Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det kan vel være omtrent 28 år siden, dengang en dæksplads på damperen København–Århus endnu var en rigtig dæksplads eller et opholdssted i lastrummet mellem tovruller, stålvirer og tjæretønder. Vi var på vej til Århus i meget hårdt vejr.

Indtil Gilbjerg Hoved var det tåleligt. Et halvt hundrede soldater blandt passagererne tog godt for sig af de våde varer; for hvad er en soldat på rejse, en murerarbejdsmand i pausen eller en direktør ved forhandlingsbordet uden en bajer!

Men Gilbjerg Hoved blev rundet. Fartplanen må overholdes her som overalt i livet, og bag den skærmende pynt dukker ragnarok undertiden frem. Jeg havde mine bange anelser. Længe varede det ikke heller, inden helvede holdt sit indtog. De før så storpralende soldater blev efterhånden forvandlet til temmelig ynkelige fremtoninger med det gulgrønne som fremherskende ansigtsfarve. Iøvrigt gjaldt denne elendige forfatning os alle – alle på nær een.

Jeg havde ikke lagt mærke til hende først på natten, og i min barnlige fantasi stod det senere for mig, at hun på mystisk, måske overnaturlig vis, var kommet ombord, da der trængtes til hendes hjælp. Nu er jeg mest tilbøjelig til at mene, at hun ud på natten var kommet ned fra første klasse. Hendes påklædning tydede herpå, den lyse sommerfrakke uden pletter og krøller. Dette var i sig selv bemærkelsesværdigt, når man ved, hvor hurtigt ens påklædning under de beskrevne forhold antager form efter både legemets og sjælens tilstand. Hun kan vel have været sidst i tyverne, og hun blev min første virkelig store kærlighed. I mine tanker tilbad jeg hende som en engel, og naturligvis var min kærlighed af samme overjordiske natur.

De fleste af læserne har vel erfaret søsygens kvaler. Når man er kommet til det punkt, hvor maven i fortsatte udkrængninger ikke har andet at give fra sig end den grønne galde, så har man det ikke godt. Det var, da jeg var nået til dette kritiske punkt, at jeg mærkede en blød kvindehånd tage blidt om min pande og en himmelsk stemme tale kærlige ord til mig. Og tænk – hun tørrede det højst uappetitlige fluduim bort fra mit ansigt og tøj med sit skinnende rene lommetørklæde. Min mor kunne ikke have været mere omsorgsfuld, og dette var "en fremmed". Desværre var jeg for genert til på tilbørlig måde at udtrykke min taknemmelighed og kærlighed, men nu ved jeg, at det heller ikke var nødvendigt. Livet selv vil gengælde hende mangefold, hvad hun gør mod andre.

Selv om denne oplevelse gjorde et stærkt indtryk på mig, så er det dog muligt, jeg havde glemt den, hvis jeg havde været eneste genstand for hendes omsorg. Jeg var en dreng og kunne ikke tage skade af en smule søsyge, men blandt mine medpassagerer var der en gammel, gråhåret morlille, der var blevet så medtaget, at jeg frygtede det værste. Svagt klynkende sad hun der på en klapstol med hovedet lænet mod lukafet uden at ænse brådsøerne, der gang på gang oversprøjtede hende fra øverst til nederst. Måske reddede min engel hendes liv. Der er egentlig ikke noget at stille op mod søsyge; ingen midler virker – man havde ikke dengang søsygetabletter – og når den gamle alligevel faldt til ro med sit hoved i "den mystiske fremmede"s skød, så er jeg overbevist om – jeg havde jo mærket det på mig selv – at det var den kærlighedens psykiske kraft, som udstrålede fra min egen, der øvede sin helbredende virkning.

Vi kender Martinus' kosmiske analyser. Denne min engel kendte dem ikke!