikke gør brug af fødemidler hidrørende fra dyr.

Endvidere kan vegetarer skaffe sig betydelige mængder D-vitamin ved hjælp af det ultraviolette lys' indvirkning på kroppen (sollys i fri luft, højfjeldssol), idet adskillige »ikke-animalske« levnedsmidler (gær, mælkeprodukter, planteolier, korn m. m.) er rige på et af D-vitaminets provitaminer Ergosterol, der omdannes til D-vitamin ved ultraviolet bestråling af huden. Muligheden for udnyttelse af denne D-vitamin kilde er selvsagt stærkt afhængig af ens ydre leveforhold, specielt årstiden og ens levested på jorden.

Endelig må det nævnes, at D-vitamin behovet, der er individuelt, foruden af alder, sollysmængde m. m. afhænger af vor tilførsel af calcium og fosfor, idet en ligelig tilførsel af disse mineralsalte giver det mindste D-vitamin behov.

Når så hertil kommer, at videnskaben endnu i dag ikke sikkert ved, om voksne overhovedet har behov for tilførsel af dette vitamin, og at behovet i hvert fald er meget lille (under 1 hundrede tusindedel gram pr. dag), og at D-vitamin er farligt i overdosis, idet det da kan forårsage universel forkalkning, forstår man, at det er yderst vanskeligt at konkludere noget bestemt om vegetarers forhold til dette vitamin. Det enkelte menneske må, specielt i forholdet til børn, om hvis behov der ikke hersker tvivl, afgøre, hvorvidt vedkommende intet ekstraordinært vil gøre, om man vil spise D-vitamin-rige eller provitamin-rige animalske eller vegetabilske levnedsmidler, eller om man vil indtage levertran, subsidiært D-vitamin holdige vitaminpiller. I hvert fald bør man sørge for at få rigelig med sollys og frisk luft.

Man kan altså slutte, at alle de livsnødvendige grundpiller, som vor føde bør indeholde, findes i vegetabilsk føde, men ikke alle disse stoffer findes i animalsk føde. Ovenciterede prof. Ege har da også offentlig udtalt, at eftersom samtlige de stoffer, vi har brug for, findes i planteriget, er der intet som helst i vejen for, med den viden, vi i dag er i besiddelse af, at leve og vel at mærke leve optimalt uden noget som helst tilskud fra dyreriget.

Den kendte vending: »Man kan leve af frugt og grønsager, men ikke uden« er altså videnskabelig rigtig.

Biokemien kan belyse vort problem fra endnu mange sider, hvoriblandt nogle enkelte skal nævnes:

Vore fordøjelsessafter er fortrinsvis beregnet på fordøjelse af vegetabilske fødemidler. Vegetabilske fødemidler er gennemgående lettere fordøjelige og mere kraftgivende end animalske.

Og at ernæringseksperter over en bred front udelukkende tilråder at spise mere frugt og grønsager og drikke mere mælk turde være en velkendt sag.

Det er også biokemien, som hjælper os, når vi ønsker svar på spørgsmålet:

I modsætning til mennesket er rovdyrene fysiologisk og anatomisk naturligt beskyttede mod giftene fra den dyriske føde og forrådnelsesbakterierne.

Men også før forrådnelsen rigtig begynder, findes der sundhedsfarlige stoffer i animalske levnedsmidler.

Jeg nævnte således umiddelbart før omtalen af D-vitaminet, at netop de A- og D-vitamin righoldigste animalske fødemidler indmad (organer) og fede fisk var rige på sundhedsfarlige stoffer. Jeg tænkte her bl. a. på de såkaldte purinbaser (spaltningsprodukter af såkaldte nukleoproteider, der findes i cellekærnerne), der især forekommer i kødekstrakt, indmad og fiskekød. De mest purinholdige vegetabilske fødemidler indeholder kun brøkdele af de mængder, der findes i de nævnte animalske produkter. Disse purinstoffer nedbrydes i vor organisme til urinsyre. Mennesket har ikke som de fleste andre pattedyr et enzym, der kan nedbryde urinsyren, og da urinsyre er tungtopløseligt i legemsvædske og vand, kan vi kun vanskeligt udskille urinsyren. Uudskilt urinsyre aflejrer sig derfor i kroppen og bliver her medvirkende årsag til bl. a. forskellige gigtlidelser, nyregrus, blæresten m. m. Diætetikken foreskriver derfor også en purinfattig, d.v.s. ovolaktovegetarisk kost ved behandling af en hel række forskellige sygdomme, såsom visse gigtlidelser, nyrelidelser, karsygdomme, hudsygdomme m.m.

