Kosmos 1956/Årsskrift side 25
Mogens Møller
ET KOSMISK TIDEHVERV
Menneskets længsel mod én verden.
Egon Friedell slutter sin store kulturhistorie med at sige, at menneskeheden »øjner en svag lysstribe fra den anden side«. Og hans sidste ord er: »Næste kapitel i Europas kulturhistorie bliver historien om dette lys«.
De fleste mennesker vil nok ikke synes, at der i øjeblikket er store muligheder for »lys forude«. Tværtimod synes krigens og intolerancens mørke atter at skulle omslutte verden, og depression, selvmord og tøjlesløs, beruset undergangsstemning besætter sindene, hvis man da ikke har lukket sig inde i en sløv indsnævret hverdagstrædemølle uden tanke for andet end de daglige vaner afbrudt en gang om ugen af søndagsvaner. Bag den grå hverdagsfacade, såvel som i dybet af det sind, der til tider går amok, ligger dog en længsel efter »noget andet«, en bedre verden og et holdepunkt i tilværelsen. Men længselen kan ikke få form, den bliver ikke udløst i tanker og skabelse, den undertrykkes eller bliver måske en slags åndelig »abort«, en umoden livsudfoldelse, der ender i berusede orgier og dermed i »tømmermænd« og ny depression. Religionen kunne engang lede denne længsel ind i følelsesbaner, der var et nødvendigt led i hele samfundets struktur, men i dag inspireres man ikke af dogmer. Hos enkelte mennesker kan noget af længselen udløses i kunstnerisk skabelse eller nydelse; men tidens kunstneriske rørelser viser selv en famlende uforløst tilstand og kan endnu kun inspirere de få. Teknikken, som dominerer vor tidsalder, har på en måde gjort det lettere at leve, men den har samtidig forøget forvirringen i en verden, der endnu ikke er moden til at udnytte den til helhedens gavn. Vi har ved teknikkens hjælp opdaget, hvor stor verden er, og vi er blevet imponeret af os selv og vore evner; men vi er ved at opdage – også gennem teknikken – hvor lille vor verden er, og hvor små og uvidende og uhjælpsomme vi selv i virkeligheden er. Det giver mindreværdskomplekser, som trænges i baggrunden og dækkes bag en maske af overlegenhed, der skal vise, at man er en »fandens karl«. Menneskeheden synes at være i den udviklingstilstand, det enkelte menneske også må gennemløbe, som vi kalder lømmelalderen.
Mennesket har med sin indre længsel i umindelige tider beskæftiget sig med drømmen om »én verden« eller verdens forenede stater. Fortidens fyrster »af Guds nåde« og senere tiders diktatorer har troet sig udvalgt til at samle det, man i deres tid har kendt af verden under ét herredømme – deres eget. Utallige er de forsøg, der er gjort på at skabe »én hjord og én hyrde« i verdslig forstand. Menneskemasserne med deres indre ubevidste længsel lod sig let suggerere af de ledende til at tro, at det, de længtes efter, var det verdensrige, som Deres diktator eller fyrste ville skabe, og de ofrede gladelig deres liv derfor – og andres med. Men et despotisk verdensherredømme blev aldrig til virkelighed, kun til mere eller mindre vellykkede forsøg, der altid mislykkedes af grunde, menneskene ikke havde kunnet forudse. De midler, man gjorde brug af for at forene verden, lige fra oldtidens kæmpehære til de moderne tekniske våben, viste sig trods alt utilstrækkelige. Det er da også helt andre midler, man drømmer om at gøre brug af i dag, demokratiske, fredelige midler. Men som repræsentanter for fred og demokrati har menneskene stort set endnu kun vist sig at være drømmere. Disse forsøg på at samle verdens stater under én regering har været som et barns voldsomme, kejtede forsøg på at skabe noget, det endnu langt fra var modent til at skabe. Men Homo Sapiens liv på denne klode er jo også kun en lille brøkdel af klodens udviklingshistorie, et begyndende fænomen af nyere og finere celler i dens organisme, så menneskeheden har kun været i sin barnealder og lømmelalder under disse forsøg, og ingen kan forlange, at den allerede nu skulle have den indre ro og balance, den erfaring og skabeevne, som en »voksen« gerne skulle have. Der skulle altså være håb om, at det, der ikke er lykkedes i fortiden, må kunne skabes engang i fremtiden, hvis vi i nutiden arbejder på at skabe det fundament, der kan bygges på.
En åndelig opfattelse af universet.
I Friedells spådom om det lys, næste kapitel af Europas kulturhistorie skulle omhandle, blev dette lys betegnet med ordene »fra den anden side«, altså en åndelig eller psykisk verdens lys. Dermed ville han sikkert understrege, at det var hans opfattelse, at den psykiske side af menneskets liv, som tidligere har været underkastet religiøse dogmers diktatur, og som efterhånden, idet mennesket frigjorde sig fra den blinde tro, blev reduceret til blot at være anerkendt som et resultat af kemiske stoffers reaktion i organismen og dermed blev underkastet et nyt, materialistisk diktatur, nu endelig skulle kunne få en friere udfoldelse og skabe lysere forhold i den fysiske verden. Det vil altså sige, at en åndelig opfattelse både af mennesket og af universet efterhånden skulle kunne afløse den ensidige fysiske betragtning. Friedells kulturhistorie udkom 1927, og allerede nu, ca. 30 år efter, kan man begynde at sande hans ord. Thi til trods for det mørke, der har indhyllet verden i disse år, og som også i form af Nazismens jernnæve fældede ham selv, er mange små lys tændt, som med tiden kan forenes til ét strålende lys. Beskærmet som de er for at værne om de små flammer og hindre dem i at gå ud, lægger man ikke meget mærke til dem. De kaster kun et lille blafrende skær på de nærmeste omgivelser, men de er overalt i de menneskers sind, som har gjort sig fri af såvel religiøst som materialistisk og politisk diktatur, de frie menneskesind, hvis længsel, belært af erfaringer, har ført dem ind på at søge en åndelig sandhed bag den fysiske verden.
Vor tids søgende mennesker, som føler sig frastødt af såvel religiøst som materialistisk snæversyn, behøver ikke at mangle inspirerende impulser. Mange avis- og tidsskriftsartikler og også adskillige bøger kan vise dem, at de ikke er alene om denne indstilling. I alle befolkningsgrupper er der søgende mennesker, der river sig løs fra fordomme, også blandt forfattere, videnskabsmænd og filosoffer. Man hører af og til deres røster gennem den almindelige larm, og man lytter og føler, at noget, der bor dybt i en selv, får mæle ved disse ord. For eksempel ved en udtalelse som denne af Albert Einstein: »Den dybt bevægede overbevisning om nærværelsen af en højere tænkende magt, som har vist sig i det uudgrundelige univers, danner mit billede af Gud.« Man er glad for, at den store matematiker har haft mod til at sige det offentligt i en tid, hvor ordet Gud af tankeløse mennesker bruges for meget og af intellektuelle almindeligvis anses for ufint og derfor slet ikke bruges, Atomernes og matematikkens verden kan altså også opleves som en verden, hvor Guds ånd svæver over vandene.