I de senere år har videnskaben intensivt efterforsket årsagen til den konstaterede sammenhæng mellem åreforkalkning og blodets høje kolesterolindhold. Kolesterol findes i alle dyriske celler og kun i dyriske celler. Kolesterolrige fødemidler er dyriske fedtstoffer, som disse findes i bl. a. kød, indmad, sildeolie og æg. Forholdene omkring problemet er endnu ikke helt klarlagt.

Selvfølgelig kan der også i vegetabilsk føde, specielt råkost, findes sundhedsfarlige stoffer, men det må betragtes som en given ting, at vegetarisk føde og mælkeprodukter, delvist også æggeprodukter, giver den reneste føde, d.v.s. den føde, som har det mindste indhold af færdigdannede affaldsstoffer, og som er det dårligste substrat for forrådnelsesbakterier og lignende.

Den reneste føde er moden frugt, idet frugten efter plukningen stadig er levende, åndende celler, der optager ilt og afgiver kulsyre, og som ikke kan forrådne, kun forgære.

At sygdomme er virkninger af en eller anden slags årsager, er alle enige om, men hvad den virkelige årsag er, er ingen enige om. Og set fra den synsvinkel, lægevidenskaben arbejder ud fra, er der heller intet at sige dertil, for dels optræder sygdommene sjældent helt alene, dels er jo, hvad også lægevidenskaben ved, sygdommene virkninger af et sammenspil af mange forskellige fysiske og psykiske årsager. At kortlægge disse dybeste årsager udfra sygehistorierne er næsten umuligt for lægevidenskaben, da skæbnebølgerne er blevet udløst på så vidt forskellige tidspunkter i forhold til sygdommenes synlige udbrud. Dog er man nu ved at blive mere og mere fortrolig med, at årsagerne kan ligge adskillige år tilbage i tiden, således mener man nu at kunne sige, at de alvorligste virkninger af overdreven tobaksrygning først kommer 20–30 år efter, at denne rygning for alvor er begyndt. De senere års gennemgribende indførelse af statistiske metoder har vist sig at være fremtidens matematiske redskab på dette område.

Ved mange sygdomme, som ikke vil helbredes på anden måde, eller som kun helbredes yderst langsomt, kommer mennesker meget ofte ud for, at de af det officielle samfund mere eller mindre anerkendte læger, kloge folk m. fl. foreskriver dem en bestemt diæt, oftest i forbindelse med anden form for behandling. Denne diæt vil næsten altid foreskrive en ændring i retning af færre eller ingen fødemidler fra kødgruppen, og hvis animalsk føde tillades, da de lettest fordøjelige former såsom kalve- og fiskekød. Endvidere foreskrives oftest også formindsket eller ingen brug af nydelsesmidlerne alkohol, tobak, kaffe og the. Ofte foreskrives en hel del råkost, idet råkostens livgivende diætetiske værdi overfor svækkede organismer begrundes ved den fattigdom på purinbaser og kogsalt, dens rigdom på vitaminer og kalisalte, dens gavnlige indvirkning på organismens syre/base-ligevægt samt endelig dens slaggerigdoms inciterende indflydelse på fordøjelseskanalen.

Det kan derfor ikke undre, at så uforholdsmæssig mange »vegetarisk levende« mennesker fremtræder som syge og halvsløje. Dette forhold berører selvfølgelig ikke den etisk begrundede vegetarismes udbredelse blandt menneskene. Hovedparten af disse syge lever kun vegetarisk for at blive raske, altså ud fra et egoistisk præget synspunkt, og ofte ud fra den formening, at den vegetariske kost kun er helbredende, ikke egentlig forebyggende, så når de er blevet »raske« igen, vender de hurtigt tilbage til kødspisningen og de derhen hørende retter, hvis »velsmag« de så længe har måttet undvære.

Til trods for, at virkelig helbredelse af en gennem mange år oparbejdet sygdom selvfølgelig kræver sin tid, viser et enormt antal af disse sygehistorier os tydeligt, at den hensigtsmæssige vegetariske kost, specielt den energivækkende råkost, overfor mange af sygdom svækkede organismer hurtigt frembringer en synlig helbredende virkning.

Vi har nu hørt lidt om syge menneskers erfaringer, men hvad siger nu de

At den hensigtsmæssigt tilrettelagte vegetariske kost er fyldestgørende ses f. eks. deraf, at langt størstedelen af disse mennesker giver udtryk for øget velbefindende, større arbejdsevne og arbejdslyst, altså større livslyst, og at vegetarerne i deres rækker tæller talrige berømte åndsarbejdere (Platon, Sokrates, Leonardo da Vinci, Tolstoj m. fl.) og talrige berømte sportsfolk. Det har her vist sig, at vegetarer under iøvrigt lige forhold klarer sig bedst i sportskonkurrencer.

Mange folkeslag, som tæller i millionvis af mennesker, har i århundreder levet næsten udelukkende af vegetarisk føde og har vist sig at have opretholdt stor sundhed og livskraft, f. eks. det evindelig omtalte Hunza-folk.

Mormonkirken, hvis medlemmer ikke nyder alkohol, tobak, kaffe, the og blodprodukter, har foretaget omfattende statistikker, der tydeligt viser, at denne kirkes medlemmer har en langt mindre dødelighed og sygelighed end kulturnationerne i gennemsnit.

Endvidere har det under og efter krige, hvor folk ufrivilligt har måttet formindske forbruget af kødvarer og nydelsesmidler, vist sig, at den gennemsnitlige sundhedstilstand er steget enormt.

Også på dette såkaldt psyko-somatiske område viser videnskaben nu en tendens med utallige bekræftelser på de åndsvidenskabelige analyser.

Man har således opdaget, at tankerne afhængig af deres art, styrke og varighed virker fremskyndende eller hæmmende på forskellige legemsprocesser. Man har således konstateret, at vrede, had, ophidselse og andre mørke tankearter (tyngdeenergi) giver kraftig udskillelse af hormonet Adrenalin, hvorved blodtrykket forøges; hjertet udsættes altså for overbelastning.

Vor mave reagerer på samme måde overfor mørke tankearter som overfor gift, og mørke tankearter menes bl. a. at være en hovedårsag til mavesår.

Man har endvidere konstateret, at der er en sammenhæng mellem mørke tankearter og opståen og helbredelse af forskellige sygdomme f. eks. sukkersyge, tuberkulose, lever- og nyrelidelser, hjertelidelser, mavesygdomme m. fl.

Som bekendt virker de hvide blodlegemer leucocyterne sygdomsbekæmpende, idet de er i stand til at opsøge, optage og nedbryde sygdomsfremkaldende bakterier, protozoer og andre fremmedlegemer.

Mørke tankearter bevirker forøgelse af leucocytantallet i blodet, bevirker altså dannelse af fremmedstoffer i blodet.

Principperne for de psykosomatiske årsagsvirknings-kæder er meget indviklede at undersøge i praksis, og en nærmere omtale heraf vil være alt for omfattende til at finde plads inden for denne artikels rammer.

Nyere beregninger har vist, at man i et klima som vort ved rationel havebrug behøver ca. 1 kvadratmeter jord pr. dag pr. indbygger for at kunne bevare legemsvægten, arbejdsevnen og sundheden i det hele taget; vi skulle derfor alene her i landet med vort opdyrkede areal kunne ernære op mod 100 millioner mennesker.