Søgende mennesker med historiske interesser, og hvem har ikke det, når det er kulturhistorie og ikke årstal og kongerækker, det drejer sig om, vil foruden hos Friedell sikkert kunne finde inspiration hos den fremragende engelske forsker Arnold Toynbee, der som supplement til sine store værker for nylig har udsendt et bind om en historikers vej til religionen, hvori han skriver: »Det er ikke de højere religioners opgave at konkurrere, men at supplere hverandre.« Aage Marcus skrev en interessant kronik i Politiken den 14. sept. 1956, hvor han nævnte dette værk og hvorfra ovenstående og efterfølgende citater er lånt. Toynbee, som selv indtager en positiv stilling til kristendommen, skriver: »Selv om jeg er nok så sikker på, at min egen religion er den rette, kan jeg dog ikke vide, om der ikke er værdier i de andre religioner, som måske bygger på åbenbaringer fra Gud langt rigere end den, der er blevet mig selv til del.« Og han mener også, at der ikke er nogen grund til at anse den matematisk-fysiske betragtning af universet for mere gyldig, mere virkelig end den åndelige opfattelse. Denne udtalelse bekræftes af alt det, vi i de senere år har fået at vide om verdensaltet, at det fra elektroner til mælkevejssystemer er en verden af stråler, bølger og elektro-magnetiske kræfter. Ikke et kaos, men et kosmos, et ordnet, logisk univers, hvis mindste og største bevægelser (som blot er de mindste og største, vi kan opfatte) må opfattes, som Einstein gjorde det, som udgået fra et tænkende ophav. Disse kræfter kan altså lige så vel betragtes fra et åndeligt som fra et rent matematisk-fysisk standpunkt, og det er værd at overveje, om det ikke er bedst at forsøge begge dele. Det kan jo være, at det gælder for videnskab og religion, som Toynbee sagde det om religionerne indbyrdes, at de ikke skal søge at konkurrere men at supplere hinanden. »Religion uden videnskab er blind, og videnskab uden religion er døv«, har Einstein også sagt; men det var, som han udtrykte det, en »kosmisk religiøsitet«, der måtte forbindes med videnskaben, ikke en dogmatisk båsereligion. Også Einsteins og Toynbees religiøse anskuelser kan forbindes, thi kernen i alle de store religioner er kosmisk religiøsitet.
Det moderne menneske og religionen.
Vestens moderne mennesker kan ofte være tilbøjelige til at se ned på Hinduismen, Buddhismen og Islam for slet ikke at tale om de »vilde« folkeslags religioner med deres totempæle og fetischfigurer. »Afguderi«, siger man, hvis man er kristeligt indstillet, »overtro og naivitet«, hvis man er materialist. Og så mener man, at tingene er sat på plads, de er puttet ned i vor vestlige civilisations altopslugende kartotek både under O. (overtro og trolddom) og under H. (hedenskab), og så er der ingen grund til at beskæftige sig mere med dem. Søgende mennesker kan dog ikke nøjes med en sådan overfladisk indstilling. Man kan finde stor inspiration ved studiet af de »hedenske« religioner, som alle er enige om, at menneskets mål er at søge forbindelse og fællesskab med den magt, det væsen, den absolutte virkelighed, der ligger bag alle fænomener, hvad Kristus jo også har lært os. Men en religions værdi må ikke alene vurderes efter dens teori, også efter den måde, hvorpå dens tilhængere omsætter den i praksis, ikke mindst når religionen taler om tolerance og næstekærlighed. Her synes det, at kristenheden har stået langt tilbage, i alt fald i forhold til de store asiatiske religioner. Hinduen tror ikke, at Gud kun har åbenbaret sig i hans egen religion. Buddhisten kan i sine hellige skrifter læse ord som disse: »Må tilhængere af alle religioner på alle steder leve i fælles fordragelighed. Alle bekender sig til det herredømme, man skal udøve over sig selv, og til sindets renhed. Selv om menneskene herom har forskellige meninger og tilbøjeligheder.« Og historien viser, at en sådan indstilling ikke blot har været teori for Buddhismens tilhængere. Selv hos muhammedaneren kan man møde større tolerance end folk i almindelighed vil tro. Forfatteren William Seabrook, der har rejst rundt og studeret utallige folkeslags religiøse indstilling, fortæller i sin bog »Eventyr i Arabien« om en samtale med en beduinsheik, som efter at de har talt om, at den ene Gud tilbedes under mange navne og i mange forskellige former og ritualer og har haft mange profeter, sad tavs og røg en halv times tid. »Så bøjede han sig frem og klappede mig på skulderen. »Min ven,« sagde han, »jeg regner mig selv for at være en god muhammedaner, og dog synes det mig, at du og jeg tilbeder den samme gud. Det synes mig derfor, at du også må være muhammedaner i dit hjerte, skønt du ikke følger forskrifterne og aldrig har foretaget pilgrimsrejser til Mekka.