Gennemsnitlig mindst 75% af den føde, husdyrene forbruger, forbrænder til varme, kuldioxyd, vand og andre stofskifteprodukter, Kaloriemæssigt får vi altså højst 25% af den føde, husdyrene forbruger, tilbage i form af animalsk føde; husdyrhold giver altså under normale forhold enorme tab af næringsværdier.

Hertil føjer sig de for menneskeheden som helhed så dårligt begrundede og uheldige forhold ved den unødvendige fjernelse af livsnødvendige stoffer (vitaminer, mineralsalte m. m.) ved den tekniske fremstilling af visse fødemidler, mel, ris, sukker, spiseolier m. m.

Den rationelle vegetariske levevis rummer altså i sig en mulighed for løsning af problemerne vedrørende det stigende befolkningstal på jorden og den så mange steder herskende underernæring og hungersnød.

Disse sociale betragtninger giver således en glimrende underbygning af Martinus' påvisning af det nuværende landbrugs nødvendige, gradvise overgang til gartneribrug.

At større doser er skadelige og sundhedsnedbrydende, behøver ikke nærmere omtale her.

Ved tobakkens forbrænding dannes en del kulilte, der er den fra bygas og kulos så velkendte giftige luftart. I cigarrøg findes 6–8 rumfangsprocent kulilte eller lige så meget som i bygas. Kulilten optages ved indånding i blodet, hvor den forbinder sig med de røde blodlegemers farvestof hæmoglobin til kuliltehæmoglobin. Da hæmoglobinet transporterer ilt fra lungerne til de enkelte celler, og den nævnte omdannelse forhindrer hæmoglobinet heri, bevirker kulilten en ringere iltfornyelse af vævene. Mængden af kuliltehæmoglobin er op til 5 gange større hos rygere end hos ikke-rygere. Det er antagelig denne kulilte-virkning, der er årsagen til så mange storrygeres konstante hovedpine, kvalme og svimmelhed.

Tobaksrøg indeholder, afhængende af tobakskildens form og tørhed og af rygningens hastighed, varierende mængder fordampet nikotin. F. eks. kan røgen fra en almindelig cigar indeholde mere end dødelig dosis af nikotin.

Ved almindelig rygning tilbageholdes i organismen ca. 60 % og ved inhalation ca. 90% af den i røgen tilstedeværende nikotin-mængde. At der optræder så få forgiftningssymptomer, som tilfældet er, skyldes dels organismens hurtige nedbrydning af nikotinet, dels tilvænningen, d.v.s. inkarnationen af mere modstandsdygtige celler.

Nikotinet virker på centralnervesystemet og de såkaldt perifere autonome nervetråde, som først stimuleres og derpå lammes. Den rette, akutte nikotin-forgiftning, som tobaksrygning kan fremkalde, viser sig almindeligvis ved svimmelhed, hovedpine, stærk spyt- og svedsekretion, kvalme og almen svaghedsfølelse. Blodkarrene trækker sig sammen, og det arterielle blodtryk forøges for at kunne overvinde den større modstand i blodårerne, altså øget energitab og mindsket ilttilførsel til vævene.

Endelig sker der, selv hos tilvænnede rygere, allerede efter rygning af 1–2 cigaretter eller en lille cigar, en forøgelse af pulsfrekvensen på 5–20 slag pr. minut, hvilket enhver ryger jo nemt kan eftermåle på sig selv.

Hvad tjærestofferne angår, ved man, at der blandt disse findes kræftfremkaldende bestanddele. Statistikkerne viser en tydelig sammenhæng mellem tobaksforbruget og dødeligheden som følge af lungekræft. Således har 95% af folk med lungekræft røget stærkt igennem mange år, og lungekræft forekommer yderst sjældent hos ikke-rygere. Mærkværdigvis forekommer lungekræft hyppigere hos folk, der ikke indhalerer end hos folk, der indhalerer. Antagelig hidrører denne forskel fra en dybere kosmisk forskel i modtagelighed.