« Man kan dårligt tænke sig en »god kristen« sige noget lignende til en muhammedaner. Hvis denne ikke vil anerkende Kristus som Gud, altså ikke lade sig »omvende« til kristendom i dogmatisk forstand, vil han straks få at vide, at han er »fortabt som et djævelens barn og ender i Helvedes ild.« Man må give forfatteren pastor Karl Nielsen ret i en udtalelse som denne: »Siden Paulus var religionen i kristenheden militant.« – Den tåler ingen ved siden af sig; som den eneste sande religion må den til enhver tid besinde sig på, hvordan den skal besejre anderledes tænkende og -troende.« Det er også en kronik i Politiken (30. okt. 1956) dette og følgende citater er lånt fra. Karl Nielsen skriver: »Medens Jesus af Nazareth selv besad den hjertets og åndens suverænitet, der udelukker enhver intolerance, meldte den religiøse fanatisme blandt hans disciple sig straks efter hans død. Vi tænker her på kristendommens første teolog, apostlen Paulus, der f. eks. i sit brev til Galaterne svinger pisken over sine tøvende medkristnes hoveder og finder følgende udtryk for sin vrede: »Selv om det var en engel fra himlen, der forkyndte jer evangeliet anderledes, end vi har forkyndt det: han være forbandet!« – Og denne hadskhed finder vi den dag i dag, ikke blot i fromme kristnes hjerter, men i den såkaldte kristne kultur, og kan derfor opleve, at mennesker, der for længst har afskrevet deres kristne tro, stadig »øver troens gerninger«, det vil her sige: lægger anderledes tænkende for had.« Man forstår så inderlig godt, at Karl Nielsen slutter med ordene: »Skal vi fortsat sende missionærer til Østen, eller skulle vi hellere tage et »missionsarbejde« op blandt os selv.« Men denne »indre mission« må bygge på helt andre principper end noget andet kristeligt missionsarbejde har gjort, på den kosmiske religiøsitet i kristendommen, som er dens kerne. Det er den »sæd, hvori alle jordens slægter skal velsignes«, en væremåde, der skaber harmoni og tolerance, fred og livsglæde. Da spiller det ingen rolle, om man kaldes Hindu eller Buddhist, det er den samme sandhedens kilde, de religiøse genier har øst af. Jesu særlige mission har været at vise mennesker, at man kan tilgive selv dem, der nagler en til et kors, og han sagde: »Tag dit kors og følg mig.«
Et menneskerige.
»Fred på jorden,« disse ord, der hvert år ved juletid kan få mange mennesker til at komme i en særlig stemning under julestjernernes glans, skal de mon vedblive blot at være en stemning og en længsel og aldrig blive en realitet, et fredens rige? Hvis det skal virkeliggøres, må det blive på langt sigt, og har mennesker tålmodighed til det? Eller siger de bare: »Det kan jo ikke ske i vores tid, det må fremtidens mennesker om.«? Den svenske filosof Alf Ahlberg ser lyst på fremtiden, ligesom Friedell, trods nutidens krig og mørke. Han har skrevet en artikel derom i »det danske magasin« (4. årg., nr. 6), som han kalder »Ved et tidehverv«. Han taler også om stjerner, måske ikke specielt julestjerner, men dog ledestjerner eller idealer, der har lyst over eller inspireret særlige epoker i vor kulturs udviklingshistorie. Han skriver: »Over den epoke, vi kalder »middelalderen«, strålede et stort stjernebillede. Det kaldtes »Guds rige«. – Middelalderen ville virkeliggøre tanken om Guds rige ved at reducere det »naturlige« menneske til intet. – I begyndelsen af »den nyere tid« dalede det mod horisonten og sank til sidst helt ned under den. – I stedet for opsteg et andet: »Menneskets rige«. – Den nyere tid ville virkeliggøre menneskets rige ved endegyldigt at reducere Gud til intet og blive sig selv nok. Begge disse forsøg endte i sammenbrud. Thi mennesket er et naturvæsen samt et guddommeligt væsen. Er det ikke den store tragedie i vor kultur, at de to himmeltegn står fjendtlige imod hinanden, at man enten mente at kunne bygge Gudsriget ved at nedkue mennesket til støv og aske, eller at man troede at kunne rejse menneskeriget ved at styrte Gud fra tronen og lade mennesket blive sig selv nok? – Det er min faste overbevisning, at vor kultur er trådt ind i en tredie epoke, og at fremtidens historikere vil sætte en tidsgrænse ved år 1900 og lige så radikalt skille tredie epoke fra »den nyere tid«, som denne fra middelalderen. Men hvis man overhovedet kan lære noget af historien, så burde en undersøgelse af de forudgående tidsaldres storhed og ringhed kunne sige os noget om den opgave, der bør blive den tredie epokes. – Og kan det ikke tænkes, at opgaven for den tredie store epoke, på hvis tærskel vi nu står, vil være at forsone de to tegn, skabe en syntese af dem, bygge menneskenes rige i Gudsrigets tegn?«
Kosmologien.
Disse eksempler fra aviser, tidsskrifter og bøger har jeg blot draget frem for at vise, hvordan søgende mennesker mere og mere kommer ind på en åndelig opfattelse af mennesket og universet uden at de derfor glemmer den fysiske virkelighed. Vi kan møde sådanne tanker mange steder i dag, de »ligger i luften«, som radiobølger gør det. Men for at kunne opleve og gøre brug af »lyset fra den anden side«, som Friedell talte om, hvilket jo er det samme som den »tænkende magt bag universet«. Einstein omtalte: for at den sandhedens kilde bag alle religioner, Toynbee nævner, ikke blot bliver lærd teori, men noget der taler til os og inspirerer os, som den har gjort det engang til de religiøse genier; for at den »indre mission« Karl Nielsen opfordrer til, virkelig kan resultere i tolerant kristendom, og for at »skabe menneskeriget i Gudsrigets billede«, som Alf Ahlberg udtrykker det, må mennesket kende universets psykiske love som de fysiske. For at blive herre over sit eget sind, må man vide, hvad et sind er, og det er vigtigt, for det er gennem dette sind, at verdens forenede stater eller et fredens rige skal realiseres engang i fremtiden. Denne viden om de psykiske love i universet og sindets struktur er tilgængelig for søgende mennesker i dag. Den moderne åndsvidenskab eller kosmologi, som mennesker ofte, inden de har lært den at kende, fejlagtigt tror er en ny sekt eller religion, har allerede givet mange søgende mennesker en hjælp til selvhjælp i den kaotiske situation, det enkelte menneske såvel som hele menneskeheden i dag befinder sig i. Martinus' kosmiske analyser af verdensudviklingen og menneskets væsen taler både til menneskets forstand og til dets følelse, og bruger man det, man kan lære af analyserne, i praksis, vil den balance, der derved opnås mellem intelligens og følelse i ens sind udvikle ens intuitive evne, evnen til at »tænke guddommens tanker efter«, som Martinus skriver. Det bliver på een gang en selverkendelse, en verdenserkendelse og en gudserkendelse, som ændrer ens syn på selv de mest trivielle detaljer i hverdagen og fjerner tanken: »Freden kan jo alligevel ikke komme i vores tid,« fordi man forstår, at både fortid, nutid og fremtid er »vores tid«. Og prøver vi at så freden nu i vor daglige færden, vil vi også høste den engang.
Symbolet over skaberprincippets impulser.