Også mave- og åndedrætssygdomme er langt hyppigere hos rygere end hos ikke-rygere.

At overdreven tobaksrygning kan medføre sygelige symptomer, og at tobaksrygning i almindelighed kan forværre symptomerne ved visse i forvejen eksisterende sygdomme er hævet over enhver tvivl.

De fleste mennesker bryder sig da i virkeligheden heller ikke om smagen af kaffe og the. Hvortil ellers den så vidt udbredte anvendelse af sødestof og fløde?

Tendensen synes klar. Fra alle sider henvendes opmærksomheden som aldrig før stadig mere intensivt på ernæringen og vore nedarvede spisevaner, og videnskaben tilråder nu ustandselig »Spis flere grønsager og mere frugt, drik mere mælk!«, så mon vi ikke kan forvente af den fremtidige udvikling, at den i endnu højere grad end nu bliver i stand til at bekræfte de åndsvidenskabelige analyser?

De fleste vegetarer med interesse for den vegetariske fødes sammensætning vil sikkert have nikket genkendende til flere af de givne oplysninger. En orientering om detaillerne ville sikkert virke trættende og ligger i hvert fald udenfor rammerne af denne artikel. Det er dog mit håb, at de givne oplysninger er tilstrækkelige til, at den enkelte læser kan drage nogle af de utallige paralleller, der også på dette område er mellem den materielle videnskab og åndsvidenskaben, i denne forbindelse specielt Martinus' værker »Den ideelle føde« og »Bisættelse«.

Men selvfølgelig bliver det den enkelte vegetar, som må afgøre, hvorvidt den for vedkommende mest livgivende føde er den ovolaktovegetariske, den laktovegetariske, den rent vegetariske eller råkosten. Den rene frugtkost er ikke aktuel, da vor fordøjelseskanal endnu ikke er indrettet på kun at fordøje frugt.

Da de purinfri, fra dyreriget kommende, levnedsmidler mælk og æg, forudsætter husdyrhold og ikke er naturligt bestemte som føde for mennesker, kan disse levnedsmidler selvfølgelig ikke fortsat være ideelle for os. På den anden side set behøver vi heller ikke at forvolde dyrene direkte lidelse ved at fratage dem disse stoffer, der for de pågældende dyr er fuldkomne fødemidler i den første periode af deres liv.

Det skulle ikke være nødvendigt at lægge en fuldtud detailleret kostplan. Man bør blot bestræbe sig for efter evne at vælge hensigtsmæssige (sunde, økonomiske og velsmagende) fremfor uhensigtsmæssige fødemidler og tilberedningsmetoder. Man bør vælge simpelt sammensatte retter, hvis bestanddele på naturlig måde supplerer hinanden, og som tilfører de livsnødvendige stoffer i tilstrækkelig mængde, idet man selvfølgelig af hensyn til kostudgifterne bør følge fødemidlernes egen årstidsvariation. Nærmere oplysninger om de enkelte fødemidlers værdi må den enkelte skaffe sig fra nogle af de talløse bøger, tidsskrifter, tabeller m.m., der fra forskellig side er udgivet om dette emne.