Martinus' symboler er en meget væsentlig del af hans arbejde og vil efterhånden kunne studeres af mennesker over hele kloden. På symbolet, der ledsager denne artikel, er »lyset fra den anden side«, eller »den tænkende magt bag universet« illustreret ved det flammende kors, som overalt i Martinus' værk symboliserer det guddommelige skabeprincip. Cirklerne er himmellegemer, som er organer, celler, molekyler, atomer o.s.v. i Guddommens organisme. De er alle levende væsener, som »lever, røres og er« i »Faderen«, og alle er »i Guddommens billede«, idet samme treenige princip: Skaberen, skabeevnen og det skabte, som er bag universet, er bag deres fremtræden som levende væsener. Og selv udgør de universer, hvori levende væsener »lever, røres og er«. Strålerne, der udgår fra skabeprincippet i ringformationer, illustrerer de kosmiske impulser, som uafhængigt af det, vi kalder tid og rum, udfolder sig gennem hele verdensaltet, både i makro-, mellem- og mikrokosmiske bølgelængder. I de impulser, som strømmer ind i vort mælkevejssystem og via det ind i solsystemet og til jordkloden og menneskeheden er nedlagt de former og detailler, som transformeret til vor mellemkosmiske bølgelængde bliver de »verdensimpulser«, hvoraf vi på symbolet kan se tre gå gennem jordkloden og menneskeheden, der er udtrykt ved den dobbelte cirkel. Impulsen, vi ser som tættere skravering forneden på symbolet, har for længst forladt jorden, og under den, må vi tænke os de impulser, som virkede, da kloden fra en tågetilstand fortættedes til mineralmaterie og efterhånden fik vegetabilske og mineralske »celler« i sin organisme, altså planterige og dyrerige. Nu er jordklodevæsenets hjerneceller (menneskeheden) så vidt udviklet, at højere impulser kan modtages. Den impuls, vi ser nederst inden for den dobbelte cirkel har snart mistet sin betydning. Den symboliserer naturfolkenes uddøende religioner, magi og primitive kultur. Den næste impuls er de højere religioner og de af dem affødte kulturer, hvis livsanskuelse og morallove i stivnet dogmatisk form endnu dominerer, men er i aftagende. Martinus kalder den »den gamle verdensimpuls« i modsætning til den, man ser begynde at gennemtrænge kloden. Overgangen fra den gamle til den nye verdensimpuls er det kosmiske tidehverv, vi nu oplever, hvor en gammel kultur er ved at gå under, og en ny er ved at spire frem. Den nye impuls viser sig bl. a. gennem alt det, der »ligger i luften« og som jeg har søgt at vise eksempler på i denne artikel. Den strømmer som ny inspiration ind i menneskehedens psykiske atmosfære, og den faktor, som især kan hjælpe mennesker til at blive modtagelige for den, er den moderne åndsvidenskab.
Da religionsimpulserne ramte jordens menneskehed, var der samtidig inkarneret væsener, hvis »rige ikke var af denne verden«, hvis opgave det var at transformere disse impulser ned til det åndelige stadium, som nogle få mennesker kunne føre videre til de mange. Nu behøver vi ikke flere religioner eller verdensfrelsere, hvis autoritet er det afgørende. Det, der nu skal føre menneskeheden frem til freden i én verden, er »den hellige ånd«, d.v.s den åndsvidenskab, som gjort til væremåde, vil være den sæd, hvori alle jordens slægter skal velsignes, den kosmiske religiøsitet bag alle religionerne, som Kristus førte ind i hverdagen ved sit eksempel, der kan vise jordens folk, hvad det vil sige at være menneske. Kan åndsvidenskaben bedre forvandles til væremåde end religionen har kunnet? Det kan den. Dels fordi de mennesker, for hvem den bliver mere end teori er modnet både intellektuelt og moralsk gennem lidelser, gennem al den erfaringsdannelse, menneskeheden i øjeblikket er inde i. Og fordi åndsvidenskaben taler både til menneskets følelse og til dets intelligens; og den indre balance mellem disse bevidsthedsenergier er den fred i sindet, som giver fred i verden, når den sås i handling.
Når man slutter en sådan artikel, synes man, at det er så lidt, man har kunnet give udtryk for, af det, man har på hjerte. Derfor er det godt at kunne slutte med at sige: »Læs videre i »Livets Bog«, symbolet over skabeprincippets impulser findes ved side 64 i første bind, og det følgende kapitel. »Et internationalt verdensrige under skabelse« beretter i detailler om det, Alf Ahlberg har skitseret så smukt med ordene: »Menneskeriget i Gudsrigets billede«.
Mogens Møller.
Tilbage til artikelregister
Forrige