Ernæringsproblemet skulle nødig beslaglægge en alt for stor del af vor bevidsthed, hvilket bedst gøres ved, at den enkelte vegetar eller ikke-vegetar gør sig klart, at det kun gælder om efter evne at praktisere det dræbende princip mindst muligt. At undgå dette princip fuldstændigt på ernæringens område er en umulighed for jordmenneskene. Dels er det endnu livsnødvendigt for os at anvende det dræbende princip overfor plantevæsener, dels kan vi i vor tid næsten umuligt undgå levnedsmidler indeholdende animalske livsenheder. Thi ligesom man ved sin blotte færden i naturen ikke kan undgå at dræbe nogle af vore levende medvæsener (insekter, snegle, orme m. fl.), og man i praksis ikke kan undgå brugsvarer af delvis animalsk oprindelse (lædervarer, sæber, lim, stearin, gødning m.m.), således kan man næsten heller ikke undgå levnedsmidler af delvis animalsk oprindelse, hvilket man vil kunne forstå, når jeg som eksempler nævner, at almindelig ikke-vegetabilsk margarine (bord- og bagerimargarine) indeholder betydelige mængder animalsk olie, at almindelig husblas og gelatine er fremstillet af brusk, skind, hud, sener m.m., at hønseæg ofte er befrugtede, og at de vigtigste ostearter, nemlig de almindelige løbeoste fremstilles ved indvirkning af syre og kalvemaveekstrakt (løbe) på mælk. Tænker man blot på alle de fødevarer, der fremstilles af de her eksempelvis nævnte produkter, er det indlysende, at det vil kræve en uforholdsmæssig stor del af ens bevidsthed og energi, hvis man sætter sig som mål hurtigst muligt at blive renlivet vegetar.

Langt mere formålstjenligt vil det være, at man bestræber sig efter en passende retningslinie i sit fødevalg, og når man har gjort sig klart, hvor ens naturlige begrænsning for undgåelse af det dræbende princip på ernæringens område findes, da at anvende hovedparten af sin energi på sin øvrige åndelige udvikling.

Man vil da opdage, at ernæringsspørgsmålet, d.v.s. valget af fødemidler og vegetarismens praktisering i forhold til omverdenen, gradvist bliver et mindre og mindre problem, og at man samtidig med denne forvandling mærker en tydelig ændring af sine smagssanser. Den vegetariske kosts bestanddele bliver mere og mere velsmagende og vand bliver en liflig drik. Nye, til vor ændrede ernæringsform bedre kvalificerede smagsceller er altså inkarneret i vor organisme. At vor hele cellestandard er hævet, kan mærkes på vort øgede fysiske og psykiske velbefindende.

Man får altså i sin nu mere fintfølende smagsevne og det ændrede fordøjelsesforløb et naturligt hjælpemiddel til, samtidig med sin øvrige åndelige udvikling, gradvist at ændre sin ernæringsform det sidste stykke vej mod den rent vegetariske.

Ændringen af vore nedarvede spisevaner og vor unaturlige smagsevne kræver viljestyrke, energi og øvelse. Denne ændring af smagsevnen understøttes ikke videre godt af de vegetariske produkter, som forhandles med animalsk efterlignet smag og benævnelse (vegetarisk fiskebudding, leverpostej, wienerpølser m.m.), men selvfølgelig har disse produkter, især i overgangsperioden, stor værdi i kraft af deres høje indhold af sunde næringsstoffer.

En langt større hjælp ved smagsevnens omformning ville det være, om man i den første og vanskeligste overgangsperiode gjorde sig til vane, fremfor at tænke på kødvarernes »velsmag«, da at tænke kødet tilbage på dets plads i dyret og på den guddommeligt fuldkomne mission, det der udførte, eller at tænke på, at man i virkeligheden betaler andre for at udføre slagtningen og parteringen af dyrene; et arbejde, som de fleste kødspisende mennesker ville betakke sig for (altså en slags »hælerprincip«).

Man kan selvsagt ikke forvente det bedste resultat på dårligt sammensat vegetarisk kost. Det er ikke nok blot at afholde sig fra animalsk føde. Man må sørge for en rigtig sammensat vegetarisk føde, og selv om man ofrer megen tid og energi herpå, må man ikke forvente, at man alene på basis heraf skaber sig en sygdomsfri fremtid. Dels kender vi ikke vore allerede udløste skæbnebølger, dels skaber vi os jo heller ikke den fuldkomne sundhed, hvis vi tilfører vor organisme usunde åndelige fødemidler.

Den sande etiske vegetarisme udspringer, som en del af vor øvrige åndelige udvikling, alene af kærlighed til vor næste, enten denne så af ydre har form som dyr, disses organismers beboere eller som vor egen organisme og dens univers. Guds kærlige livslove lader da det etisk rigtige for os være det sundeste for os.